FIVE FINGER DEATH PUNCH + SOLENCE
ROYAL ARENA, KBH, 28.06.22
Tekst: Mikkeline Jørgensen
Fotos: John-son
Folkefest, Fadøl og Five Finger Death Punch
Koncert og festival sæsonen er for alvor skudt i gang, og det kunne man også mærke på publikum i Royal Arena. Der var god stemning, duften af øl var tyk i luften og næsten alle var iført metal-hovedernes sommeruniform: Band t-shirt/ Copenhell trøje, Battlejakke og shorts.
SOLENCE
Efter en ret ærgerlig udmelding fra det originale opvarmningsband Hollywood Undead, sprang det svenske band Solence til som erstatning. Jeg har en svaghed for Hollywood Undead, så jeg var særligt trist over ikke at kunne få lov at se dem denne gang; Men med det på plads så syntes jeg Solence var en ganske fin erstatning.
De svenske gutter i matchende hvide outfits gik på, som planlagt kl. 19.00. Salen var endnu ikke helt fyldt, men publikum samlede sig spændte om scenen, da lyset slukkede og en introsang blev spillet. De fire gutter sprang på scenen og fik hurtigt gang i publikum. Bandet bestod af en forsanger, en trommeslager, en guitarist og en keyboardspiller, hvilket som bekendt er et meget atypisk line-up for et metal band. Det næste som også gjorde dette metal band lidt anderledes var at de spillede en form for EDM eller Electronica, som en stor del af deres lydbillede. Det dog ikke atypisk, hvis vi ser tilbage i tiden. Idet netop dette var meget populært blandt Emo/Screamo bands i 2007-15 (F.eks. Asking Alexandria og Attack Attack).
Det blev meget hurtigt meget tydeligt at bandet ikke var bange for at rose deres publikum… ualmindeligt meget. Efter hver sang stoppede forsangeren, Markus Videsäter op og virkelig indsmigrede sig hos publikum, med alle de komplimenter han kunne finde på, og det var mange. Efter 2-3 sange var jeg allerede træt af det, men det virkede til at have en effekt på lidt over halvdelen af publikum. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke rigtigt syntes at Solence var specielt metal og de manglede virkelig en bas. Trods det alt gjorde Solence det de fik besked på, og fik varmet publikum godt og grundigt op. Det gjorde de med masser af opfordringer til at synge, danse og klappe med og det virkede. Vi fik også den sædvanlige ”We are all a family here” med på vejen, inden bandet lukkede af med en sang om ”All we need is just some good music”. Jeg var ikke specielt imponeret over bandet personligt, men det gjorde hvad de skulle så respekt for det.
FIVE FINGER DEATH PUNCH
Efter cirka en halv time gik hovednavnet på og det gjorde de med et brag. Kort inden de gik på scenen havde syv mennesker stillet sig lige ved scenekanten og da FFDP går på hiver de tæppet ned i ét ryk; det var en fed og dramatisk begyndelse på koncerten. Netop ordet ”dramatisk” er et nøgleord for at beskrive FFDPs optræden. Scenen var lidt kedeligt dekoreret sammenlignet med de sidste to gang bandet har spillet i Royal Arena (2016 og 2020), men det glemte man hurtigt alt om. Ivan Moody, den skøre joker, sprang rundt på scenen på dramatisk og næsten cirkus-agtigt-vis. Salen var proppet med spændte fans og der gik ikke længe før de fleste af siddepladserne tættest på scenen havde rejst sig op og skrålede med.
Koncerten var en lang top hits-parade, hvor alle, både unge og ældre samt nye og gamle fans havde en chance for at synge med. Der blev sunget med på bedste vis i hele salen og som tak gav de alt hvad de kunne på scenen. En ting der er værd at nævne var, at scenen denne gang ikke var høj, som deres sidste to koncerter i DK. Det gjorde faktisk bare, at de var meget mere publikumsnære og det føltes cool. Bandet poserede gerne for billeder, lavede sjove grimasser og vinkede til publikum overalt i salen, hvilket var en fantastisk følelse. Jeg er overbevist om, at ikke én eneste af de forreste stående og siddende publikum følte sig overset, og det er en svær kunst at mestre.
En anden gennemgående ting under koncerten var at bandet var meget rundhåndede med at give plekters og andre gaver ud til publikum. Jeg har aldrig oplevet noget lignede. Der plejer kun at være få der kan gå tilfredse hjem med lidt souvenirs, men denne gang virkede det næsten modsat for de forreste par rækker fik en masse smidt efter sig, igen både stående og siddende publikum.
Noget jeg også bed mærke i, var at næsten alle ”I” og ”Me” i teksterne blev ændret til flertals We, You og Us og endnu engang fik koncerten til at føles meget mere personligt og inkluderende.
Der var nogle meget særlige mennesker, som fik en masse opmærksomhed under koncerten, og de havde alle det tilfælles at de var børn. En lille dreng som hed Marco, fik lov til at komme på scenen under ”Burn MF” (et nummer hvor det netop er tradition). Drengen Marco fik lov at komme på scenen med sin mor, hvor han fik både en krammer samt en lille snak med forsangeren, og ikke mindst en alt alt for stor skjorte, som han fik på. Hele publikums hjerter smeltede over den lille drengs glæde og hele salen heppede på den lille knægt. En anden lille dreng fik Ivans Baseballbat og var ovenud lykkelig.
Det var en fed koncert fyldt med glæde, musik og masser af opmærksomhed fra bandet. Der blev skudt konfetti udover publikum af flere omgange og som altid skiftede Ivan Moody tøj 5-6 gange undervejs; som en anden pop-diva. Efter halvanden times sang, spas og gaver gik bandet af og i stedet for de sædvanlige to ekstra numre, gik bandet rundt på scenen og kastede flere gaver ud mens der blev spillet ”House Of The Rising Sun” i baggrunden. Det var en super fed koncert og det virkede til alle gik glade og tilfredse derfra. Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg kan få lov at opleve dem igen og jeg er nok ikke den eneste.
