Heavy Agger Festival, Agger
3.-4. juni 2022
Tekst: Jesper Lienhøft
Fotos: Johnny Fravn (metaltone.dk)
**
Det var med tårnhøje forventninger at Metalized den første sommerfredag i det herrens år 2022 drog vest på. Anledningen var den sagnomspundne Heavy Agger festival. Der var lagt op til et brag af en festival med navne som Blood Red Throne, Evil Invaders, SDI og Omen på plakaten.
Men hvad er Heavy Agger egentlig for en festival? Og hvorfor omtales den som noget helt særligt? Dette havde Metalizeds udsendte aka “onkel rejsende Mack” sat sig for at finde ud af.
Nu er skal dette ikke lyde som at Heavy Agger festival og den bagvedliggende Heavy Agger Musikforening, skal betragtes som hellig eller frelst. Men festivalen er faktisk et helt særligt fænomen, hvis den holdes op imod de utallige festivaler som afvikles hvert år i vores smukke land.
Og hvad fanden mener han så med det? Jo vi kan da kaste et par eksempler af sted til jer læsere. Gennem de sidste uger har medierne, informative som de jo er, forklaret os hvorfor ølpriserne på de danske festivaler i år er løbet løbsk. I må jo forstå, at de meget høje transportpriser nærmest tvinger os til at tage alt fra 45-55 kr. For en fadøl. For ikke at forglemme krav om økologi og bæredygtighed. Altså nu er jeres ydmyge udsendte hverken logistik eller økologiekspert. Men en ting er sikkert…. Tendensen med de ekstreme priser er i hvert fald ikke nået til Agger. Her kunne du nemlig få fem grønne Tuborg eller den lokale “Heavy Agger pilsner” for, ja og i læser rigtigt, en 100 krone seddel. Ikke fordi vi her skal udstille en unavngiven århusiansk festival, men man kunne faktisk også købe en vaskeægte flæskestegsandwich. Er det fordi politisk korrekthed eller stigende transportpriser ikke er nået ud til vestkysten og Agger? Eller er det fordi arrangørerne bag Heavy Agger ikke betragter festivalen som en guldkalv, eller et politisk korrekt projekt? Svaret var utvetydigt: ”Heavy Agger er og bliver aldrig en økonomisk ideologi. Ej heller skal festivalen være centrum for politisk korrekthed. Vi har ingen intentioner om at øge antallet af billetter, ligesom vi ikke har planer om at hæve priserne på hverken billetter eller drikkevarer. Det har aldrig været vores intention at forvandle Heavy Agger til en kommerciel begivenhed. Vi er og har altid været, og vil fremadrettet forblive, nemlig en festival arrangeret gennem frivillige hænder og en kæmpe passion for heavy metal. En festival hvor der er plads til alle, og hvor hverdagens udfordringer bliver sat “on hold”. Herefter måtte undertegnede så knibe en tåre, bukke sig i støvet og erklære sig solgt.
Årets line up. Med et musikbudget på størrelse med hvad Iron Maiden fakturerer for at binde deres snørebånd, er det så overhovedet muligt at stable et hæderligt program på benene? Og igen er svaret ja. Fordi for mange bands, er det at spille på Heavy Agger noget helt særligt. Det hjælper naturligvis også lidt, at festivalens musikansvarlige Allan Iversen, over årene har skabt et enormt netværk i den hårde ende af musikkens univers. Jamen, tænker I nok nu… Lykkedes det så at få et line up på plakaten, der kunne tilfredsstille de 500 gæster og frivillige, der efter to års corona, endelig igen kunne svinge med lokkerne, sikre sig et hold i nakken, og ikke mindst iklæde sig den elskede battlevest og for en stund glemme det der hedder hverdag?
Svaret er et rungende JA.
Første band på scenen på denne lidt blæsende fredag var finske Satans Fall. Grundet lidt logistiske udfordringer, lykkedes det desværre kun for den rejsende skribent at opleve den sidste halvdel af deres optræden. At åbne en festival som første band, kan være en hård og utaknemmelig opgave. Det var ikke fordi Satans Fall ikke gjorde hvad de kunne for at sparke festen i gang, for det gjorde de fandeme. De fem gutter var simpelthen oppe mod odds som de ikke havde en kinamands chance for at overvinde. Det skal dog, til de finske metalgutters ære, siges at folk faktisk indfandt sig i teltet til sidst.
Herefter blev det tid til hollandske Picture. Det skal ikke være nogen hemmelighed at der røg et par tanker gennem skribentens hoved, da bandet indtog scenen. Picture blev dannet i 1979, men den første tanke der fløj gennem skribentens hoved, var at der var tale om en skrivefejl. Skulle der ikke have stået 1799? Men på trods af en alder på snart 49 vintre, erkender jeg at der er meget at lære endnu. Godt nok har bandet over årene haft en del udskiftninger. Men for hunde hvor de gutter kan spille. Med en gennemsnitsalder på plus 60 år, fik Heavy Agger lige en god times lektion i, at alder bare er et tal. Frontman Peter Strykes, er muligvis bandets sidst tilkomne medlem, men det kunne ikke mærkes. Med en fremtoning som Dee Snider fra Twisted Sister og en vokal der umiskendeligt kunne have være Joey Belladonnas, gav de fem seniorer os en lektion i hvordan Heavy Metal bare skal spilles. De var fantastiske….
Nu er det jo desværre således at, at vi som mennesker ikke kan yde over evne. 11 koncerter på to dage er desværre lige i overkanten, hvorfor tyske SDI må vente til en anden god gang.
Aftenens sidste band var amerikanske Omen. Ja de var ventede, ja de har mange års erfaring og har et solidt bagkatalog. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om at publikum var begejstrede for deres bidrag til årets Heavy Agger. Grundlæggende er der jo vigtigst at publikum har en god aften og er tilfredse, hvilket de i den grad var. Så skal vi ikke lade det blive ved det….
Lørdag åbnede vorherre op for temperaturen og smed deslige en solid spand solskin ned over Agger, hvilket folk bestemt ikke havde noget imod. Et enkelt band var forsinket, hvorfor dagens line up var ændret en smule. Første band der nåede skribentens ører, var Six String Slaughter. Akkurat som sidst jeg havde æren af at opleve dem, indtog de scenen med en skønblanding af aggressiv fandenivoldskhed og åbenlys spilleglæde. Bandet spiller hårdt og ja kompromisløst, men det holder tæt på hele vejen. De mange år tøndebasker Nicholas Maschøln og Søren Jensen på guitar har spillet sammen, udgør uden tvivl bandets epicenter. Dog skal der ikke herske nogen tvivl om at Daniel Wilkens har noget på hjerte når han griber mikrofonen. Dog kan vokalen til tider blive lidt grynet og monoton. Alt i alt leverede Six String Slaughter en bundsolid koncert, hvilket publikum i den grad også tilkendegav.
Herefter var det tid til århusianske Crocell. Kvintetten fra 2007 er, lad os bare kalde dem nogle erfarne herrer. Guitarist Rasmus Henriksen og bassist Onkel K, blot for at nævne to, har ved siden af Crocell også et ben i mægtige Illdisposed. Ja ja, Jesper det er helt fint alt sammen, og kom nu til kernen. Kan de spille sammen, eller er de mange års erfaring ensbetydende med “for mange kokke fordærver maden?” Øh nej… For helvede hvor kan Crocell spille musik. På den solskinslørdag i Agger rev de simpelthen et stykke af Danmarkskortet og skyllede det ned med en kold pilsner. Undertegnede kan kun sige TAK for den, drenge….
Herefter skulle belgiske Evil Invaders have været på scenen, men af redaktionen ukendte årsager var de forsinkede. Svenske Ambush trådte velvilligt til, således at spilleplanen ikke skred for meget. Denne koncert må jeg have til gode, idet der skulle lægges et par interviews ind i programmet også.
Mørket begyndte så småt at komme snigende, og klokken nærmede sig 22.30 Det var tid til at norske Blood Red Throne skulle på scenen. Som min gode ven og guitarist fra Panopticon Kim Arp kyndigt havde belært mig – ”dem kan du godt glæde dig til, Jesper”. Bandet gik med høj cigarføring på scenen, og leverede en fænomenal omgang underholdning. Kvartetten fra Kristiansand kan nemlig både spille dødsmetal som undertegnede mener det skal spilles, men hvad der er lige så vigtigt når man spiller live, så kan de også underholde. Findes der noget bedre end et band der rækker hånden ud og takker de mennesker der møder op og lytter til dem? I min optik nej. Så da den efterhånden lidt slidte skribent efter koncerten listede i baren efter en apollinaris, var det med et kæmpe smil på læben. For Blood Red Throne har i den grad deres berettigelse i dødsmetallens brogede univers.
Planen var nu at den aldrende skribent ville bukke og takke af for denne gang. Men med trusler om buksevand, og ja noget der ikke tåler jer læseres øjne, stod vi distancen, installerede den i den grad nødvendige grantræer i ørene. Sidste skud på dette års festival var belgiske Evil Invaders. Da en hudløs ærlig aldrende mand (mig) indrømmede, at dette var første omgang i ringen med de invaderende belgiere, var responsen at så var det også på tide. Bandet blev dannet i 2007 af Johannes Audenhove, som i øvrigt er det eneste tilbageværende medlem. De spiller rigtig god gammeldags thrash metal. At skulle være det band der skal lukke og slukke efter to lange dage, kan være akkurat lige så svært som at skulle være det første. Men det lod Evil Invaders sig i hvert fald ikke mærke af. De har evnerne, selvtilliden og udstrålingen, og de lukkede Heavy Agger af med et brag.
Nu startede dette indlæg jo med de tårnhøje forventninger til Heavy Agger, men blev de så indfriet? Ja – gu fanden og hele hans pumpestok blev de indfriet!
Heavy Agger leverede intet mindre end et pletskud.
