NEWS

Perfekt lyd af det uperfekte

Comments

A PERFECT CIRCLE + CHELSEA WOLFE
FORUM, KØBENHAVN
12.12.18
Arrangører: Forum Copenhagen, billetlugen.dk og Beatbox Entertainment
Af Bell Bruun
Foto: Jimmi Brandt Pedersen

A Perfect Circle har ikke ligefrem været hyppige gæster på disse breddegrader i de snart tyve år, bandet har eksisteret. Faktisk er det kun blevet til imponerende få, nærmere angivet to, tidligere koncerter I Danmark, én på den hedengangne (og tilsyneladende snarligt genopstående) Midtfyns Festival i 2000 og i år på Northside i Århus, og derved var det altså bandets første besøg i hovedstaden. A Perfect Circle udgav tidligere i år t nyt album efter 14 års fravær, men allerede i sommer blev denne skribent overbevist om, at de stadig er et relevant band, grundet deres fænomenale koncert på Graspop Metal Meeting-festivalen i Belgien. Det var derfor yderst spændende at finde ud af om de kunne gøre den oplevelse efter i Forum, men før spændingen blev forløst, var der opvarmning.

CHELSEA WOLFE

Opvarmningsnavnet har næppe været fuldstændigt ukendt for alle i salen, hvis man har været på festival de seneste år eller blot fulgt lidt med på den alternative rockscene, for Chelsea Wolfe er blevet rost vidt og bredt af både fans og diverse musikmedier og det er fuldt ud fortjent. Især sidste års album Hiss Spun har fået megen positiv omtale, og det var også derfra en stor del af aftenens setliste var hentet. Karismatiske, indesluttede Wolfe startede med ”Spun”, der ligeledes er albummets åbner, og det tunge, dystre nummer blev matchet til fingerspidserne af det røde lys på den meget mørke scene. Aftenens koncert foregik i en såkaldt Black Box, hvilket først lød som en smart reklamemands omskrivning af Forum, men der var faktisk indsat nogle sorte vægge og noget sort loft inde i Forums koncertsal, der gjorde rummet tæt på sort og det var en fed visuel effekt, der bidrog til stemningen i Chelsea Wolfes musik. Oppe foran scenen stod folk og kiggede på Chelsea Wolfe, og virkede lidt forvirrede over hvad der foregik, men de virkede også betagede af hendes sære, men insisterende nærvær på scenen. Den skrøbelige vokal fik en understregende kontrast i hendes hårde bas, og Chelsea Wolfe har noget meget dragende over sig, både når hun spiller bas imens hendes både vrede og følsomme stemmer fører lytteren i gennem sangene, men også måden hun bevæger sig på, er kendetegnende for hende med lange, trancelignende dansebevægelser, der smyger sig om musikkens udtryk. Fantastiske voldsomme ”Twin Farm” var overvældende flot, ”Static Hum” udført med en passende mængde indlevet aggression, og ”Vex” var endnu en magtudøvelse fra kvinden, der på én gang virker socialt akavet og fuldstændigt hjemmevant på en scene, ikke ulig forsangeren i aftenens hovednavn, i øvrigt. Chelsea Wolfe gav en mere end godkendt koncert på årets Roskilde Festival, men hun formåede faktisk at overgå denne koncert i Forum, hvor hun var endnu mere fokuseret og inde i sin egen musikalske verden, som hun sugede os andre ind i. Det er en verden, jeg meget gerne vil opleve igen. Snart.

(Artiklen fortsætter efter galleriet)

A PERFECT CIRCLE

Rockstjerner er ofte blevet sammenlignet med guder, og selvom nogle mener, at gourmetkokke er de nye rockstjerner, så er der stadig noget ved visse musikere, der kan få folk til at opføre sig, som om de er med i en kult af en art. En af disse musikere er Maynard James Keenan. Ikke alene er han frontmand i A Perfect Circle, han også den ikoniske sanger i front af det lige så ikoniske band, Tool. Manden er i besiddelse af en meget distinkt, og i mange fans ører, dennes inklusive, en nærmest overjordisk smuk vokal, der også kan være ildevarslende og skarp i al sin skønhed. Maynard, som han oftest bliver omtalt, har det desuden med at gemme sig på scenen, hvilket igen giver ham et islæt af noget sagnomspundet, og det var da også tydeligt at mærke den sitrende spænding, der var blandt publikum lige inden bandet gik på, og hans navn blev både hvisket og råbt i mængderne, som en sand (af)gud. Også denne gang forblev Maynard i det skjulte mørke bagerst på scene, men dog på en piedestal, apropos gudedyrkelsen. Tidligere i år udgav bandet deres fjerde album ”Eat the Elephant”, så det var vel ingen overraskelse, at der blev spillet en del sange herfra i Forum. Der har været delte meninger om albummet, og desværre var denne anmelder ikke videre begejstret, fraregnet et par sange. Der mangler noget kant, især hvad angår Maynards vokal og det lader til, at han har haft lyst til at eksperimentere med en anderledes måde at synge på, men den luftighed, der lejlighedsvis er kommet i hans stemme er ikke klædelig, blot kedelig. Bandet startede med titelnummeret fra det nye album, en sang, der ikke gør meget væsen af sig, men heldigvis blev den efterfulgt af ”Disillusioned”, der godt nok også er ny og ganske uinteressant på pladen, men som bliver noget bedre live, især takket være Billy Howerdells hvinende guitarfigurer. Setlisten var fint sat sammen sådan at det nye blev blandet med det ældre, og efter to nye sange kom derfor den fede, storladne ”The Hollow”, som næsten blev spillet til perfektion trods nogle få, sære rytmiske uregelmæssigheder, og smukke ”Weak and Powerless” var også som den skulle være, med den lækre tostemmighed i omkvædet; Howerdel er, udover at være en fremragende guitarist, heller ikke den værste at have som backingvokal i et band. Lyden i Forum var virkelig, virkelig god. Og det er nødvendigt at skrive ’virkelig’ to gange, for det sted har bidraget med kaskader af dårlig lyd til koncerter gennem tiden, men perfektionistiske som A Perfect Circle er, var der naturligvis sørget for en stram, klar lyd koncerten i gennem.
Der kom flere nye sange, også den, som desværre er noget af det værste, jeg har hørt i år, og så fra et band, jeg virkelig har været glad for i mange år: ”So Long, And Thanks For All The Fish” har sin titel fra en roman af Douglas Adams, og Maynards tekst til nummeret har da sin sædvanlige samfundskritiske relevans, men for satan, hvor er det dog et irriterende nummer rent musikalsk! Helt lallet med sin ’klap med alle sammen’-stemning, og det gjorde mange da også. Det må næsten være med vilje, at det er skrevet sådan, bare for at vende op og ned på det hele, og måske genere nogle fans, men… Nej, tag det væk. Til al held blev nummeret efterfulgt af to lækre skæringer fra debutalbummet Mer De Noms, i form af ”Rose” og ”Thomas”, som begge blev overbevisende fremført af et band, der levede sig ind i sangene. Billy Howerdel leverede leadvokalen på den efterfølgende ”Peace Love and Understanding” fra albummet Emotive, der mest består af coverversioner, og egentlig er gået i glemmebogen for undertegnede. Howerdel har, som nævnt, en vokal, man bestemt godt gider at lytte til, men sangen i sig selv havde ikke behøvet at være på setlisten, hvor ”Vanishing” og i særdeleshed ”The Noose” til gengæld var i deres fulde ret til at være en del af denne, og især sidstnævnte var en af aftenens højdepunkter, det var smukt, sfærisk og A Perfect Circle når de er bedst.
Da bandet spillede på Graspop metal Meeting i Belgien i sommer, var sangene ”3 Libras” og ”Orestes” savnet i en ellers formidabel koncert, og der blev derfor krydset fingre for, at bare en af disse, ville være at finde i Forum, men var de det? Både ja og nej: ”Orestes” udeblev, men ”3 Libras” var der, men dog i så vild en forklædning af et cover, at jeg næsten ikke genkendte sangen, som ellers er i den personlige top tre over bandets sange. Hvorfor originalen ikke blev spillet, kan der kun gisnes om, men det er virkelig ærgerligt, at man fravælger så smukt og kendetegnende nummer. Måske er det for meget et ’hit’ for bandet? Hvem ved, Maynard er jo ikke én, der kaster om sig med informationer, men skuffende var det i hvert fald, både udeblivelsen af originalen samt coverets kvalitet. Til trods for at Maynard var tæt på usynlig for publikum, var det stadig et meget nærværende band man kunne opleve på scenen, hvor især Howerdel brændte igennem med sin fræsende, larmende, svævende guitar og sin generelt karismatiske tilstedeværelse, og ”Talk Talk” løftede da også oplevelsen igen efter det skuffende remix, for også hér har vi et af de nye numre, som gør sig meget bedre live end på indspilningen, ikke mindst i omkvædet, hvor Maynard lyder arrig på den belærende måde, som kun han formår. ”Counting Bodies Like Sheeo to the Rhythm of the War Drums” var endnu et cover af deres eget nummer, ”Pet”, og selvom originalen også her havde været at foretrække, så er det nu ikke et helt ueffent cover med sin insisterende, tunge, vrede rytme. ”Judith” fra debuten gjorde alt bedre og Maynard formår stadig at spytte ordene ”Jesus Christ” ud med så meget vrede, at man skulle tro, han var Judas selv. Fantastisk. Dog var der endnu et cover på programmet herefter, denne gang et AC/DC et af slagsen kaldet ”Dog Eat Dog”, da Maynard ville dedikere et nummer til Malcolm Young og andre vi har mistet, men vist mest til Young. Det var virkelig underligt at høre Maynard synge røvballerock, ikke at der er noget galt med AC/DC, men det var bare helt malplaceret. Utroligt nok kunne hans vokal bære det bedre end forventet, men bandet haltede lidt efter og manglede den kant og flabethed, den genre rummer, så helt vellykket var det bestemt ikke, og kunne man så ikke have spillet ”Orestes” i stedet? ”The Package” efterfulgte og gjorde det godt med sin fine, stille opbygning, der munder ud i aggression og publikum var glade for sangen. På sin vis kunne A Perfect Circle være stoppet her, men ”Delicous” blev afslutningsnummeret, og under nummeret var Maynard også så storsindet at ophæve det fotoforbud, der havde været koncerten i gennem: ”You can take out your stupid iPhones now!”og lige efter dén ytring forsvandt han så fra scenen efter et par vink til publikum, og kort efter fulgte resten af bandet, uden ekstranumre og den slags, det bruger A Perfect Circle ikke. Og gjorde de det så lige så godt som på Graspop? Til dels. Lyden var lige så god, bandet spillede upåklageligt og der var lidt flere sange, selvom nogle stadig manglede, men det var den smukke, gåsehudsfrembringende, tæt på perfekte helhedsoplevelse af et band, hvis sange skildrer det uperfekte som kun få i deres samtid er i stand til.