NOCTURNEFEST
HALMTORVET 9, KØBENHAVN
9.-10.2.18
Af Bell Bruun
Foto: © Bjarke Ahlstrand
Når vejret er frostbidende koldt og himlen er mørk det meste af døgnet, så er doommetallen en god musikalsk følgesvend. Derfor var det også passende, at man netop på disse årets koldeste dage, kunne opleve den langsomme, tunge og dystre genre i forskellige udformninger på det nye spillested Halmtorvet 9 på Vesterbro under den første Nocturnefest.
FREDAG 9.FEBRUAR
CAUSTIC
Aftenens første band var Caustic fra Esbjerg. Bandet begår sig i den mere klassiske doommetal, har eksisteret i 25 år, og har været inaktive en stor del af disse år, men sidste år udgav de EP’en Murder the World. Jeg nåede kun halvandet nummer af bandet, så en reel vurdering af koncerten kan det ikke blive til. Jeg noterede mig dog at jeg også live, har et problem med vokalen, ligesom jeg havde, da jeg skulle anmelde bandets EP. Den måde forsanger Søren Jansen growler, finder jeg hysterisk og sær, og det er givetvis en smagssag, men i hvert fald fremstod vokalen forstyrrende live, selvom bandet spillede habilt. Det lod til, at der var en del i publikum, der havde set frem til at opleve Caustic live efter mange års ventetid, så man må håbe, at disse gamle fans var mere begejstrede for hele koncerten end jeg var for slutningen af den.
WOEBEGONE OBSCURED
Næste band havde jeg faktisk ikke hørt om før de blev annonceret til Nocturnefest, men i de par måneder, jeg har lyttet til dem, er jeg blevet glad for deres smukke, nærmest skrøbelige elementer blandet med hvad jeg vil kalde avantgarde doom. D Woe, som forsangeren kalder sig, har en flot renvokal, som fungerer fantastisk med den tunge doom, og så kan han også growle igennem på imponerende vis. Det er en lidt speciel form for doom, vi har med at gøre, og det er næppe noget for alle, men personligt synes jeg, det er beundringsværdigt at man som band vil vise, at man også kan begå sig i genren på en anderledes måde. Til koncerten havde forsangeren bar overkrop og var malet i ansigtet med en slags corpse paint, dog ikke på black metal-måden, mens resten af bandet fremstod neutrale og til gengæld spillede tight. Det er også tydeligt, at forsangeren er ham, der kommer med dramaet og de store armbevægelser, og det gav en interessant og mindeværdig liveoplevelse. Det er en force for bandet at have en frontmand, der er så alsidig i sit udtryk. Lyden var ikke optimal, men blev bedre i løbet af koncerten, hvor vi bl.a. fik ”Deathscape MMXIV” fra det fede album af samme titel, den trancelignende, tungt stemningsmættede ”Woebegone” og også et nyt nummer, som bandet spillede live for første gang den aften. Woebegone Obscured er et spændende band, og jeg ser frem til at høre mere til deres onde elegance.
A SUN TRAVERSE
Det er ikke mange koncerter, A Sun Traverse indtil videre har spillet, men det må man håbe, der bliver lavet om på, og det er jeg vist ikke den eneste, der synes, for der var mødt en del op for at se netop det band til Nocturnefest. Flere af bandets medlemmer har en fortid i et andet dansk doommetalband, Saturnus, men det gør dog ikke, at der er tale om et de kopierer stilen fra deres gamle band. A Sun Traverse er ovre i doom af den gamle skole med keyboard, meget dybe growl, følsomme guitarsoli og tunge rytmefigurer. Bandet fremstod meget professionelle live med skarp præcision i hele det instrumentale bagtæppe, der akkompagnerer Michael H. Andersens ondskabsfulde, vrede growl. En bekendt bemærkede at bandets stod meget stille på scenen, hvilket han fandt kedeligt, men det er jo doom, så det ville virke malplaceret hvis medlemmerne hoppede rundt på scenen, så denne ageren rundt manglede jeg ikke. Michael H. Andersen stod nu heller ikke helt stille, han gav en energisk, indlevende præstation, og det var en fornøjelse at overvære. Bandet udgav sidste år den selvbetitlede EP, der indeholder fem sange, så det var ikke det store bagkatalog, der kunne opføres, men lidt har som bekendt også ret. Bandet døjede med en del lydproblemer i form af høj, hylende feed fra monitoren, men der kom heldigvis styr på det efter de første to sange. ”Dance Darkness, Dance” er, indtil videre, nok det nummer, de fleste kender, og det er også et vellykket nummer, der indeholder både tristesse og modløshed, og det er nok det eneste nummer, hvor man kan finde en smule Saturnus, men det er kun i små glimt, for A Sun Traverse har selv fundet en god opskrift på hvordan man spiller doom, hvilket alle de fremførte sange gav udtryk for. Michael H. Andersen fortalte, at bandet havde skrevet et nyt nummer ”På ét år!”, og dette nye nummer med en smuk, melankolsk guitarsolo giver håb for, at vi snart får lov til at høre mere til A Sun Traverse. Vi fik også den flotte ”The Autumn of Fall”, hvis titel, og ikke mindst stemning, giver mindelser til mørke skove, og det er netop den slags billeder, som kvalitetsdoom kan give lytteren. A Sun Traverse er af høj kvalitet.
ABYSSIC
Første indtryk af bandet Abyssic var kutter og kæmpe kontrabas. Flere af bandets medlemmer, som er eller har været medlemmer af andre bands som Borknagar, Dimmu Borgir og Susperia, var i ført kutter og frontmand Memnock havde en kontrabas med ved sin side. Der blev dog ikke spillet meget på denne kontrabas, den var mest til pynt, og buen blev i højere grad brugt til at stå og dirigere ud i luften, og så blev den derudover også tabt på scenegulvet adskillige gange. En smule komisk, men det var måske meningen? Der var noget ret fjollet over bandets, især frontmandens, fremtoning, men musikken var dog seriøs, ond funeral death/doom, hvilket lysestager med sorte stearinlys kun understregede. Abyssic udgav i 2016 den fine, sørgmodige A Winter’s Tale, der indeholder blot fire numre, men har en spillelængde på en time og et kvarter. Bandet fremførte flere sange herfra, og gav en hæderlig koncert. Det er ikke altid, jeg finder at keyboards bidrager med noget godt til et lydbillede, men Abyssic er et af de bands, hvor keyboardets forskellige klange giver god mening. Bandet har i øvrigt en dygtig kvindelig bassist, hvilket glæder en kvindelig metalfan, da det ikke ligefrem vrimler med kvindelige metalmusikere, og det er ærgerligt. At se Abyssic spille koncert var på en måde lidt som at se et lille teaterstykke grundet den dramatiske fremtoning, som næsten stjal opmærksomheden
fra musikken, og det er egentlig en skam, for det er nogle fede sange, Abyssic har begået.
LØRDAG 10. FEBRUAR
ALTAR OF OBLIVION
Det blev til kun tre sange fra Altar of Oblivion, men i forhold til at jeg ikke havde været imponeret af de få sange, jeg havde hørt på forhånd, så blev jeg positivt overrasket. Bandets form for doom minder ikke om nogle af de andre bands, der spillede på Nocturnefest, og det skyldes i særdeleshed vokalen, der er storladen i sit udtryk, og får bandets genre til at lyde som en slags powerdoom, hvilket nummeret ”Salvation” var et perfekt eksempel på. Guitaren minder om et Dio-nummer og det er et medrivende nummer, der da også fik publikum med. Lidt som i Caustics tilfælde, er Altar of Oblivions forsangers stemme ikke en, der havde lokket mig til at lytte til dem mere intenst, men live var Mik Mentors vokal ikke skinger, som jeg havde oplevet den et par steder på deres albums og generelt var de tre sange, jeg hørte en god oplevelse.
CHASING GHOSTS
Britiske Chasing Ghost udgav deres debutalbum These Hollow Gods samme dag som de spillede på Nocturnefest, hvilket var oplagt, da albummet udkommer på Mighty Music som også står bag Nocturnefest. Bandet er stadig ret ukendte, også i Danmark, men forhåbentlig får flere øjnene op for dem og deres 90’er klingende doomrock, som de selv siger er inspireret af bands som Anathema og Paradise Lost, men de sætter bestemt også deres eget præg på musikken og deres debutalbum er virkelig værd at lytte til. Der var desværre ikke så mange, der overværede deres koncert til Nocturnefest, i hvert fald ikke så mange, som de havde fortjent, og det skyldes nok, at de netop ikke er et band, folk kender endnu. Heldigvis lod bandets fremragende brasilianske frontmand, Nelson Cancini, sig ikke påvirke af at der ikke var det store fremmøde, han var fyldt med energi og nerve, og et stort nærvær. Der er nogle sange på albummet, hvor det er, som Cancinis stemme er tæt på at knække og lyde lidt falsk, lidt som fx Nick Cave har tendens til (uden yderligere sammenligning i øvrigt!), og hvor det i Chasing Ghosts tilfælde ikke altid bliver med et heldigt udfald, men denne tendens var stort set ikke tilstede live, og Cancini leverede en virkelig flot vokal koncerten i gennem, men måske i allerhøjeste grad på ”Fallen From Grace” en ballade, som er et af de bedste numre på et album, hvor de fleste af de otte sange er på et højt niveau. Også den dystre ”Dark Skies” fungerede godt, og i vokalen fornemmede man den indebrændte vrede, der er en del af teksten. På ”This Fear” havde bandet lidt lydproblemer, men det var dog ikke noget, der forstyrrede helhedsindtrykket. Desværre fik vi ikke den grungeprægede ”From Depravity”, hvis intro lyder umiskendeligt meget som introen i Alice in Chains-sangen ”Would?”, men i stedet spillede Chasing Ghosts en coverversion af Pet Shop Boys-sangen ”It’s a Sin”. Det var et meget fint cover, og et sjovt, uventet indslag. Bandet havde tilsat nummeret en del tyngde og arrigskab, så det lå bestemt ikke tæt på originalen, men jeg ville egentlig hellere have hørt en til af deres egne sange. Jeg håber, Chasing Ghosts snart får lidt mere udbredelse blandt publikum og vender tilbage til Danmark.
EGONAUT
Svenske Egonaut har et par udgivelser, senest sidste års ganske vellykkede The Omega, bag sig. Igen har vi at gøre med et band, der har bevæget sig længere væk fra den mere gammeldags slags doommetal, og i stedet er vi mere ovre i noget tung syrerock med Hammondorgel. Lyden under Egonauts koncert var den bedste lyd under hele Nocturnefest, og bandet gav en formidabel koncert, sindssygt energisk og professionel på én gang. Forsanger Emil Kyrk har en vanvittigt fed stemme, rå og fandenivoldsk, og han kan virkelig synge i gennem. Fra start med den fængende ”Initium” kom bandet ud over scenen og publikum var hurtigt med og stod flere steder og headbangede og dansede foran scenen. Også ”Alienati” var en succes og bandet skabte en meget festlig stemning hele koncerten. Emil Kyrk er lidt af en performer, der åbenlyst føler sig hjemme på en scene og i det hele taget virkede Egonaut som et band, der elsker at spille og gerne vil give publikum den bedst mulige oplevelse. Blandingen af det tunge, lidt Black Sabbath-agtige og den mere moderne syrerocklyd giver et rigtig lækkert resultat og Egonaut er et band, jeg virkelig gerne vil opleve live igen.
OCTOBER TIDE
At Nocturnefest havde booket svenskerne i October Tide var lidt af et scoop, så det var til stor frustration at bandet på dagen for koncerten meddelte, at deres forsanger Alexander Högbom var for syg til at kunne være med. Bandet valgte dog stadig at spille med en rent instrumental setliste, og det må man have respekt for. Mit kendskab til bandet bygger især på albummet Rain Without End, men October Tide har en god håndfuld af fede albums bag sig, og setlisten var lidt blandet fra bagkataloget. Det er unægtelig lidt sværere at skelne sangene fra hinanden, når vokalen mangler, men bandet gjorde det rigtigt godt trods den manglende forsanger og publikum var meget overbærende med at setlisten var instrumental. En af mine personlige favoritter er ”12 Days of Rain” og den blev fremført med stor præcision af et yderst dedikeret band. Sange fra blandt andet Grey Dawn og Tunnel Of No Light var naturligvis også en del af setlisten, og det var en stor fornøjelse at se October Tides medlemmer leve sig så meget ind i deres sange med tydelig, og velfortjent, stolthed over disse. Det er første gang, at bandet har spillet i Danmark og derfor var det, som nævnt, uheldigt, at vi til Nocturnefest ikke fik lov til at høre disse sange med et dejligt, tørt, arrigt growl, men det var utvivlsomt stadig fedt at opleve October Tide live og forhåbentlig får vi i Danmark chancen igen i den nærmeste fremtid.
Og hvad angår fremtiden, så må man også håbe, at denne første Nocturnefest var langt fra den sidste, for det har været tiltrængt at der var nogen, der bookede bands i en metalgenre, der ofte bliver overset og behandlet som det underlige barn i klassen, når det gælder bookerne på de større festivaler. Nocturnefest forstår, at doom er en vigtig genre for alle os, der kan se skønheden i den mørke melankoli, og det skal arrangørerne have stor tak for.