VOLBEAT + BARONESS + DANKO JONES
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
1.12.19
Tekst og foto: John-son
16.000 og udsolgt i den store Royal Arena. Det var Volbeats første gang her og de bliver bare ved med at sælge vildt. Respekt!
Indrømmet, det var med deres til dato svageste album i bagagen. Jeg har stadig ikke købt det, da jeg kun kan holde godt fire numre ud. Der er for meget genbrug og så er de gået for soft til min smag. Havde det bare været frådende rock’n’roll – men nok om det.
De kom med et stort nyt show med masser af lys og storskærm. Flot så det ud og guf for fotografen her tillige. De lagde ud med “Leviathan” fra det nye makværk og, bevares, den var bedre live, men dog stadig totalt ideforladt genbrug. Men vi fik også en sand perle fra deres nye album, nemlig “Die to Live”, og det var friskt nyt fra Vol-drengene. Lige-i-fjæset-50’er-rock-og-rulle med smæk på tilsat piano og saxofon, der i form af ZZ Bottom kom op fra gulvet i fronten af catwalken. Denne sang og den anden af de fede nye, “Sorry Sack of Bones”, rykkede vildt fedt. Generelt var Volbeat et super spillende band og der var ingen tourtræthed at mærke overhovedet. Dog gik der i “Gardens Tale” mudder i maskineriet med Johan Olsens (Magtens Korridorer) gigantkæft. Den swingede ikke rigtigt. Det gjorde derimod landeplagen “For Evigt”, der fik taget til at ryste. Vildt imponerende, hvad den kan i et kæmpe rockfællesskab. Wow!
Gæst var blandt andre Danko Jones på den lidt blege “Black Rose”, som ellers er en indpisker, og det fungerede hæderligt.
Ellers imponerede Volbeat bare i ét væk med mesterværker som min personlige favorit “Doc Holiday”, der er tonstung metal med Vol-boogie iblandet. Ligeså rykkede den suveræne “Seal the Deal” med sublimt lir fra Caggiano tilsat det seje dunk og drive fra altid sikre Jon “Powerhouse” Larsen, for ikke at glemme, hvor fedt Kaspar passede ind med eminent bas. Og spilleglæden var stadig stor i bandet trods gigant succes og mange jobs i hele verden. Vi har altså satans meget at være stolte af som danskere ved at have et så sublimt verdensnavn.
Poulsen talte ydmygt om responsen, succesen og hans 2½-årige datter, der har gjort stort indtryk, og spillede herefter sangen “7:24”, der er til kæresten, som han snart skal giftes med, fortalte han glad. En nærmest Smokie-agtig blød men god sang. Ret rørende faktisk. Modigt på sin vis at vise en blødere, følsom side midt i den åh så hårde attitude, der ellers tit hersker i heavyverdenen. Også da han sang “Baby Shark” (børnesang), som han havde fået på hjernen – og her sang hele salen sgu med. Der var glimt i øjet og uhøjtidelig stemning hele vejen. Det var tydeligt, at Volbeat bare ville rocke og underholde. Der kom dog lige en lille spids hilsen til visse dele af pressen (orker ikke at gå i dybden her) om, at det var “folket”, der havde talt og støttede op og hurtigt fik udsolgt koncerten. Bum!
De sluttede af med granatnedslagene “Devil’s Bleeding Crown” og “Still Counting”, der tog kegler.
Volbeat er bestemt ikke en “Sorry Sack of Bones”. Det var i min bog lidt over forventning nu, hvor jeg er så skuffet over deres seneste output.
Med sig havde de to supportbands. Det første var den fede punkede rock’n’roll heavy powertrio Danko Jones. De havde fedt drive og leverede rock’n’roll lige i fjæset. Den geniale “First Date” rykkede alle midt over – så sejt og swingende nummer. Danko selv var nærmest grimassernes konge, sådan som han skar ansigter (se fotos). Jeg gad også godt have hørt “Magic Snake”, men de var jo kun opvarmningsshow… men en fed opvarmer.
Næste opvarmningsband var Baroness, der kaldes et heavy metalband, men i min optik mere leverer indie-støj, let-metal og sludge. Bandet er fra 2003 og fra Savannah, Georgia US. De var ret grumsede i lydbilledet og havde en kvindelig hyperaktiv guitarist, Gina, der flagrede rundt. Desværre var lydbilledet også ret flagrende – men de havde en positiv udstråling, bevares. Forsanger John D. Baizley lød i min bog ret ensformig og ikke særlig god. Bandet manglede efter min mening egentlige numre – men det er som altid smag og behag. De var ikke min kop te og kun sidste nummer, “Take my Bones Away” (tror jeg den hed), rykkede godt. Sjovt, at de virker mere metal på album. Her var de bare et stop før mægtige Volbeat ’sealed the deal for real’!
