THE FINAL SWING IS NOT A DRILL, IT’S HOW MANY PEOPLE I CAN KILL

SLAYER + PRIMUS + MINISTRY + PHILIP H. ANSELMO & THE ILLEGALS

THE FORUM, INGLEWOOD, CALIFORNIA

30.11.19

Tekst: Stampe

Fotos: Eyrene Fayloga og Stampe

Puha, hvor starter jeg og hvor slutter jeg her? Slayers sidste show nogensinde. På hjemmebane i Los Angeles. Mit yndlingsband og dét band, jeg har set flest gange (34 blev det til). Det var fantastisk, det var storslået, det var følelsesladet, det var bittert, det efterlod mig fyldt med glæde og fyldt med tomhed. Det efterlod hærdebrede, granvoksne mænd med tårer i øjnene og smil på læberne. Hvordan skal jeg dog beskrive denne oplevelse? Lad os starte fra begyndelsen.

Da Slayer for over to år siden bekendtgjorde, at det var slut efter denne tour, gav mine venner og jeg hinanden hånden på, at vi ville tage til det sidste show nogensinde. Uanset, hvor det var. Det blev så heldigvis ikke Borneo, men lidt mere økonomisk opnåelige Los Angeles. Hjemmebanen. Naturligvis. Da billetterne blev sat til salg, sad vi alle mand med flere devices klar, men pitten blev alligevel udsolgt, før vi kom til. Vi fik dog pladser på gulvet, men uden for mosh-zonen. Nuvel, det skulle nok blive fedt alligevel.

Månederne gik, afrejsedagen oprandt og vi var så klar, som man overhovedet kunne blive. Jeg vil spare jer for beskrivelsen af den transatlantiske flytur og første aften i LA og med det samme springe til koncertdagen. Vi havde booket en weekendtur, så der var alligevel ikke meget tid til at lege turister.

Vi ankom med yderst pålidelige Uber til The Forum i Inglewood, der, som rapfans vil vide, er always up to no good. Bilen drejede ind på parkeringspladsen, vi trådte ud og en stor sort fyr greb fat i kraven på mig og skreg ”FUCKING SLAYER” ind i ansigtet på mig. Jeg gengældte naturligvis tjenesten – og faktisk havde fredag aften (da vi landede) og lørdag formiddag (inden koncerten) været fyldt med fremmede folk på gaden, der råbte Slayer til hinanden. I West Hollywood, på Hollywood Walk of Fame, ved Venice Beach, ved Hollywood-skiltet, hængende ud af biler, mens vi gik rundt i Beverly Hills, og alle andre steder, vi nåede at besøge. Broderskabet var til at føle på og det var tydeligt, at dette på ingen måde var en normal dag eller en normal koncert.

Nå, men nu var vi jo fremme og kom ind og fandt vores sektion. Hårene stod allerede på hele kroppen, en time inden første band skulle gå på, og der blev uddelt highfives og krammere til alle omkring en. Venner eller ej. Til Slayerkoncerter er alle venner. Til Slayers sidste koncert nogensinde var alle hinandens bedste venner.

Der var tre opvarmningsbands og jeg var der fra start af, men vil undlade at skrive en alt for detaljeret anmeldelse af de tre. Det var ikke derfor, jeg var der. Jeg var der for Slayer – og de var der for mig.

PHILIP H. ANSELMO & THE ILLEGALS

Phil Anselmo er naturligvis bedst kendt som forsanger for Pantera og det var da også et helt Pantera-sæt, vi fik. Jeg så samme sæt tidligere på året under Graspop og har set Pantera live i gamle dage, så det var ikke helt så spændende for mig, som det var for mange andre og yngre folk. Det var dog stadigvæk fedt og som min gamle gymnasieven engang sagde: ”Ingen fest er komplet uden Pantera” – og det har han givetvis fuldstændig ret i.

Der var gang i folk (langt fra fyldt dog), der var gang i bandet og der var gang i folk på kanten af scenen. I ved, alle de der kendte folk, der har fået adgang til at stå ved siden af scenen under showet. Blandt dem var Jason Momoa, kendt som Aquaman og Khal Drogo i Game of Thrones, der også fik et shout out fra Phil. Han gik for øvrigt rundt omkring fuldstændig som var han dig eller mig, mellem koncerterne, købte øl og sludrede med folk i sin ”Slayer-vs-Everybody”-T-shirt.

SÆTLISTE:

Mouth for War
Becoming
I’m Broken
Goddamn Electric
Strength Beyond Strength
Fucking Hostile
This Love
A New Level

MINISTRY

Her skal jeg lade være med at kloge mig på noget som helst, da jeg aldrig har været fan af bandet. Jeg genkendte dog sidste nummer, ”Jesus Built My Hotrod”. Men folk var på og det føltes som et korrekt valg af opvarmning, da der var blevet endnu mere fyldt siden Phil gik af. Rundt omkring mig blev der banget og kastet med næver og jeg var som sådan fint underholdt. Men hurtigere videre.

Her er en sætliste, jeg har fundet på nettet:

SÆTLISTE:

The Missing
Deity
Stigmata
Supernaut
Just One Fix
N.W.O.
Thieves
Jesus Built My Hotrod

PRIMUS

Lad mig starte med at undskylde overfor eventuelle Primusfans og især min bror, der er stor fan, men hold nu kæft noget lort. Lige siden det blev offentliggjort, at Primus skulle være hovedopvarmning, har snakken gået på, hvad fanden de gøglere dog lavede til en Slayerkoncert. Og vores værste anelser gik i opfyldelse, da Les Claypool og resten af cirkusset, iført hatte og gøglet tøj, begyndte på deres forfærdelige musik. Efter et par numre havde de ødelagt stemningen totalt og folk søgte i baren i hobetal. Her faldt min ven i søvn under et bord, en times tid inden hans yndlingsband, som han var fløjet til Los Angeles for at se sidste koncert med, gik på scenen (vi fik ham naturligvis vækket i tide). Jeg kan ikke beskrive, hvor dårligt og malplaceret det var. Her er en sætliste fra nogle, der åbenbart var mere fan end os (hvilket ikke siger meget):

SÆTLISTE:

Those Damned Blue-Collar Tweekers
Too Many Puppies
Sgt. Baker
The Seven
Cygnus X-1
Southbound Pacyderm
Mr. Krinkle
Welcome to This World
Professor Nutbutter’s House of Treats
My Name Is Mud
Jerry Was a Race Car Driver

SLAYER FUCKING SLAYER

NU VAR DET TID. Minutterne gik uendeligt langsomt og den nu propfyldte sal (med plads til ca. 17.000) gjaldede med ”SLAYEEEEEEEEEEER”-råb – og enkelte ”PRIMUS SUCKS”-råb. Der blev chantet, der blev råbt, der blev skreget og faktisk gik der et moshpit i gang, inden Slayer gik på, men endelig var den laaange ventetid over og tonerne til introen på seneste skive Repentless, ”Delusions of Saviour”, lød over arenaen, der var ved at koge over af spænding. Denne blev udløst, da Paul Bostaph, Gary Holt, altid sure Kerry King og altid glade Tom Araya kom på scenen og gik i gang med ”South of Heaven” uden et ord. SÅ var festen i gang.

Hit afløste hit, crowden var på kogepunktet, eller over, og INGEN sad ned i den store arena, hvor størstedelen af pladserne ellers var siddepladser. Jeg tror, at det var efter ”War Ensemble” og et ekstra stort moshpit, at Tom Araya kigger ned på os og ser en anelse rørt ud (det skulle blive meget værre) og siger: ”Vi startede i LA og dengang var det svært at få support… Det er lidt lige meget nu”.

Flere af mine venner har droppet Slayer efter Jeff Hanneman døde og selvom jeg er med på, at han var den, der skrev de fleste hits, så er disse venner gået glip af noget de sidste seks år, for det er ikke et band, der går ud ad bagdøren som en skygge af sig selv, vi var vidner til denne aften. Det var Slayer og de var fucking på TOPPEN. Ganske som de har været de sidste mange år. Som om de ville bevise, at de var mere end Jeff. Og det var de. Var. Alene at skrive om Slayer i datid er hårdt.

Men tilbage til koncerten og et band i topform. Gary Holt har ikke skrevet Slayers samlede værker, men på scenen gør han det (tør jeg skrive det) bedre end Hanneman. Han har tilført noget visuel energi til Slayer og han er en fornøjelse at se på. Bostaph har jo afløst Lombardo før, så der er egentlig ikke noget at komme efter der, hvis man er tromme-usagkyndig, som jeg er. Jeg synes, de gør det fremragende begge to.

Efter endnu en hæsblæsende tredjedel af koncerten gik aftenen nu mod hæld, men det var der ikke mange, der tænkte på, da klassikere som ”Seasons in the Abyss”, ”Chemical Warfare” og ”Hell Awaits” blev liret af i høj, høj klasse. Afslutningen var en tour de force udi Slayer med ”Dead Skin Mask”, ”Show No Mercy”, ”Raining Blood” og ”Mandatory Suicide”, der rundede af, inden ”Angel of Death” afsluttede koncerten.

Mens jeg stod der og hev efter vejret, gik det først rigtigt op for mig, at nu var det endegyldigt slut. Det var dét. Jublen ville ingen ende tage og mens bands og crew krammede hinanden, lød der taktfaste ”Slayer”-råb ned mod scenen. Til sidst var kun Tom Araya tilbage på scenen. Han stod der og lignede én, der ville suge alt til sig en sidste gang. Han så utrolig taknemmelig ud og da der blev zoomet ind på ansigtet og man så de fugtige øjenkroge, så blev voksne mænd til børn og fik selv tårer i øjnene. Jeg havde lovet mig selv ikke at tude, men da jeg vendte mig om og så min ven i tårer, bristede dæmningen, og vi kunne ikke andet end at falde hinanden om halsen og stå og tude som et par skolepiger. For os har der aldrig været et band som Slayer og der vil aldrig komme et band som dem igen.

Tom stod og så taknemmelig ud i minimum 10-15 minutter (svært at se på uret med tårer i øjnene), inden Kerry King kom tilbage på scenen. King har aldrig været den sentimentale type og mens han løsnede sin ikoniske metalkæde, nåede jeg at tænke, at han ville smide den ud til publikum og at jeg ville give min højre testikel for at fange den. Det gjorde han dog ikke. Han holdt den ud i strakt arm, slap den og gik af scenen, mens den faldt tungt til jorden. Festen var forbi. En æra er slut. ALL HAIL SLAYER.

SÆTLISTE: