GAMLE GODZILLA BLEV ALDRIG HELT FARLIG

BLUE ÖYSTER CULT
AMAGER BIO, KØBENHAVN
05. august 2016
Af Stephen Rocky Skriver

Jeg havde set frem til koncerten denne fredag aften med mit gamle amerikanske 70’er kult band Blue Öyster Cult (BÖC). Sidst jeg så dem live, var tilbage i BÖC’s storhedstid, hvor de spillede en fænomenal koncert for en udsolgt Falconer sal i 1978. Denne aften stod BÖC i Amager Bios tæt fyldte sal foran meget trofaste fans fra dengang. Inden koncerten gik i gang drejede jeg mig 360 grader rundt for at sondere publikums alder og hårlængde eller mangel på samme. Håret var gråt, måner lyste op her og der, men stemingen var spændt og ægte som i 70’erne. Jeg spurgte en tilfældig publikummer om det var +45, der var mødt op, hvortil han hurtigt rettede mig og svarede +55 med et skævt smil. Det passer nok meget godt og senere skulle det vise sig, at det blev en næsten Smartphone fri koncert, for det var passionerede fans, der var kommet for at se og høre en rockkoncert og ikke optage det hele med langstrakte smartphones op i vejret. Sådan og tak for det.

Men det blev aldrig helt dén koncert med dét Blue Öyster Cult band, jeg har dyrket gennem mere end 40 år. Det var ærgerligt. For det er meget muligt sidste gang, at dette legendariske kult band spiller i Danmark. De to originale BÖC frontmænd fra 1972 – the dynamic duo – med sanger og leadguitarist Donald “Buck Dharma” Roeser (68 år) og sanger/rytmeguitarist Eric Bloom (71 år) er stadig med. De to har været med til at skabe dette lidt særlige mystiske heavy metal/hard rock band, der gennem tiden har solgt over 24 millioner albums. Med i bandet siden 2004 var en velspillende Richie Castellano på guitar og keyboards og den hårdslående trommeslager Jules Radino samt den drevne bassist Kasim Sulton, der alle gjorde deres til, at de gamle BÖC hits kom til at spille. Men starten var på flere måder uværdig for gamle BÖC.

De så lidt trætte ud, men det var måske forståeligt, for dagen før havde BÖC spillet på Wacken festivalen i Tyskland og deres band grej og instrumenter var ikke kommet frem til koncerten i Danmark. Udstyret var forsvundet i flytransporten, indledte Eric Bloom med at undskylde. Det kunne man desværre godt fornemme og mærke i den musikalske fremførelse, for med lånte guitarer og trommesæt, er det som at udstyre en OL-tennisspiller med en lånt ketcher til finalekampen. Dertil et røvkedeligt lysshow og en dårlig lyd i de første mange numre, hvor sangen ikke gik ordentlig igennem og lyden generelt var for lav og ’tynd’ det meste af tiden. Især manglede Buck Dharmas særlige lækre leadguitar lyd og jeg kunne tydeligt se utilfredsheden i Bucks ansigt flere gange, da han undervejs afprøvede flere forskellige lånte guitarer, indtil han syntes at være nogenlunde tilfreds med sin lyd, særlig da hele bandet havde spillet sig varm et stykke inde i sætlisten.

De første to sange ”This Ain’t The Summer Of Love” og ”Golden Age Of Leather” er flotte Cult klassikere, men de faldt ganske enkelt til jorden på grund af førnævnte mangler. Det gav også lidt usikkerhed på scenen fra dette ellers erfarne rockband og jeg blev lidt trist på deres vegne. De havde fortjent bedre. Heldigvis var publikum ægte fans og de mistede ikke gejsten for at nyde hver en strofe, der heldigvis blev bedre med ”Burnin’ For You” og senere med hårde hits på ”ME 262”, ”Godzilla” og den stærke ”(Don’t Fear) The Reaper” fra de glade heavy 70’ere. Særlig de lange dobbelte guitarsoloer i ”The Reaper” fik salen til at koge, men da var det allerede blevet sidste nummer i de kun 13 sange på sætlisten. Nu var showet endelig kommet i gang og vi fik stampet BÖC på scenen igen, med en tøffende Eric Bloom som en glad moffe på snart 72 år forrest ind på scenen. Vi fik rystet to ekstra sange ud af de gamle drenge med ”Hot Rails to Hell” og heavy metal sangen ”Cities on Flame With Rock and Roll” fra det første album i 1972 med hele fire guitarister i front til en lang guitarduel. Sådan fik gamle Godzilla kæmpet sig igennem, men det blev aldrig helt den mystik og astrale rockrejse i genforening med det BÖC, jeg havde håbet på at se og høre igen. Kom tilbage BÖC og gør det godt igen med jeres rigtige guitarer, jeres BÖC logo på bagtæppet, jeres laserlys, jeres unikke lyd spillet højt og heavy og spil så nogle flere sange. Vi råbte på ”Astronomy”, ”Stairway to the Stars”, “Dominance and Submission”, “R. U. Ready 2 Rock” og ville gerne have hørt et akt mere, nu BÖC endelig havde spillet de lånte Gibson guitarer varme. Håber kulten blev forenet med deres eget BÖC gear til det næste gig søndag aften i Finland.

Blue Öyster Cult
Eric Bloom, sang, guitar, keyboards
Donald ”Buck Dharma” Roeser, sang, lead guitar
Richie Castellano, keyboards, guitar, sang
Kasim Sulton, bas
Jules Radino, trommer

Den alt for korte sætliste
1. This Ain’t the Summer of Love
2. Golden Age of Leather
3. Burnin’ for You
4. OD’d on Life Itself
5. True Confessions
6. ME 262
7. Harvest Moon
8. The Vigil
9. Buck’s Boogie
10. Then Came the Last Days of May
11. Tattoo Vampire
12. Godzilla
13. (Don’t Fear) The Reaper
Extra
14. Hot Rails to Hell
15. Cities on Flame With Rock and Roll

DSC_0798

DSC_0839

DSC_0841

DSC_0854

DSC_5585

DSC_5588

DSC_5592-001

DSC_5596

DSC_5603

DSC_5611

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *