YOB + BLACK COBRA
RADAR, AARHUS
13.09.16
Af Anders Nygaard
Det er gode tider for heavy fan i provinsen. I hvert fald hvis man har sin base i Aarhus, som vel stort set aldrig har haft et stærkere heavy program end i dette efterår. Tirsdag aften blev efterårssæsonen sparket i gang på Radar, og det gjorde den med et doom brag af dimensioner, da Yob og Black Cobra lagde vejen forbi. Især førstnævnte har efterhånden opnået kultstatus blandt fans af progressiv doom/sludge, og derfor var fremmødet også pænt. Det er i det hele taget fantastisk at se, hvordan folk troligt møder op og støtter de mange gode initiativer, selv på en tirsdag.
Lidt over otte går de to medlemmer af Black Cobra på scenen. Frontmand Jason Landrian slår kort tonen an på sin guitar, inden trommerne overtager lydbilledet med så voldsom effekt at mit venstre øjeæble sitrer ved hvert taktslag. Selvom lyden i begyndelsen ikke er helt perfekt, så drages publikum alligevel imod scenen, og da Jason Landrian bukker sig frem og hvæser i mikrofonen, eksploderer lydbilledet. Trods en besætning på kun to mand formår Black Cobra at skabe et utroligt varieret lydbillede, og de mange temposkift gør, at det på intet tidspunkt bliver kedeligt eller forudsigeligt. Især trommeslager Rafael Martinez må fremhæves for hans store rytmiske præcision. Den sidder lige i skabet hver eneste gang, og han styrer sikkert showet bag tønderne. Det er en fornøjelse at opleve hvordan den tunge og psykedeliske monotoni konstant afbrydes af hans fantasifulde afstikkere på trommerne, som kommer endnu bedre til sin ret live end på album. Samspillet de to musikere imellem er stærkt, og selvom der ikke er megen bevægelse eller kommunikation, så stiger headbang effekten konstant, og Black Cobra slutter på toppen med en tung sag, der for alvor river op i publikum.
Bedst som man troede, at det ikke kunne blive meget bedre, gik Yob på scenen. De har gang på gang cementeret deres status som et af doom scenens mest innovative og kompetente bands, både på plade og live, og deres tilbagevenden til Aarhus skulle vise sig kun at bekræfte den position. Sættet indledes af tung psykedelisk guitar og afbrydes af marcherende trommer, der markerer overgangen til det totale musikalske inferno. Yob præsenterer et smukt og vanvittigt intenst lydlandskab, som først formildes, da vokalen endelig sætter ind.
Der opstod fra begyndelsen en nærmest kollektiv trancetilstand i den lille sal, og for mit eget vedkommende blev trancen først afbrudt, da en mindst lige så engageret fan boy kastede sit hoved bagover og headbangede mig midt i panden. Et smertefuldt vidnesbyrd om den effekt Yob har på deres tilhørere. De store melodier og den infernalske larm trak dog hurtigt min opmærksomhed tilbage imod scenen, hvor Yob fortsatte deres opvisning i tightness, sammenspil og tyngde. En fantastisk medrivende sang blev midt i sættet indledt af indtrængende og lyse guitarslag, og min sidemand beskrev meget præcist følelsen af en penisstreng der springer, hver eneste gang Mike Scheidt slår sin guitar an. Det lyder måske mere smertefuldt, end hvad tilfældet rent faktisk var, men det indkapsler i al sin absurditet ikke desto mindre den intensitet, som opstod, hver gang Yob gennemgik en af deres mange rolige passager, som i overbevisende grad var med til at ophøje de mere intense og voldsomme stykker.
En imponerende magtdemonstration af et band der 20 år inde i karrieren kun ser ud til at blive bedre og bedre.
Efter en tur til Norge og Sverige vender Yob på fredag tilbage til Danmark, når de spiller i Pumpehuset. Det er en oplevelse, vi varmt kan anbefale.