PARADISE LOST + PALLBEARER
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
29.09.17
Af Dahlstrøm
Foro: Japs
Sikke en lækker aften. Pallbearer og mægtige Paradise Lost. Begge bands, som indenfor relativ kort tid har udgivet nogle fantastiske albums. Pallbearer med Heartless og Paradise Lost med Medusa. Denne fredag aften spillede de op i Pumpehuset, som sammen med Amager Bio udgør undertegnedes yndlings koncert steder, og det var et feststemt publikum der tog imod opvarmningen Pallbearer.
Pallbearer
Det amerikanske doom metal band spillede en halvskidt koncert sidst de var i Pumpehuset. Dengang stod de som hovednavn på den lille scene. I aftes spillede de som support på den store scene. Det var en forbedret udgave af Pallbearer og lyden var omend ikke fantastisk, så bedre end sidste gang. Nu er det vel heller ikke meningen at Pallbearer skal stå klart når det drejer sig om lydbilledet, for det er en beskidt lyd som amerikanerne disker op med. De langsomme rytmer og den tunge beskidte lyd klædte bandet, som koncerten igennem lagde et tykt tæppe af mørke og depression over publikum. Vi stod alle og svajede til rytmen og jeg drømte mig væk i Pallbearers favn. Væk til et sted hvor tristhed og livets alvor er i højsædet og til et sted hvor jeg i den korte tid koncerten varede, fik lov til at dyrke det smukke og depressive. Sange som ”Thorns”, ”Dancing In Madness”, ”The Ghost I Used To Be” og afslutningsvis den 13 minutter lange og ekstremt smukke ”Foreigner” udgjorde en setliste, som på denne aften var perfekt. Hvis der skal være en lille flig af irritation, så var det i starten af koncerten, hvor der blev kæmpet med lyden, men det er jo efterhånden mere normalt end hvad godt er.
Paradise Lost
De engelske herrer hører til blandt mine absolutte favoritter og jeg havde glædet mig som et lille barn til koncerten. Det fede ved Paradise Lost, er at de live altid varierer med setlisterne. Således kan man ikke komme til at få den samme oplevelse, som man havde sidst de spillede. Som forventet fyldte Medusa meget på setlisten. Fem numre blev det til og dem havde jeg naturligt nok ikke hørt før. De startede ud med ”Blood And Chaos” som desværre var ramt af lidt for uklar lyd. Men selv med uklar lyd var guitarriffet vanvittigt fedt live. Den halvskidte lyd prægede også de efterfølgende sange ”Remembrance” og ”From The Gallows”. Lyden faldt for mig på plads med fjerde nummer ”One Second”, der var første sing along song som Paradise Lost spillede. Dem der stod omkring mig skrålede med på den sublime sang, som altid er populær på en Paradise Lost setliste. ”Tragic Idol” fulgte efter og de to sange udgjorde en lille let oase, i det meget tunge lydbillede. For det var den tungeste Paradise Lost koncert, som jeg har hørt. Setlisten var fyldt op af sange fra Medusa og mægtige The Plague Within. Et af aftenens bedst spillede numre, kom fra netop fra The Plague Within nemlig ”No Hope in Sight” som blev spillet så tungt, hårdt og lækkert at jeg var 100% sikker på at der intet håb var, overhovedet. Det er jo det de kan, Paradise Lost. De kan efterlade mig i samme tilstand som en der skal overveje at doble de antidepressive piller. Tekster og musik er så deprimerende og smukke at det til tider gør helt ondt indeni. Når jeg råber ”Vanquish the pain, don’t want to seek despair”, på den mest mandige måde jeg kan, får stemningen lov at tage over. Jeg bliver overvældet og jeg får gåsehud over det hele. ”Faith Divides Us, Death Unites Us” er altid en fornøjelse live. Den skærer ind til benet og efterlader mig med et stort smil, over at andre kan sætte ord på nogle af de tanker jeg render rundt med.
Nick Holmes og company startede med et nummer fra Medusa og sluttede også af med et nummer fra samme album. ”Until The Grave”. Således brød bandet med den halve tradition, med at slutte med ”Say Just Words”. Uforudsigeligt og lækkert.
Det var ikke den bedste Paradise Lost koncert som jeg har hørt, men det var sgu ikke langt fra. Der manglede for mig et par essentielle sange på setlisten som f.eks. ”Hallowed Land” ”As I Die” og ”Enchantment”, men man kan på den anden side heller ikke få det hele. Eller jo fanme så, næste gang må de giver 5-6 numre mere, så koncerten bliver perfekt. Det er vel ikke for meget forlangt.
