RED WARSZAWA + VRÄVARNA + DEMOLIZER

RED WARSZAWA + VRÄVARNA + DEMOLIZER

AMAGER BIO, KØBENHAVN

13.09.2019

Af: Marcus Mørkedal

Foto: Jimmi Brandt

Mobilfoto: Marcus Mørkedal

 

Amager Bio har lagt hus til nogle af verdens største metalnavne og fredag den 13. 2019 var det atter tid til en historisk koncert på Amager. Danmarks største, vigtigste og bedst klædte partyband, selveste Red Warszawa, havde nemlig vovet sig ud på øen og med sig havde de Vrävarna og Demolizer. Sidstnævnte var først på scenen.

 

DEMOLIZER

Demolizer fra København er et band, jeg har hørt live en del gange efterhånden. Siden jeg for første gang hørte dem på Tuse Næs med Red Warszawa i februar i år, har jeg været hooked på deres lyd og deres EP Ghoul kan kun anbefales. De stillede som altid op med en sætliste bestående af deres rasende, hårdtslående old-school thrash og med deres unge, punkede ”I don’t give a fuck”-attitude, cargoshorts og evne til at eje scenen fra sekundet, de går på, er de allerede godt på vej til at blive et stort thrashband. Det er en skam, at der ikke var flere, der mødte op for at høre dem, for selvom deres optræden var præget af lidt fejl, så var de det mest energiske band på scenen. De var dog også det band på scenen, der kommunikerede mindst med publikum, og det siger en del, for bandet efter dem var fra Sverige og der foregik al speak på svensk. Til Demolizers forsvar fik de kun en halv time og for at nå så mange numre som muligt, blev de nødt til at være hurtige og effektive. De nåede også godt rundt om deres repertoire med numre som ”Ghoul” og ”Cancer in the Brain” og lur mig, om de ikke er blevet et par fans rigere efter deres halve time i spotlightet. Når de en dag får lov at headline i Amager Bio, ser jeg gerne, at de kommer lidt længere ud over scenekanten.

 

VRÄVARNA

Efter Demolizers rasende thrash havde fået sat gang i nakkemusklerne på de første rækker, var det tid til noget svensk fællessang. De er herhjemme nok bedst kendt som ”det svenske svar på Red Warszawa”, men Vrävarna startede faktisk i 1984, officielt tre år før Red Warszawa.

 

Allerede fra første nummer, den udødelige klassiker ”Runka Med Kondom”, kunne et smil anes på mine og mange andres læber. Det var umuligt ikke at lade sig rive med, når man så en guitarist og en trommeslager i corpse paint, en forsanger i lederhosen og en bassist i denim overalls (KUN overalls). Desuden er deres musik i sig selv også enormt medrivende og selvom jeg kun kendte til det førnævnte åbningsnummer og aftenens største sjæler, ”Liberté”, var resten af sætlisten virkelig godt skruet sammen. Flere af de svenske Vrävarna-fans, der var dukket op, lod også til at have en fest, og hvis man ikke havde det, var det ens egen skyld. Selv MyTightBass og Lækre Jens fra Red Warszawa var blandt publikum og havde en fest. Som nævnt i Demolizers anmeldelse var Vrävarna noget mere interaktive og selvom der udelukkende blev pratat svenska, så var humøret højt – og det er det vigtigste under aftener som denne. Før sidste nummer hældte forsangeren en dåseøl i sit lange hår og en af guitaristerne valgte i slutningen af nummeret at smadre sin guitar i scenen i hvad han nok troede var ægte rockstjernestil. Dette var min første Vrävarna-koncert, men ikke min sidste, hvis jeg selv har noget at skulle have sagt.

 

RED WARSZAWA

Siden min Red Warszawa-koncertmødom blev taget fra mig i september 2017, har jeg oplevet cirka 15 af slagsen og det har været på alt fra Copenhell med tusindvis af andre foran scenen til de helt små spillesteder med 50-100 gæster. De mindre og mere intime shows har deres fordele, men Red Warszawa kan også sagtens spille et storslået show på en stor scene. Der var dog store ulemper ved fredagens koncert, som Red Warszawa ikke kunne gøre for. Det er tilsyneladende ikke tilladt at medbringe grøntsager i Amager Bio, så den ældgamle tradition med at kaste om sig med porrer til koncerten blev sat på pause, da de blev taget af det ellers flinke personale i døren. Udover det var det ikke tilladt at crowdsurfe, hvilket heller ikke resonerede vel med publikum, der under normale omstændigheder havde crowdsurfet op på scenen og stagedivet ned igen på ægte Red Warszawa-manér. Publikum skulle altså feste med et handicap den aften.

 

Sættet startede ud med den hurtige ”Fjæsing” fra 1998-mesterværket Skal Vi Lege Doktor? Udover den blev der spillet numre fra samtlige af deres albums og der blev spillet alt fra de aggressive numre som ”Jeg Hader Alle Mennesker” til sjælere som ”Brøndby Strand” og endda et enkelt nummer fra deres upcoming album ”Vild Med Pap”. Gode gamle Heavy Henning fik også lov til smukt at spille sine egne soloklassikere som ”Jeg Ved Godt Jeg Ikke Skal Sove Med En Hånd Oppe I Røven” og ”Jeg Er Kirsten”. Morbus Crohn var som altid enormt skarp på slagtøjet i sit stramme outfit, der dog desværre ikke var af guld denne gang, og MyTightAss var også skarp på sin TightBass. Ej at glemme er Lækre (Lærke?) Jens, der smukt og næsten fejlfrit ramte alle de smukke toner og sang igennem de yderst velskrevne sangtekster, de altid formår at diske op med. På scenen var der en stor vatpind, sprut i rigelige mængder og naturligvis menneskets bedste venner, hvis man spørger MyTightAss: Dildoer. En i Jens-størrelse, en i MyTightAss-størrelse og en i Heavy Henning-størrelse. Og nej, den var ikke på længde med Brøndby Strand, men næsten. Der var også en kaktus i Morbus Crohn-størrelse, så alle i bandet havde noget at tage sig til efter showet, der sluttede med hoppesangen ”Barbiedukkeland”.

 

Set fra et subjektivt perspektiv fra øjnene af en Red Warszawa-fan var fredag aften en pragtfuld undskyldning for at drikke noget billig portvin, bunde nogle dåseøl, koble hjernen fra og høre noget heavy. Objektivt set kunne det dog have været meget bedre. Der var tekniske fejl med Heavy Hennings guitar, Jens glemte sine vers flere gange end normalt og der var overhovedet ikke styr på sætlisten. Det kunne især høres, da Jens introducerede ”Den Sorte Garderobe” med spørgsmålet: ”Tror I det er for sjov, vi drikker?” Vi fik aldrig nummeret ”Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker” og Jens virkede til gerne at ville spille ”Den Sorte Garderobe” to gange. Det er også en herlig sang og Red Warszawa kan slippe afsted med mange smuttere, når publikum er godt berusede, men havde det været ethvert andet band, var den ikke gået.

 

Alt i alt var det en udmærket aften, der trods smuttere, tekniske problemer og porreforbud vil huskes som en ganske udmærket oplevelse. Demolizer bliver bedre og bedre live, Vrävarna var en positiv overraskelse og Red Warszawa var som altid en herlig fornøjelse.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *