Anmeldelse: NERVOSA + BURNING WITCHES @ Pumpehuset, Kbh – 13.08.22

NERVOSA + BURNING WITCHES

Pumpehuset, København – 13.08.2022

Tekst og foto: Stephen Rocky Skriver

En lørdag aften i august var ”Double the Metal Tour 2022” nået til København på en længere europatur med to af tidens skarpeste kvinde heavy metal bands – Burning Witches og Nervosa. Hvis nogen få mandlige læsere stadig skulle være i tvivl, så kan kvinderne absolut også spille heavy metal. Det beviste de to bands på fremragende vis denne lummervarme sommeraften i København, hvor Bombehuset (Pumpehuset) var målet for en nedsmeltning af lige dele metal og kolde fadøl.

Inden koncerten startede indendørs var der gratis metalfest i Byhaven (gårdhaven til Pumpehuset) med et pænt fremmøde. Men da jeg kom ind i Pumpehuset samtidig med 5-6 andre ved 20 tiden, var vi fra starten stort set de eneste af en mindre skare af 20-25 fremmødte. Scenen var ikke sat op i Pumpehusets normalt store aflange koncerthal på 1. sal, men i barområdet lige når man kommer ind ved trappen. Ikke meget plads på scenen til fem gang-i-den kvinder, når Burning Witches skulle starte showet kl. 20.30. Jamen øv, hvor var folket henne? Ja, de var jo taget til fængslet i Horsens for at lege festival for en dag på Jailbreak, hvor bl.a. Hammerfall, Accept og Sabaton spillede live. Samtidig spillede Toto i en fyldt Royal Arena, så begge koncerter trak desværre alt for mange metal fans ud af København denne lørdag. Næste gang bliver du ”hjemme” i byen for at opleve disse to stærke kvindebands live. Aftale!

Efter en kold Heineken øl i baren, kom der heldigvis lidt flere indenfor, men det mindre barlokale med den lille scene blev aldrig helt fyldt op. Til gengæld kunne vi dedikerede fans så glæde os til en intim rockklub koncert, hvor du får bandet right-in-your-face. Det fik vi, skal jeg så love for!

BURNING WITCHES

Burning Witches fra Schweiz består af de fem kvinder Laura, Romana, Lala, Larissa og Jay. De har fire studiealbums bag sig med klassisk 80’er heavy metal tilsat speed. Det var anden gang, jeg skulle opleve de forrygende friske kvinder i Burning Witches. De besøgte Danmark tilbage i 2019 og gav en fremragende koncert på Forbrændingen i Albertslund.

Det blev mørkt i Pumpehuset og kun blå lamper var tændt på den røgfyldte scene. Så kom de fem på scenen og gik direkte hårdt i gang med to rasende hurtige sange ”Executed” og ”Wings of Steel”. Vi kunne bare ikke se ret meget andet en fem skygger indhyllet i røg og blåt lys. Lydmand for pokker! Var du gået på wc eller i baren? Tænd nogle projektører så vi kan se pigerne og bandet kan se os. Respekt for at Burning Witches kunne spille så tight i det lummervarme tusmørke, hvor ingen kunne se en hånd for sig. Lysshowet kom tilbage i 3. sang og publikum lød heldigvis, som var vi en stopfyldt sal med flere hundrede fans.

Burning Witches lod sig heller ikke mærke af det tynde fremmøde, for de gav den max power, fede guitarsoloer, hårdtslående trommer og Laura på sang er som altid en fest i sig selv, når hun helt up front har publikum i sin hule hånd. Det var tæt alt sammen på den cool måde. Vi kunne mærke bandet, de kunne mærke os, når man stod under 1 meter fra scenen.

Pludselig var Laura væk fra scenen midt i en længere guitarsolo, men sangen lød igen i mikrofonen. Hvor gemte hun sig? Pludselig opdagede jeg, at Laura stod bag mig iblandt publikum storsmilende med mikrofonen højt hævet. Hun genkendte mig fra et par af de interviews, jeg har lavet for Metalized med Burning Witches. Så ordet intim rockklub kunne ikke blive mere sigende for denne aften i godt selskab med Burning Witches. De var som altid brandvarme og spillede Pumpeklubben op til næste live band, Nervosa. Tak til de fem metal hekse og jeg lover, at der møder flere op næste gang de spiller i Danmark.

Burning Witches

Laura Guldemond, sang

Romana Kalkuhl og Larissa Ernst, guitar

Jeanine ‘Jay’ Grob, bas

Lala Frischknecht, trommer

 

Burning Witches spillede

Executed

Wings of Steel

Sea of Lies

Flight of the Valkyries

We Stand as One

Lucid Nightmare

The Witch of the North

Hexenhammer

Black Widow

Burning Witches

 

NERVOSA

Det næste band Nervosa består af fire kvinder, der spiller thrash/dødsmetal. Jeg kendte ikke så meget til dem, udover bassisten Mia Winter Wallace (også bassist i Abbath – black metal band). Mia har mere end 56 tusinde følgere på Facebook og udover hun er en fremragende bassist, har hun også en særlig heavy metal udstråling kombineret med sin storsmilende spilleglæde. Mia har den ondeste mega lange bas, for hun er ikke selv særlig høj.

Nervosa er oprindeligt fra Brasilien startet af guitaristen Prika Amaral, der stadig styrer bandet. Siden 2020 har hun fået 3 nye metal veninder i bandet Diva, Mia og Eleni på hhv. sang, bas og trommer. Jeg var spændt på, om jeg magtede at høre hele koncerten, for normalt er jeg ikke til dødsmetal med growlende forsanger. Men jeg kan lige så godt indrømme, at jeg blev til det sidste nummer ”Under Ruins” var hamret i bund og jeg var tømt for mine indre frustrationer over en gal verden udenfor Danmarks grænser.

Nervosa fangede mig. Jeg blev draget. Indhyllet og fanget i de fire Nervosa kvinders galskab af et voldsomt dødsmetal udbrud. Den ultra vanvittige energi af thrash, det stærke sammenspil på scenen med masser af udstråling og vildskab og de fede guitarsoloer fra Prika gav mig et kick. Ja, det var voldsomt for sådan en gammel old-school rocker som mig, men jeg blev sparket godt og grundigt i mine slidte legemsdele. Det trængte de vist til. Der var mega god gang i publikum, som også var mødt frem for at høre Nervosa give os nogle af de nye dødsmetalsange fra deres fjerde udspil Perpetual Chaos (evigt kaos). Tak til de fire Nervosa kvinder, der undervejs i koncerten ofte spurgte: ”Do you want more speed? ”. Hvis vi ikke troede de kunne spille hurtigere på de trommer eller den guitar, så jo, det kunne de. Respekt Nervosa, fire kvinder på speed.

Bagefter koncerten var der fælles grin, snak og hygge med bandmedlemmerne fra Burning Witches og Nervosa. Endnu en bonusfordel ved det mindre spillested denne lørdag aften i byen med 9 metal kvinder.

Nervosa

Prika Amaral, guitar

Diva Satánica, sanger

Mia Wallace, bas

Eleni Nota, trommer

Nervosa spillede vist nok disse sange

Kings of Domination

Genocidal Command

Time to Fight

Masked Betrayer

Kill the Silence

Perpetual Chaos

Blood Eagle

Into Moshpit

Rebel Soul

Guided By Evil

Under Ruins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *