ROYAL METAL FEST (LØRDAG)
VOXHALL OG ATLAS, AARHUS
09.04.16
Af Anders Nygaard
Foto: mbn-foto.dk
To panodiler, tre håndbajer, en chilidog og op på hesten igen. På andendagen af Royal Metal Fest 2016 bød arrangørerne på et om muligt endnu mere hæsblæsende program end dagen før. Stadig med fokus på den mørke ende af metalskalaen men uden helt så overvældende et black metal fokus som om fredagen. Med start allerede kl.14 var der lagt op til en maratonforestilling på de to scener, og kun et usvigeligt højt musikalsk niveau gjorde, at publikum (næsten) holdt gejsten helt til den bitre ende.
Bæst (Atlas)
Der er generelt gået inflation i brugen af danske bandnavne. Ofte forekommer det banalt, men i enkelte tilfælde fungerer det. Efter at have overværet Bæsts debutkoncert, må jeg konstatere, at de har gjort sig fortjent til deres bandnavn. ”Vi er Bæst”, råbte forsanger Simon Olsen gentagende gange, og der er ingen tvivl – bæst er vitterligt et fucking bæst. For at band der skulle spille deres første koncert, var det noget af en opgave at skulle åbne festivallens anden dag. Heldigvis var fremmødet pænt, og det stod hurtigt uden for enhver tvivl, at Bæst var forberedte og klar til at blæse Royal Metal Fest i gang igen.
Bæst spiller på mange af dødsmetallens klassiske facetter, og vi blev koncerten igennem budt på en bred vifte af temposkift og mere eller mindre memorable tiltag.
Energiniveauet var usædvanlig højt, og Simon Olsen forsøgte gentagende gange at få folk i gang i pitten. Det var desværre lidt for tidligt på dagen, men forsøget var hæderligt, og det lykkedes heldigvis at få aktiveret et par headbangers foran scenen. Bæst er et ungt band, og der ligger stadig meget arbejde foran dem, men med en debutkoncert som denne er der grund til at sætte forventningsbaren højt.
Black Swamp Water (Atlas)
Efter en underholdende lotterilodtrækning og tid til at trække en mundfuld luft stod silkeborgensiske Black Swamp Water for det næste indslag. Med deres klassiske hard rock stod det hurtigt klart, at de lå langt uden for den gængse musikalske ramme på dette års festival. Hvis jeg må være så fræk, så mener jeg faktisk, at Black Swamp Water var det eneste band, der ikke rigtig passede ind i det ellers velkomponerede program. Folk stod da også lidt mere spredt, da de fire jyder gik på scenen til en intro der skabte associationer til både Jurrasic Park og The Simpsons, og heller ikke rækken af sange om druk, weltschmertz og vrede kvinder med kageruller virkede til at skabe den helt store begejstring hos det sortklædte publikum. Der blev nikket sporadisk med hovederne omkring scenen, og ingen kan tage fra Black Swamp Water, at det er både velspillet og stilmæssigt gennemført. Den gik bare ikke helt rent hjem denne eftermiddag på Atlas, men om ikke andet var det et behageligt afbræk i den lange række af blastbeats og death growls. Bandet gik af scenen til John Mogensens Karl Herman Og Jeg – et pudsigt og sært velkomment tiltag.
Piss Vortex (Voxhall)
Piss Vortex var festivallens første og eneste grindcore indslag. Det er en genre, der vinde mere og mere indpas her hjemme, og i øjeblikket står netop Piss Vortex som en af de måske allerstærkeste spillere på den scene. Sidste års koncert på Roskilde Rising scenen stadfæstede i allerhøjeste grad den position, og bandets nye ep, ”Future Cancer”, har ikke sat forventningsgrundlaget ned.
Man rammes af et sanseangreb, så snart Piss Vortex går på scenen. Det er nådesløs brutalitet, men sammenlignet med flere andre grindcore bands er der alligevel en mening med galskaben. Lydmuren brydes konsekvent af temposkift og groovy passager, som man faktisk næsten kan headbange til uden at få en hjernerystelse. Men grindcore skal ikke være behageligt, og det ved Piss Vortex. Derfor bliver publikum konstant flået ud af den groovy komfortzone, og selvom mange af os nyder netop den oplevelser, så virkede det øjensynligt forstyrrende for andre. Det var lidt af et chok for Voxhall så tideligt på dagen, men Piss Vortex fik langsomt løsnet stemningen. Et gæsteindslag fra Defilementorys Thomas Fischer og flere lune indfald af klassisk grindcore humor hjalp bestemt også på det.
Iotunn (Radar)
Iotunn har skabt pæn opmærksomhed omkring dem selv på meget kort tid, og selvom jeg inden koncerten ikke rigtig havde fattet hypen endnu, så skal jeg love for, at jeg blev klogere. For en genrefascist som jeg selv er Iotunn en svær størrelse at arbejde med. De er blevet præsenteret som progressiv power metal, heavy metal, black metal og det der er værre, men i virkeligheden rammer Metal Royale den nok lige i røven, når de præsenterer Iotunn som totalmetal. De sammensmelter det rå og det episke, det moderne og det old-school. Det er rygende godt det her, og det stod klart fra det øjeblik Iotunn gik på scenen til lyden af Twin Peaks. Iotunn består af en flok unge, langhårde drenge med en stærk tilstedeværelse på scenen. Man bliver draget af deres fremtoning og spilleglæde, og det alsidige lydbillede kom for alvor til sin ret live. Forsanger Benjamin Jensen fik folk til at måbe hver gang han åbnede munden. Hans vokal er både smuk og fantastisk alsidig, og han fører sikkert basgangen samtidig. Ved hans side står de to dygtige guitarister, Jesper og Jens Gräs. De sikrer et højt teknisk niveau, og deres synkrone headbanging kan også kun løfte humøret blandt publikum. Bjørn Wind Andersen bag trommerne lader heller ikke meget tilbage at ønske.
Det vidner om kvaliteten, at Luc Lemay fra Gorguts og Jason Keyser fra Psycroptic forlod deres merch bod for nærmest i løb at sikre sig en plads blandt de forreste. Det kan dog ikke undre nogen, for selvom Royal Metal Fest i år havde mange spændende danske navne på plakaten, så har man fornemmelsen af, at lotunn kan være en af de næste helt store ting på den danske scene.
Nero di Marte (Voxhall)
Gorguts havde hevet et par interessante navne med på tour, og første eksempel på dette var italienske Nero di Marte, der spiller en progressiv og temmelig klaustrofobisk form for death metal. Der var ikke mange mennesker foran scenen, men dem der var, de fik en interessant oplevelse. Lydbilledet var præget af mørke og dystopi, og det var ikke noget voldsomt udadvendt band vi oplevede på scenen. Det ville nok også have været malplaceret, men man fik fornemmelsen af, at folk mistede koncentrationen lidt hen mod slutningen. Den tunge stemning blev brudt en smule, da en stor mand troppede op i en kyllingemaske foran scenen. Det fik smilet frem hos forsanger Sean Worrel, og straks var kontakten til publikum genskabt. Bandet virkede glade og taknemmelige, og publikum var heldigvis stadig sobre nok til at nyde en progressiv oplevelse som Nero di Marte.
Woebegone Obscured (Atlas)
Tonsende tunge trommeslag trak hurtigt folk til scenen da Woebegone Obscured gik på. De har skabt et stærkt omdømme i den danske undergrund, og det er der en grund til. Få danske bands spiller så tungt, langsomt og dystert, som Woebegone Obscured gør. De eksisterede i flere år uden så meget som at spille en eneste koncert, men da de først fik hul på bylden, fik publikum også øjnene op for denne skjulte funeral doom kapacitet. Det er deprimerende og melankolske toner, men publikum elsker det, og der var hurtigt pænt fyldt foran Radars lille scene. Danny Woe gør som altid en god figur i front, og skiftene imellem dybe growls og høj stemningsfuld vokalføring giver koncertgængeren en oplevelse af alsidighed og dybde. De stille pasager fungerer ligeledes godt, og Woebegone Obscured høster flere gange flotte bifald. Folk stenede og forsvandt ind i dem selv, og enkelte faldt oven i købet i søvn på sofaen. Jeg tror, det skal tages som et kompliment.
Psycroptic (Voxhall)
Psycroptic er dygtige, men for mig har de altid stået som et dødsmetalband, der ikke rigtig har fundet deres egen hylde. De har efterhånden mange år og albums i bagagen, men de er aldrig helt rykket op i det, jeg betragter som den tekniske dødsmetalelite. Hvad der ikke nødvendigvis fungerer på album kan dog godt have sin berettigelse live. Tilsyneladende var der mange blandt publikum, der var mere begejstrede for Psycroptic end jeg selv, og det sammenlagt med en stødt stigende promille og Psycroptics stærke tilstedeværelse på scenen gjorde det til en fremragende koncert.
Psycroptic satte en ære i at skabe en fest, og frontmand Jason Keyser opfordrede allerede inden første nummer publikum til at tage aktiv del i den endnu ikke-eksisterende mosh pit. Midt i første nummer trådte han ud på gelænderet og skreg de forskrækkede tilskuere i hovedet, og det kendetegnende generelt Keysers aften, at han nægtede at give op. Det var lidt op ad bakke i begyndelsen, men da først Carriers of the Plague og flere andre publikumsfavoritter kom på, var der ingen vej tilbage. Det varede ikke længe før Keyser havde startet noget der mindede om en wall of death, og koncerten igennem var aktivitetsniveauet højt foran scenen. En lind strøm af crowd surfers tog også turen ud over hegnet på Psycroptics opfordring, og både publikum og band virkede meget begejstrede, da koncerten til sidst måtte tage sin afslutning.
Dysrhythmia (Atlas)
Amerikanske Dysrhyhtmia er på tour med Gorguts, og man kunne nemt forestille sig, at det har noget at gøre med, at de to bands deler både guitarist og bassist. De to musikeres bidrag er dog noget mere interessant i tilfældet Gorguts, end det er i Dysrhythmia. Genren er teknisk, progressive, instrumental metal/rock (det nogen kalder mathcore?), og det er, ganske som det lyder, noget umanerligt fedtspilleri. De opbygger imponerende musikalske strukturer, og for de ypperste tekniknørder er der virkelig noget at komme efter. For os andre er der dog lidt langt imellem snapsene, og det afspejledes i det konstant faldende publikumsantal. Man havde en fornemmelse af, at det kunne blive godt, men imod slutningen af sættet føltes det så langtrukkent, at jeg blev nødt til at trækker op i baren efter nye våde varer. Det hjalp heller ikke Dysrhythmia, at folk på dette tidspunkt var mere end klar til en udadvendt og teatralsk oplevelse med Marduk.
Marduk (Voxhall)
Marduk stod for en af de mest memorable udgivelser i 2015 og måske den allerbedste black metal udgivelse. Frontschwein var mindeværdig fra start til slut, og trods 26 år i branchen er Marduk derfor stadig et af de mest aktuelle og potente black metal bands, Royal Metal Fest kunne have trukket op af hatten. Det var også tydeligt på aftenens publikum, og der var nok væsentlig flere, der havde købt billet på grund af Marduk end aftenens egentlige headliner, Gorguts.
Hvor fredagens headliner 1349 har spillet alle deres jetoner på black metal af den hurtigste og mest brutale slags, så har Marduk altid (uden i øvrigt at gå på kompromis med hverken fart eller brutalitet) haft fokus på det gode groove, og det entusiastiske publikum var mere end klar til at synge med på nye og gamle klassikere. Ikke overraskende åbnede bandet ud med titelnummeret fra det nye album og The Blond Beast fra samme plade. Det skabte god stemning i salen, men det var nu Slay the Nazarene fra 1998, der for alvor satte gang i festen. Marduk var vrede som ind i helvede. Der blev på intet tidspunkt leflet for publikum, og når Mortuus endelig talte til sit publikum, spyttede han svensk-engelske gloser ud over de nærmeste tilhørere. Det var en sand magtdemonstration fra Marduk, og blandt aftenens bedste indslag var både The Levelling Dust, Cloven Hoof, Wartheland og især Burn My Coffin. Tiden gik urimeligt hurtigt, og det kom nærmest som et chok, da de fire medlemmer hurtigt forlod scenen uden et ord efter at have spillet The Black.
Crocell (Atlas)
Man ved hvad man går ind til, når man går til koncert med Crocell. Der er hjemmelavet snaps fra kussens spritfabrik og tung jysk humor i lede mængder. Heldigvis kan Crocell også skrue fed melodisk dødsmetal sammen, og det har givet dem status af husorkester på mange århusianske spillesteder.
Faktisk stiftede jeg første gang bekendtskab med Crocell, da de i 2009 blev hevet ind som erstatning for et middelmådigt amerikansk deathcore band, der dengang skulle have spillet på netop Royal Metal Fest. Siden er det blevet til mange gensyn. Crocell var sandsynligvis den største publikumsmagnet på Radars lille scene, og selvom seancen er genkendelig, så er det fedt at se Århus tage imod sine lokale helte med åbne arme.
Man kan nemt glemme, hvor meget hitpotentiale Crocell egentlig har. Det minder de os hurtigt om, og der bliver glædeligt skrålet med på My Path of Heresy, The Age of Iron and Rust og Winter is Coming.
Gorguts (Voxhall)
Klokken og promillen nærmede sig 23, og foran Voxhalls scene stod der stort set ikke en sjæl. Crocell havde knap afsluttet deres koncert på Radar, og det efterhånden berusede publikum fortsatte festen ved pølsevognen. Flere mennesker nåede at komme til, inden legendariske Gorguts gik på scenen, men spilletidspunktet og niveauet for fuldskab satte desværre sit præg på koncerten. Sagen er den, at det kræver sin mand at lytte til Gorguts. Tungen skal virkelig holdes lige i munden, og selvom flere på første række nærmest gik i trance, så mistede mange koncentrationen med småskænderier, uheldige opråb og et virkelig malplaceret forsøg på et stage dive til følge.
Musikalsk nåede det dog ikke at ødelægge oplevelsen, og Gorguts, med evigt imødekommende og taknemmelige Luc Lemay i front, spillede alt i alt en flot koncert. Først fik vi serveret to numre fra bandets comeback album, Colored Sands. Det er i min bog et af bandets bedste udspil, men den rigtige hovedattraktion fik vi dog serveredt bagefter, da Luc Lemay allernådigst lod os høre hele bandet nye, og endnu uudgivne, ep i sin fulde længde. Pleiades’ Dust hedder det eneste nummer på den ep, og det er 30 minutter langt. Det var en regulær tour de force ud i den tekniske dødsmetals introverte og komplekse æstetik. De fleste bandmedlemmer lukkede øjnene og koncentrerede sig om at spille. Sveden drev ned over Luc Lemays briller og videre ned over hans brune guitar. Det var på en og samme tid bizart og smukt, men det var også præcis her Voxhall mistede koncentrationen og hengav sig til alkoholisk ekstase frem for musikalsk. Det var lidt synd, og man kunne med fordel have lagt Gorguts tidligere, da Marduk sandsynligvis havde matchet spilletidspunktet bedre. Gorguts var dog glade, og Luc Lemay takkede flere gange på både dansk og engelsk.
