Koncertanmeldelse: GHOST @ Royal Arena, 17.05.2025
SPØGELSESROCK AF HØJESTE KLASSE
TOBIAS FORGE OG DE NAVNLØSE SPØGELSER I GHOST LEVEREDE VAREN I ROYAL ARENA. DER VAR RØG, DER VAR EFFEKTER, DER VAR UDKLÆDTE FANS OG MUSIKERE – OG DER VAR STÆRKE NUMRE, DER BLEV LEVERET MED OVERSKUD.
Af Mike Gehrcke
Det var en våd og grå lørdag, da jeg valgte at begive mig mod Royal Arena, og jeg kan huske, at jeg nåede at tænke, Dette er Ghost-vejr, der passer perfekt til den gotiske koncert, jeg skulle til. For mig er Ghost et band, som jeg har hørt rigtig meget om, og jeg har lidt passivt fulgt deres historie og musik uden at have været rigtig fan af bandet. Så da jeg blev tilbudt muligheden for at give dem en chance ved at høre dem live, var det en mulighed, jeg tog med det samme, hvilket er noget, jeg bestemt ikke fortryder nu. Da jeg efter en længere rejse ankom til koncerten, følte jeg mig straks imponeret blandt de mange fans, iklædt nonnekostumer, skeletmalede ansigter og pavehatte. Det varmede mit hjerte at se, at det svenske rockband, som er kendt for deres masker og sataniske elementer, har sådan en dedikeret fanbase.
Lyset slukkes, spændingen stiger, og arenaen fyldes af smuk, kor-lignende sang. Man er ikke et sekund i tvivl om, at dette er en Ghost-koncert. På dette tidspunkt hænger et tykt lagen omkring scenen, og inden man overhovedet når at tænke for meget over det, popper et nærbillede af forsanger Tobias Forge op på de store skærme og sparker koncerten i gang med “Peacefield”. Al opmærksomhed hænger på de to skærme, og en tung stilhed ligger over arenaen, indtil omkvædet i sangen runger gennem hallen, og lagenet falder til skrig og skrål fra publikum.
Allerede her stod det klart for hvem som helst, at Ghost er og bliver et band, der elsker at stå på en scene. De leverer hver gang med deres fantastiske kostumer og trang til at bruge hele scenen, når de går rundt og sørger for, at ingen blandt publikum bliver overset. Dette er starten på det sindssyge, enestående show, jeg havde fornøjelsen af at opleve, og det var det hele værd. Med en øl i hånden og et smil på læben lænede jeg mig tilbage i stolen, før trommerne igen gik amok, efterfulgt af guitaren, og “Lachryma” startede.
Selvom man havde mest lyst til at spole tiden tilbage og høre hver sang en gang mere, ligesom den plade man snart har slidt op derhjemme, var der ikke meget tid til at tænke over tingene, før næste sang gik i gang. Det var faktisk oplevelsen hele vejen igennem, der bedst kan beskrives som at høre sangene direkte fra playlisten uden mellemrum og lange pauser, hvilket resulterede i en koncert af mesterklassen. Der var ikke et øje tørt, da der opstod et særligt øjeblik, hvor guitaristen trådte frem til scenekanten og pegede ud mod mængden. I samme sekund rejste en bølge af hænder og skrig sig i den retning – et klart bevis på hvor stærk en kontrol bandet havde over publikum.
Langsomt, som de kom gennem deres sætliste, den ene sang bedre end den anden, blev det mere og mere indlysende, at Ghost ikke bare er et garageband, som spiller god musik i deres fritid. De sætter et stort fokus på at levere et show for deres fans, som er mere end det sædvanlige. Allerede fra første sang var der en tyk tåge over scenen, og undervejs blev der flittigt gjort brug af røg, konfetti, baggrundsvisuals, kostumeskift, pyroteknik og lys i forskellige farver. Det gav en superfed oplevelse til koncerten, da der altid var noget nyt at kigge på, frem for at se på det samme kedelige banner i to timer. Dette kunne også mærkes på både bandet og publikum.
Som om de langsomt tøede op, begyndte bandet at bevæge sig mere. Publikum flagrede med armene, headbangede til musikken, og det hele kulminerede i en følelse af, at alle virkelig nød at være her. Selvom der manglede nogle af de ‘navnløse ghouls’, som nu er gået fra bandet, følte jeg, at orkestret fungerede fint uden og stadig gav den samme gode oplevelse, som man kunne forvente af dem. Dog blev jeg overrasket over, at selvom de er på tour for at promovere deres nye album Skeletá, havde de kun fire sange med fra dette album ud af de enogtyve, de spillede.
Da vi nærmede os slutningen, var arenaen en ren fest. Musikken spillede klokkeklart, og folk gav den max gas, da de spillede den sidste sang “Monstrance Clock”, som sluttede med teksten “Come together, Together as one”, igen og igen vist på skærmen, mens bandet langsomt forlod scenen. Det var her, det gik op for mig, hvad det var for en følelse, jeg havde siddet med hele koncerten. Hvad musik i virkeligheden handler om. Musik er bedst, når vi samles om den. Når bandet og fansene går op i en samlet enhed, og man kan mærke, at der er en forbindelse mellem os alle. En fælles kærlighed til musikken. Og der sad vi alle tilbage og tog denne følelse til os.
Men selvfølgelig, hvad er en koncert uden ekstranummer? Det er jeg sikker på, at mange af fansene også tænkte. Da bandet sagde farvel og gik af scenen, var der ingen, der rørte sig i arenaen. Sådan stod folk faktisk i, hvad der føltes som to minutter, før bandet kom ud igen og sagde, at selvfølgelig skulle vi da have mere. Bandet jokede lidt med, at de havde spillet alle de gode sange, men at de godt kunne spille nogle af de dårlige, hvis det skulle være. Her gik folk helt amok, da de begyndte at spille sangene “Mary on a Cross”, “Dance Macabre” og “Square Hammer”, som selvfølgelig er en del af joken, da disse sange nok er de mest populære, de har lavet. Dette var, hvad jeg vil kalde den perfekte afslutning på showet. Folk, som ellers sad på tribunerne, var oppe at stå til disse sange, og man kunne høre, at hver eneste person i salen sang med på teksterne. Så alt i alt, kort sagt, var det en fornøjelse uden lige at se Ghost spille live. De leverede et show, som var bedre end forventet, og jeg kan da love for, at det ikke er sidste gang, jeg skal høre dem. De skal jeg når de gæster Danmark igen.