VIBORG METAL FESTIVAL 2022

DOMKIRKEBYEN RINGEDE IND TIL METAL FESTIVAL

Tekst og fotos: Thomas Thomsen

 

Viborg, Viborg, Viborg… hvad skete der lige der… hvordan beskriver man den oplevelse med passende ord?

Ja, hvordan skriver man i det hele taget en anmeldelse? Hvilke ord er det læseren, gerne vil lade sine øjne glide ned over? Hvad er det, som fanger opmærksomheden? Hvad er det, som giver den rette fortælling? Hvordan beskriver man stemninger, særlige momenter og meget mere? Og ikke mindst skal det være en lang smøre, eller kan det gøres i korte vendinger, der samler det hele i et Kinderæg?

Ja, spørgsmålene er mange. Det har det så sandelig også været for mit vedkommende. Som introvert tænketype kan man komme vidt omkring inden tanker bliver til ord på et stykke papir. Ja, det kan endda komme så vidt som: ”Har han overhovedet noget at sige om det”?

Men lad os komme til sagen – gøre det så kort, præcist og dækkende som overhovedet muligt. Eller i hvert fald gøre et forsøg.

Faktum var, at Viborg Metal Festival anno 2022 kørte af stablen den første weekend i marts – altså for et par uger siden. Det synes som en evighed siden og alligevel ikke. Men det var godt – det var rigtig godt.

14 bands var på plakaten. Startende fredag eftermiddag blev festen skudt i gang. En fest der sluttede et par timer efter lørdag var blevet til søndag.

Ankommet til Viborg kl. 15 minutter i spilletid fra Hovedstaden var det med et lettere jetlag at Paletten blev indtaget. Det efter at have tilbragt køreturen bag en stribe lastbiler mellem Vejle og Viborg uden at kunne trække ud i overhalingsbanen og lægge behørig afstand til de tonstunge køretøjer.

Tonstungt er måske lige nøgleordet i den forbindelse – for Viborg Metal Festival 2022 var over en bred kam tonstungt og en ret befriende oplevelse i denne post Corona tid.

Frigivet for restriktioner af enhver art var det ret så befriende på den ene side og ret så surrealistisk på den anden side ikke at skulle tage hensyn. Selvfølgelig skal man tage hensyn, men jeg håber I ved, hvad jeg mener. Intet krav om mundbind, siddepladser eller afstand – mulighed for fællessang og nærvær. Nærvær i form af circle- og moshpit. Fra den ene yderlighed til den anden. Frihed i en tid hvor krig og ødelæggelse er hverdagen rundt om hjørnet mod øst.

For et par måneder siden var de spændte i Viborg. De nåede det lige akkurat på et hængende hår tilbage i 2020. At gennemføre den syvende udgave af Viborg Metal Festival. Få dage efter lukkede Danmark ned grundet Corona. To år senere holdt de vejret, og bed negle, for så vidt angik den ottende udgave. Blev det til noget, eller måtte de kaste sig ud i en sidste øjebliksaflysning. Heldigvis blev sidstnævnte ikke et aktuelt tiltag.

Et par afbud i sidste sekund fra Solbrud og Dread Sovereign gav huller i programmet. Hullerne blev dækket til med HateSphere og Katla. Det skulle vise sig, at det ikke var nogen devaluering af programmet.

FREDAG

Nå, men tilbage til fredag kl. 15.30, hvor Endarken åbnede ballet. Deres anden koncert. Den første var til Copenhell Metal Fest i efteråret 2021, hvor de blæste Beta omkuld med en hæsblæsende debutkoncert sent lørdag aften. Forventningerne til kvintetten var da – grundet disse omstændigheder – skruet gevaldigt i vejret. Måske for høje skulle det vise sig. Om det var jetlag hos jeres udsendte, den svære to’er, eller noget helt tredje finder vi nok ikke ud af. Men oplevelsen var, at de ikke nåede samme højder som for et halvt år siden.

Foto: Endarken

Hvorfor? For til tider var det sådan set ganske fremragende, men der var momenter hvor det lydmæssigt fremstod som en flok forvildede halshuggede høns. Ja, det piner mig sådan set at skulle skrive det, når jeg har været vidne til det stik modsatte. Om det så var et ilde varsle om, hvad der senere skulle ske på scenen, er et godt spørgsmål. Men pludselig hinkede forsanger Tim Nederveen på det ene ben… fik fat i en stol, satte sig ned og sang den sidste sang færdig – hvorfor? Ja, her bliver man bare nød til at kaste sin dybeste respekt afsted mod frontmanden. For en sprunget akillessene skulle ikke stoppe deres optræden før tid. Dave Grohl husker vi – nu husker vi også Tim Nederveen.

Foto: Lifesick

Og apropos en verden hvor uforudsete ting sker, stod Lifesick i den situation, at de havde en gæstetrommeslager med under armen, som på to dage havde øvet syv numre op. For udefrakommende virkede det nok ikke til at påvirke bandet synderligt. Men som de selv udtrykte det undskyldende – hvis det går sådan lidt… er der en forklaring på det. Uanset hvad fik vildskaben og frustrationen frit spil.

Som om, det ikke var nok, stod festivalen som tidligere nævnt med den udfordring, at de måtte hente erstatninger ind for henholdsvis Solbrud og Dread Sovereign. Ind fra udskiftningsbænken blev HateSphere og Katla skiftet på banen.

Foto: Katla

Hvis nogen er i tvivl så er alt bare fuckin’ med Katla. Fuckin’ mig her, fuckin’ mig der. Fra fuckin’ Nordlædervest (København NV, red.) spiller de noget med fuckin’ Satan tilsat kærlighed om man vil. Det kan godt ske, at det er fuckin’ monotont. Men omvendt ved du, hvor du har dem. Da jeg så dem i Templet i Kongens Lyngby i efteråret 2021, sad trommeslager Rasmus helt fremme på scenen, og skrålede mens han hamrede løs i gryderne som en anden Animal fra Muppet Show – i Viborg sad han tilbagetrukket. Men kunne stadig se og høre ham, men det virker mere intenst og komplet, når han sidder en armslængde fra scenekanten.

Foto: Hatesphere

Dagens anden indskiftningsspiller, var rutinerede HateSphere. I dagens anledning med ny forsanger i form af Mathias Uldall (Royal Deceit, red.). Med sine lange dreadlocks indtog han scenen, og debuterede med energi, nærvær, intensitet og en vokal der pulveriserede alt. Og pulveriserede alt var hvad HateSphere gjorde. Hverken mere eller mindre.

Týr snakkede dansk, selv om de kommer fra Færøerne. Her må jeg indrømme, at genren er sådan lidt ukendt land for mit vedkommende – jeg havde nok indstillet mig på, at jeg her skulle indtage foyeren og hvile de gamle stænger. Men de kunne sgu’ noget som gjorde mig nysgerrig på mere. Med fællessang og færøske flag der vajerede i salen, gjorde de bestemt et positivt indtryk.

Foto: Týr

Svenske Bloodbath med selveste Nick Holmes fra Paradise Lost på vokal afsluttede førstedagen på dejlig brutal vis. Numre som ”So You Die”, ”Breeding Death”, ”Bathe In Blood” og ”Eaten” bevidner blot, at publikum var vidner til en brutal, intens og blodig opvisning i den så livsbekræftende dødsmetalgenre.

Foto: Bloodbath

LØRDAG

Den utaknemmelige tjans lørdag eftermiddag havde Bloodgutter fra Silkeborg fået æren af. De forsikrede, at de nok skulle være blide ved publikum. Men nu var det jo ikke en Poul Krebs koncert. Hvis der var tømmermænd eller træthed at spore blandt publikum, blev disse knust på imponerende vis.

Foto: Bloodgutter

Demolizer skruede tempoet op og gav verdenspremiere på nummeret ”Kabul”. Det var en hæsblæsende, intens og en medrivende seance i, hvordan thrashmetal skal skæres nu om dage. Der var kun en vej, og det var ud over stepperne.

Foto: Demolizer

Trold tog os en tur ud i skoven. I pjaltede laser, på bare tæer, smudsede ansigter der kunne trænge til vand og sæbe, samt et drys tryllefløjte var det tid til uhyggelige historier fra skovens mørke afkroge med hæs stemmeføring.

Foto: Trold

Efter en tur i Rold Skov var det tid til Konkhra… og her kan det gøres kort og prævist uden overflødige forklaringer. Når Konkhra slår, så er Tyson en lille pige, der klapper en hundehvalp (citat: Christian Buch) Mere præcist kan det ikke siges. Så hvorfor i alverden, bruge flere ord end højst nødvendigt?

Foto: Konkhra

Da klokken slog 20.30 var det tid til Baest ifølge programmet. Men på scenen var det tonerne fra Mercenary der forkælede publikum. Tidsplanen var røget. Mest af alt havde man bare lyst til at sige pyt og glemme tiden for en stund – og det bidrog Mercenary helt og aldeles til med en ganske fornem præstation.

Foto: Mercenary

Baest havde glemt deres backdrop. Så ingen vidste reelt hvem de var, som forsanger Simon Olsen udtrykte det. Men hvis der var nogen, der var i tvivl inden, så var de ikke i tvivl efter. Konstateringen af, at det er dumt at synge om død og ødelæggelse med det der sker i Ukraine for tiden, må man omvendt bare konstatere, at det har været – og er – en del af menneskehedens drivkraft for nogens vedkommende. Men Baest kan formidle det på en måde, hvor du tænker det var lige godt satans. Hvad er det for en trylledrik de indtager, der gør, at sejrer gang på gang. Hvad skal det ikke ende med for kvintetten?

Foto: Baest

Fleshgood Apocalypse konstaterede, at det er en fucked up world, vi lever i, og slog fast med syvtommersøm, at de er i mod vold og krig – de ønsker bare fred på jorden. Fredeligt kan man så ikke lige betegne deres optræden som. Den var heftig og storladen – på grænsen til det angstfremkaldende hvis du ikke havde nerverne i orden.

Foto: Fleshgod Apocalypse

Paradise Lost fra den anden side af Nordsøen lukkede og slukkede festen. Og hvis der var to der kunne deres Paradise Lost ABC måtte det være et par fra Gøteborg, som havde overværet henholdsvis 93 og 90 koncerter med kvintetten. Paradise Lost kom, så, og sejrede med deres mørke univers, som på den anden side lyser op i momenter. Et nummer der samlet set indeholder alt dette var ”Darkest Hour”. Og når selv Nick Holmes kaster et smil afsted fra scenen, er, og var det vist ikke helt tosset.

Foto: Paradise Lost

Omkring kl. 02.00 søndag var det hele slut. Tid til at tage hjem efter to dage, 14 bands, 500 publikummer og en masse frivillige der kunne klappe sig selv på skulderen.

Viborg… det var en fuckin’ fed weekend. Tak for den. Mon ikke vi ses igen i 2023!