VOLA + PORT NOIR
LILLE VEGA, KØBENHAVN
25.03.22
Tekst: Christoffer Kofoed
Fotos: Louise Petersen
Vegas lillebror var næsten proppet til randen, da upåagtede, svenske Port Noir dukkede op i storform med seneste release; ”Cuts” – udgivet på selve dagen. Efterfølgende blev stemningen sat i kog, da aftenens hovednavn, Vola tog over. Sidste års anmelderroste ”Witness” var på menuen – og det gik bestemt ikke stille for sig!
Metalizeds to udsendte udnytter muligheden og stiller sig i forreste geled ved det sorte forhæng, så udsynet er med blikket rettet mod forsangerens hage. Ganske vist bliver der ikke sparret på fornøjelserne, da den spritnye single ”All Class” – ovenpå en lidt dyster synth-intro – viser klassen og tager os ud på det rockede R&B-flow, der også kendetegner bandets stil.
Andreas Wiberg ser skarp ud på trommen, tight som en tiger – og mr. Love Anderson, der glinser i gult og blåt med et klart vokal-approach og fingeren på bas-pulsen. Så er scenen sat for ”Deep Waters” med dyb øjenkontakt fra Andreas Hollstrand og de bastante mol-guitarsounds – dog lidt ærgerligt, at keys-temaet er nedprioriteret på live-settet her. Med salt kommer sødt – og her er referencen klar; ”Sweet And Salt” er endnu en af de nyfødte fra ”Cuts”. Vi mærker efter og klapper af leverancen. Natten er ung og pigen er smuk (som man siger); ”Young Bloods” giver os lysten til kødet, og der er lagt op til purple rain rent visuelt, mens tema og rytmik matches til dette lysshow. In sync movements og publikum er med, ganske enkelt – så frontmanden takker med ’fucking awesome’ i tilgift. ”Old Fashioned” er en af de helt toneangivende spillere på aftenens setliste; bassen leder os frem med flabet attitude, og så begynder folk for alvor at ryste røven! Klart bedste input øst for Øresund, hvis vi skriver d. 25/03/21! Og så er øllen tømt i de fleste glas, folk hyler løs – og dette bliver så et 30 minutters kort og godt punktum for denne ’warm up’! Små lydmæssige ting kunne justeres, men det her skal vi nok se mere til fremadrettet!
Beer-break incoming – og så skulle der gøres klar til aftenens hovednavn, Vola (det skal naturligvis nævnes, at det andet support-band, Feather Mountain, var nødsaget til at aflyse grundet Covid-19).
**
Og woah! En blank diskokugle ses pludseligt i toppen og er et stemningsmæssigt varsel på det snarlige komme af aftenens ’big thing’; her trapper en keys-sekvens fra ”Headmounted Sideways” op i det dunkle skær – og hr. Myginds frase ”bring back the voice that fled” kører i loop. Så dukker bandet op – og der indledes med fuld spade på ”We Are Thin Air”, hvor der dog mangler en smule lydmæssig presence på backing vokalen. Ellers står sounden knivskarpt og giver en fed kontrast til det blålige skær, der omfavner sceneshowet. Men Asger er ’gone blue’ med lukkede øjne og blidt ansigtsudtryk. Et godt flow der leder os til en arpeggio-overgang og hitteren ”24-light Years”; bassisten står sidelæns og svinger nænsomt til rytmens bevægelse, mens folk raver med. Dobbeltpedalen trænger helt ind i hjertet – og så er guitarforvrængningen bare ren og skær Kærgården! Sikke en sound! Vi raver naturligvis med; ”I could leave this house, but I won’t” – og får selv lov til at lave korsvaret; ”there’s an echo that seems to live on”.
”København!! Har I det godt??”, udbyder Asger selvsikkert. Det her bliver en god aften af slagsen, og så svæver bandet videre med ”Napalms” skydiver-intro. Her står bandet tilbagelænet med gode sving, der matcher det rytmiske flow. Vi nikker og svæver med. God kemi – simple as that. Der er lidt fortyndet synths på første omkvæd, men på 2. omkvæd er det hele skarpt som på skiven. Og ja – lad os da bare få den headbanging instrumental-session! For ingen kom for at lege ’byen sover’. Adam Jazi hamrer til stålet og er omfavnet af råt lava-lys – så bliver det ikke mere bad-ass.
Gik vi glip af ”Straight Lines”? Næh, det gjorde vi ikke! Folk psyker og synths trapper op. Janzi har styr på selv den mindste detalje. Vi har skiftet farverne ud med turkise space laser-lights, som matcher nummerets udtryk til fulde. Og så bliver der taget klapsalve i brug. Publikum nærmer sig ekstasen, og Asger sætter tid af til vandflasken, inden vi trisser videre. Basgangen fra ”Ruby Pool”-tracket trykker hårdt på brystet – et slebent nummer med high-hats, der svitser øregangen tilsat harpe-baserede second keys fra Martin Werner. Der er glade smil, og musikken er på det legende stadie.
Så er der bas-applaus og taksigelse, inden ”Starburn” smadrer derudaf – og her bliver de Meshuggah-inspirerede riffs toneangivende for publikums stadigt øgede engagement. En kødrand af folket kender til fulde teksten, selvom det ikke høres så dominerende som over ”Witness”-numrene. Andenstemmen er her knivskarp rent lydmæssigt, og der er lagt op til en ren headbanging-duel mellem frontmand Asger og Nicolai Mogensens bas-face. Dynamikken sættes i kog – og så ankommer ”Headmounted Sideways” i forlængelse af koncert-introen; den første moshpit er officielt skabt. Agser går tilbage og konfronterer Janzi – med andre ord; bandet er hele tiden i bevægelse – og det fortsætter til ”These Black Claws” (gæsterapperen Shahmen var dog samplet som gæsteoptræden). På nuværende tidspunkt er der skabt så meget ravage, at jeg ikke er i stand til at tage noter. Beklager. Det grønne neonlys laver ’fade to black’ – og så står Asger igen og kan ikke takke os nok. Men nu skal vi ned i gear! Der graves i diskografien – og op dukker en af de helt gamle Vola-travere op i en anden udgave. Nummeret ”Enter” i en akustisk udgave og vær-så-god:
”This is a new deception!” – Vi står stille igen.
“Now it’s time to redefine” – og så synger folk med! Vi er på chorus-sing-a-long stadiet, og lighterne er det eneste missing link.
”Are you still here?”, råber Asger. Yes, det er vi dælnedme! Det bliver tungt og syret igen, og så raver vi i fællesskab med klap på alle 4 slag. ”Alien Shivers” løfter bassen op til næste etage rent lydmæssigt med en særlig aggressivitet, der ryster publikum rundt som en milkshake inden indtag. Der tages herefter fat på eksplosivitetens progressive ”Future Bird”, og de varme akkorder fra nummeret afbilledes i gult og orange lys. Lyden er en smule rodet her, men leverancen er stabil – som altid.
Så ankommer afslutningsfasen med flere numre, der holder folk fra at tro, at ”nu var det nu med de ekstranumre”; ”Whaler” afløses af de mere toneangivende ”Inside Your Fur” og ”Inmazes”, som viser os vejen. En hidsig afslutning, der får undertegnede til at smide al fokus og sætte kroppen ud af balance til de (læs: dyre-) maskerede dansere, der nu har indtaget scenen! Den ellers anonyme diskokugle oplyses af en hvid stråle, der projiceres fra baren og mod scenen, og så lukker ”Stray The Skies” ballet, mens publikum løftes et par centimer over overfladen.
Alt i alt en oplevelse, der næsten var til UG! Lad Vola-drengene få deres faste baglokale i Vega – for vi kan ikke få nok af dem. Og Port Noir skal vi helt sikkert nok høre mere til fremadrettet!
Setlister:
Port Noir:
– All Class
– Deep Waters
– Sweet And Salt
– Young Bloods
– Old Fashioned
Vola:
– Keys-intro (“Headmounted Sideways”-passage)
– We Are Thin Air
– 24-Light Years
– Napalm
– Straight Lines
– Ruby Pool
– Starburn
– Headmounted Sideways
– These Black Claws
– Enter (acoustic version)
– Alien Shivers
– Future Bird
– Whaler
– Inside Your Fur
– Inmazes
– Stray the Skies