Søren Andersens og Mika Vandborgs kvartet holder international klasse og leverede på tourstarten i Viften i Rødovre fredag aften en stærkt smittende omgang guitarrock
Af Lars Schmidt
Foto: Brian Baden/Baden Photo
Stiv pik og håret tilbage. Det MÅ bare være mantraet for de to danske guitarister Søren Andersen og Mika Vandborg og deres stærkt elektriske og energiske kvartet Electric Guitars.
Electric Guitars åbnede deres efterårstour i Viften i Rødovre fredag aften for den ”nærmeste familie”, de par hundrede fans, der følger bandet trofast – og som elsker det. Og så var der en stor del lokale, som lige skulle tjekke vidunderet ud.
Alle fik de – vi – en stærkt vanedannende vej gennem bandets to første album og med behageligt svedige smagsprøver fra det tredje album, som udkommer til februar og er produceret af Jacob Binzer.
Aftenens hovedpersoner, den læderklædte, langhårede heavyrocker Andersen, der er fløjet ind fra LA, fordi han jo også lige er på tour med den tidligere Purple, Glenn Hughes, og den ultrafipskæggede, skaldede uniformerede Vandborg, som til daglig nyder stor anerkendelse i danske Love Shop, elsker helt tydeligt at rive og flå og voldspille den seksstrengede, og det er mindst lige så tydeligt, at de får energi af hinanden – og deres forskelligheder.
Konceptet er jo fantastisk, og helt utroligt, at ingen har fået samme idé tidligere. To superguitarister, der bare voldspiller deres guitarer – og gør det til sange, som rent faktisk kan stå testen uden at være udnævnt til guitarsange. Jovist, Satriani lavede G3 i forskellige udformninger, men det var mest live. De to danskere laver numre, som man rent faktisk kan – og skal! – synge med på. De laver plader (som de selv kalder det), og de har sceneshow, sceneudstyr og masser – som i: vildt meget – humor med undervejs. De står ikke bare i hvert deres hjørne af scenen og river den af.
Og det er det, der er hele befrielsen og fornøjelsen i det her setup. Det uhøjtidelige – krydret med spilleglæde og et par musikere, som helt tydeligt kan lide hinanden og det, de laver, rigtig meget. At de så bag sig, nærmest lænket fast til et podie, har en rytmesektion, som ikke lader de to frontfigurer noget tilbage at høre, gør bare fornøjelsen endnu større. Morten Hellborn på trommer er brutalt tight og hårdtslående, og bassist Peter Kjøbsted står i stilhed (!) under sin kasket og stråler og brillerer i ekstrem grad med blændende teknik, strålende løb og fine basmelodier. Helt underspillet.
For det er jo Andersen og Vandborg, det drejer sig om. Fredag strålede alle fire i Viften. Som de gør, hver eneste gang, de står på en scene.