fredagsrock med FADøl, ELGUITAR og rock’n’roll FOR folket
AIRBOURNE + Supersuckers
AMAGER BIO, KØBENHAVN
04.10.2019
Anmeldelse: Stephen Rocky Skriver
Foto: Jimmi Brandt
AIRBOURNE
Det er en for alle og alle for rock’n’roll, som Airbourne proklamerer. Fredag aften rejste de fire australiere endnu engang deres flag for højoktan rockbenzin i en totalt udsolgt Amager Bio. Bonebreaker hedder det nye femte album, der udkommer midt i oktober fra de fandenivoldske Airbourne hårdrockere. De spiller og lyder som AC/DC på AD/HD. Og ’bonebreaked’ blev vi for fuld skrald med 1½ times intens og uforfalsket spark-i-røven-rock’n’roll. Airbourne kickstartede deres rockshow med ”Raise The Flag” og de holdt gejsten kørende, til det sluttede i ”Runnin’ Wild”, hvor håret var sjaskvådt af sved og bajere. Det var dejligt højt og stærkt underholdende hård rock’n’roll spillet af de fire glade australiere med vanlig charme, selvtillid og fedtet hår. Nuvel spiller Airbourne AC/DC rock’n’roll. Det ved alle. Men de gør det på deres egen forfriskende og vanvittige måde. Det kan man ikke få for meget af, skulle jeg hilse at sige. Min gode ven Jens, der har fulgt Airbourne, snart sagt mange gange de har smadret et koncertsted i Danmark, havde jeg også ved min side denne aften. På anbefaling fra Jens havde vi af ”sikkerhedsmæssige” forventede øl-regn-sjask-angreb i slutningen af koncerten taget plads på Amager Bios flotte store balkon, hvor både udsyn og også lyd var i top.
Airbourne skærer ind til benet på bedste old-school rockmåde. Det vidnede sceneopbygningen om med en mandshøj massiv mur af 24 Marshallhøjttalere og 12 guitarforstærkere, der med deres røde lys fremmanede – vi er skruet op på max overdrive – ready to rock! Har man oplevet Airbourne live før, så var der ikke så meget nyt at hente i fremførelsen, men hva’ pokker havde man også forventet? Vi vil have ægte rock’n’roll madness med strøm i elhegnet (læs: elguitaren). Det fik vi alle til den fælles fulde fredagsfest. Alle mand i Airbourne er tændte fra første riff og det går aldrig ned i tempo. Det sørger alt-mulig-manden, forsanger, leadguitarist og spasmager Joel O’Keeffe for, der fra første nummer starter i nøgen overkrop, viltert hår og en slidt elguitar. Den har kun én volumeknap og den er skruet op på max. Under mottoet ’Keep it simple, spil noget rock for helvede’ blev vi underholdt for alle sanser. Joels stemme er hæs som Brian Johnsons og bandet spillede som var de i overhalingsbanen på ’highway to hell’. Alle bliver revet med af begejstring i fælles omkvæd, der kan skråles med på, og ikke mindst nogle totalt hårde rockguitarsoloer, som Joel river af med flabet ’her-kommer-jeg’ hoppende attitude. Det ene stinkende rocknummer afløser det næste overgearede udspil. Når Airbourne-jumboflyet først letter i en rus af et AD/HD-syndrom, så lander vi ikke før sidste nummer, ”Runnin’ Wild”, er fyret af. Joel er omdrejningspunktet, men resten af bandet er også totalt tændte, med Justin på bas og Matt på rytmeguitar, der flere gange undervejs i sangene skiftevis løber frem og tilbage og skifter plads i et inferno af røg og lys og sidevind fra de 24 Marshallhøjttalere. På trommer, klemt sammen mellem to gange 12 Marshallstacks, hamrer Joels bror Ryan O’Keeffe på sine trommer, som maskinmester i rocktoget. Det hele kører som smurt i WD40.
Festen flyttes ned til publikum, når Joel spiller en af sine rasende guitarsoloer siddende på skuldrene af en roadie, mens de går rundt blandt fans på gulvet i en tre minutter lang guitarsolo. Det bliver sgu aldrig kedeligt, for Joel vrider den guitar som var han en klon af Chuck Berry (manden bag ”Johnny Be Goode”) og så Angus Young fra AC/DC. Ingen tvivl om, at de to guitarister er forbilleder og gensplejset ind i Joels krop og Airbournes attitude. En af de mange guitarsoloer bliver netop fremført i bedste Chuck Berry/Angus Young-duck-walk-positur hen over scenen. Undervejs bliver rocklegenden Lemmy fra Motörhead hyldet i sangen ”It’s All for Rock’n’Roll” med en Jack D/Coca Cola fællesskål fra scenen. Så sikkert som dagen bliver til nat, skal der høvles 10-12 fyldte fadøl i krus ud over Airbournefansene, der på bedste vis forsøger at gribe de flyvske krus. Det lykkedes sjældent denne aften i regnen af ølsjatter. Det går dog ofte bedre, når Joel kaster åbne dåsebajere ud til folket ved de udendørs rockfestivaler. Så hermed en opfordring til Roskilde Festival, der i 2020 fejrer 50 år: Book Airbourne og få skudt den rockfest i gang med et band, der aldrig skuffer live. Det beviser sætlistens sidste tre sange med ”Stand Up for Rock ‘n’ Roll”, ”Ready to Rock” og som amen i kirken: “Runnin’ Wild”, der får sveden til at drive ned af Amager Bios sortklistrede vægge. Lyden var over max DB, så jeg efterfølgende på vej hjem kun svagt kunne høre, hvilken S-station jeg var nået til efter fredagsrocken. Airbourne var igen en fuld-fart-rock’n’rollfest i overhalingsbanen. Det er faktum og så kan gamle AC/DC godt gå på pension snart.
Sætliste
Raise the Flag
Too Much, Too Young, Too Fast
Burnout the Nitro
Back in the Game
Girls in Black
Bottom of the Well
Breakin’ Outta Hell
It’s All for Rock ‘n’ Roll
Boneshaker
Live It Up
Stand Up for Rock ‘n’ Roll
Ready to Rock
Runnin’ Wild
SUPERSUCKERS
Aftenens support før Airbourne var den amerikanske garagerocktrio Supersuckers. En omgang lige-ud-af-fucking-landevejen garage/punk/beskidt rock’n’roll pub-crawl-tour. Uhæmmet, utæmmet bøllerock, hvor attituden stinker af Ramones spiller Motörhead i en D:A:D cowpunk-version. Sangene er max 2½-3 minutter lange, omkvædet kører konstant og det ene nummer ligner det andet. Fuck det, siger Supersuckerbassist og Lemmyhæse forsanger Eddie Spaghetti, mens guitarist ”Metal” Marty Chandler og trommeslager Chris ”Chango” Von Streicher holder det hele kørende på fræsende riffs og en bankende rockbund af trommer, mens støvet står om dem som i en forladt cowboylandsby på en lavbudgetwesternfilm fra 70’erne. Med titler som ”Breaking My Balls”, ”My Kickass Life” og ”Til I Die”, hvor Ed synger ‘I’m Gonna Choke Myself and Masturbate ‘Til I Die…’ er attituden ‘simple fuckin’ rock’n’roll’ og ’shot up and fuck the rest’. Rock uden dikkedarer og omsvøb som en Tuborg Rå.
