VOLBEAT
TELIA PARKEN, KØBENHAVN
26.08.2017
Tekst: Thomas Thomsen
Foto: John-son
Den 5. juni 1985 var en historisk dag i dansk fodbold. Det var dagen hvor det danske dynamithold skød den russiske bjørn i sænk med en overraskende 4-2 sejr. Måske den største præstation, hvis vi lige ser bort fra Europamesterskabet i 1992.
Den 26. august 2017 var endnu en historisk dag. Dog ikke på fodboldbanen, men på den danske musikscene.
Volbeat havde inviteret til dansebal i Parken. Sidst de spillede i Parken var efter en FCK-Brøndby kamp, tilbage i 2005 under tribunen, for 50-100 begejsterede fans. Nu skulle de så indtage hovedscenenen og 48.000 billetter var revet væk på kort tid. 48.000 forventningsfulde fans havde i længere tid talt ned til det, der var kulminationen på bandets eventyrrejse der startede tilbage i 2001.
Udelukkelse
I længere tid havde fokus været rettet mod den største koncert for et dansk band på dansk grund. Hvad spiller de? Hvilke gæster kommer på scenen? Hvordan bliver lyden? Osv.
Men fredag tog historien dog en overraskende drejning. Det handlede ikke om forventningerne til lyduniverset eller valg af sange. Det handlede om, at Ekstra Bladet og Devilution var lige så usynlige på presselisten, som pengene på min bankkonto. De havde ikke fået nogen officiel forklaring på den manglende akkreditering. Konspirationsteorierne cirkulerede omkring den kritik, som især Ekstra Bladet gennem tiden har udsat Poulsen & co. for, skulle være årsag til udelukkelsen.
Meningerne var mange og vil stadig være det. Skal pressen automatisk have fri adgang til koncerter? Kan artisterne selv bestemme, hvem de vil have på presselisten og skal de begrunde, hvis der ikke gives adgang? Er det begyndelsen på, at artisterne kun giver adgang til pressen, hvis omtalen er positiv? Var handlingen fra Volbeats side et tegn på børnefornærmelse? Osv.
”De er sure, sagde ræven om rønnebærerne”. Ja, man kan nedvurdere Volbeat, fordi man i virkeligheden er misundelig over den himmelflugtende succes og popularitet.
Vokset fra en mere eller mindre grim ælling til en smuk svane, vil nogen sige. Andre vil sige, at det aldrig er blevet til en smuk svane, men fortsat er en grim ælling, der blot er blevet grimmere med årene.
Uanset om man bryder sig om Volbeat eller ej, har man ret til, at have sine meninger om dem og deres musik. Men det handler måske om respekt i måden man kommunikerer sine synspunkter på. Noget der absolut kan være en mangelvare i dagens Danmark og særligt i kommunikationen på de sociale medier.
Udfordringen med de skrivende ord er, at du kan gemme dig bag en skærm, hvor du ikke ser modtageren, men kun kan skimte din egen skygge, i de til tider modbydelige bogstavsammensætninger. Men ville du stå og sige de samme harmedirrende ord face to face. Det vil nok være et fåtal, der har nosser nok til det.
Hvor vil jeg lige hen med denne smøre?
Tja, blot konstatere, at vi nok aldrig når til enighed om hvad der er rigtig og forkert i pressens adgang til koncerter eller mangel på samme. Eller for den sags skyld om Volbeat er et godt eller dårligt band.
Til det, det hele handlede om
Volbeat er og bliver Danmarks største band. Det kan og skal ikke diskuteres. Spørgsmålet var om de kunne leve op til den status de har opnået. Blev det den magtdemonstration, som man kunne forvente sig af Danmarks største band.
Svaret var ja.
Her vil I måske påstå, at jeg ikke tør skrive negativt om det Volbeat præsterede, af frygt for at blive udelukket fremover. Men jer om det.
For det var vitterligt en af de bedste koncerter de har spillet, hvis ikke den bedste koncert samlet set, som jeg har været vidne til med dem gennem tiden.
Fra første nummer ”The Devil’s Bleeding Crown” var der kun en vej. Og det var fremad. Og lyden. Ja, den sad lige i skabet hele vejen igennem.
I modsætning til koncerten i Boxen sidste efterår, hvor der manglede gnist og bogstaveligt talt, at der blev sat ild til lortet, fordi der ikke var flammer og fyrværkeribrag, var det lige omvendt i Parken.
Kvartetten virkede tændte og opsatte på, at give folk valuta for pengene. Og folk fik hvad de kom efter. Og jeg fik, hvad jeg kom efter.
Michael Poulsen viste sin rystende hånd til publikum efter ”Radio Girl” og fastslog, at han ikke fattede hvad han og resten af bandet var vidne til. Hans rystende hånd var dog ikke noget man kunne mærke, når musikken først spillede.
Taget, der var trukket hen over Parken, var flere gange ved at ryge på himmelflugt. Publikums jubel og begejstring, fik den respons som Guns N’ Roses, blev udsat for tidligere på sommeren til at lyde som stille fuglekvidder.
”Sad Man’s Tongue” med en yderst tung afslutning, ”Slaytan”, ”Dead But Rising” og ”Doc Holliday” var nogle af aftenens absolutte højdepunkter. Der hvor jeg gerne vil have Volbeat skal være.
”Goodbye Forever” der blev dedikeret til Chris Cornell og Chester Bennington, ”Fallen” og ”For Evigt” hører måske til den blødere del af kataloget, men live løftes de lige en ekstra tand i den rigtige retning.
Gæsteoptrædener i form af Mille Petrozza fra Kreator, Danko Jones, Mark “Barney” Greenway fra Napalm Death og Johan Olsen fra Magtens Korridorer var et naturligt indslag og kom nok ikke som den store overraskelse, inden Mikkel Kessler slog fra sig i bokseringen under ”A Warrior’s Call”.
Mere overraskende var det, at Lars Ulrich fra Metallica, trillede ind på scenen med sit eget trommesæt og erstattede Jon Larsen på ekstranumrene ”Guitar Gangsters & Cadillac Blood” og ”Enter Sandman”.
Mod slutningen indtog Jon Larsen trommerne helt fremme på den lange løber, der gik ned mellem den forreste del af publikum. Her hører han til. Hvorfor? Fordi han spiller så sikkert og overbevisende, hver gang. Han fortrækker ikke en mine og koncentrationen lyser ud af ham. En yderst vigtig del af Volbeat.
Stopper Volbeats himmelflugt så her? Kan de opnå mere på dansk grund? Spørgsmålet er hvor, og hvor tit de vil spille i Danmark fremover? Tiden må vise, hvad der sker.
Men en kraftig opfordring fra undertegnede, vil være at posen med numre, gerne må rystes kraftigt til næste gang vi ses. Andet vil gøre det for forudsigeligt. Jeg har skrevet det før og skriver det igen.
I mine øjne må der gerne tilføres nyt blod til kataloget. Ikke noget nyt materiale, men noget jeg ikke er vant til høre, eller sjældent hører.
Noget af det gamle, hvor der bliver skruet op for det VOLsomme BEAT. Der hvor du fornemmer, at metalsplinterne flyver om ørerne på dig. ”Rebel Monster”, ”Healing Subconsciously”, ”The Human Instrument” og ”Mr. & Mrs. Ness” bare for at nævne nogle få stykker.
Spørgsmålet er om Volbeat tør bevæge sig ud på det, der måske kan betegnes som usikker grund.
Det spillede de:
Intro – Born To Raise Hell (Motorhead)
The Devil’s Bleeding Crown
Heaven Nor Hell
Radio Girl
Lola Montez
Let It Burn
Doc Holliday
Sad Man’s Tongue
16 Dollars
7 Shots (m/Mille Petrozza)
Fallen
Slaytan
Dead But Rising
Goodbye Forever
Maybellene I Hofteholder
The Everlasting
For Evigt (m/Johan Olsen)
Evelyn (m/ Mark “Barney” Greenway)
The Lonesome Rider
Seal The Deal
The Garden’s Tale (m/Johan Olsen)
Ekstra:
Guitar Gangsters & Cadillac Blood (m/Lars Ulrich)
Enter Sandman (m/Lars Ulrich)
A Warrior’s Call (m/Mikkel Kessler)
Black Rose (m/ Danko Jones)
Pool Of Booze, Booze, Booza
Still Counting
