Anmeldelse: RAMMSTEIN @ Ceres Park, Århus – 22. juni 2022

RAMMSTEIN

Ceres Park, Århus – 22. juni 2022

Tekst: Jesper Lienhøft

Fotos: René Thorup Kristensen

**

Så kom dagen hvor undertegnedes mangeårige drøm endelig blev opfyldt. Rammstein valgte nemlig at slå vejen forbi den jyske hovedstad. Var det ventetiden værd? Ja det var det…. Godt nok siger sygesikringsbeviset 48 år, men det betød intet på denne lune solskinsaften på Ceres Arena i Århus.

Godt nok er der over de sidste 30 år, sneget sig en del koncerter ind i sjælen som fortjener at blive der. Reelt fortjener Rammstein en plads i den kategori. Sjældent har jeg oplevet en så velsmurt sceneopsætning, der samtidig blev akkompagneret af et i den grad tilstedeværende og energisk band. Det er uhyre sjældent, at man oplever et sceneshow så gennemført, ja på kanten af fortryllende, hvilket undertegnede, et utal af gange måtte lægge øre til, da de mange betagede og trætte gæster forlod grønsværen på Ceres Arena, da Rammstein efter to timer takkede af.

Rammstein evner om nogen at kombinere deres musik med en sceneopsætning, der gør selv de største rockorkestre i vores generation til skamme. De leverer en velsmurt og gennemtilrettelagt præstation af ubeskrivelige dimensioner. Dette er nok desværre også Rammsteins akilleshæl. En onsdag hvor solen skinnede flot over Århus, kom Rammsteins imponerende show slet ikke til sin ret.

Arrangøren Live Nation evner, på trods af flere ihærdige forsøg, ikke at etablere en velfungerende koncertoplevelse. Mangelfuld skiltning, dårligt informerede frivillige mv, blev desværre en unødvendig del af mange gæsters oplevelse. Det er altid nemt at være bagklog. Var der sat for mange billetter til salg? Var der for få vagter omkring sikkerhed og udgange? Det vil vi nu lade være op andre at reflektere over…

Men var koncerten god? Ja for pokker… I det sekund luftrummet over Århus fyldes med Rammsteins karakteristiske og bombastiske lydbillede, var der ikke et øje tørt. For pokker, hvor spiller de godt. Et gennemgribende og solidt, læs erfarent, sammenspil, giver bare en dynamik og energi man kun kan elske.

Nu er Rammsteins musik nok ikke det mest tekniske rent musikalsk som undertegnede over årene har lagt øre til. En klog mand sagde engang at ”less is more”. Rammstein formå uden nogen dikkedarer, at bruge det simple og forvandle det til noget fantastisk – tak for det, gutter.

Hvis vi skal fremhæve noget denne aften, bør det være bandets utrættelige energizer bunny, nemlig den evigt motionerende synthesizer troldmand Christian Lorenz. I Århus, denne onsdag aften, tilbagelagde manden flere skridt end Preben Elkjær gjorde i hele sin professionelle fodboldkarriere, dog uden at skyde over mål.

Nu er dette er en anmeldelse, og derfor skal der jo være sure rønnebær. Rammstein skal simpelthen ikke spille en onsdag aften, hvor der er begrænsninger i forhold til lydniveau og sluttidspunkt. At opleve Rammstein, bør og skal være en helhedsoplevelse. Det blev det desværre aldrig i Aarhus. En så pompøs og gennemarbejdet sceneopsætning fortjener bedre vilkår, hvilket Århus med klar blå himmel og en koncertklokkestreng der hed 21.00 ikke gav, og hvilken skam det var.

Rammstein leverede en oplevelse der bød på alt. Lige fra et utal af højoktan eksplosioner, hvilket man kunne sætte spørgsmålstegn ved i disse dage… (hvilket vi ikke gør). Konfetti der farvede himlen over Århus sort, gummibåde der fragtede bandets medlemmer fra lydtårn til hovedscenen, en bundsolid lyd og et band der i den grad bare var til stede.

Rammstein kom til Århus fordi vi skulle have et godt gammeldags klask bagi, og det fik vi. Sætlisten bar naturligvis præg af deres nye album Zeit, der udkom i april i år. Men hvis man frygtede at blive snydt for klassikere som Sonne eller Mein Teil, for ikke at nævne deres ultimative hit, Du Hast, så blev man heldigvis skuffet. Selv i Århus kan man synge tysk, hvilket så eftertrykkeligt blev bevist da Rammsteins ørehængere forlod højtalerne.

Fra hjertet, det var bare en fornøjelse at være en del af. Rammstein kom og sparkede måsen ud af Århus, havde de dog bare gjort den i oktober uden sol, så havde aftenen været perfekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *