GOJIRA + ONI
TRAIN, ÅRHUS
13.07.17
Af Matilde Schmidt
Fotograf: Mariann Libach Burup
GOJIRA
Køen foran Train var et godt vidnesbyrd på Gojiras popularitet, og spillestedet var da også udsolgt, og skulle det senere vise sig, alt for pakket. Stemningen på Train var ladet med forventninger, og ovenpå opvarmningen var spillestedet i øvrigt også kvælende varm og svedig. Klokken nærmede sig 21, og med dæmpet lys og en optaget intro, gik Gojira på scenen. De gæve franskmænd åbnede dødsballet med ’Only Pain’ og en dertil perfekt kaskade af røg og konfetti. Meter høje søjler skød op fra gulvet, og de forreste publikummer var eftersigende allerede i gang med moshpitten. Her må vi lige tilbage til det med at Train var pakket, og at der eftersigende var en pit i gang. Train var så stoppet, og alle var rykket helt frem i bussen, som man siger, og som det lille menneske jeg er, 167 cm, så havde jeg ikke en chance. Jeg er vant til, at vi til metalkoncerter giver hinanden plads, er venlige og høflige, headbanger, mosh’er og knytter næver – sammen. Men Århus bød på kølig kællingehøflighed, i form af albuer i ribbenene og ingen blev i øvrigt lukket igennem mængden. Jeg talte med flere, som desværre havde samme oplevelse, at det med koncerter i Jylland, det er altså ikke helt så feel good kærligt, som hjemme i København. Jeg forsøgte faktisk at finde en plads bagved en nydelig dame, men da jeg hoppede med resten af salen i begejstring, så mente hun en albue var i orden. Da jeg så forsøgte at tale med hende, så skal jeg da lige love for at albuen rigtig ramte mig i maven, tak for det. Jeg blev faktisk så fortørnet, at jeg prikkede til den heavydude, der helt sikkert havde medbragt hende Karen Kost, som ikke rigtig lignede en der syntes Gojira var fedt. Jeg råbte høfligt til Mr. Skæg og tattoo, om vi ikke var enige om, at til metalkoncerter giver vi ikke albuer, og at jeg var ked af han havde taget ”sådan en” med til koncerten. Her kommer så alligevel en lille optur, for Mr. Heavydude tager faktisk fat i sin ledsager, og siger et eller andet. Karen Kost vælger i øvrigt at trække på skuldrene og se endnu mere bitter ud. Jeg vælger at gå ned bagved igen, for det var da en stemningsdræber af rang. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke opdrager sine ledsagere bedre, min musik – mine regler? Så altså, anmeldelsen her er udelukkende baseret på især min hørelse, og på hvad jeg kunne se igennem baren, for det var desværre her, man havde det eneste lille bitte udsyn til scenen, hvis man som jeg havde været på toilettet i pausen.
Efter ’Only Pain’ rykkede vi videre til ’The Heaviest Matter Of The Universe’, som er et fremragende nummer, og som instrumentalt fungerede til perfektion. Det der til gengæld ikke fungerede til perfektion, det var vokalen. Det var absolut ikke forsangeren Joe Duplantier, der pludselig ikke længere kunne synge live, nej, det virkede som et rent lydmandsproblem, og det blev da også bedre som aftenen skred frem, uden dog nogensinde at blive rigtig godt. Det kan naturligvis også hænge sammen med, at de eneste pladser jeg kunne tilkæmpe mig, var i udkanten af publikumsranden. Man kan på den anden side også sige, de der udgør randen af publikum, har jo betalt det samme som dem oppe i moshpitten, så de har vel også krav på god lyd? Men hvem kan være sur, når ’Silvera’s meget genkendelige riffs lyder fra scenen, og publikum går amok i ekstase? Jeg lod mig opsluge af musikken, og fordelen ved ikke at kunne se er, at man mærker alle de andre sanser, og således beruset og forført af Gojira, stod jeg bare henført og nød opvisningen i velspillethed. Rent musikalsk, der er Gojira noget af det dygtigste jeg kender til. Vi fik en af de mest bemærkelsesværdige trommesoloer jeg længe har hørt, og der var ikke mange fingre at sætte på bandmedlemmernes dygtighed. Under ’The Cell’ bad Joe Duplantier publikum om, at connecte med nuet, at være i tid og sted, og det havde undertegnede jo praktiseret under de første mange numre, så det var ikke så svært. Det blev nærmest en fælles trance, og stakkels Joe måtte da også spørge under næste nummer: ”Sover I derude?” Det gjorde vi ikke, og faktisk var publikum med Gojira fra start til slut. Bandets meget ydmyge tilgang til publikum og deres musik gjorde, at selvom jeg stod helt nede bagved, så følte jeg stadig at Gojira mest bare spillede for mig, og det er verdensklassekvalitet. Da ’L’enfant Sauvage’ meget præcist og med rå nerve blev serveret, gik salen igen helt agurk, og crowdsurfingen tog virkelig fart. Det fede ved metal er, det er musik uden regler, og det gør Gojira vanvittigt godt brug af. Det er virkelig mentalt udvidende at gå til koncerter som denne, Gojira bevarede tempoet og gejsten igennem hele det lidt korte sæt, og den eneste virkelige anke jeg har er, at jeg godt kunne have brugt mere Gojira, 1,5 time er godt nok godkendt, meeen 16 numre er ikke mange, når de nu har så rigeligt, at vælge imellem.
SÆTLISTE:
1. ONLY PAIN
2. THE HEAVIEST MATTER OF THE UNIVERSE
3. SILVERA
4. STRANDED
5. FLYING WHALES
6. THE CELL
7. BACKBONE/REMEMBRANCE
8. TERRA INCOGNITA
9. L’ENFANT SAUVAGE
10. MARIO-SOLO
11. THE SHOOTING STAR
12. TOXIC GARBAGE ISLAND
13. JAM
14. OROBORUS
15. VACUITY
16. PRAY
ONI
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med canadiske Oni, så er det på tide. De passer fint til Gojira, der engang selv hed Godzilla, for Oni er også inspirerede af japansk, og Onis djævle, dæmoner eller trolde. Det er måske heller ikke helt ved siden af, at kalde forsangeren en stor trold, for han var en ordentlig kleppert med et kæmpe skæg, og desværre for Oni, så var scenen altså alt for lille til det seks mand store band. Udover de var så mange folk, så havde Oni også medbragt en xylosynth, og så tænker du nok: Hvad pokker er det lige det er? Det er en xylofonisk synthesizer, og den fyldte mere i landskabet på scenen end i lydbilledet desværre, men en sjov detalje, navnligt fordi den blev spillet på, med køller iført ’klovnenæser’. I mine noter har jeg faktisk skrevet: Marimbaspillet med røde skumfiduser. Men Oni passede fedt inden Gojira, med den store velbrølende forsanger, og med nogle ret fede guitarriffs, som faktisk også kunne matche Gojira selv.
Musikken var dejlig mørk og dyster, men dødbiderene i Århus, læs: publikum, var ikke helt klar endnu, så Oni-drengene måtte kæmpe bravt. Særligt venstre side, guitarist og bassist havde en fed energi, og kom i den grad ud over scenekanten. Oveni hatten kommer så, at lyden bestemt heller ikke var ok under Onis performance, men det er igen en lydmand, der skal klapses og ikke bandet.
Jeg havde en fest den halve time vi fik lov at sniffe til anderledes prog-metal, hvis det da kan kaldes det. Jeg vil varmt anbefale Oni, både live men også på plade.
SÆTLISTE
1. SPAWN AND FEED
2. KANVAS
3. THE ONLY CURE
4. BARN BURNER
5. COAST TO COAST