DREAM THEATER
KULTURVÆRFTET, HAL 14, HELSINGØR
24.01.20
Tekst og foto: Lennart Bach
Royalt besøg i Helsingør
En aften i Helsingør, der skriver sig ind i historien som en af de helt særlige koncertoplevelser, hvor band og publikum går op i en højere enhed!
Til tonerne af bl.a. Kraftwerk over hallens anlæg blev der langsomt fyldt op af unge som gamle, og særligt nyere, Dream Theater-fans. Nogle af de trofaste fans med vigende hårgrænser og T-shirts fra dengang, det hele startede. Andre med deres første Dream Theater-koncert foran sig. Da jeg først ankom til Hal 14 i Helsingør, ramte de bange anelser mig straks. Betongulv, bliklofter, mere beton. Det kan kun gå galt! Ikke desto mindre viste Hal 14 sig at være et ganske fortrinligt spillested, hvis man stod relativt tæt på scenen. Hvordan lyden var længere nede i den aflange hal, kan jeg kun frygte.
Man gjorde et band fortræd
Sidst jeg så Dream Theater var ved den forbrydelse, man begik mod en stribe af prog-verdenens allerstørste navne og deres fans. En lydmand med noget, der minder om et epileptisk anfald henover lydpulten, forgreb sig på bl.a. Animals as Leaders og Dream Theaters koncerter, som arrangørerne havde solgt som en jubilæumskoncert for Metropolis pt. 2: Scenes from a Memory. Her kunne jeg måbende glo på min billet til knapt 500 kr., alt imens mine øregange blev voldtaget og jeg kunne gå skuffet hjem. Heldigvis var der nogle voksne til stede i Helsingør, der gjorde skaden god igen og kunne trække knapt 1600 håbefulde fans til den nordsjællandske kyst. Og de fans fik lige præcis, hvad de var kommet for – og lidt til.
Veloplagte fra start
Der lyder et brøl fra publikum, da de første visuals starter på det imponerende lærred bag scenen og åbenbarer en post-apokalyptisk sci-fi-verden, hvor en hvid robot via en skærm gennemgår en stribe af Dream Theaters pladecovers og prikker dem ud, som vi skal høre sange fra. Der er i første sæt stor fokus på sidste års ganske udmærkede tilbagekomst Distance Over Time, hvor bandet fandt lidt af fordums gnist igen. Kongerne af prog-metal dukker op og bliver taget begejstret imod af publikum. “Untethered Angel” åbner sættet, hvilket jeg fik lov til at se gennem skærmen på en fyrs smartphone, da han insisterede på at filme hele nummeret. Må ham og hans tlf. brænde op i helvede! Lyden var endnu ikke helt finjusteret og LaBries stemme var meget præget af den kolde luft i Hal 14. Det må være helt umuligt at få varmet stemmen ordentligt op i de forhold. Den bliver heldigvis markant bedre gennem koncerten, men aldrig helt som i tidligere tider. Det er med LaBries stemme, som det er med LaBries stemme. Nogle hader den, andre ser den som en unik del af Dream Theaters lydbillede. Jeg hører til de sidste.
“A Nightmare to Remember” er næste nummer. LaBrie har indfundet sig på podiet bag trommesættet, hvor han headbanger løs til de velkendte riffs. Han når langt ud over scenen og scenekanten og interagerer livligt med publikum. Selvom han stadig forlader scenen under bandets lange soloer. Hvilket altid har været anledning til en sjov lille spøg blandt bandets trofaste fans. Hvad laver han mon der omme? Det logiske svar ville selvfølgelig være, at han laver stemmeøvelser, slapper af osv. Men jeg kan langt bedre lide tanken om, at han har små, hemmelige sysler der omme. Som at løse kryds og tværs, hækling eller måske han bygger et pudefort. Men bandet spiller forrygende sammen og det er tydeligt, at de er klar på en aften med masser af prog-metal. Da LaBrie kommer tilbage, takker han mange gange for opbakningen og særligt for den positive respons på de nye numre. Han joker lidt med, at de fleste jo nok er kommet for koncertens andet sæt og regner da også med, at de fleste kan synge med. Så kunne han jo smutte i baren og drikke i stedet, griner han.
“Fall into the Light”, også fra bandets seneste plade, bliver ligeledes taget godt imod af publikum, der taktfast klapper med, mens Petrucci bygger nummeret op med temaet i mellemstykket. Godt visualiseret af animationer af sneklædte tinder på lærredet bag. Under “Barstool Warrior” er LaBries stemme mere klar og han synger bedre. Det er også tydeligt, at Mangini har været en central del i sangskrivningen, da hans spil er mere dynamisk og passer rigtig godt ind i nummeret. Det er et af højdepunkterne fra Distance over Time og det løber gåsehudsfremkaldende ned ad ryggen, da Myung og Rudess spiller mellemstykket og Petrucci bryder ind og fører nummeret videre. Helt bestemt et af koncertens mange højdepunkter, men også lyden af et band, der har fundet sammen igen.
Herefter følger “In The Presence of Enemies, pt. 1”, der bliver leveret så tungt, at alle de gamle skeletter nok skal blive rystet ud af skabene ovre på Kronborg, der ligger lige på den anden side af vandet. Petrucci og Mangini har flere gange et eminent samspil, hvor Mangini lægger et lille ekstra slag her og dér. Det skaber en frisk tilgang til et af bandets klassikere. “Pale Blue Dot” afslutter aftenens første sæt og sammen med de øvrige numre fra bandets seneste plade gør det sig rigtig godt i liveregi.
En kort pause følger og det lykkes mig, sammen med flere af bandets fans, at presse mig tættere mod scenen, mens andre skyndte sig i baren. Det er vel fredag. Forventningen er til at tage og føle på og mens de animerede visuals sætter scenen for 1920’ernes USA, lyder den begejstrede snak rundt omkring om, hvor vigtig en plade Metropolis pt 2: Scenes from a Memory er og pludselig begynder en ny animationsfilm på lærredet. De karakteristiske ord “Close your eyes and begin to relax” lyder og et endnu højere brøl fra publikum slår revner i fundamentet på det gamle slot tæt på Hal 14. Videoen viser små scener fra konceptet, der er rammen om hele den plade, vi nu skal høre fra start til slut.
Distance over tid
Mike Portnoy har udtalt, at det er en nødvendighed at have teksterne foran sig for at finde hoved og hale i Metropolis pt 2: Scenes from a Memory. Dream Theaters konceptuelle opus fra 1999 kunne sidste år fejre sit 20 års jubilæum. Så hvis du endnu har til gode at lytte til pladen, som den var tiltænkt, må du hellere springe de næste afsnit over.
Historien tager sin begyndelse i nutiden, der, da pladen udkom, var i 1999. Hovedpersonen Nicholas oplever drømme og mareridt, der tilsyneladende er flashbacks til den unge Victorias liv og mystiske død i 1928. En fortælling, der åbenbares i et fragmenteret og kalejdoskopisk univers, hvor fortid og nutid hvirvles ind i hinanden i ét væk. Nicholas bliver nærmest besat af at finde ud af, hvad der er på spil, og med hypnoterapi hjælpes han tilbage i tiden og finder derved ud af, at han er en reinkarnation af Victoria. Metropolis pt 2: Scenes from a Memory er en klassisk mordgåde, hvor lytteren også selv må gøre en indsats for at få alle delene til at hænge sammen og løse mysteriet. Her møder vi, foruden Nicholas og Victoria, tvillingebrødrene Edward og Julian Baynes.
Inden den regressive hypnoterapi finder Nicholas et gammelt avisudklip, der fortæller om mordet, hvor den unge Victoria findes død sammen med Julian Baynes, der er død med et selvmordsbrev på sig. I artiklen viser det sig, at der også er et anonymt vidne, og gennem terapien finder Nicholas ud af, at vidnet i virkeligheden er Julians bror, Edward. Julian er stofmisbruger, gambler og står i skærende kontrast til sin succesrige bror, der er senator. Victoria har et forhold til senatoren, der i sangteksterne omtales som Miracle. Men han bliver jaloux, da han opdager, at Victoria har indledt et hemmeligt forhold med den, i hans øjne, usle bror. Så han opsøger det elskende par og kravler ind gennem et vindue. Han slår først broderen ihjel med to skud og retter pistolen mod Victoria: “Open your eyes, Victoria”, siger han, inden han affyrer to skud mod den skrækslagne pige. Han efterlader selvmordsbrevet og pistolen på den døde Julian og flygter fra huset. For at sikre sit alibi fremstår han som vidne og udtaler sig om, hvordan hans narkoomtågede og jaloux bror slår først Victoria og så sig selv ihjel. I bilen hjem efter hypnosen spiller sangen “Finally Free” i bilradioen, der åbenbarer den store finale. Alt imens lytteren, hen mod slutningen, hører Edward Baynes’ fodtrin i Nicholas’ hus. I baggrunden parkerer Nicholas bilen i indkørslen, forlader den og inde i huset undrer han sig over, at pladespilleren er tændt. Lige inden han tager nålen af og pladen slutter, genkender han terapeutens stemme, der i virkeligheden er Edward Baynes’, og på vinyludgaven af pladen sætter pickuppen sig inderst i rillen og kører i limbo. Den opmærksomme Dream Theater-lytter vil herefter opdage, at bandets næste plade, Six Degrees of Inner Turbulence, starter med præcis den samme lyd fra pladespilleren.
Fællessang i umulige taktarter
I Helsingør denne fredag aften dukker bandet op på scenen igen og LaBrie, akkompagneret af Petrucci, synger verset til “Scene One: Regression” godt hjulpet på vej fra det begejstrede publikum, der synger med på hvert et ord gennem hele pladen. Herefter kaster bandet sig ud i den legendariske klassiker, “Scene Two: Overture 1928”, der også præsenterer albummets forskellige temaer. Foran scenen rejser der sig en mur af hænder, der med knyttede næver hamrer mod loftet med stortrommens faste takter. Det en ren gennemspilning af albummet, der, ligesom på plade, gennemgår numrene i den rækkefølge, de også er i. Men med en intensitet og nerve, som jeg sidst så hos bandet, da de spillede hele Images & Words i DR’s Koncertsal i 2017.
Publikum synger atter med på “Strange Déjà Vu” og i “All that We Learn” er Rudess helt ude på scenekanten med sit transportable keyboard med et smil så stort, at Petrucci straks følger trop. Det er en fryd at opleve spilleglæden og det gode humør hos bandet. LaBrie har forladt scenen igen, han sidder måske ude bag scenen og bygger med Lego. I “Alone at Night” sender bandet ved hjælp af deres visuals hilsner til nogle af rockens faldne helte: Burton, Emerson, Cornell, Zappa. Efter sangen fortæller LaBrie, at selvom vi fejrer Scenes from a Memory, er der også anledning til en anden fejring. Det er nemlig John Myungs fødselsdag og publikum vil selvfølgelig gerne synge for ham. En lagkage bliver båret ind, som Myung blæser lysene ud på og så kaster Rudess og Mangini sig ud i en jazzet improviseret “Happy Birthday”.
LaBrie spørger, om publikum vil synge med på næste nummer, hvilket ikke var nødvendigt. Heller ikke lige at øve omkvædet. Publikum kunne teksten til hudløshed. “Home” bliver leveret med overbevisning og selvom Petrucci tidligere på aftenen sprang en streng og i “Dance of Eternity” kommer til at spille forkert, bringer det ikke skår i oplevelsen. Tværtimod. Dream Theater er en velsmurt maskine, der sjældent laver fejl. Det er musikalsk på et nærmest umuligt niveau og dét, at Petrucci laver en lille bøf, gør kun oplevelsen mere jordnær og menneskelig. “Dance of Eternity” består af intet mindre end 108 skift i taktarter og er ikke et nummer, man lige lærer over en weekend. Mangini leverer, ligesom resten af koncerten, en pragtpræstation. På de numre, han selv har bidraget til, fremstår han dynamisk og indlevende. På de numre, der primært er skrevet af Mike Portnoy, spiller han med stor respekt for ophavet samtidig med at tilføre numrene sig eget præg. Uden at virke prætentiøs.
På “One Last Time” skråler publikum atter med og herefter følger et af bandets bedste ballader “The Spirit Carries On” inden den helt store finale i “Finally Free”, hvor klimaks sidder lige præcis, hvor det skal. Det er smukt og for bandets mange fans et bevægende øjeblik. Bandet spiller “At Wits End” som ekstranummer og så er næsten 2,5 timers prog-maraton slut. Et fortjent jubilæum, der både markerer Dream Theaters kreative tilbagekomst og en fejring af en plade, der på et tidspunkt, hvor konceptalbums mere eller mindre var uddøde, holder fast i, at albumformatet kan mere end blot at være en samling gode sange og at det sagtens kan lykkes at udfordre publikum. Det kunne det også denne aften!
