DEATH COAST FESTIVAL 2022 – Tobakken, Esbjerg – 10.-11. juni 2022
Tekst: Sonni Sørensen
Foto: Thomas H. Thomsen
**
For første gang nogensinde løb den nye danske metal-festival Death Coast af stablen, da Tobakken i Esbjerg lukkede dørene op for nogle hundrede metal-fans fra hele landet samt nogle få udenlandske fans også. Det virkede som om Dødskysten var godt besøgt og man kan håbe på at der kommer en gentagelse næste år. Metalized var repræsenteret af fotograf Thomas Høgdal Thomsen og anmelder Sonni Sørensen. Det var desværre ikke muligt at dække alle koncerterne, men her kommer anmeldelserne det blev til … i kronologisk rækkefølge! Og med karakterer!
COR VACANTE
LILLE SCENE
(FREDAG 16.30)
7
Inden åbningskoncerten med Esbjergensiske Cor Vacante og deres dødsmetal gik rygterne på at bandet skulle spille deres sidste koncert sammen, for herefter at gå i opløsning. En vemodig tanke, men det gav måske lidt ekstra følelser på drengen(e), for der var smæk på fra start til slut og lyden var helt i top. Til sådan en åbningskoncert til en spritny festival, så langt vestpå at de nærmeste naboer mod vest taler britisk, kunne man have frygtet at der kun ville komme en snes mennesker, specielt når koncerten allerede var kl 16.30 på en fredag … og det så heller ikke alt for lyst ud, blot fem minutter inden Cor Vacante gik på, da der blot dryssede nogle få typer rundt i salen. Men så skete der noget og det væltede ind med folk og der blev delt musikalske tæsk ud til alle i den nu fyldte sal. Det var en fremragende koncert, der med sine 30 minutter snildt kunne have varet lidt længere. Et farvel til et band men et kærkomment goddag til en ny festival!
DETEST
LILLE SCENE
(FREDAG 19.45)
5
Jeg var spændt på at høre Detest fra Vestegnen, da jeg mindes at have haft et par demobånd med dem i start 90’erne samt nogle orange fotokopierede flyers. Koncerten, der blev leveret i Esbjerg, levede bare desværre ikke op til forventningerne og der var en halvtung usynlig mur mellem bandet og publikum, hvor sidstnævnte aldrig kom helt tæt på scenen, trods flere opfordringer fra Detest. Magien nåede bare aldrig rigtigt at ramme og den death metal der blev leveret, var hverken superfængende eller svedig … bevares det er før set ringere, men sådan super godt blev det bare aldrig. Men det var en fornøjelse at se på trommeslageren, der trods lidt for meget ”trillen stik mellem fingrene” finurligheder, spillede røven ud af bukserne – hvilket har holdt karakteren på middel. Hvis den energi, han lagde for dagen, havde spredt sig til resten af bandet, ville det nok være alt andet end den halvtamme affære, en halvfyldt sal var vidne til.
DARK FUNERAL
STORE SCENE
(FREDAG 21.00)
7
Det var på mange måder ikke den bedste dag for black metal legenderne i Dark Funeral. De travle herrer fra Sverige skulle tidligt afsted mod nye destinationer, så de havde byttet plads med Maceration, så sidstnævnte spillede som sidste act selv om Dark Funeral nok var det absolutte hovednavn på hele festivalen. Nå, men i gang kom koncerten i cirka to et halvt minut, så røg lyden… Det gav nogle gevaldige høje knald i højtalerne nogle gange og teknikerne arbejdede på højtryk for at løse problemet. De mange tilskuere tog det ganske pænt, mens bandet ikke rigtigt vidste hvad der foregik og måtte improvisere sig ud af situationen, der nok varede det meste af fem minutter, måske mere. Efterfølgende talte jeg med et par af lydteknikerne på stedet og det viste sig at det var en af guitaristernes pedalboard der gik i overgang, så lyden røg. Men koncerten blev genoptaget, men jeg syntes aldrig rigtigt at Dark Funeral ramte den nerve, jeg havde forventet af så stort et band. Bevares, det var ikke nogen dårlig koncert, men rent energimæssigt nåede vi bare ikke de helt store tinder. For mig peakede det hele da sangen ”Leviathan” blev spillet, hvor det hele gik op i en højere enhed af melankoli, brutalitet og dyster energi! Hele affæren var på det jævne med pil op, så vi rammer alligevel karakteren 7, trods lydudfald og et måske uoplagt band.
MACERATION
STORE SCENE
(FREDAG 23.30)
8,5
Blandt de mange fremmødte til fredag aftens sidste koncert ulmede der en stemning af forventninger og håb om at Maceration, i en ret ny udgave, kunne brænde scenen af og sende publikum til efterfest på Industrien, euforiske af klassisk death metal fra pioner-albummet A Serenade Of Agony. Original-medlemmerne Jakob Schultz og Lars Bangsholt havde hyret et par nye rekrutter, hvor der især var fokus på Jan Bergmann Jepsen, som publikum ret hurtigt fik råbt Jan Swanö efter, da Maceration gik på scenen. Jan havde tidligere været på scenen som growler da Cor Vacante spillede afskedskoncert, så han var varmet godt op … og jeg tror ærligt, at alle i salen syntes at han gjorde en god indsats, trods debut-nerver og et enkelt smugkig på et par ark med tekster i ny og næ. Alt i alt var det en mere end godkendt indsats fra Maceration, der fik godt gang i publikum der både moshede og skreg med på de gamle klassikere. Man kan måske være så fræk at sige at det nok ikke var den allerværste hændelse, at Maceration skulle lukke ballet i stedet for Dark Funeral, for førstnævnte gjorde det bedre end godt og publikum fik den forløsning de kom efter!
**
HELGE
STORE SCENE
(LØRDAG 16.30)
7,5
Efter en voldsom nat med hård druk til efterfesten, var jeg genopstået fra de døde, så jeg netop akkurat kunne være fremme sidst på eftermiddagen, for at opleve black-projektet Helge fra Esbjerg, med en reperationspilsner i hånden. Helge lagde godt ud og udstrålede en god energi fra scenen, hvor de spillede en god gang atmosfærisk og dyster black metal med to forsangere, hvilket gav et godt helhedsindtryk og en god dynamik, da der blev vekslet mellem flere brutale vokal-stilarter krydret med ren vokal ind i mellem. Jeg talte med flere andre publikummer efter koncerten og de var alle begejstrede for den præstation Helge lagde for dagen. Nogle havde oplevet Helge på en noget mindre scene, hvor de ikke havde leveret på samme måde, så det var et godt træk fra arrangørens side at overlade den store scene til Helge, der kvitterede med en absolut godkendt koncert, der kulminerede og sluttede med et monster atmosfærisk riff, der startede på bassen, blev bygget langsomt op for at fortsætte i hvad der mindede om en evighed i ekstase.
CHRONICLE
LILLE SCENE
(LØRDAG 17.30)
9
Med lørdagens tredje reperationspilsner i blodet stod den på nordjysk, ungdommelig, thrashy og brutal energi fra Chronicle, der har base i Frederikshavn. Lige fra allerførste sekund hamrede de unge gutter energien langt ud over scenekanten og publikum var med på den! Det var en fornøjelse at opleve at en nyere generation af ekstrem metal kan byde på så vel-sammenspillet et band, for alt sad bare lige i skabet og rygterne går på, at stage-crewet stadig prøvede at slukke ilden på scenen en time efter Chronicle gik af den, for at udtale de følgende sætninger om showet til Metalizeds udsendte.
Lars Bo –”Tusind fucking tak Esbjerg … dejligt med en masse velkendte ansigter, men også dejligt at se en masse nye der i fællesskab hjalp os med at gå amok”
Jacob Wammen – ”Det er perfekt at se ung som gammel bare give fuldstændig los sammen med os”
Sebastian Skousgaard – ”Det er vores første gang i Esbjerg og vi er imponerede over modtagelsen og den dejlige festival … det er så lækkert at være her”
Jari Sielemann – ”Det var en fucking fest at spille her i Esbjerg og jeg tror jeg taler for os alle, når jeg siger at vi blev blæst bagover af den modtagelse vi fik”
Til det kan man kun sige, at publikum også blev blæst bagover af Chronicle, der leverede den absolutte top energi med deres thrashede ekstrem metal!
VLTIMAS
STORE SCENE
(LØRDAG 23.30)
9,5
Der skulle gå 27 år, før jeg kunne gense David Vincent på den store scene på Tobakken i Esbjerg. Jeg var som ung knægt med til den legendariske koncert med Morbid Angel, Moonspell og Immortal, så jeg var spændt på om Mr. Vincent, med nye folk omkring sig, kunne levere en lige så imponerende indsats, som der blev leveret tilbage i 1995 … og jeg blev så absolut ikke skuffet! Alt spillede bare for Vltimas, der som ét væsen udgydede ren ondskab i en så stram og teknisk form, som befandt man sig i The Upside Down alene med Demogorgon og The Mind Flayer. Alle i bandet spillede med en ekvilibrisme der perfekt smøg sig om benene på David Vincent, der så absolut kun er blevet bedre med årene og her leverede en formidabel vokal-præstation. Selv når der skulle siges noget mellem numrene, var Vincents stemme et kunstværk i sig selv, med så dyb en røst der kunne få Johnny Cash til at minde om Anders And! Braget sluttede med sangen ”Marching On”, hvor den messende outro satte et perfekt punktum for en god koncert på en mindst lige så god ny festival, jeg personligt håber, vender tilbage i 2023!