DREAM THEATER
DR’S KONCERTHUS
14.05.2017
Af Matilde Schmidt
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Dream Theater vendte tilbage til DR’s koncerthus søndag aften, og forventningerne blandt deres fans var store. Med over ti millioner solgte albums på verdensplan, er det ikke De Herre Hvem Som Helst, der vendte tilbage til København for gud ved hvad gang. Ovenpå en lidt skuffende koncert med slunkne anmeldelser, sidste gang Dream Theater gæstede København og DR’s Koncerthus, så havde de aldrende musikere, noget de skulle bevise overfor deres fans. Metalized anmelder her, var heldigvis fuldstændig ufarvet i forhold til Dream Theater, jeg har aldrig set dem live før, så jeg var klar til at blive underholdt af progressiv metal, af nogle teknisk meget dygtige musikkere og i øvrigt på et venue, DR’s Koncerthus, som er skabt til at lade musikken forkæle publikums sanser.
Første sæt var roligt og stille
Med fuldt overlæg havde Dream Theater valgt at lade første sæt af deres tre timers marathon-koncert være den blide, stille og følsomme afdeling. Forsangeren John LaBrie erklærede også fra starten at vi skulle høre hele Images And Words.. and Beyond, altså mere end bare det album, hvilket også titlen på touren siger. Med ”The Dark Eternal Night” fra albummet Systematic Caos lagde Dream Theater hårdt ud, det er et både svært nummer med mange rene instrumentale passager, men det er også lige ned i det mange forbinder med Dream Theater. Forsangeren beklagede herefter, at han havde forvredet sin ankel på vej ud af tourbussen, fordi trommeslageren havde skubbet ham. Man fornemmede både her og andre steder undervejs i koncerten, at her havde man at gøre med ellers temmeligt voksne mænd, som alligevel har et venskab som også kommer til udtryk i deres samspil og deres musik. Efter yderligere et par numre, så takker LaBrie fansne for at komme gang på gang, men også de nye ansigter der er kommet til får en hilsen med på vejen. Det bliver meget personligt denne aften i Koncerthuset, og det giver en intim stemning, som man ellers ofte kun oplever ved koncerter med små upcoming bands. Dertil kommer at LaBrie beder de mandlige publikummer om at give kvinderne en hånd, både er vi smukke, men også velkomne i denne mandehule af tung musik og ’hårde’ drenge. Musikken fortsatte, og efter yderligere et nummer erklærer LaBrie at: ’Efter dette her run, så er vi færdige med stille’, hvorefter bassisten John Myung slår over i en hommage, altså en hyldest til, Jaco Pastorius med ”Portrait Of Tracy”. Det er dygtigt, ingen tvivl om det, men hold op hvor jeg følte mig snydt for en ond bassolo. Både fordi jeg fra pålidelig kilde ved, at Myung kan lave en ond bassolo, men også fordi keyboardspiller Jordan Rudess, trommesalger Mike Mangini og den fabelagtige guitarist John Petrucci, alle leverede soloer i verdensklasse og med fuld publikumsopbakning. Det var dødsygt! Heldigvis så slog Dream Theater over i ”As I Am” og her røg anmelderen pludselig op af stolen. Der kom smadder på, og publikum rejste sig fra de bløde polstrede sæder og begyndte at interagere en smule med bandet, netop noget LaBrie tidligere havde efterspurgt, netop fordi det også var uvant for bandet at publikum ikke stod helt oppe i deres fjæs med næverne og hornene i vejret. Om man havde behøvet at flette Metallicas ”Enter Sandman” ind midt i nummeret er ikke sikkert, måske var det til ære for kvinderne?
Forløsningen:
Andet sæt startede Dream Theater med deres største hit nogensinde, ”Pull Me under”, og det var den perfekte start, på hvad der skulle blive halvanden times forløsning. Vi blev forkælet med soloer fra samtlige bandmedlemmer, undtaget bassen som vi desværre blev snydt for, i mirakel-solo-cirkusset, som bandet fortryllede deres fans med. Alt gik op i højere enhed, lys, lyd, stemning og naturligvis LaBries skrigende vokal, som vi fik passende pauser fra, mens musikken fik lov at tale sit eget helt tydelige sprog. På et tidspunkt måtte LaBrie sætte sig på kanten af trommepodiet, og herefter satte resten af bandet sig sammen med ham, Petrucci endda på gulvet med sin guitar. Der sad de så i rundkreds, og lukkede resten af salen ind i deres hemmelige hule af venskab og musikalsk magi, og det var alle pengene værd. Da den karakteristiske keyboardintro til ”Wait For Sleep”flød ud højttalerne, der brød salen ud i jubel, og hvis nogen var i tvivl om Dream Theater var tilbage i storform, så kunne de ikke længere være i tvivl. Når musikken og de der spiller den bliver autentiske og publikum kan mærke dem, så betaler man glædeligt op til 800 kr. for en billet til en koncertoplevelse om den Dream Theater uddelte søndag aften. Underholdningsværdien var i top, fansne var lykkelige, de fik hvad de kom efter. En fan sagde på vej ud: ’Det var onani i verdensklasse’, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Hvordan var selve Koncerthuset:
Når man ankommer til DR’s Koncerthus, så er alt nemt. Hvad enten du har taget Metroen, cyklen eller bilen, så er det let at finde rundt, og parkeringspladser er der rigeligt af foran DR-Byen. Der er flinke uniformerede medarbejdere der guider rundt, og stemningen er mere som før en forestilling i Operaen, måske med undtagelse af den voldsomt forøgede mængde af heavy-metal-t-shirt iklædte mænd. Koncerthuset er en oplevelse i sig selv, indretningen i salen er yderst betagende med træpanelerne og de smukke stolerækker. Lyden under selve koncerten kunne der ikke sættes en finger på. Toiletterne var fine, rene og med alt for lang kø, men det er jo præmissen til den slags begivenheder, selvom det ville være rart med 200 toiletter når der er pause. Baren er fin, udvalget passende for et sted på Koncerthuset, priserne vanvittige, alt er som man forventer. 25 kr. for en pose, indeholdende en håndfuld nødder, og det er skidt hvis man hellere ville have haft en balje med popcorn til samme pris, for Dream Theater er altså ikke til at sippe champagne og spise over-priced nødder i pausen. Der skal fadbamser til, og dem ville jeg være alt for bange for at spilde ud over de fine polstrede sæder i Koncerthuset. I øvrigt skal man huske at betale for at parkere sin bil, ellers koster det 510 kr. Men ellers et dejligt sted at lytte til musik, dog vil jeg stadig foretrække mine metalkoncerter, afholdt på steder hvor man ik er bange for at spilde øl, hvor man ikke synker ned i et ellers meget behageligt sæde og hvor man kan stå, klistret side om side med alle de andre metalhoveder for at kaste med håndtegn og headbange.
SÆTLISTE:
1. SÆT
THE DARK ETERNAL NIGHT
PLAY VIDEO
THE BIGGER PICTURE
HELL’S KITCHEN
THE GIFT OF MUSIC
OUR NEW WORLD
PORTRAIT OF TRACY (BAS STYKKE AF JACO PASTORIUS)
AS I AM (BRO OVER METALLICAS ENTER SANDMAN)
BREAKING ALL ILLUSIONS
2. SÆT (IMAGES AND WORDS):
HAPPY NEW YEAR 1992 –(BÅNDET INTRO)
PULL ME UNDER ANOTHER DAY (KEYBOARD SOLO)
PLAY VIDEO
TAKE THE TIME (JOHN PETRUCCI MED MIRAKEL GUITARSOLO)
SURROUNDED
PLAY VIDEO (MED VANVITTIG TROMMESOLO)
METROPOLIS PT. 1: THE MIRACLE AND THE SLEEPER
UNDER A GLASS MOON
WAIT FOR SLEEP
LEARNING TO LIVE
EKSTRA NUMRE:
A CHANGE OF SEASONS: I THE CRIMSON SUNRISE
A CHANGE OF SEASONS: II INNOCENCE
A CHANGE OF SEASONS: III CARPE DIEM
A CHANGE OF SEASONS: IV THE DARKEST OF WINTERS
A CHANGE OF SEASONS: V ANOTHER WORLD
A CHANGE OF SEASONS: VI THE INEVITABLE SUMMER
A CHANGE OF SEASONS: VII THE CRIMSON SUNSET
