DEAFHEAVEN + MYRKUR
AMAGER BIO, KØBENHAVN
17.03.16
Af Trine Sebæk Madsen
Denne torsdagaften i Amager bio stod i black metallens tegn, nærmere betegnet den voldsomt debatterede, såkaldte 3. bølge, der endnu er et frisk fænomen i metalkredse og som stadig vendes og vejes af metalfans verden over. Den gamle bio med det nye lydanlæg fremstod proppet til bristepunktet denne aften, hvor amerikanske Deafheaven vendte tilbage til den danske musikscene efter to år. Inden da var det dog danske Myrkur, der stod for opvarmningen med sin spinkle, nordiske englestemme og sin skrøbelige alfeskikkelse. Amalie Bruun der står bag det stadig meget unge projekt med det islandske ord for mørke, har tidligere oplevet en del problemer under sine liveshows, sidst i Pumpehuset, hvor mikrofonerne ikke virkede og hvor guitaren drillede. Denne aften forløb dog mere problemfri. Der havde ellers tidligere været spekulationer om, hvor vidt Myrkur ville dukke op til koncerten, da hun ugen forinden havde meldt ud, at hun var nødsaget til at aflyse tre shows i henholdsvis Bristol, London og Bruxelles grundet et tilfælde af bronchitis. Myrkurs evigt dragende vokal var dog ikke til at tage fejl af, og selv de mest hårdhudede typer blandt publikum måtte se sig tryllebundet. En stor del af det blev også båret af det fantastiske lydanlæg Amager bio i sin tid valgte at investere i, hvilket må have været den bedste beslutning truffet af spillestedet til dato. Endvidere virkede Myrkur mere bekvemt med forløbet end nogensinde før, og hun lod nu for alvor til at have affundet sig med at være en kvinde i evigt stormvejr, både hvad angår black metallens mest pessimistiske feinschmeckere inden for genren og de småsexistiske navlepillere, der evigt og altid hærger internettet. Det har dog aldrig slået Amalie Bruun ud, der kunne ses med sin trofaste Ole fra Solbrud stå stolt og signere merchandise i foyeren, da klokken blev 22. Myrkur var dog sammenlignet med hovednavnet næsten en sidebemærkning i forløbet, da det var ekstraordinært tydeligt, at publikum havde glædet sig til at høre Deafheaven og deres nyeste udspil New Bermuda live. Der var heller ingen tvivl om, at bandet havde publikums fulde opmærksomhed fra start af. Med karismatiske og egocentriske George Clarke i front var det svært ikke at lade sig rive med af den imponerende og svært sære sceneoptræden, hvor sangeren søgte publikum i helt enorm grad med lokkende fingergestusser og dirigentagtige tilskyndelsesfakter, der ledte tankerne hen på klassisk musik og ikke metal. Clarkes generelle fremtræden mindede da også mest om en artig skoledrengs med de nypolerede lædersko med rem og den nydeligt tilknappede, sorte skjorte. Men hvad der forlod Clarkes læber var rendyrket aggression. Akkompagneret af en fremragende guitarside, der særligt skyldtes bandets guitarist siden 2010 Kerry Mckoys helt forrygende guitarsoli, forstår man hurtigt bandets popularitet. Men selvom der var en stor velvilje hos publikum hele koncerten igennem, var det ofte svært for dem at finde flowet på ligeså indlysende vis som bandet, og det er måske netop her 3. bølge black metal støder ind i sin mest væsentlige live udfordring. Numrene er gennemsnitligt 10 minutter lange og meget dynamiske i temposkift og kontrastmæssigt. Det ene øjeblik kan der udbryde et uventet, agressivt break med hæs skrigen og tunge metalriffs og i det andet øjeblik slår musikken pludseligt over i klaver eller i stille summen fra en enlig guitar. Selvom de fleste måske nok havde hørt sangene hjemmefra, var det stadig en overraskelse, når der live skete skift og således havde man ofte gang i en god omgang headbanging, der straks efter blev malplaceret til lyden af klokker og harmoniske, akustiske guitarstykker. Den glade aggression, som det ikke lykkedes publikum at komme af med, fik Clarke og co. dog formidlet i deres egen optræden og folk skreg henrykt hver gang, der blev svinget rundt med mikrofonstativer og de enkelte musikere lænede sig frem mod publikum. Der havde forinden koncerten været et håb om en gæsteoptræden fra Lamb of Gods vokalist Randy Blythe, men han var, trods tidligere medvirken på touren, ikke til at spore på scenen denne aften. Således sluttede Deafheaven aftenen af med maner og havde til publikums begejstring tilføjet tre af deres største numre ”Baby blue”, ”Come back” og ”Sunbather” til setlisten. Alligevel havde de fleste nok håbet på ekstranumre, da lyset blev tændt 22:30 og bandet næsten uset hurtigt havde forladt scenen uden rigtigt at tage afsked med det opstemte publikum. Væk var de, så hurtigt som de var dukket op. Om der går endnu to år før Danmark får besøg af det 5 mand store band kan vi kun gisne om. Man kan jo håbe på, de så bliver lidt længere og måske kan give en ligeså overbevisende koncert som den de spillede denne kolde, grå aften i marts, hvor humøret var højt, og hvor folk drog hjem fra lorteøen med en velfortjent omgang amerikansk black metal stædigt klingende i ørerne, og hvor der hos nogle var en følelse af at det meget vel kunnet have været den bedste 3. bølges black metalkoncert spillet på dansk jord nogensinde. Intet mindre, Intet mere. Amen.