HateSphere studiedagbog fra Antfarm Studios. Del 1

Leverpostej, kolde øl og hotdogs – HateSphere trommeslager, Mike Park, rapporterer til Metalized, fra Antfarm, om de første tre dage, hvor overskriften har været: TROMMER!


Dag 1, torsdag d. 6. august 2015 – trommer:

Endelig kom dagen ALLE har ventet på. HateSphere er gået i studiet hos Tue Madsen i AntFarm Studio for at indspille vores 9. fuldlængde. Et studie, vi ynder at bruge, ikke kun på grund af den sublime lyd, men ligeså meget på grund af den fantastiske familiære atmosfære. Det er min tredje plade, jeg indspiller sammen med Tue, og det er sgu lidt som at være på ferie med solskin, røverhistorier og hunde rendende mellem benene. Jeg ankom op ad formiddagen sammen med Esse, og den første dag gik som altid med at få trommerne på plads, få ordnet lyden og selvfølgelig få hentet proviant primært i form af rugbrød og leverpostej. Men jeg fik trods alt stadig tid til at hamre halvanden nummer på plads.

IMG_5153 IMG_5149

IMG_5155  IMG_5158

Dag 2, fredag d. 7. august 2015 – trommer fortsat

Dag to fik en del mere fart på både indspilningsmæssigt og musikalsk. Jeg har i dag for første gang i min tvivlsomme karriere fået lov til at spille punk-beats, ryste flere fills ud af ærmet end nogensinde og blaste i 234 bpm. Der er dog ingen tvivl om, at det er HateSphere, der er igang med indspilningerne, men der er helt sikkert også nye og spændende ting på denne kommende skive. Ting, som vi glæder os til, at få ud i jeres højtalere. Fem numre i kassen blev det til her på andendagen. Imorgen er tredje og sidste trommedag, hvor de sidste fire numre skal på plads, heriblandt en lille kærlig instrumental sag, inden Pepe kommer forbi og lægger guitar på.

IMG_6213.JPG IMG_6252.JPG

Dag 3, lørdag d. 8. august 2015 – sidste trommedag:

Efter en hyggelig aften hos Jimmy med Primus-snak, hotdogs og kolde bajere var det igen tidligt ud af sengen med kurs mod AntFarm. Der var kun tre numre plus en kort instrumental sag tilbage, så det blev til en nogenlunde tilbagelænet dag med mere sladder og flere historier fra fordums tid. Vi fik sågar besøg af én af dansk metals flotteste fyre, Bastian, fra Blood Label, så der var lidt præstationspres inde i båsen. Det er sgu altid hyggeligt, når der kommer nogen, der ikke er en hund, forbi og siger hej, når man nu har siddet og svedet inde bag tønderne. Fire numre blev banket på plads idag og med lidt let hovedregning bliver det til 10 numre i alt, hvilket betyder, at mit job er overstået for denne gang. Det eneste, der mangler nu er, at tjekke samtlige numre igennem for eventuelle ups´er…..og så skal jeg selvfølgelig have pakket mit lort sammen igen. Herefter vil der blive rigget op til guitar tracking, men det kan jeg sådan set være bedøvende ligeglad med, hvilket jeg sådan set også er.

IMG_5154 IMG_5155

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *