ANNIHILATOR + MASON
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
10.11.16
Af Søren Willatzen
Foto: john-son
I går blev ca. 100 mennesker blæst væk i Pumpehusets lille sal. Der var ikke så mange, som man ville regne med, at et navn som Annihilator kunne tiltrække, men de som havde mødt op var – på trods af alt der er foregået ude i den politiske verden – mødt op med højt humør. Lyden den var absolut god, både hos Mason og Annihilator. Alle instrumenter skar fint igennem uanset, hvor man stod i den lille sal og meget sjældent blev guitaren, vokalen eller bassen druknet i støj. Lyset var derimod direkte genererne til tider.
Mason fra Australien var først på. De spiller en Havok-lignende form for thrash med ultra aggressive riffs, knusende rytmesektion, shredsoloer og til tider fangende lead guitar stykker. Jeg havde kun kort ’læst op’ på Mason og de fangede mig ærlig talt ikke så meget herhjemme på mit komfortable, varme værelse, som det gjorde i Pumpehuset og dets omgivelser. Man kan godt forstå, at et band så teknisk som Annihilator vælger et nyere band med samme træk til at varme op. Specielt deres sange ”Burn” og ”Warhead” fik min opmærksomhed. Siden disse thrashere fra down under kan effektivt varme op for navne som Annihilator, Havok, Accept og Revocation, så kan det være, at dem der ikke fik blæst hjernemassen ud i denne omgang vil være heldige og se dem headline til en anden tid.
Med Masons rigtig supersolide opvarmning kan man kun forvente Annihilator vil levere. Annihilator har været i Danmark rimelig regulært de sidste par år, men dette var min første gang med dem live, så jeg var naturligvis vildt spændt på thrash/heavy mestrenes livepræstation. Efter folk havde fået skyllet den anden fadbamse ned og roadies havde fået alt udstyret testet samt sat på plads, så blev ”Murder” sat på stereoanlægget. Efter den 4 et halv minutters intro kommer en smilende lille mand med en kortklippet mohawk ud med hans røde Flying V – naturligvis Jeff Waters. Kort efter kommer de noget yngre lejemusikere ud og temasangen til den nye Annihilator skive ”Suicide Society” bliver spillet med en klarhed og solid præcision, som kun absolutte proffer kan. Som man hurtigt fandt ud af efter dette nummer, så havde Jeff Waters lidt af en kamp med sin egen stemme, som desværre kun blev værre i løbet af koncerten. Men uanset hvad, kort tid efter kommer den meget genkendelige og groove fede ”King of the Kill” spillet. Dette var tydeligt en crowdpleaser, hvor folk headbangede helt synkront til lilletrommens voldsomme smæk.
Efter nogle ellers så fede sange som ”Creepin’ Again”, ”Annihilator”, ”No Way Out” begyndte Jeff Waters halsplage at sætte ind. Heldigvis for Jeffs stemme var der en kort, men absolut god trommesolo fra italieneren Fabio Alessandrini. Jeff Waters havde intet problem med at lave sjov med hans forværrende stemme med de løbende pauser, men efter ”Syn. Kill 1” blev bassisten Rich Hinks nødt til at tage over på vokalen på næste sang. Jeff Waters er ikke kendt som en dårlig sanger, men i dette tilfælde ville en gæstesanger måske have gavnet ham lidt. Det hjalp nok også, at de infamøse og totalt skøre sange som ”Brain Dance” og ”Chicken And Corn” kom på efterfølgende. Publikum og undertegnede var åbentlyst vilde med den lidt platte humor, fordi salen var fyldt med store smil fra alle – inklusiv bandet. Bagefter kom der lidt mere seriøse sange på banen i form af klassikeren ”Alison Hell”, hvor publikum hjalp Waters med vokalen til den lidt mere krævende 80’er thrash hymne, som der spåede de næste 30 minutters sætliste, hvor alle de fede temaer som ”Phantasmagoria”, ”W.T.Y.D.”, ”Never, Neverland” og ”Human Insecticide” blev blæst ud af forstærkerne af et ellers meget smilende thrash band. Bandet påstod, at publikum i Pumpehusets lille sal uden tvivl var én af de absolut bedste publikum på denne tur; at de nævner publikummets overlegenhed overfor vore brødre i Stockholm gør det kun bedre. ”Never, Neverland” var lidt af et eksperiment, da bandet slet ikke havde øvet den sang og slet ikke stod på deres sætliste. Jeff Waters kunne ikke teksten helt ud af hovedet, men ham og Aaron Homma leverede i den grad på sangens guitarduostykke. Faktisk, så var ”Never, Neverland” ikke spillet på denne turné udover her i Danmark, hvilket beviser, at det har været én af de bedre koncerter på deres Europa turné. Jeg tror, at alle vil være enig med at Annihilator og Mason leverede en skide god koncert, hvor alle i deres respektive bands var helt oplagte. Annihilator kan sgu stadig, det hersker der absolut ingen tvivl om.
