Svenske legender viste hvor doom-skabet skal stå til dette års Metal Magic Festival i Fredericia. Der var også hilsener til Ronnie James Dio og et japansk band smurt ind i blod og stearin.
I år var det 8. gang den jyske metal festival Metal Magic blev afholdt. En festival der, vel nærmest, startede lidt ved et tilfælde. Tilbage i 2008 havde en booker fra Ungdommens Hus i Fredericia fået lidt flere bands på hånden, end der lige var plads til i aftenens program. Derfor blev det udvidet med endnu en dag og nu, i dag, tæller tre dage. Smækfyldt med metal af alle genrens afkroge. Filosofien bag er bla. at skaffe en masse bands til Danmark, der, enten meget sjældent, eller aldrig har spillet her før. Derfor vil der også være rig mulighed for at stifte bekendtskab med en masse ny musik, eller møde legender, der nok kun har været legender i undergrunden eller for mange år siden. Metal Magic er en relativt lille festival, med knapt 6-700 besøgende. Der er to scener. En indendøres og en udendørs. Ganske få madboder, et merchandisetelt og så er flere distributionsselskaber repræsenteret og sælger plader fra deres boder.
Festivalens størrelse gør hurtigt koncerterne meget intime og langt de fleste bands har rigtig god kontakt til publikum. Dette skyldes blandt andet også at langt de fleste musikere jo også er musik-fans og deltager gerne i festivalen. Derfor er det heller ikke unormalt at man opdager at det er Mirai Kawashima, fra japanske Sigh, der står ved siden af en og ryster manken med en fadøl i hånden. Eller at man render ind i Abbath på det lokale diskotek, Generalen, hvor han er godt igang med at tømme baren.
Torsdag startede Deiquisitor weekendens festival på indendørsscenen. Det danske band, med ophav i Ringsted, er en trio bestående af trommer, bas og en 12-strenget guitar. Det virker lidt atypisk for et band, der spiller klassisk dødsmetal, med så mange strenge på en guitar. Men det skabte alligevel et ekstra krydderi på de tunge riffs og fik guitaren til at fremstå mere klar og tydeligt i lydbilledet. Efterfølgende kunne man stille sig ud til den store udendørsscene, hvor Impalers, havde stillet sig an og førte, ganske sikkert og overbevisende, publikum igennem en lille times klassisk thrash-opvisning. Som en publikummer bemærkede, ved siden af mig, “Det er sgu som jeg forestiller mig at se Metallica i 80’erne.” Bandet spillede tight og var enormt veloplagte.
Dagens tredje band var danske Undergang, der har høstet en del opmærksomhed for deres særligt brutale tilgang til dødsmetallen. Der er ingen tvivl om at her er et band der ikke spiller for sjov. Guitar og bas er stemt dybt og vokalen er sovset ind i så mange effekter, det er helt umuligt forstå hvad forsanger, David Torturdød, forsøger at fortælle os. Salen var tæt pakket med et metalhungrende publikum, der tog rigtig godt imod det Københavnske band.
Lidt senere var den, selvproklamerede, sociale taber Ronnie “Ripper” Olson klar. Også på indendørs scenen, med en større opstilling. Den lille mand, som mest er kendt fra hedengangne Gehanna og det nuværende døds-thrash-punk foretagende Turbocharged, havde taget opstilling med alle sine kumpaner og kaldt det Ronnie Ripper’s Private War. Et projekt han selv udtaler er den eneste gang, der vil optræde for et publikum. Der var dømt 80’er punk ’n roll og thrash fest, der hurtigt fik gang i publikum og ølsalget. Med numre som “Everybody just fuck off” og en thrashet udgave af The Rolling Stones “Paint it Black.” Herefter kunne festen fortsætte ude ved den store scene, hvor det danske band Release The Maltese Falcon, spillede masser af hits af Black Sabbath, Deep Purple og flere hyldester til Ronnie James Dio. Forsanger Charlie Jensen lagde heller ikke skjul på hans fascination af den lille mands store vokal. I virkeligheden har Relaese The Maltese Falcon deres rødder solidt plantet i den danske metalscene i 80’erne med udgivelsen af “Metal Rush” fra Maltese Falcon i 1984 og senere i 1989 udgav et andet dansk band, der hed Release LP’en “A requiem for a world.” Så bandet på scenen, på denne torsdag, var altså en symbiose af begge bands, der ligeledes spillede numre fra begge plader, godt krydret med en masse klassikere.
På Metal Magic fungerer, stort set, al betaling ved at købe små billetter i hovedindgangen. Dvs. at man ikke kan betale med penge i barerne eller i madboderne. Konceptet fungerer rigtig fint, lige bortset fra, når man løber tør for ølbilletter midt under en koncert og derfor må skynde sig op i hovedindgangen, og konstatere at man ikke var den eneste der løb tør.
Hver dag er der også mulighed for at købe en særlig madbillet, til f.eks helstegt pattegris, lama eller hvad de nu havde fundet på at smide på grillen. Madens kvalitet var af en noget svingende kvalitet, set i forhold til hvad man måtte betale for en skefuld fra en spand med noget fabriksproduceret pastasalat og kartoffelsalat og nogle sparsomme skiver gris. Ikke desto mindre er muligheden dog også for at bevæge sig de 4-500 meter, der er, ned til Fredericia centrum. Her er der masser af caféer og andre steder at få fyldt maverne.
Tilbage på den store scene var publikum, i god tid, begyndt at samle sig. Candlemass gik på til tiden med en kort intro og bragede ellers hurtigt afsted med klassikeren “Mirror Mirror.” Forsanger, Mats Levén, har en fantastisk fremtoning, der oftest er gemt bag hans store krøller. Hvilket skaber en vis mystik omkring ham. Bandet spillede perfekt og Mats Levéns vokal var skarp. Publikum var hurtigt med og hævede begejstrede hornene. Der var næppe nogen tvivl om hvilket band langt de fleste var kommet for at se. De svenske legender leverede en sublim koncert, hvor der blev gravet godt rundt i bagkataloget efter klassikere som “A Cry from the Crypt,” “At the Gallows end” og til sidst en fantastisk afslutning med “Solitude.” Candlemass var kommet for at vise hvor doom-skabet skulle stå og det blev solidt plantet midt i den jyske købstad. “Fuck Copenhell, this is the place to be,” som Mats Levén proklamerede fra scenen, må man give ham ret. Denne aften var det i Fredericia man skulle være. Herefter var der endnu to koncerter, begge på den indendøre scene. Først var det australske Stargazer. Et cult-band, der spiller en aggressiv dødsmetal, der gerne låner lidt fra andre genrer. Bla. black metal og klassisk thrash. Til sidst var der mere doom på programmet, med de amerikanske Relentless, der spillede en habil koncert for det, efterhånden, noget trætte publikum
Metal Magic “låner” lidt en tredje scene også. Det foregår på det lokale diskotek, eller spillested, om man vil. Det er nemlig udstyret med en mindre scene, hvor lokale bands gerne stiller op og leverer lydbilledet til aftenens fest. Denne aften var netop et lokalt band, Scent of Pain, der med deres psykedeliske heavy rock vred den sidste energi ud af et lidt sparsomt publikum
Teltpladsen, med det meget passende navn: “The Graveyard.” Var i år blevet udvidet med nogle ekstra kvadratmeter, grundet det større billetsalg. Kampen om pladserne på kirkegården var allerede startet onsdag aften, hvorfor de heldige havde slået telte op tættest på scenen, eller øverst på den bakke, der pryder det græsbeklædte campingområde. Andre dødelige måtte nøjes med at ligge på den nye udvidelse, der var overstrøet med træ-flees. Det skabte en god isolering under teltet, hvilket kun var godt. For selvom vi skriver juli måned, var det isnende koldt under det meste af festivalen og særligt når solen gik ned. Alligevel måtte de fleste flygte ud af teltene, så snart solen stod op. Dels for at komme igang med dagens metal-koncerter, “The Hell Hour,” som er dobbelt op på øl mellem kl. 11.00 og 13.00. Og så fordi træ-fleesen skabte så meget støv at det var umuligt at opholde sig på denne del af “The Graveyard,” i længere tid ad gangen.
For mit vedkommende startede dagen for alvor med legendariske Sodomizer, fra Brazilien, der var kommet for at vække os. Med en blanding af speed, thrash og black metal spillede de et ultratight sæt og sørgede godt for at alle var stået op. Hernæst kunne man bevæge sig ud til den store scene, hvor belgiske Horacle var ved at være klar. De henter deres inspiration i en blanding af tidlig Helloween og Manowar. En gang melodiøs speed metal, med masser af twin-soloer. Bandet gjorde det godt og som det så ofte kan ende med, i disse speed metal bands, med en high-pitch vokal, rammer forsangeren langt oftere forkert end hvad godt er. Horacle har skrevet nogle fede sange, og det kan blive rigtig godt, når forsangeren får ramt alle tonerne lige dér hvor de skal være. Bandet har udgivet to EP’er. En selvbetitlet og “A Wicked Procession,” der begge er værd at anskaffe sig.
Senere på dagen skulle festivalens helt store overraskelse dog åbenbare sig. Hollandske Wederganger er et, for mig, helt ukendt band. De henter deres inspiration i den mere atmosfæriske black metal og på tekstfronten er der tale om okkulte tekster hentet fra den germanske folkefortælling. De fronteres af to forsangere, der på hver deres måde growler og synger sig gennem en forrygende og overbevisende koncert. Bandet tæller en række live- og sessionmusikere, der er hyret til formålet. De spiller en sådan grad at flere i publikum måbende må se til, mens Wederganger, flår det indendøres spillested fra hinanden. Efter koncerten, vakler publikum ud og langt de fleste må støtte sig til en kold fadøl eller ned i merchandiseteltet for at anskaffe sig noget vinyl med bandet. Helt bestemt et band der er værd at holde øje med!
Langt de fleste metal-fans måtte nu alligevel kigge bekymret op på den store scene, da næste band troppede. Man fik hurtigt associationer til en svensk udgave af Red Warszawa, da de fire unge mænd, bla. en guitarist iført stramme hot-pants og pels, bassist i en sølvfarvet buksedragt og matchende sølv-make-up i hovedet og en forsanger med en iturevet t-shirt og symboler malet over det meste kroppen. Det var svenske The Tower, der spillede psykedelisk rock med klare referencer tilbage til 70’ernes hashtåger, ekko-effekter og rumklang. De spillede super fedt og særligt bassisten, der sammen med trommeslageren, lagde en solid bund af bad luck-boogie. Forsangeren sang godt og guitaristen var ikke helt dårlig til det han lavede. Heldigvis måtte langt de fleste publikumer anerkende at det ikke altid er udklædningen der bestemmer om musikken er god eller ej. Heldigvis kendetegner det også atmosfæren på Metal Magic. Der er plads til alle, da vi jo, i bund og grund, kommer efter det samme. En solid gang metal, skyllet ned med nogle kolde øl og evt. med en halv-fesen burger bagefter.
Endnu en legende havde fundet vejen til Fredericia. Det var den engelsk sanger Steve Grimmet, der var med til at starte Grim Reaper tilbage i 80’erne. Under lydprøven, hvor det lykkedes mig at få gjort noget ved en af de der halv-fesne burgere, trissede gode, gamle Steve rundt på scenen. På mig lød det som om at han ikke var blevet bedre til at synge, siden han i 80’erne vandt en Battle of The Bands konkurrence og udsendte Grim Reapers klassiker “See you in Hell.” Under koncerten skulle det dog vise sig at han, med publikums begejstring, alligevel fik så meget gang i stemmen at han som Steve Grimmets Grim Reaper, sagtens kunne genoplive fortidens storhed. Der var store smil fra den aldrende herre og den helt store triumf satte ind, da han netop, efter en lille hilsen til Ronnie James Dio, med en fortolkning af “Dont talk to Stangers,” sluttede sættet af med “See you in Hell!” En koncert der startede som en lidt rusten affære, men endte med at blive en sand fest. Også for den aldrende Steve Grimmet, der nu alligevel måtte smile bredt over den modtagelse han fik. Også selvom han måtte støtte sig til sangteksterne på en medbragt iPad. Inde i salen havde publikum samlet sig, da mangt en nysgerrighed havde fået folket til at troppe op til den Schweiziske duo: Bölzer. De består af en trommeslager og en guitarist. I første omgang kunne man forestille sig at der ville mangle noget i lydbilledet, når der ikke er nogen bassist med. Men med et godt arbejde fra en dygtig lydmand, lykkedes det faktisk Bölzer at overbevise langt de fleste om at en duo kan være lige så hårdtslående som et større band. Med masser af rumklang på trommerne, så hvert et slag lød som kom det fra helvedes dybe kløfter, diregerede duoen os gennem en times brutal dødsmetal. Med enkelte afstikkere til nogle atmosfæriske passager. Helt bestemt også et band, der er værd at holde øje med.
Foran den store scene, var folk kommet for at se giraffen. Japanske Sigh skulle spille deres første show i Danmark og de var længe ventet. For mit eget vedkommende var dette også et af de bands, jeg var mest spændt på. De spiller en ret speciel form for avantgardistisk black metal. Det er ikke nemt og slet ikke let-fordøjeligt, så jeg var også bekymret for om det ville være for “specielt” til et festivalpublikum. Hvor jeg kunne ønske at se bandet til en enkeltstående koncert, da publikum primært ville være der for dem. Heldigvis tog publikummet i Fredericia rigtig godt i mod bandet. Under en kort intro dukker den ene af de to forsangere, Mirai Kawashima, og med en vokal der vist sidst er set bedst i det norske i 90’erne, skriger os gennem første del af “A Victory of Dakini.” Ind træder Sighs anden del: Dr. Mikannibal. Iført en kutte, der dækker hendes ansigt – og så ellers ikke meget mere. Hendes growl er tungt og dybt og nok egentlig voldsommere end Mirais. Bandet leverer et godt show, med masser ild, blod og brændende bibler. Efter at have spillet hele deres debutplade “A Scorn Defeat” og lidt flere udpluk fra bagkataloget, lukker og slukker bandet. Dr. Mikannibal, smurt ind i teaterblod og stearin, men med et stort smil. Desværre var det dét og en lidt kort koncert. Slukøret måtte vi forlade store scene, trods meget entusiastiske råb på mere Sigh. Heldigvis kunne vi bevæge os ind i varmen, hvor Saturnus var klar til at tage den helt med ro. En mulighed for publikum til lige at tage et afbræk og vende blikket indad. Saturnus spillede et særdeles smukt, tungt og rungende sæt. Faktisk var de kommet med på et afbud, da Evil Spirits havde meldt fra et par dage før festivalen. Men Saturnus var veloplagte og lagde ud med “Litany of Rain” fra deres seneste udspil og tog os også med tilbage til mesterværket “Veronica Decides to Die,” med bla. numre som “All Alone” og “I Long.” Særligt “All Alone” var i en tungere og mere overbevisende udgave end på pladen. Sidste nummer var “Christ Goodbye.” Der dog lige måtte startes forfra omkring første vers, da forsanger, Thomas A.G. Jensen, havde spottet et par fjolser, i færd med et mindre slagsmål. Efter at have skældt dem ud, startede de nummeret forfra og endte koncerten med armene over hovedet!
For de der ikke var slået helt ud af Saturnus’s magtdemonstration, kunne man fortsætte natten på Generalen. Her var Maiden Aalborg kommet for at holde fest. Bandet spiller, som navnet antyder, kun Iron Maiden fortolkninger og dét gør de godt!
På festivalens tredje, og sidste dag, havde Crocell lagt i ovnen til den store morgenkomplet med dertilhørende snaps. Et par spadestik i bandets forskellige udgivelser, hvor særligt de nye numre viser at bandets retning ind i blackened death metal klæder dem. Bandet var tændte fra start og leverede en god koncert, med masser af jokes og godt humør. Kun afbrudt, da en af medlemmerne lige måtte løbe ned i teltet efter den obligatoriske flaske Crocell-snaps.
Senere på dagen var der igen gjort klar til 80’er retro metal, med engelske Arkham Witch. Bandet henter tydelig inspiration fra Lovecrafts univers og efter en times forsøg på at fremmane Cthulhu med twin-guitar, kunne publikum bevæge sig indendøre hvor det tyske Darkthone-inspirerede band, Occvlta,spillede en koncert med smagsprøver på deres første album, der skulle være muligt at få fingrene i i løbet ad 2015.
Sidst på eftermiddagen havde folk igen samlet sig foran den store scene. Bandet Atlantean Kodex, der kommer fra den nordlige del af Bavaria i Tyskland. De spiller episk metal med tekster hentet i fantasy-verdenen og i den europæiske folkefortælling. Under festivalen lagde jeg mærke til en del der havde iført sig t-shirts med bandets logo på. Et for mig helt ukendt band, der, tilsyneladende, har en meget trofast fanskare. De spillede godt. og har nogle gode sange. Ingen tvivl om det. Som med Horacle, dagen før, hænder det, med de her høje, mandlige vokaler, at tonerne ikke altid sidder lige så godt som de burde. Dette var også tilfældes i dag, med det her band, heldigvis lykkedes det dog at få varmet stemmen godt op så de sidste par numre lød bedre. Umiddelbart kunne jeg ønske lidt mere krydderi fra de to guitarister, der primært blot spiller akkorder. Hvilket bestemt ikke var tilfældet på den indendøre scene, hvor hollandske Centurion var godt igang med vride en hel del død og ødelæggelse ud af deres instrumenter. Bandet henter tydeligt inspirationen i Colosseums bloddryppende arenakampe. Forsangeren har et imponerende growl og bandet spillede et højt og tungt sæt, for det sparsomme publikum der var dukket op. En skam der ikke var flere. For det her band har rigtig meget godt at byde på. De fleste var nok godt underholdt af Abbath, der har slået sine folder i Immortal og nu også i hand selbetitlede soloprojekt. Ham og hans to venner fra Bömber, lavede nemlig lydprøve til stor morskab for publikum. Abbath er lidt af en joker. Natten før havde han underholdt det meste af rygerummet på Generalen med sine egne fjollerier og det havde han tænkt sig at fortsætte med her på den store scene. I dette band handler det om hans store idoler i Motörhead. Altså endnu et coverband. Heldigvis spiller de tre medlemmer i bandet så godt at der hurtigt var fest foran scenen. Abbath og guitaristen jokede sig gennem sættet, med historier og anekdoter fra Motörheads historie. Inden døre skulle Antaeus have spillet deres første koncert i Danmark. Flere publikumer havde set frem til denne koncert, som bandet desværre måtte aflyse tidligere på dagen. Den officielle udmelding var at de var blevet forhindret i at komme, da deres fly var overbooket og de nu var strandet i lufthavnen. Senere kunne man, på deres Facebook-side, læse en officiel udmelding om at bandet ville stoppe al koncertaktivitet under navnet Antaeus. Sikken skam. Heldigvis havde lokale LIPID kastet sig over udfordringen og i aller sidste øjeblik fået samlet tropperne og gav en lille times opvisning i dansk death/thrash. Som sådan noget skal spilles. Undervejs fik vi et mindre intermezzo med en improviseret thrash-udgave af soloerne fra Europes “Final Countdown.” Bandet var uforberedt og ville bare spille højt og have det sjovt. Det havde de og det smittede hurtigt af på publikum, så det endte alligevel med at blive en fest! Ude på den store scene skulle festivalens sidste hovednavn spille. Girlschool er et af de bands der red med på NWOBHM bølgen tilbage 1975, under navnet Painted Lady. De har, mere eller mindre, spillet lige siden og udgivet et hav af plader. Sammen med Motörhead indspillede de bla. “Please don’t touch.” Så forventningerne var store blandt publikum. Pigerne, eller kvinderne, er de jo efterhånden blevet til, gik på scenen og startede koncerten i et rustent, sløvt 2. gear. Stemmerne var ikke rigtig varme og bag trommerne sad Denise Dufort, der virkede sløv og træt. De små fills, hun forsøgte at time ind i mellem faldt nærmest ned af trommerne og virkede helt ude ad takt. Det kan selvfølgelig skyldes nogle problemer med monitors, eller lignende. Det lød bare ikke ret godt. Ind i mellem måtte guitarist og sanger, Kim McAuliffe, træde lidt tilbage og tørre næsen, hvilket hun nævnte for os flere gange. Næsen løb og det var et problem, særligt for den anden guitarist og sanger, Jackie Chambers, der var frygtelig bekymret for om Kim ville bruge hendes håndklæde til at tørre den med. Men ret skal være ret. Girlschool var virkelig rustne, til at begynde med. Men efterhånden som koncerten skred frem, blev stemmerne mere varme og Jackies fingre tøede op og det viste sig at hun er en ganske habil guitarist. Vigtigst af alt, for oplevelsen, er, når nu bandet skulle varmes op og deres sange hurtigt kan blive lige ensformige nok, så var der ingen tvivl om at de hyggede sig. Girlschool var glade for at stå på scenen og publikum var ligeledes glade for at slutte festivalen af sammen med dem. Og så var det nok de færreste der kunne lade være med at trække på smilebåndet, da pranksteren Abbath to gange dukkede op på scenen, for at lave lidt sjov.
Alt i alt er Metal Magic en fantastisk oplevelse for de der kan lide små festivaler og det fællesskab, der er omkring dem. I modsætning til Roskilde og Copenhell der har mellem 15-100.000 besøgende, er Metal Magics knapt 700 mennesker en helt anden oplevelse. Inden festivalen er overstået har man nærmest hilst og skålet med alt og alle. Der er god mulighed for at opdage nye bands og endda opleve legender og kuriositeter fra fortiden. Og bagefter hilse på dem. Særligt vil jeg fremhæve Wederganger, Bölzer og Candlemass, der leverede nogle i dén grad overbevisende koncerter. Det kan helt bestemt anbefales at besøge denne, lille, jyske, magiske perle.
Af Lennart Bach
Foto: Janni Ravn Madsen – www.bandsoftomorrow.com