GODSMACK + FRANKLIN ZOO
DEN GRÅ HAL, KØBENHAVN
21.03.19
Af Marcus Mørkedal
Foto: John-son
20 år skulle der gå, før alle Danmarks Godsmack fans skulle få muligheden for at opleve dem på hjemmebane igen. Sidste gang de gæstede var nemlig i 1999, hvor de varmede op for Corrosion of Conformity på Loppen. I går vendte de tilbage et stenkast derfra i det noget større spillested, Den Grå Hal, der også ligger på Christiania. Sidst de spillede var det med numre fra deres dengang spritnye selvtitlede debutalbum, men denne gang havde de numre fra alle deres indtil videre syv albums, med en naturlig overvægt af numre fra deres nyeste album, When Legends Rise, der kom ud i april sidste år. Egentlig var det New Zealandske hardrock/didgeridoo band der skulle have varmet op, men eftersom koncerten blev udskudt fra november grundet en personlig tragedie, havde de ikke tid den aften. Derfor blev det danske Franklin Zoo der fik tjansen.
FRANKLIN ZOO
Danske Franklin Zoo spiller progressiv rock med et strejf af grunge, og har indtil videre to albums på bagen, Untamed og Red Skies. Det jeg har fået hørt med dem mindede mig utroligt meget om Soundgarden, så jeg var lidt skeptisk omkring hvor meget identitet de ville have live, men jeg har været overrasket over live koncerter fra undervældende bands før, så jeg prøvede at have et åbent sind før de gik på scenen kl. 19 til et halvtomt spillested.
Med ordene ”hej røvhuller” tog forsanger Rasmus Revsbech hul på deres godt 45 minutter lange sætliste. Det var hurtigt klart, hvor hjemme Revsbech følte sig på en scene, og hvor meget overskud han leverede sin glimrende vokal med. Selvom deres musik ikke i sig selv er noget unikt overhovedet, er det altid fedt med et band der kan levere live, især når de gør det bedre på en scene end i studiet, og det var i høj grad tilfældet med Franklin Zoo. Udover de sædvanlige instrumenter har bandet tilføjet både kastagnetter, tamburin og bongotrommespil til nogle af deres numre. Hverken kastagnetterne eller bongotrommen var til at høre fra scenen, hvilket fik Rasmus Revsbechs forsøg på at spille dem til at se enormt latterligt ud fra gulvet. Noget Franklin Zoo dog fortjener ros for, er deres sangskrivning. De emner de tackler, er ikke i sig selv nogle der ikke er skrevet tusindvis af sange om i forvejen, men måden de undgår de forskellige chicheer i deres sangskrivning i en genre hvor det ellers er umuligt kan jeg kun respektere. Der er meget få dele af det instrumentale fra i går der hænger ved i dag, og det er netop her Franklin Zoo begynder at ligne de hundredvis af andre entry level rockbands derude, selvom de ellers har masser af potentiale til at vove sig længere ud musikalsk.
Alt i alt vil jeg sige, at Franklin Zoos opvarmningsarbejde var en meget blandet omgang. De udmærkede tekster blev udlignet af de middelmådige guitarrifs og melodier. Revsbechs glimrende performance og charisma blev udlignet af resten af bandet, der faldt lidt tilbage, og virkede som om de kedede sig flere steder under deres sæt. Den generelle konsensus fra publikum lod også til at være, at de egentlig gjorde det fint, men det var klart åbenlyst, at det ikke var dem man var kommet for at høre.
GODSMACK
Efter en godt 45 minutters lang pause var tiden inde. Det var et kæmpe øjeblik for de Godsmack fans, der nu fyldte Den Grå Hal. Kort efter lyset dæmpede fyrede højttalerne op for et noget tåkrummende remix af Queens stadionhit ”We Will Rock You” hvor en masse andre numre blev blandet ind i, heriblandt The Beatles største feelgood nummer ”Hey Jude”. Godt lød det ikke, men det gjorde Godsmack til gengæld godt igen, da de trådte på scenen og åbnede med nummeret ”When Legends Rise” fra deres nyeste album af samme navn. Jeg gav albummet en negativ anmeldelse i Metalized da det kom ud sidste år, så jeg var igen ret skeptisk, men det tog ikke lang tid før jeg var overbevist om, at Godsmack ligesom Franklin Zoo er langt bedre live end de er på deres albums. De udførte nummeret med både præcision og overskud, især fra guitarist og forsanger Sully Erna, der ejede scenen fra sekundet han gik på til de takkede af to timer efter. Med undtagelse af guitarist Tony Rombola, der så alt andet end begejstret ud, var hele bandet i absolut topform og havde et godt greb på publikum hele vejen igennem.
Som plaster på såret for deres lange pause fra de danske scener erklærede Sully Erna, at de nok skulle komme rundt om alle deres syv albums denne gang, før de sparkede nummeret ”1000hp” i gang. Der var fart over feltet og fremragende lyd på alle fronter. Godsmacks erfaring var tydelig fra scenen af. Trommeslager Shannon Larkin havde sin egen fest bag slagtøjet, og bassist Robbie Merritt farede rundt på scenen og holdte kontakten til publikum. Efter ”1000hp” skød de et af deres mest platte, populære og fandens catchy numre, ”Cryin’ Like a Bitch!” i gang. Sætlisten dykkede dog i kvalitet herefter med numre som den kedelige ”Straight out of Line”, den skuffende ”Awake” og den pudsigt nok meget forglemmelige ”Unforgettable”. Det er sjældent at et band disker op med en perfekt sætliste, men her har Godsmack virkelig ramt ved siden af. Efter aftenens værste nummer, ”Something Different”, begyndte ting dog at se lysere ud, og inden længe skød de nummeret ”Keep Away” i gang, som var den første af en god håndfuld fuldtræffere siden ”1000hp”. Herefter bragede de igennem numrene ”Love-Hate-Sex-Pain” og ”Voodoo”, før de bragte et andet trommesæt på scenen. Det var blevet tid til en godt 10 minutter lang trommeduel mellem Sully Erna og Shannon Larkin, der senere blev til en medley af forskellige numre, heriblandt Metallicas ”Enter Sandman” og AD/DCs ”Back in Black”. Det blev for langtrukkent i løbet af de sidste par minutter, men det var ikke desto mindre et meget veludført show. Desuden viste der sig at være et enormt fedt lysshow i Den Grå Hal, hvilket fik duellen, resten af koncerten og hele spillestedet til at virke meget mere storslået end det egentlig var. Det kan heller ikke nævnes nok, hvor god lyden er derinde. Der er blandede meninger omkring lyden i Den Grå Hal at læse på internettet, men oppe foran scenen er den så perfekt som den næsten kan blive til en metalkoncert.
Efter soloduellen var Godsmack nået til de sidste numre på sætlisten. Et af deres ældste numre, ”Whatever” efterfulgt af ”Bulletproof” fra deres nyeste album gik sikkert ind hos publikum, før Sully Erna erklærede, at de ville spille et muntert nummer. Før de gik på scenen havde jeg af en ældre herre foran baren fået af vide, at de plejer at diske op med et Beatles nummer, men den kære koncertgænger kunne ikke huske hvilket. Det overraskede mig ikke ligefrem, at det endte med at være ”Come Together”, som efterhånden må være en af de mest coverede sange i verden. De gjorde det ikke dårligt, men det var decideret bizart at høre Sully Erna, hvis vokal grænser meget op af 90’er grunge, synge en Lennon-McCartney tekst, der langt fra ligner din gennemsnitlige Godsmack tekst. Det var aftenens første af to covers, for efter deres storhit ”I Stand Alone”, som også gik sikkert ind, spillede de den noget mere oplagte ”Highway to Hell”. Her passede Godsmacks lyd og Sully Ernas vokal langt bedre til det riff og den tekst Young-brødrene og Bon Scott bankede sammen en gang i 1978. Det lagde et udmærket låg på en den ellers skuffende sætliste Boston drengene stillede op med, selvom de spillede overbevisende hele vejen igennem.
Sætliste
1. When Legends Rise
2. 1000hp
3. Cryin’ Like a Bitch!
4. Say My Name
5. Straight Out of Line
6. Awake
7. Unforgettable
8. The Enemy
9. Something Different
10. Keep Away
11. Love-Hate-Sex-Pain
12. Voodoo
13. Whatever
14. Bulletproof
15. Come Together (The Beatles cover)
16. I Stand Alone
17. Highway to Hell (AC/DC cover)