Anmeldelse: METALLICA – “72 Seasons” (album) (Blackened/Universal)
72 SEASONS: BEGEJSTRING MÅ VÆRE RETTE MÆRKAT
Fredag den 14. april 2023 udgiver Metallica karrierens 11. studiealbum. Måske bandets sidste? Hvis det skulle vise sig at blive tilfældet, lukker og slukker kvartetten i fornem stil. Uanset hvad vil kvartetten dele vandene. Elsket, hadet og meget andet – men Metallica gør hvad der passer dem! Og gør det med begejstring til følge i 2023. I hvert fald hos undertegnede.
Af Thomas Thomsen
Hvis Metallica anno 2023 kunne skabe tilfredshed over hele linjen blandt lytterne, ville der i sandheden være håb for verdensfreden. Men selv om verdensfreden gerne så det komme, er realiteterne anderledes stillet. Desværre. Ikke mindst for verdensfredens skyld.
Metallica – bandet som mange elsker og måske flere elsker at hade. Det er ikke nemt at gøre alle tilfredse.
I bund og grund en umulig opgave for den amerikanske kvartet med det danske islæt i form af trommebaskeren fra Gentofte. Sådan har det været i mange år. Og sådan vil det fortsætte i årene fremover.
Knapt var den første, anden, tredje og fjerde singlen fra 72 Seasons udgivet før dommen, blandt mere eller mindre velargumenterende meningsdannere med lige så meget forstand på musikalsk kvalitet, som en VVS-mand har på gynækologiske undersøgelser, faldt:
Gabende kedeligt. Alt var bedre i gamle dage. Igen viser Lars Ulrich, at han ikke evner at spille en omgang kvalificerede trommeslag og hæmmer James Hetfield i at folde sig ud. For slet ikke at tale om Kirk Hammetts ulidelige, kedelige og patetiske forsøg på at spille guitarsoli, der bare ender ud i god gammeldags båndsalat som ikke kan reddes. Alt sammen lige til skraldespanden.
Alt var bedre i gamle dage
Men lad os skrue tiden nogle årtier tilbage inden vi konkluderer, hvilken størrelse 72 Seasons egentlig er.
I 1981 så Metallica dagens lys. Mere end 40 år inde i karrieren udgiver de deres 11. studiealbum.
Onde tunger vil mene, at de skulle have stoppet, mens legen var god. Og legen stoppede med mesterværket Master Of Puppets bare en god håndfuld år efter, at Lars Ulrich havde smidt hans tennisketcher langt ud i Stillehavet.
Samme år som det danske fodboldlandshold forkælede os med begejstret spil til VM i Mexico. Lige indtil Jesper Olsen lavede den famøse tilbagelægning.
Metallica blev ramt af lignende tilbagelægning – bassist Cliff Burton omkom i en busulykke i september 1986 i Sverige på vejen mod København.
Metallica var det store fodboldtalent. Talentet der sprudlede men sin tekniske kunnen. De frække og snævre driblinger der satte modstanderen af. Det ene perlemål efter det andet.
Metallica var på det tidspunkt toppen thrash metal. Det var hurtigt, det var farligt, det var alt hvad det skulle være. Nu er det bare trash. Siger mange.
Men indrøm det. Metallica gør hvad der passer dem og lefler ikke nødvendigvis for, hvad andre forventer og vil have. Hvorfor skulle de da også det?
Tilfreds og begejstret
Men tilbage til det som det handler om.
72 Seasons når ikke de samme højder som Kill, Ride, Master og Justice. Men mindre i det mere kan også gøre det. Metallica skylder ikke nogen noget.
Det viste sig allerede under sidste uges lyttesession, som Universal havde inviteret til – hvor 77 minutter faktisk føltes som et splitsekund med lyst til mere på repeat.
Mere og repeat blev det til tidligere på ugen, hvor der blev givet fortrolig adgang til albummet i sin helhed. For hver gang 72 Seasons får en tur i maskinen, viser den noget nyt og interessant.
Hvor andre synes, at Metallica skulle opsøge en Lean konsulent med det formål, at skære ind til benet, skabe mere værdi og skære det overflødige og unødvendige fedt fra har jeg det faktisk en smule anderledes. Det gør absolut ikke noget at elastikken spændes til bristepunktet. Og den holder endda.
Hvis du var begejstret for forgængerne Death Magnetic og i særdeleshed Hardwired… To Self-Destruct vil du med garanti også blive – hvis ikke mere – begejstret for 72 Seasons.
Umiddelbart er der faktisk ikke numre der falder igennem. Fremhæves bør titelnummeret ”72 Seasons”, ”Sleepwalk My Life Away”, ”Chasing Light”, ”If Darkness Had a Son” og ikke mindst Inamorata (som jeg husker det, det længste nummer de har begået i karrieren – hvis man lige ser bort fra den 1 sekund længere covermedley ”Mercyful Fate”, red.)
Om to uger indleder Metallica deres kommende M72 verdensturne i Amsterdam. To aftener (27. og 29. april) med to helt forskellige sætlister og support lineups. To aftener hvor de samlet gerne må spille 72 Seasons i sin helhed.
Begejstret må være dette rette ord – jeg er tilfreds og begejstret.