Koncertanmeldelse:
REVOCATION/GOATWHORE/ALLUVIAL/CREEPING DEATH @ Pumpehuset, onsdag d. 25/1-23
Af: Nolder
SMADDER I BOMBEHUSET
Så skulle koncertåret skydes i gang for nedenstående, og hvad bedre til dét end en pakke med både sødt/brutalt og syrligt/teknisk? Havde egentlig håbet at aftenens koncert skulle foregå i Pumpehusets store sal, men på baggrund af billetsalget var arrangementet forståeligt nok flyttet nedenunder (hedder det stadig Bombehuset dernede?). Her var så til gengæld propfyldt, hvilket vel vil sige et par hundrede mennesker, men det skabte blot en fed og tæt atmosfære i den gamle sal.
Creeping Death var first up, og der var godt gang i den amerikanske kvintet, ligesom publikum var imponerende meget på taget i betragtning, at vi taler en almindelig onsdag aften i januar. Bandet pløjede sig igennem numre fra både debuten Wretched Illusions og forrige års ep The Edge of Existence, men da ingen af disse for alvor har fanget min gunst, så var jeg forholdsvis indifferent, indtil vi fik et par helt nye numre, der får plads på et snarligt kommende album nr. to. De nye sange – og især det sidste i sættet, som jeg desværre ikke fangede titlen på – var klart koncertens højdepunkter og borger vel for Creeping Deaths fortsatte virke. Også selvom to tredjedele af aftenens koncert var ret så generisk death metal – dog med ok lyd og læssevis af energi. Og så giver det altid ekstra points i min bog, når guitaristen tættest ved mig optræder i en Sodom-trøje:-)
Næste kombattant på de skrå brædder var ligeledes amerikanske Alluvial, som jeg overhovedet ikke kendte på forhånd – og godt det samme. Bandet er vel bedst beskrevet som deathcore, men det dækkede i dette tilfælde over et miskmask af NY slam, hardcore breakdowns, lettere rappede vokallinjer (fra tid til anden) og atmosfæriske stykker med så højt til loftet, at man skulle stå på tæer! Lyden var fortsat ok og forsangeren om muligt endnu mere brutal og energisk end hos Creeping Death, ligesom publikum stadig gav den gas foran scenen. Selv var jeg på ingen måde overbevist af Alluvial, og jeg lever fint med konstant at glemme bandnavnet. Det er sgu også nemmere bare at sige Halleluja!
Ti minutter senere stod Goatwhore på den lille scene, og så skal jeg sgu love for, at der kom andre boller på suppen! Disse amerikanske galninge holder intet tilbage, og hele sættet på godt tre kvarter var én konstant energiudladning af brutal of smadrende black/death/thrash. Måske var det fordi, at der for første gang på aftenen var thrash med i dejen, men jeg var sgu imponeret over hvor fedt Goatwhore svingede og nærmest væltede ud over scenekanten. Jeg har alle bandets skiver, men hører dem alt for sjældent, og det skal der sgu laves om på efter denne aften, hvor gutterne kom godt rundt i bagkataloget og selvfølgelig også præsenterede et par knaldperler fra det nyeste album Angels Hung From the Arches of Heaven – bl.a. titelnummeret. Jeg fik især rystet manken til de mere thrashy numre, hvor de dobbelte stortrommer typisk styrede festen i versene, men selv de mere blackede numre holdt sgu også, og det var imponerende, som energiniveauet var højt hele vejen igennem. Min kære kollega Søren Peter var mindst lige så glad for Goatwhore som jeg, og jeg måtte under strenge trusler love ham at skrive en positiv anmeldelse, hvilket da heller ikke er så svært, når nu Goatwhores sæt var ét langt triumftog. Dog er jeg nødt til at sige, at musikken tabte lidt power, når guitaristen lirede sine soli af, men sådan er det jo oftest med livebands med kun én guitarist.
Så manglede kun aftenens hovednavn Revocation, og hvor ventetiden mellem de tre første bands var minimal (maks et kvarter), så måtte vi vente henved en halv time på David Davidson og hans kumpaner. Ventetiden var dog tydeligt blevet brugt fornuftigt, for da drengene endelig gik på, så var det helt klart med aftenens bedste lyd. Især Davids guitar stod knivskarpt, når først Carmina Burana (som jeg først hørte i 1985 på Onslaughts debut Power From Hell) introen var overstået, men også bas og trommer var glasklare og lå perfekt i mixet. Desværre opstod der tekniske problemer omkring halvvejs i sættet, hvor jeg brugte ventetiden på en tiltrængt smøgpause, men både før og efter gik det over stok og sten med Revocations patenterede tekniske og til tider decideret progressive death metal med en snert af thrash. David flashede sin musikalske smag med en Deicide trøje, og sangene blev da også fremført både brutalt og med militær præcision, og det var svært ikke at lade sig rive med. Et fint sæt på knapt 50 minutter sluttedes som altid med ”Dismantle the Dictator”, og så var det ud i den kolde nat med et stort smil på læben.