Koncertanmeldelse: Wacken Metal Battle @ Gimle 31.05.2025
Vinderen af Wacken Metal Battle er fundet,
men var det nu det rigtige valg?
Fire bands gav den alt, hvad de kunne, for at komme til det forjættede land – Wacken Open Air. Den danske finale i Wacken Metal Battle viste, at undergrunden står stærkt i det danske metallandskab.
Tekst: Mike Gehrcke
Det var finaledag, og alt var hammerfedt. Solen skinnede, og nu skulle vi finde vinderen af den danske udgave af Wacken Metal Battle, der skal direkte til en af scenerne på Europas mest legendariske metalfestival, Wacken Open Air i det nordlige Tyskland.
Jeg tog mod Gimle direkte fra en konfirmation, som jeg efter min mening stod alt for tidligt op til. Så med den klassiske øl i hånden bevægede jeg mig mod scenen på spillestedet for den store finale og stedet, hvor vinderen skal findes.
Jeg nåede lige at tjekke programmet og skimtede de fire finalisters navne: Crimson Burial, Blodmåne, Wolfhead og Danefae. Fire bands, jeg den sidste måneds tid har fulgt tæt, mens de har kæmpet sig gennem de fire heats frem mod finalen. Og mens jeg færdiggjorde mine egne tanker, trådte det første band, Crimson Burial, på scenen.
Crimson Burial sparkede i den grad festen i gang. De gik ind på scenen med høj energi, og så begyndte trommerne og bassen ellers bare at fylde salen med melodisk dødsmetal, som vi alle havde ventet på. Ud fra de første sange kunne man godt mærke, at publikum lige skulle i gang – men i gang kom de.
Crimson Burial leverede et fantastisk show med god lyd, hæsblæsende sange og en forsanger, Anton Fløystrup, der formåede at bruge scenen til at komme rundt i hele salen. Personligt syntes jeg, det var fedt, at han kom frem til kanten af scenen, når han brølede sig gennem den ene sang efter den anden. Udover det fik Anton Fløystrup givet masser af fist bumps ud til publikum, der langsomt vågnede op og bevægede sig mod scenen. Alt i alt var Crimson Burial et godt valg som det første band. De fik gang i festen og satte barren højt for resten af aftenen.
Efter en kort pause gjorde det næste band sig klar: Blodmåne. Et band, jeg havde glædet mig til at høre live, efter at have lyttet til dem op til koncerten. Jeg blev glædeligt overrasket over at høre, at de var endnu bedre live. Blodmåne er et band, der er svært at sætte ord på, når de entrerer scenen og spiller deres sorte dødsmetal, for alt spiller bare. Lasse Braun gav den max gas på guitaren, og bassistens bevægelser fik hele showet til at køre, så der var lagt i ovnen til noget stort. Bland dette med forsanger, Elias Nybo, der synger på niveau med frontfigurerne i de store og talentfulde bands, og du har opskriften på et band, der kan nå langt.
Sang efter sang stod publikum helt oppe ved scenen og headbangede, til nakken nærmest gik af led. Undervejs fik guitaristen publikum med på at klappe i takt til musikken med hænderne højt hævet over hovedet. De gik på scenen og leverede et show, som var bedre, end jeg havde forventet af aftenen, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi hører til Blodmåne. Det er helt klart et band, man skal holde øje med.
Endnu en pause senere og endnu en tur op i baren, før vi skulle tage imod det næste band: Wolfhead. Her har vi et band, der forstår sig på sceneshow, for puha, hvor har forsangeren, Emil Gintberg Jensen, krudt i rumpen. Fra han og resten af bandet gik i gang med at spille, var der ikke et sekund, hvor nogen af dem stod stille. Gintberg Jensen hoppede rundt og dansede, som om han havde ild i bukserne. Scenen er ikke bare et spillested for ham, men nærmest hans andet hjem, og han nyder det! Publikum åd det råt, for der var lige så meget energi i dem. Jeg var specielt fan af, at Emil Gintberg Jensen valgte at hoppe ned fra scenen og løbe rundt blandt publikum. Helt igennem en klasseoplevelse. Når alt kommer til alt, synes jeg måske, at der var lidt for meget fokus på sceneshowet, og det musikalske haltede en smule. Ellers en helt igennem fantastisk oplevelse.
Og så var det tid til at høre det sidste band, Danefae. Jeg er klart fan af, at Anne Olesens smukke vokal gik krystalklart igennem, for hun sang godt, men i modsætning til Wolfhead har vi her et band, der fokuserer på at stå helt stille. Jeg ved ikke, om det er et image, de prøver at gå efter, men udover de små armbevægelser fra forsangeren var det som at se stenstatuer stå med bas og guitar i baggrunden. Jeg nåede desværre et punkt, hvor jeg syntes, at numrene begyndte at lyde lidt for ens, og det var svært at komme tilbage i det festhumør, jeg ellers havde bygget op med Blodmånes gode musik og Wolfheads vilde sceneshow. Det kunne også mærkes på publikum, for der var ikke så meget gang i dem som tidligere. Udover at lyden gik godt igennem, har jeg desværre ikke meget godt at sige om Danefae.
Efter Danefae gik af scenen, nåede vi lige en pause, før juryen skulle beslutte, hvem dette års vinder skulle være. I mellemtiden fik vi også besøg af sidste års vinder, Thus, som faktisk lukkede programmet helt perfekt med deres melodiske og progressive dødsmetal. Det er ikke underligt, at de både vandt Wacken Metal Battle Danmark og sidenhen Wacken Metal Battle i Tyskland. For hold nu op, et show de kunne levere. Musikken var god, showet var topklasse, og der var ikke et øje tørt, da de spillede sig gennem deres sætliste. Selvom jeg ikke har hørt deres musik så meget siden sidste år, fik jeg virkelig blod på tanden og lyst til at høre mere fremadrettet.
Spændingen var høj, da vinderen skulle findes, og der var en sjov følelse i luften, da vi stod og ventede på svaret. Selvom jeg kom for at anmelde koncerterne, havde jeg alligevel fået mig en favorit i løbet af aftenen, så jeg stod der og håbede på Blodmåne, inden det blev annonceret, at Danefae løb med sejren den aften.
Jeg besluttede, at inden jeg gik, skulle jeg lige hen og købe en Blodmåne-t-shirt, og så var det ellers tid til at trække hjemad efter en helt fantastisk aften. Jeg vil afslutningsvis sige tillykke til Danefae med sejren og ønske dem alt muligt held og lykke, når de vender næsen mod Tyskland for at deltage i Wacken Metal Battle mod de andre landes bands. Måske kan vi hive en dansk sejr hjem igen i år, det kan man jo kun håbe på og være stolt af.