Koncertanmeldelse:
PERSEFONE/STELLAR CIRCUITS/LAMPR3A/HYPNO5E @ Stengade, Kbh. – 01.03.2024
Tekst: Kristian P. Mølgaard/Foto: Maja Tjørnelund
Der var i sandhed lagt op til en aften med skæve toner og polyrytmer, da dette line up slog vejen forbi Stengade denne grå og tågede aften. Vi kendte faktisk kun hovednavnet, de geniale og mesterlige Persefone fra Andorra, som vi har set nogle gange før. Kvalitet bliver man jo aldrig træt af.
Hjemmefra havde vi dog luret de andre bands over en kold Bailey, så vi vidste, vi i hvert fald ikke måtte misse første band, nemlig tre gutter med navnet, der er svært at udtale: Lampr3a.
Vi blev bestemt ikke skuffede. De spanske ildsjæle var en fornøjelse at opleve udi den tekniske metals kunst med deres helt specielle musik, der minder om Animals As Leaders. J.I. Izaguirre med den helt særlige ”bas”, en såkaldt chapman stick, stod helt fremme, guitarist Borja Mintejiaga var dybt koncentreret, og trommeslager Mikel Gòmez var som en maskine, der taktfast førte den musikalske rejse an. Vanvittigt fedt – og vanvittigt, som de tre var tight og velspillede. Jeg håber, vi hører mere til dem snart. De spillede numre fra deres helt særlige debutalbum, ESnSE (jeg fik ikke spurgt dem, hvad albumtitlen betyder, da vi snakkede efter koncerten), og det var genialt.
Mere af dem.
Efter en kort pause var det amerikanske Stellar Circuits, som gjorde klar. Det er en anderledes blanding af metal, som måske ikke helt fangede os, selvom vi gav det en chance. Forsangeren var ikke den bedste clean vokalist, og musikken var meget spredt, forstået på den måde, at det svingede meget mellem nærmest poppet rock til deathcore. Det spring var nok for meget for os halvgamle nisser, mens det yngre publikum flippede pænt ud. Vi fortrak hen i baren og merch’en på første sal og nød et par kolde drinks, serveret af det flinke og arbejdsomme, frivillige (!) personale på Stengade.
Hvad Stellar Circuits ikke kunne give os, kunne franske Hypno5e måske. Det er nogle erfarne gutter, der bl.a. har turneret i USA og spillet med giganterne Gojira. Nu var de så klar på danske Stengade med deres franske avantgarde metal – eller som de selv kalder det, ”cinematographic metal”. De havde publikum på deres side, og det var også momentvist ganske fedt. Med toner af tydelig inspiration fra landsfællerne Gojira og med energi og nerve, spillede de Stengade halvt i smadder med deres helt særlige og meget eksperimenterende stil. Men tørsten vandt atter, og vi indfandt os igen ovenpå til en kold sjus og et par små shots.
Der var tid til at få snakket med gutterne fra Persefone igen, da det er længe siden sidst. Det viste sig, at forsanger Daniel R. Flys rent faktisk var syg, men selvfølgelig mandede han sig op. Toni på bas var som sædvanlig hjertelig og snakkende og glædede sig til at komme på scenen og levere nyt og gammelt materiale.
Persefone gik på kl. 22.15, og der var sat en barre rent musikalsk, som var svær at overgå. Daniel R. Flys lagde hårdt ud med brutal solo-vokal, som måtte have smadret hans stemmebånd endnu mere i hans i forvejen sygdomsramte hals. Men det hørte man ikke særlig meget. Manden er, som alle de andre, 100% professionel og gav den hele armen fra første strofe.
Med en varieret sætliste startede de med det nye materiale fra ep’en Lingua Ignota: Part I, som jo er et mesterværk ligesom alt det andet, der kommer fra disse drenge fra Andorra, og nummeret blev efterfulgt af ”Sounds and Vessels” som intro til ”One Word” fra samme skive.
Med kraft og saft serverede de ”The Equauble” fra samme skæring, og publikum rykkede endnu tættere sammen. Efter fabelagtige ”Lingua Ignota” fik vi smidt den mesterlige ”Flying Sea Dragons” samt ”Mind as a Universe” lige i fjæset af et velspillende og meget oplagt band – numrene fra albummet Spiritual Migration er blot nogle af de mest fantastiske prog/death-numre, der er lavet af Persefone. Albummet er på min absolutte top-3. Under nummeret skulle en båtnakke absolut entrere scenen og stagedive – det ødelagde nok oplevelsen for et par stykker, der fik hans str. 42 i sko lige i hovedet. Hvorfor det skulle være nødvendigt et sted, hvor scenen altså ikke er højere end kanten på et børnebassin, er for mig uforståeligt. Der er altid én tosse imellem.
Men så sandelig om ikke vi så fik ”The Great Reality” fra samme album – det hjalp.
Publikum var ihverfald tilfredse, og stemningen steg for hvert nummer. Det hjalp selvfølgelig, at bandet var utroligt veloplagt, tight og havde en spilleglæde, der rakte langt ud over scenekanten. Guitarist Filipe Baldaia var som sædvanlig pludselig at finde på gulvet og stod midt i en mindre cirkel pit og spillede – det var næsten episk.
Guitarist Carlos Quintanilla fulgte kort tid efter op på dette tiltag og gjorde det samme – og det medvirkede til yderligere god stemning. Folk var glade, folk nød det – det var en kollektiv orgasme, virkede det til.
Med numrene ”Merkabah”, uforlignelige ”Stillness is Timeless” fra albummet ”Aathema” fra 2017 og endelig ”Living Waves” fra samme album, afsluttede Persefone denne aften, som fortjente et stående bifald. Det fik de nu også, velfortjent – det var i sandhed en aften med musikalitet. Der var kærlighed i luften (bortset fra tossen med stagedive), og det er præcis sådan en aften, verden har brug for. Sammenholdet på stedet var til at føle på, og at en menneskemængde kan blive så positivt påvirket af fænomenal musik, er tydeligt at se og høre.
Samtidig skal der lyde et stort shout out til Stengade for at booke denne fede sammensætning. Og for deres venlighed, gode drinks og smil. Imponerende, at stedet drives af frivillige – det kunne mange lære af.
Persefone – gracias! Nos veremos otra vez!
