Pretty Maids
Gazzværket, Aabenraa
24. marts 2017
Af Kristian Mølgaard
Aabenraa, min hjemby, er ikke det sted man forbinder med metal-koncerter. Jeg tror, sidst der blev spillet metal i byen, var med mit hedengangne band Disaster Area. Og Gazzværket er til dagligt et, ret stort, diskotek, som altså også begyndte med at booke bands til koncerter, da stedet åbnede. Godt initiativ! Stedet er perfekt til koncerter, stort, højt til loft og rummeligt. Det er dog ikke just metal-acts der har prydet plakaterne. Og sidst der blev spillet en ordentlig guitar, var med Sanne Salomonsen for et år siden. Der satte de barren højt, og det var faktisk en rigtig fed aften. Stedet er ellers mest til mere eller mindre ukendte bands, kopibands og andet gøgl.
Nu var det turen til atter at huse noget rigtigt musik, med musikere der rent faktisk kan spille, som det var med Sanne Salomonsen.
Mine gamle helte i Pretty Maids var nemlig i byen. Helt utroligt, at jeg skulle opleve det. Det betød dog også, at der indfandt sig nervøsitet. Ikke for bandet – de skulle nok klare den. Men da det er min by, følte jeg det nærmest som jeg havde det, da min datter skulle optræde til et talentshow i SFO’en: ”Bare det nu går!” – ment som: ”bare publikum nu tager godt imod.”
Da jeg mødte ind på Gazzværket, mødte der mig en blandet flok, som forventet. Der var alt lige fra faderen med sin 6-årige søn, de gamle der skulle ud og høre tråd, de endnu ældre med falmede tatoveringer, der for en gangs skyld blev luftet, mens de var iført slidte Pretty Maids-t-shirts, nogle enkelte ”bangere”, med patches og hele svineriet – og så var der de andre. Dem der så ud som om de troede det var en fredags aften i Aabenraa med diskoteks-musik, talentløst pop- og technomusik og dem der mener, de kender alt til metal, fordi de har ”the black album” med Metallica. Wow! Jeg fik nerver på, da jeg stod der i baren. For ellers, når jeg tager til koncerter, kan man tydeligt mærke, når man er blandt metalfans. Sammenholdet, trygheden – den var ikke så tydelig her. Ja, det gik mig meget på, da det var mine gamle helte, der kom til byen for første gang.
Første gang jeg så Maids, var til Monsters Of Rock i Nürnberg i 1987, hvor der var ca. 70.000 fremmødte metalhoveder – en skøn forening af ægte musik, billigt øl og sammenhold. Maids startede kl. 11 og blæste den herlige forsamling bagover. Det er 30 år siden til august – og nu entrede din gudhjælpemig scenen i min by. Jeg følte næsten en tåre presse sig på vej, da Ken Hammer kom ind med guitaren og smilede til publikum.
De lagde hårdt ud med Mother Of All Lies og min makker, jeg havde taget med, og som ikke er vant til metalkoncerter, fik et bredt smil over sig og viste mig horn – tydeligt begejstret og overrasket. Kingmaker, fra det nye album, fulgte lige efter og her var der endda enkelte der skrålede med. For her var problemet nemlig: publikum. Jovist var der da nogle kendere imellem og andre der ”bare syntes det var fedt”. Atkins er dog som altid cool, professionel og høflig og formåede alligevel at få trukket folk tættere på scenen og det var tydeligt han var en smule utilfreds – på den charmerende måde, som han nu kan gøre det, fik han provokeret folk nok, da han hentydede til, at de i København i går, havde folk meget mere med sig. Han formåede endda at fyre en sætning af på ægte sønderjysk, hvilket var med til at skabe tillid. Det var noget de fulde Aabenraa’er kunne li’!
Bandet lod ikke til at være synderlig påvirkede af det ret tamme publikum, hvoraf der dog var enkelte oppe foran, der var ved at flække af begejstring, men ind i mellem, synes jeg jeg kunne ane en smule irritation ved Atkins. Sådan lige i øjenkrogene. Og det tror da pokker! De kommer fra en stor Europa-tour, med fyldte sale – det må være en tam fornemmelse at stå i Aabenraa. Og jeg skammede mig.
Heldigvis havde Pretty Maids valgt at give den gas uanset hvad og de havde det tydeligvis sjovt. Ind imellem charmerede de sig ind på det sønderjyske publikum, ved at jamme og improvisere. Ved en gammel Gasolin-sang, vækkede de dermed de bagerste folk, der ikke anede hvor de i virkeligheden var. De faste radiohits Pretty Maids har lavet, blev serveret med ynde og skabte røre mellem folk. Både fordi de numre er knap så hårde og fordi det var noget de sikkert genkendte fra radioen.
Jeg nød hver en strofe – jeg tilhører den gamle garde, der blev introduceret for ”Red, hot and heavy” og senere fik ørene blæst rene af ”Future World”. Og som aftenen gik, fornemmede jeg der var flere af min slags. Tilhængere af ægte musik. Og der kom der sgu alligevel snert af den der rare følelse af sammenhold om metalmusikken. Det var helt og holdent Pretty Maids skyld, at dem der kom for at få musik, fik en fed, fed aften. Det er ikke bandets skyld, at enkelte fjolser skulle te sig som klaphatte og jeg må indrømme, at jeg blev voldsomt provokeret af, at en tøs havde valgt at sidde PÅ scenen, med ryggen til bandet, med sin drink. Jeg kunne ane Atkins også ind i mellem havde lyst til at give hende et kærlig spark. Det havde jeg i hvert fald.
Atkins ligner og er en ægte rockstar – og opfører sig skiftevis som en charmør for damerne til at være den karismatiske frontmand, med en helt unik stemme. Den mand kan synge!! Kenn Hammer er altid en fornøjelse at overvære. En formidabel guitarist med udstråling, der får det til at se så legende let ud, samtidig med han ser så glad og tilfreds ud. De to der er tilbage fra starten i 1981, er indbegrebet af dansk hardrock og næsten levende legender. Allan Tschicaja sørger som sædvanligt for ikke kun at holde en tight rytme, men også levere et show. Han er en gudsbenådet trommeslager med et fedt udtryk, når han smider med stikkerne og lægger al energi i hvert et slag. Også han så ud til at være bedøvende ligeglad med det lamme publikum og havde valgt at holde en fest bag gryderne, i tæt kontakt med gutterne. Rene Shades føj rundt og svingede med bassen og selv den ”nye” mand, Chris Laney, slap keyboardet ind i mellem, for at indfinde sig med en Flying V, for at akkompagnere Hammer.
Det fornemme ved Maids, er, at de satme formår at spille overalt. Sidst jeg så dem var i Horsens, hvor de varmede op for Twisted Sister – det var en fantastisk koncert, hvor jeg stod og introducerede min 12-årige søn for bandet, oppe foran. Nu stod de her og de gik sejrende fra scenen efter knap to timer.
Jeg talte efterfølgende med Atkins og Hammer, da jeg måtte vide, hvordan de havde det med at være på sønderjysk grund. Atkins var heldigvis ved godt mod og de havde haft en skide sjov aften. Og det var man faktisk heller ikke i tvivl om de havde. Og det smittede måske også bare endnu mere af på den del af publikum, der lige skulle se det hele lidt an, nu hvor der ikke var nogen DJ på scenen.
Som Atkins også sagde, så er de måske nok lidt forvænte – de kom fra en stor tour rundt i Europa og havde faktisk forventet der var færre mødt op, end de knap 300 der lagde vejen forbi Gazzværket denne fredag aften. Så de havde valgt at hygge sig. Det så de ud til de gjorde. Og det må være en sejr at kunne fylde hele haller og skabe fed stemning og så også kunne tilpasse sig Aabenraas publikum. Fantastisk godt klaret.
Gazzværket: I satsede på et fedt navn indenfor hard rock og det tager jeg hatten af for. Mere af det, så kan det jo være der sker en åbenbaring i byen. De ansatte på stedet skal også have ros for at være så fandens positive og samarbejdsvillige.
Pretty Maids – I sejrede sgu igen og jeg tog hjem med en stolthed over musikgenren.
Det band er til stadighed en institution i dansk metal og formår stadig at skabe albums med verdensformat. Har du planer om at se Kiss i Horsens d. 9. maj, så anbefaler jeg du kommer i god tid – for Pretty Maids varmer op og dem skal du ikke gå glip af.
Til Aabenraa: vågn nu op, et verdensnavn har været forbi Gazzværket!
Når der er diskotek aftenen efter, bør ledelsen lige checke bolte og skruer inden de lukker folk ind. For Gazzværket står da endnu, men blev godt og grundigt rusket igennem! Takket være Pretty Maids!