HEXER + JUPITERIAN + KONVENT
UNGDOMSHUSET, NORDVEST KVARTERET
30.9.2017
Anmeldelse Hesselager
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Det genopstandne Ungdomshus på Dortheavej 61 er hovedsageligt centrum for Københavns hardcorepunk-miljø, eller K-Town som det hedder i den subkulturelle jargon, men takket være den stigende subkulturelle hybridisering spiller flere og flere metalgrupper deroppe og ikke kun fra punk-hybridgenrer som grind, sludge og thrash. Lørdag aften d. 30/9 slog tre grupper forbi og opviste hver deres nye og udfordrende retning, som doom metal-scenen bevæger sig ud i uudforsket territorie efter her i det 21. århundrede.
Første band på scenen var danske Konvent, der med kun 2 år og en enkelt demo på bagen er ved at blive en rejsende stjerne i dansk doom. Da de gik på under dæmpet mørkeblå belysning, med flere lysestager i Dødsmaskinen – Ungerens lille koncertlokale – til at sætte den perfekte kontrast med varm gulligorange glød. Det tilføjede noget ekstra ”je ne sais quoi”-stemning ved at have så mystisk, spirituel og mytologisk orienteret musik præsenteret i et lokale hvor så stor en procentdel af overfladen som muligt var behæftet med plakater, stickers og flyers fra forskellige politiske aktivistgrupper hvis slogans og udtryk var meget mere fokuseret på ekstremt verdslige skrue-og-møtrik-baserede socio-økonomiske problemstillinger.
I modsætning til da Konvent spillede på Beta 2300 som opvarmning for Tau Cross, havde Ungerens lydfolk sat bassen og trommen noget højere i miksen denne gang, så det som trådte allermest frem med Konvents sætliste var hvordan Heidi Withington Brinks bas og Mette Marie Lists trommer lagde baggrunden for gruppens lyd med deres omhyggeligt udtrænkte dystre rytmer og organisk fremvoksnende bas-linjer, der slangede sig gennem som rødder og slyngplanter voksende gennem et forladt tempels ruiner. Da Sara Helene Nørregårds guitarspil slog ind, passende de lavere frekvenser og mere rå lyd perfekt til de minimalistiske tordnende riffs som tårnede op over jorden som erosionsskadede søjler og mursten – og så kom Rikke Emilie Lists månesyge dødsgrowl-vokal til sidst ind, der svævede over alle teksturerne som et tykt lag tåge.
Det mere bas-dominerede lydbillede, der trådte frem denne gang, gav også Konvent et ekstra grad ”oomph”. Selvom Konvents musik ikke er særlig teknisk indviklet, benytter deres sangstrukturer megen variation i at skifte mellem forskellige rytmer under hver sektioner med bas-og-tromme-drevne interluder. Dette fik også skiften mellem mere abstrakte atmosfære-skabende guitarmelodier og mere veldefinerede traditionelle doom-riffs, som deres sangskrivning anvendte kontrast imellem, til at give en ekstra grad af ”Sturm und Drang”. T Konvent spillede også til sidst to nye sange fra deres kommende ep, som begge viste et endnu større niveau af mesteri i anvende disse ret begrænsede ingredienser til at skabe perfekt selv-indholdte fortællinger ledende publikums fantasi ind i massive overgroede soniske katedraler. Eneste hanke var at jeg kunne høre nogle fejl i et par sange, men det får medlemmerne nok ud af systemet efterhånden som de bliver mere erfarne. Hold jer i agt: Konvent kommer til at blive helt store.
Andet orkester på programmet var brazilianske Jupiterian, et death/doom metal-band hvis overordnede koncept kommer fra den amerikanske horror-forfatter H. P. Lovecrafts (1890-1936) science-fiction mytologi om jordens historie som en skjult magtkamp mellem flere stridende racer af bizarre hyperintelligente aliens, menneskeheden huskede som oldtidsreligionernes gudeslægter. Gruppen var selv klædt på som en af de kulter, Lovecraft beskrev i sine historier som velkommende de udenjordiske guders generobring af planeten: I sorte gevandter dekoreret med Jupiters astrologiske symbol og hætter, der skjulte medlemmernes identitet, lignede de en slags korrumperet udgave af katolske nazareno-processioner ved påsketide – en scenefremtræden som sandsynligvis har endnu højere chokværdi i gruppens hjemland Brasilien. Bagved sig havde Jupiterian også et banner spredt foran scenen, der afbildede et frimurer-inspireret Altseende Øje-symbol og teksten ”Jupiter’s Congregation” – havde man ikke hørt om gruppens koncept først, kunne man tænke sig at de var romersk inspirerede nyhedninge snarere end folk der havde læst for mange gamle sci-fi romaner.
Alt det arbejde, Jupiterian havde gjort ud af deres image og præsentation, var ikke forgæves da det fik publikum til at lægge mere opmærksomhed til alt som de lavede. Deres musik var nemlig svært tilgængelig og krævede maksimum koncentration: Stilen var bygget op omkring hypnotiserende lavfrekvens-droner fra bassen, kaskader af hvid guitar-feedback-støj og mange lag guitar-melodier spillet i langsom tempo men som udviklede sig i uventede retning mens de omhyggeligt vejne lydteksturer flettede sig ind i hinanden som en hallucinatorisk stjernehimmel, afbilledende flere fjernere stjernebilleder og planeter ud i det storslåede men uforståelige og skræmmende enorme univers.
Af og til kunne Jupiterian blive noget monotone, fordi de godt nok perfekt havde skabt en unik og interessant atmosfære men størstedelen af tiden forblev i dét ene gear – indtil de på nogle af sangene begyndte at langsomt opbygge spænding ved at skifte mellem det kosmiske doom, interluder hvor trommeslageren og bassen gik gennem mere avancerede midt-tempo-rytmer til tordnende hurtige død/black-sektioner, der føltes som enorme galakser kolliderende for at skabe nye kosmiske ordner der re-arrangerede universet i nye ugenkendelige mønstrer. Jupiterian var i hvert fald ikke for alle, og heller ikke var hver af deres sange på samme høje niveau. Når de var på deres højdepunkt, føltes det dog som en spirituel transcendent oplevelse repræsenterende universets skabende og udslettende kræfter som noget både guddommeligt og frygtindgydende.
Sidste levende billede og aftenens ubestridte højdepunkt var Hexer: et tysk doom-band underskrevet kult-pladeselskabet Vendetta Records ellers specialiset i ud-ad-boksen-tænkende black metal e. g. amerikanske Fell Voices. Som forventet var deres musik noget udover det velkendte. Dette kunne fornemmes selv før de begyndte af spille, hvor de brugte virkelig lang tid med at sætte deres avancerede arrangement af flere forskellige forstærkere og effekts-pedaler op. Belysningen skiftede også fra kølig blå til tyrkisgrøn og magenta, to unaturligt og skarp kontrasterende farver der satte scenen for noget drastisk anderledes. Så antændte de røgelsespinde flere steder på scenen og gik på dækket i sort/hvid krigsbemaling, der lignede det manglende led mellem nutidige black metal-corpsepaint og hvordan romerske historiskere beskrev de germanske og keltiske stammekrigere som udgjorde imperiets hovedfjender.
Hexers musik viste sig også at udgøre en perfekt krydsning mellem de mest udflippede og stenede hjørner af doom metal (e. g. YOB) med det barskeste og koldeste black metal (e. g. Darkspace): Deres sange var alle ekstremt lange, forankret af rumlende hypnotiske stamme-shaman-trommerytmer som fik og i deres overjordiske visionssøgen-sjælerejse kastende sig igennem tordnende barbariske hulemands riffs, rene psykedeliske instrumental-passager svøbt ind i så mange effekter at hver guitar-pluk lød som en synæstetisk oplevelse af stjernelys reflekterende sig på vandets overflade ved nattetide, og ramlende hurtige sektioner hvor lavinerne af guitar-noter svøbt ind i forvrængingslag føltes som et bombardment af neonlysende meteorsværme. Hvad især fuldendte oplevelsen var de absolut bestialske vokaler, der lød som besat af samme ktoniske overjordiske kræfter mytologiseret af germansk hedenskab som jætter og hrimturser, og deres sangstrukturer som konstant trodsende rock-konvention for at gå i uventede retninger der var umulige at forudsige – hvilket sammen med deres fuldstændigt realiserede mareridts-psykedeliske lydbillede og fremtræden hjalp deres musik med at fremstå som soundtrack til et svampeforgiftet shaman-visionstrip tilbage til en mytisk urtid før civilisationens opståen.
Jo, alt i alt var aftenen en opvisning i tre af de mest nyskabende og interessante grupper i nutidig doom metal – Hexer især har jeg svært ved at forstå endnu ikke er et større navn, og er indtil videre en af doom metal-scenens bedst holdte hemmeligheder. Jupiterian ser jeg dog ikke blive mere end et kultband, bogstaveligt og figurativt, men de har helt klart skabt noget unikt. Konvent skal der især holdes øje med endnu mere, især efter de får skrevet mere materiale.
