SLIPKNOT + BEHEMOTH
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
20.02.20
Af Marcus Mørkedal
Foto: Jimmi Brandt
Jeg fik sidste år en nyfunden respekt for gutterne fra Iowa i Slipknot efter deres Copenhell show i 2019, og siden da har jeg glædet mig til at høre dem live igen. De gav navnet ”Copenhell” mere mening end noget andet band på plakaten, men om de også kunne bringe Royal Arena i kog på samme vis, ville tiden vise. De havde taget polske blackened death metal mastodonter Behemoth med som gæst, og de var naturligvis først på dagsorden.
BEHEMOTH
Efter to lange timers ventetid slukkede lysene endelig da klokken slog 20. Med omvendte kors og den distinkte barnemesse fra ”Solve”, fik Behemoth før de overhovedet havde indtaget scenen, sat en stemning i gang. En efter en gik de på scenen, og iført kraniemasker og omgivet af røg og pyro satte de aftenen i gang med ”Wolves of Siberia”. Der var smæk på fra starten af, og Nergal har mestret evnen til at være en total rockstjerne uden at det skader Behemoths skræmmende og ondskabsfulde image. De gjorde deres bedste for at få et ordentligt kram på publikum, men selv med fanfavoritter som ”Blow Your Trumpets Gabriel” og ”Ora Pro Nobis Lucifer”, fik Behemoth aldrig sat fut i arenaen. Hvis der havde været mere end 12 Behemoth fans, havde opgaven garanteret også været lettere, men det stoppede ikke polakkerne fra endnu engang at bevise i Danmark, hvorfor de er et af de største bands inden for blackened death metal.
Måske havde et band der lydmæssigt ligger mere hen ad Slipknots boldgade været mere oplagt som opvarmning, men selvom de stilmæssigt er langt fra hinanden, har de stadigvæk ting tilfældes. For det første er kaliberen på deres liveshows for begge bands vedkommende helt i top, mens hverken af dem har noget imod at portrættere deres fans som en familie af ”bad guys”. Det gør ikke noget, at deres fans er dem, de andre ikke må lege med, for de har hinanden, og det er noget begge bands ved og gør til deres fordel. Slipknot lægger især ikke skjul på det, og bare titlen på deres sidste album, We Are Not Your Kind, er et pragteksempel på dette.
Nergal, den altid ukristelige og lige så karismatiske frontman formår at skabe en fest ud af selv de mest groteske temaer, og det er decideret imponerende, at Behemoth har formået at bevare deres plads på toppen af den polske metalscene. Deres blanding af rock & roll lignende klicheer og uhellige image er personligt noget, jeg er vild med, og det er jeg tydeligvis ikke alene om, selvom det på papiret ikke burde fungere så godt, som det gør.
Prikken over i’et var afslutningsnummeret ”Coagvla”, der blev spillet fra bånd, men lige som man troede det var forbi, troppede Behemoth for sidste gang op på scenen, igen iført kraniemasker og med en tromme hver, for at spille de sidste 30 sekunder af nummeret sammen. Alt i alt en ganske udmærket koncert, hvor det eneste store minus er ude af Behemoths kontrol: lyden på Nergals mikrofon lod til at skifte fra nummer til nummer, og fra pitten var den især lav på numrene ”Rom 5:8” og ”Blow Your Trumpets Gabriel”. Det er en skam, men som skrevet, ude af Behemoths kontrol.
Sætliste:
Intro: Solve
- Wolves of Siberia
- Daimonos
- Ora Pro Nobis Lucifer
- Bart Zabel
- Rom 5:8
- Blow Your Trumpets Gabriel
- Ov Fire and the Void
- Chant for the Eschaton 2000
Outro: Coagvla
SLIPKNOT
Efter en halvlang pause slukkede lyset atter i Royal Arena. Klokken slog 21.30, og allerede her havde Slipknot ændret i den sætliste, de diskede op med sidste år på Copenhell. På Copenhell åbnede de med introen ”(515)” efterfulgt af den vrede ”People = Shit”. I år har de valgt en mindre vred tilgang til åbningen, og begyndte aftenen på samme måde, som We Are Not Your Kind albummet starter. Nemlig med introen ”Insert Coin” efterfulgt af ”Unsainted”, der allerede er blevet en kæmpe fanfavorit. Med fængende omkvæd, en velskrevet tekst og fede riffs, er det også en af de bedste numre fra deres nyeste album, og den er meget velkommen på deres nye sætliste. ”Unsainted” blev efterfuldt af ”Disasterpiece”, Slipknots måske vredeste nummer fra deres vredeste album, Iowa fra 2001. Corey Taylor var i midt 20’erne da han indspillede den ikoniske line: ”I wanna slit your throat, and fuck the wound”, og selvom han i dag er 45 lyder han ikke et sekund mindre ægte end for næsten to årtier siden.
Det er næsten vildt, at det samme fuldstændigt stillestående publikum under Behemoth, kunne lave den vildeste moshpit jeg har oplevet i Royal Arena siden Slayers afskedskoncert i Danmark, men det viser bare igen, at Slipknots ”Maggots” er blandt de mest dedikerede fanbases overhovedet. Pitten var tydeligvis også ligeglad med lyden på Corey Taylors mikrofon, der ligesom Nergals, skiftede en del. På nogle numre som ”Unsainted” var den perfekt, nogle steder under ”Vermillion” var den for høj, og på ”New Abortion” var den for lav, men det lod ikke til at hæmme oplevelsen for de mange Slipknot fans overhovedet.
Efter ”Disasterpiece” diskede Slipknot op med endnu en gammel traver, ”Eeyore” fra deres selvbetitlede debutalbum, der gik ind sikkert hos publikum. Hvis man kigger på sætlisten fra koncerten, som kan ses i bunden af anmeldelsen, kan man også se, at det er deres debutalbum de spiller mest fra. Hele fem numre fra debuten, mens det blev til fire fra We Are Not Your Kind, tre fra Iowa og Vol. 3: (The Subliminal Verses), en enkelt fra All Hope Is Gone og til sidst stand-alone singlen ”All Out Life”. Det er ret bemærkelsesværdigt, at de overhovedet ikke rørte .5: The Gray Chapter, da fanfavoritter som ”Custer” og specielt ”Devil In I” kan høres på det album. Generelt var sætlisten en nedgradering fra den de diskede op med på Copenhell, og selvom det er forståeligt, at der skal luftes numre fra det nyeste album, kunne sætlisten have været skruet bedre sammen.
”Nero Forte”, der kom efter ”Eeyore”, må være det nummer siden ”Psychosocial”, der viser Slipknot bedst som den velsmurte maskine de er. Alle medlemmer får deres tid til at skinne, og den fungerer fantastisk live. Det bør også nævnes, hvor godt Slipknots nye medlem er faldet til blandt flokken. Selvom mange nok vil savne Chris Fehns perkussion og backingvokal, er ”Tortilla Man”, som han er døbt af deres fans, bestemt ikke nogen dårlig udskiftning, og han holder sig på ingen måde tilbage. Han er en del at Slipknots vanvidscirkus nu, og den plads har han taget til sig fuldt ud.
Fanfavoritten ”Before I Forget” skulle naturligvis også spilles, og det gik præcist som det skulle. Næste nummer var aftenens overraskelse, ”New Abortion” fra Iowa, der desværre var aftenens lavpunkt. Det fik de hurtigt lagt låg på med den aggressive ”Psychosocial” og den mørke ”Solway Firth” lige bagefter. Corey Taylors mikrofon blev der skruet helt op for under ”Vermillion”, der blev efterfulgt af endnu et tvivlsomt valg til sætlisten, nummeret ”Birth of the Cruel”, der lyder som om den kunne have været på et gammelt Korn album. På Copenhell fik vi aldrig ”Wait and Bleed”, der ellers må være det mest kendte nummer fra deres debut, men den blev vi til gengæld ikke snydt for denne gang. ”Eyeless” passede perfekt ind bagefter, og sad også lige i skabet. ”All Out Life” er et perfekt eksempel på, at Slipknot sagtens kan levere en semi-tåkrummende tekst, og få det til at lyde godt, hvis bare der er lagt et sprødt riff ovenpå. Efter den bød Corey Taylor op til medsang med ”Duality”, der var aftenens sidste, før de tog hul på ekstranumrene.
”742617000027”, der også åbner deres debutalbum, kunne høres over højttalerne, og hvad der kom bagefter, må være de tre mest vrede, aggressive og nådesløse ekstranumre, jeg har hørt til en koncert. Mange store bands gemmer deres mere melodiske stadionhits til sidst på sætlisten, men ikke Slipknot. De rasede igennem ”(sic)”, ”People = Shit” og ”Surfacing” på fuldstændig overlegen manér, og mindede alle om, hvorfor de er et af de fedeste livebands at opleve i øjeblikket.
Kort sagt var Slipknots koncert i Royal Arena meget anderledes end den de diskede op med på Copenhell sidste år. Det kan godt være, at Corey Taylor stadigvæk siger de samme ting, og at bandet spiller og hopper rundt præcis som de plejer, og at sceneshowet var det samme, men sætlisten var langt mere modig, end den de havde med rundt på deres sommer tourné. Der var nogle tvivlsomme valg imellem, men Slipknot har aldrig været bange for at eksperimentere og teste deres fans, så i sidste ende bør du ikke være alt for overrasket over, at du måske ikke fik dit yndlingsnummer at høre i Royal Arena.
Setliste:
Intro: Insert Coin
- Unsainted
- Disasterpiece
- Eeyore
- Nero Forte
- Before I Forget
- New Abortion
- Psychosocial
- Solway Firth
- Vermillion
- Birth of the Cruel
- Wait and Bleed
- Eyeless
- All Out Life
- Duality
Ekstranumre:
Intro: 742617000027
- (sic)
- People = Shit
- Surfacing
Outro: ‘Til We Die