KONCERT: FREAK KITCHEN, HVIDOVRE

FREAK KITCHEN
HVIDOVRE MEDBORGERSAL
26.02.2015

Der var heftigt potensrock i provinsen, da svenske Freak Kitchen gæstede Hvidovre, og kickstartede deres forårsturné i Europa. Trioen der er fra 1992 og har 8 albums i baggagen, underholdte os ca. 150 fremmødte publikummer med en ordentlig røvfuld tung torsdags rock. Med guitarekvilibristen Mattias Eklundh i front, fik vi alle en opvisning i sublimt guitarspil, leveret med en smittende spilleglæde fra bandet der buldrede løs, og med Mattias’ morsomme og ret underholdende kommentarer mellem numrene, blev koncerten en af slagsen hvor man må høre sig selv konstatere, at ”det ligefrem er hyggeligt”.

Freak Kitchen spiller energiladet melodiøst hardrock, med fede breaks og en god bund som kendetegner opskriften på en solid og tight spillende trio, med bassisten Christer Örtefors og den barfodede trommeslager Björn Fryklund. Musikken er bygget op omkring Mattias Eklundh og hans imponerede guitarspil. Den mand må være født med en guitar på maven, for det ligner at instrument og menneske er en smuk symbiose, der kun bliver afbrudt af Mattias’ ustandselige skift af diverse guitarer, som står klar på rad og række bag ham. At bassisten Christer Örtefors render rundt som en svensk pendent til vores egen Stig Pedersen fra D-A-D, iført metalhjælm og militærtøj, understreger blot, at Freak Kitchen ikke alene er en oplevelse rent lyttemæssigt, men også et visuelt foretagende som giver publikum noget for pengene. Det er rå rock der rykker, og det bliver forhåbentlig ikke min sidste koncert med svenskerne. Hermed min kraftigste opfordring til at se dem, når Kolding, Odense og Herning i april får besøg af Freak Kitchen.

Boris Larsen
Foto: Boris Larsen

IMG_1144 IMG_1137 IMG_1131

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *