ROYAL METAL FEST
VOXHALL/ATLAS
06.04.18/07.04.18
Af Anders Nygaard
Foto: Mariann Libach Burup
Lifesick – Støjende og kulsort åbning af årets festival
Endelig var det tid igen, og Metal Royale havde på festivalens første dag valgt et dejligt energisk orkester til at åbne ballet. Energisk men, som flere af aftenens andre bands, ikke desto mindre temmelig depressivt og mørkt. På papiret en fornuftig måde at lægge ud.
Lifesicks energiske sortsyn har tidligere landet dem en kontrakt med amerikanske Southern Lord. Herhjemme er de fortsat lidt af et undergrundsfænomen, så derfor var det også dejligt at se Fredericiadrengene repræsenteret på en af de større metalfestivaler.
Efter en kort intro lagde de ud med et par hilsner til bekendte på forreste række og gik så ellers til stålet. Støjende, frådende og kulsort hardcore fra start til slut. Lydbilledet var ikke helt skarp og nuancerne ofte svære at gøre sig klog på. Lifesick fik dog på fornem vis alligevel kommunikeret deres nedslående budskaber ud over scenekanten. Frontmand Simon Shoshan arbejdede hårdt for at få publikum med. Klokken var dog kun 16, så den helt store fest udeblev, men Lifesick fik på små 25 minutter lagt en solid og prisværdig bund for den forestående fest. Der var både fart og gyngende tyngde, og det var tilsyneladende et hit hos publikum.
Rings of Saturn – Intet liv i det ydre rum
For manges vedkommende et hovednavn men man skulle ikke desto mindre være tidligt ude af vagten, hvis man skulle nå at have Rings of Saturn med. Allerede kl 16:45 gik de vanvittige amerikanere på scenen, og selvom der var mærkbart flere mennesker end under åbningskoncerten, så var der endnu ikke fuldt hus.
Rings of Saturn spiller hyperteknisk, spaced out Nintendo deathcore. Der er vanvittigt meget fart over feltet, og temposkiftene er stort set konstante. Det lyder umiskendeligt som 2010 (det bedste af 2010 vel at mærke), og det er selvsagt noget der deler vandene.
For mig at se har Rings of Saturn dog altid befundet sig et niveau over mange af deres samtidige kolleger og åndsfæller, men det budskab havde de desværre noget svært ved at få igennem fredag eftermiddag på Voxhall. Uden større armbevægelser dalrede forsanger Ian Bearer ind på scenen. Tank toppen sprættet op ned langs siden. Kasketten selvfølgelig omvendt på hovedet. Øjnene kneb han sammen som en træt ræv der misser mod eftermiddagssolen, og kun ved sjældne lejligheder åbnede han dem helt op for at betragte sit publikum. Det skete for eksempel, når han lige havde en vits i ærmet: ”This next song is a song” høhø. Lur mig om ikke han havde røget en gigantisk bønne på bagtrappen lige inden koncerten.
Udover Bearer var der på scenen kun trommeslager Aaron Stechauner, som upåklageligt baskede tønderne i et tempo, så selv en rolig sjæl som jeg selv næsten fik stress, og en enkelt guitarist (Miles Baker hvis ikke
jeg tager helt fejl?). Det efterlod et stort fysisk tomrum, som de aldrig formåede at fylde. Bearer vandrede statisk frem og tilbage midt på scenen, mens Miles Baker i ny og næ slog en indstuderet halvcirkel omkring ham. Det var hypnotisk kedeligt at se på og så langt fra det energiniveau, som Rings of Saturn ellers lægger for dagen på plade. Ingen farver, intet liv, intet nærvær.
Højdepunktet opstod ganske sigende da Bearer for en stund overlod scenen til Miles Baker og efterfølgende til Aaron Stechauner. De er fantastisk dygtige musikere, og det var befriende at opleve dem på slap line uden en dorsk forsanger som hæmsko. Lyden var god koncerten igennem, og det var faktisk muligt at fange de fleste detaljer. Det i sig selv borger jo for en god oplevelse, for netop detaljerne er en stor del af bandets tiltrækningskraft. Men fremførelsen var simpelthen for sløj. Momentant lykkedes det at få folk til for eksempel at klappe i takt, og et par af de gode tunge breakdowns fik også publikum til at bukke dybt. Mere blev det desværre ikke til.
Hideous Divinity – Ensformighedens triumf
Så blev det tid til en omgang italiensk dødsmetal af allerhurtigste skuffe. Romerne excellerer i en teknisk og brutal variant af genren, og uden at sikre dem det helt store gennembrud så har det alligevel bragt dem vidt omkring i deres snart elleve år lange karriere. I modsætning til det foregående band, som helt havde udeladt sceneudsmykning, havde Hideous Divinity medbragt rigeligt. Både et stort bagtæppe og to bannere længere fremme prydede Atlas lille scene.
I helt ens tøj gik de på scenen, og efter lidt indledende introlir brød larmen ud, og det stoppede faktisk ikke, før Hideous Divinity igen gik af scenen. Lyden var knivskarp. Både vokal, trommer og guitar stod sjældent klart i lydbilledet, og selvom Hideous Divinity ikke er verdens mest memorable dødsmetalorkester, så betød det, at det selv for ikke-kendere var interessant at følge med i, hvad der foregik på scenen.
Udover konstant at holde den musikalske kæde stram så var der også stor fysisk aktivitet på scenen. Alle bevægede sig flittigt rundt på de skrå brædder, og særligt forsanger Enrico Di Lorenzo brændte godt igennem. Atlas lille sal var nu næsten fyldt ud, og det motiverede tydeligt bandet på scenen.
Samtidig kom der for første gang rigtig liv i de forreste rækker. Et par headbangers, crowd surfers, en mindre moshpit, og endda et par der kunne næsten alle teksterne.
Musikalsk var der ikke den store variation at komme efter, og det blev da også lidt langt i spyttet hen imod slutningen. Overordnet fungerede det dog, og både band og publikum virkede tilfredse. Royal Metal Fest var ved at være varm.
Shining – Evigt solskin i et manisk sind
Shining behøver vist ikke nogen længere introduktion. Depressivt, selvdestruktivt, inderligt. Det har været nøgleordene igennem en efterhånden halvlang karriere, og selvom forsanger og hovedarkitekt Niklas Kvarforth på det seneste ikke helt har mestret sit sædvanlige selvødelæggende vanvid (godt for ham), så er tiltrækningskraften stadig stor. Derfor var vi også mange samlet foran scenen, da et af nyere tids vigtigste black metal bands gik på scenen 18:40.
Selvom Kvarforth ikke skejer ud som han tidligere har gjort, så er han stadig notorisk ustabil. Denne aften forekom han nærmest manisk. I hvert fald i begyndelsen. Overenergisk fór han omkring på scenen iført
hættetrøje og karakteristisk bandana. Efterhånden som overtøjet blev ofret i varmen, kom hundredevis af både gamle og rådglinsende friske snitsår til syne ned over Kvarforths arme. Et synligt vidnesbyrd om hans selvdestruktive tendenser. Ikke noget mange bifalder men ikke desto mindre en fuldstændig uomgængelig del af fascinationen ved det her band. Smagfuldt eller ej, så samles publikum om Kvarforths indre ødelæggelse. En ødelæggelse som han på imponerende vis og igennem hele karrieren har formået at bruge konstruktivt.
Nogen kan givetvis relatere til Kvarforth, andre er blot fascinerede. Uanset hvad så var det for de fleste svært at holde øjnene fra scenen, da han fredag aften tryllebandt Voxhall som lige dele opstemt sprællemand og bitter mørkemester. Ingen kan interagere med publikum som Kvarforth. Konstant udvalgte han sine specifikke ”ofre” blandt publikum. Han krammede dem, kyssede dem og nedstirrede dem. Han drillede fotograferne på første række, som blev rodet i håret og i flere sekunder af gangen presset op imod hegnet af mikrofonstativet, som Kvarforth flittigt brugte som overdimensioneret dirigentstok. Jack Daniels flasken, hans faste følgesvend, svingede han taktfast sættet igennem, imens han betænksomt og løbende tømte dens indhold ned i svælget på sig selv, fans og bandkammerater, som udover at være velspillende ikke var meget andet et professionelt backing band.
”My last family member died three weeks ago. It feels like fucking liberation”. Så var det også slået fast.
Det ene øjeblik munter og drillesyg, det næste bitter, sarkastisk og klar til at kaste sig frådende over hver eneste diskussion der byder sig. Sådan skal et Shining show være, og det var netop, hvad vi fik denne aften. Sætlisten bød på både nyt og gammelt, og det var dejligt at se, at især et nyere nummer som ”Jag är din fiende” vakte så stor genkendelse hos publikum.
Blood Eagle – Ørnen flyver igen
Med ryggen til salen lagde de fire musikere tungt fra land. Ind fra højre kom forsanger Michael Olsson, og så var vi endelig i gang. Ørnen var igen på vingerne.
Der står Hatesphere, Raunchy, Dominus, Illdisposed, Volbeat, Mnemic, Mercenary, Caro og The Psyke Project på cv’et, så det er en flok garvede herrer, vi har med at gøre her. Det var da også det, de til en hvis grad solgte sig selv på, da de for et par år siden stormede ind på den danske metalscene. Supergruppe, ny ep, koncert på Copenhell, jeg skal komme efter dig. Og så forsvandt de igen. Den 06/04/18 vendte de så tilbage på Royal Metal Fest med deres første koncert i mere end to år, og det var tydeligt, at en del blandt publikum havde set frem til den genopstandelse. I hvert fald var der så stuvende fuldt hus på Atlas, at flere blev nødt til at vente udenfor. Det er ulempen ved at operere med to spillesteder af forskellig størrelse.
Når man som Blood Eagle fra den ene dag til den anden forsvinder, så skal den virkelig suttes op fra slap, når man endelig gør sin entre igen. Og det var de heldigvis forberedt på. De har helt sikkert lagt en solid mængde tid i øvelokalet inden aftenens koncert, og det kunne mærkes. Det var dejligt tight, og forsanger Olsson gjorde det flot i front. For satan hvor kan han brøle.
I det hele taget var det bare gennemarbejdet og veludført. Death og grind i skøn hulemandsforening. Den slags sætter publikum pris på.
Origin – Aftenens helt store folkefest
De her gutter har på mange måder redefineret den tekniske dødsmetal. Det er hurtigere, det er mere brutalt, og midt alt dette vanvid er det også både mere groovy og mere memorabelt, end hvad vi ellers er vandt til inden for genren. Og derfor er det selvfølgelig ikke for alle. Selv de garvede lyttere kan få ondt i hovedet af Origins galemandsdød.
Foran et ganske flot, futuristisk, blåt oplyst bagtæppe gjorde de fire musikere klar til aftenens koncert. Da de var klar, vendte de sig uprætentiøst imod publikum, signalerede til lydmanden og lod helvede bryde løs. Jeg tror faktisk at en del i salen blev noget chokerede over, hvad det lige var, der ramte dem der. I hvert fald var der indledningsvist mere betaget måben end bevægelse at spore. Det hjalp heller ikke, at lyden i begyndelsen ikke ligefrem var perfekt, og at de mange tekniske finesser derfor endte med at flyde sammen.
Alt dette blev der dog rettet op på. Da lyden først var finjusteret og Origin varme, var der kun en vej frem, og det passede det nu godt berusede publikum fint. Selvom det kan være svært for det utrænede øre at adskille sangene i Origins bagkatalog, så har Origin i Jason Keyser en fantastisk frontmand, som virkelig forstår at engagere publikum. Sidst han gæstede Aarhus var som stand-in forsanger i Psycroptic, da de spillede på netop Royal Metal Fest i 2016. Det var en meget mindeværdig koncert, og det er svært ikke at sammenligne den med aftenens Origin koncert. Da først musikken havde fået tag i publikum, væltede de sig hovedløst ud i hæsblæsende circle pits, wall of deaths, og på opfordring fra Jason Keyser endte koncerten som en sand opvisning i (succesfuld og mindre succesfuld) stage diving. Selv tog han også en tur ud på ryggen for at vise en genert og nølende ung mand på scenen, hvordan det skulle gøres.
Hvad der startede lidt sløvt endte meget hurtigt med at udvikle sig til aftenens helt store folkefest.
Møl – Smuk og støjende hjemmebanetriumf
Møl har længe rumsteret i den danske og aarhusianske undergrund, og med den forestående udgivelse af debutalbummet på engelske Holy Roar Records er de godt på vej imod det egentlige gennembrud.
På hjemmebanen i Aarhus ved folk det allerede. Det her er værd at holde øje med. Møls smukke og støjende blanding af black metal og shoegaze har over tid udviklet sig i en retning, der gør, at de adskiller sig langt mere fra andre bands i genren, end det tidligere var tilfældet. Møl er blevet sin helt egen ting, og det er folk ved at forstå.
Også live er der sket en markant udvikling. Sidste års koncert på Radar i forbindelse med afslutningen af Aarhus kulturhovedstad var en milepæl, og koncerten denne aften på Atlas må siges at være endnu en til huskebogen. Badet i primært lilla belysning og på en flot og personligt udsmykket scene gav Møl en opvisning i atmosfære og smuk støj. Det var absolut betagende, og de fremmødte enten sloges foran scenen, faldt i staver eller svingede og kastede med de lilla knæklys, som var blevet uddelt inden koncerten.
I fornt styrede Kim Song Sternkopf slagets gang. Det gjorde han med eksemplarisk og sympatisk autoritet, og hans let skingre vokal må siges at gå godt i spænd med de mange flotte og støjende melodistykker. Fra et lille podie forrest på scenen skreg han det meste af koncerten ned i hovedet på publikum. Særligt på en lille scene som den på Atlas har det en positiv effekt på interaktionen med publikum, og Møl nåede godt ud i alle salens kroge.
Bloodbath – Revanchen udeblev
For mit vedkommende både dagens og årets helt store hovednavn. Bloodbath har et imponerende bagkatalog af kvalitetsdød at trække på, og det er så sjældent, vi får lov til at høre det live i Danmark. Derfor var det også noget af et scoop, da Royal Metal Fest kunne annoncere dem som et af årets hovednavne. Sidst de spillede i Danmark var på Copenhell i 2015. En koncert der desværre ikke for alvor formåede at henrykke masserne, og derfor skulle det være dejligt at se dem tage revanche i Aarhus.
Klædt i hver deres blodige og jordslåede fortolkning af corpse paint gik Bloodbath på scenen til lyden af en dyster intro. Der blev lagt hårdt ud med ”Let The Stillborn Come To Me” og ”Iesous”. Begge fint fremført men desværre efterfulgt af koncertens første rigtige antiklimaks. I irriterede vendinger brokkede Nick Holmes sig over bassen, inden han med hurtige skridt forlod scenen. Herpå fulgte en næsten ti minutter lang teknisk pause. Hvad der præcis var galt ved jeg ikke, men i hvert fald skulle bassen angiveligt udskiftes. Dette huede ikke ligefrem det nu stærkt berusede publikum, som skiftevis brokkede sig og råbte på Bloodbath og Slayer.
Tilbage på scenen kom de dog, og koncerten igennem fik vi med svingende lydkvalitet serveret nye og gamle klassikere som ”Breeding Death”, ”Anne”, ”Cancer of the Soul” ”Weak Aside”, ”Outnumbering the Day” ”Mock the Cross” og efter en kort pause et cover af Cancers ”Bloodbath” og selvfølgelig ”Eaten”. Alt i alt en forrygende sætliste som på alle måder fordrede headbanging og fællessang.
Og alligevel blev det bare aldrig rigtig godt. Det er efterhånden en gammel diskussion, men vi bliver nok nødt til at vende Nick Holmes rolle i det her band en gang til, for resten af bandet var der altså ikke noget at udsætte på. Jeg hører til blandt fans af både den nyeste plade og Holmes gennerelle fortolkninger af klassisk Bloodbath materiale. Han har en stærk vokal, men live er det som om, han famler i blinde. Den rolle han som melankolsk og indadvendt stemningsskaber normalt spiller i Paradise Lost matcher bare ikke rollen i Bloodbath, som ideelt set kræver en del mere ekstrovert kommunikation med publikum. Det kræver kropssprog og udtryk, og i hvert fald fredag aften i Aarhus havde Nick Holmes ingen af delene. Det var næsten akavet, og det hjalp heller ikke, at Holmes helt øjensynligt var utilpas ved det frembrusende, højtråbende og beduggede publikum. Han synes ikke, det var sjovt, når folk ville stage dive, når de kastede med knæklys, eller når de spildte øl på scenen, og han så særligt i koncertens sidste halvdel decideret anstrengt ud. ”I would have a little chat with you, but I am absolutely fucked”, indrømmede han blankt. Det var det mest personlige, Voxhal fik ud af Nick Holmes den aften. Hvorfor han var ”fucked” vides ikke.
Lørdag
Deadflesh – Dagen starter altid bedst med dødsmetal
Deadflesh har eksisteret i rigtig mange år, men som det for nogen bands sker, så har de i en fremskreden alder endelig fået vind i sejlene. Gode anmeldelser og positiv omtale har spredt sig fra computer til computer og fra mund til mund, og pludselig er Deadflesh igen, et band man regner med. Derfor var fremmødet også ganske flot, da dødsmetallerne gik på scenen allerede kl 14:15 lørdag eftermiddag.
Og det gjorde de med både buldrende trommer, knasende beskidt guitar og øresynderrivende growl. Old school, straight ahead death metal. Der er i virkeligheden ikke så meget pis at sige om det, i hvert fald ikke noget som ikke er sagt før. Det var groovy, støjende, meget lidt sofistikeret, meget lidt nytænkende, ikke særligt varieret, og så var det ikke mindst bare hyggeligt og ekstremt veleksekveret. En med andre ord nærmest perfekt måde at starte dagen på.
Wind Rose – Dværgekrigere og kædedans kickstarter lørdagsfesten
Og så var det tid til italiensk symfonisk dværge power/folk metal. Ja den er god nok… Wind Rose er inspireret af Tolkiens dværgeunivers. Både lyrisk og visuelt. Derfor klæder de sig ud som dværgekrigere og synger sange om store krigeriske slag imellem små mennesker og hymner om fordrukne dværge. For som de selv siger: ”What is the only thing better than a dwarf? A drunken dwarf!”. Det er i sandhed svært at argumentere imod, og der var da heller ikke mange på Atlas der forsøgte.
Tværtimod hengav store dele af forsamlingen sig nærmest hæmningsløst til dette bizarre arrangement med kædedans, træskoswing og lårklask som en helt naturlig følge deraf. Nogen gange oplever man noget, som man simpelthen bare ikke kan forstå, og så man i sin egen bedste interesse forsøge at give slip og lege med. Dem som gjorde det fik helt afgjort en oplevelse med i bagagen, da Wind Rose for alvor kickstartede lørdagsfesten. Selvom jeg normalt gerne lader mine omgivelser vide, hvor alt for gammel og alt for sur jeg er til den slags gak og løjer, så var det bare svært at komme uden om det faktum, at det her faktisk både var underholdene og velspillet.
Musikalsk adskiller de sig ikke betydeligt fra mange andre over-the-top folk metal bands, men de har nu alligevel en række stærke melodier i bagkataloget. Denne eftermiddag gjorde særligt ”To Erebor” og den nye ”Drunken Dwarves” indtryk.
”We hope to come back to Denmark again one day, to kick some elf bud!” Skulle valget en anden gang falde på Aarhus, er jeg sikker på, at de bliver budt varmt velkommen.
Allegaeon – Teknisk velfunderet men uden den nødvendige kontakt til publikum
Melodisk teknisk dødsmetal. Det lyder som to verdener på direkte kollisionskurs. Det er det sådan set også, men Allegaeon har fundet en måde at forene det højteknologiske og det melodiske, det brutale og det fløjlsbløde.
Således skifter de smertefrit imellem fingerblødende guitarlir, lækre bløde melodipassager, brutal og ren vokal. Det er imponerende, og det var det egentlig også lørdag aften på Voxhall. Lidt atypisk for lørdagens øvrige forløb fik de desværre aldrig helt fat i publikum. Forsanger Riley McShane forsøgte ellers med alle midler, og generelt var der på hele scenen god bevægelse at spore.
Måske var det, trods teknisk overlegenhed, bare for gennemsnitligt, måske var det for tidligt, måske kendte publikum ikke bandet godt nok i forvejen, måske føltes det en smule antiklimatisk efter den italienske dværgefest, vi netop havde overværet på Atlas. Sandheden ligger sandsynligvis et sted imellem alle disse måske’er . Selvom Allegaeon har eksisteret i snart ti år, så havde de bare heller ikke rigtig materialet til at holde den kørende en hel koncert. I længden blev det desværre for sterilt, og de gode melodier, som de ellers lever højt på, holdt ikke altid vand. Selvom forreste række helt sikkert havde en fest, så forplantede den sig aldrig rigtigt ned igennem salen.
(0)-Debutanterne sejrede stort
”Hva så Horsens? Er det ikke der vi er?”, fik den unavngivne forsanger fra (0) sagt i en lidt unødvendigt morsom vending midt under koncerten. Et øjeblik brød det den ellers indadvendte og nærmest hypnotiske stemning, som (0) længe havde arbejdet sig op imod. Men det er så også den eneste anke, jeg overhovedet har at tilføje, for taget i betragtning af at det her faktisk var bandets debutkoncert, så var det en monumental bedrift, vi var vidner til. Måske en af de allerbedste koncerter på årets festival.
Det er ikke hver dag, at man går til debutkoncert og da slet ikke sammen med en velvoksen skare af musiknørder på en af landets fremmeste metaletalfestivaler. Det siger noget om de forventninger, som både fans, medier og bookere har haft til (0). I relativ beskedenhed udgav bandet med det mystiske navn sidste år deres debutalbum uden hverken at afsløre medlemmernes identitet ellers disses tidligere bedrifter. Da metalpressen først fik øjnene op for denne nye konstellation, begyndte det dog at tage fart. Og her stod de altså til deres debutkoncert på Royal Metal Fest.
På bagtæppet projekteredes koncerten igennem en række konstant bevægelige mønstre. Skiftevis samledes de og lod sig dele for at blive til nye forgængelige stregtegninger. I mørket præsenterede (0) publikum for materialet fra deres første album. De har naturligvis et stærkt begrænset bagkatalog, men det de har er godt, og det viste sig ligeledes at fungere live. Det er et alsidigt musikalsk univers, men det er fokuseret, og selvom (0) eksperimenterer med mange genrer, så er der på en eller anden måde mening med galskaben. Det er opslugende og, igen, hypnotisk.
En debutkoncert som jeg er meget glad for at have overværet.
Crocell – Endnu en succeshistorie på hjemmebanen
Der var ikke mange mennesker på Voxhall ,da Crocell gik på scenen. Aarhusbandets genkendelige toner trak dog lynhurtigt folk ind fra pølsevogn og rygebalkon. Selvom Crocell i perioder nærmest har været hverdagskost på de aarhusianske scener, så er det nemlig stadig et band, som de fleste gerne vil se.
Crocell bliver lidt for ofte overset og måske fejet af banen som værende endnu et gennemsnitligt jysk dødsmetalorkester. Det prædikat har de ikke fortjent, for Crocell er efterhånden en af de både dygtigste og mest erfarne kræfter på den danske scene. Et velfungerende liveshow og et bagkatalog med så tilpas mange hits at de nemt kan samle folk omkring scenen bevidner dette.
Sange som “My Path of Heresy”, “Winter is Coming”, “Prophet’s Breath” og “The Age of Iron and Rust” fungerer bare i enhver sætliste. Også nye skæringer som “Black Death Redemption” og “Once Called Slaves” havde denne aften god gennemslagskraft. Som altid sendtes Kussens hjemmelavede og farvestrålende snaps rundt i lokalet. Et tiltag som absolut ikke gør folk mindre villige til at deltage i festlighederne. Efter lidt indledende tøven hankede publikum, med hjælp fra det yderst velspillende band på scenen, op i sig selv, og på den måde endte det med endnu en festlig succeshistorie for Crocell på hjemmebanen i Aarhus.
Altar of Oblivion – Old school heavy for the die-hards
Altar of Oblivion lagde på Atlas hårdt ud med et nummer, der virkelig fremhæver forsanger Miks imponerende vokal. Det var en god idé, for her har vi virkelig en af bandets styrker. Midt i de klassiske dommedagstoner står vokalen klart og tydeligt frem. Det er et dejligt modspil til Danny Woes tunge og præcise slag på trommerne og guitarspillet som med fokus på tilpas monotoni og gentagelse hypnotiserer folk på de første rækker.
Det er klassisk heavy/doom metal med storladne og episke tendenser, og det passede helt sikkert de mere old school fans godt. Den helt store folkelige appeal har Altar of Oblivion dog ikke, eller også stod de måske bare stilmæssigt ud fra mængden på dette års festival. I hvert fald var fremmødet ikke imponerende. For kenderne på forreste række var det dog uden tvivl kræs.
Horned Almighty – Aftenens sataniske ritual
Horned Almighty, endnu en lokal publikumsfavorit og et band som efterhånden har været på plakaten til Royal Metal Fest et par gange. Angiveligt har de et nyt album i støbeskeen. Det sker ikke så ofte, men når det gør, så er der som regel grund til at fejre, for Horned Almighty har gjort det til en tradition altid at levere varen.
Det ved de fleste godt, og derfor var fremmødet ganske flot, allerede da Horned Almighty begyndte deres sataniske ritual. Røgelsen hang tykt i luften, og scenen var prydet af omvendte kors og diverse skulpturelle knogler og kranier. Ingen tvivl om hvad det her skulle handle om. Forsanger Smerte gemte sit ansigt bag endnu et dyrekranie. Resten af bandet nøjedes med mere almindelig corpse paint. Visuelt er det klassisk, men musikalsk bryder Horned Almighty som altid rammen med elementer af især punk. Det skaber tempo og variation, og derfor er det aldrig kedeligt at gå til koncert med Horned Almighty.
Sætlisten kom vidt omkring. ”Necro Spirituals” glædede mig personligt, men også de nye og endnu unavngivne numre (The Great Death?) fungerede godt og gav forhåbninger om et nyt stærkt fuldlængdealbum senere på året. Smerte sludrede imellem numrene med publikum. Det var næsten lidt for jovialt og hverdagsagtigt for en mand i corpse paint, og i nogen grad ødelagde det lidt illusionen om det sataniske ritual. Det var dog på ingen måde nogen katastrofe, og alt i alt var det endnu en Horned Almighty koncert på højt niveau.
Lebenssucht – Årets lavpunkt
Fra ét lokalt black metal band til et indblik i hvad der rører sig på den internationale scene. Lebenssucht har base i Tyskland, men medlemmerne er så vidt vides af både tysk, belgisk og østrigsk afstamning. Stilen er depressiv (og i den grad suicidal) black metal. De her gutter får på papiret Shining til at ligne en fritidsordning. Problemet er bare, at Shining, i modsætning til Lebenssucht, har fundet et, alt taget i betragtning, relativt poetisk og sofistikeret afløb for Kvarforths selvdestruktion. Med titler som ”Beloved Depression” og ”Fucking My Knife” kan man være i tvivl om, hvorvidt Lebenssucht overhovedet har set det kulsorte mørke, som de på så ubegribelig banal vis forsøger at fremstille, eller om de bare digter. Efter at have overværet deres show lørdag aften på Atlas kan man næppe være i tvivl.
En fæl stank af lunken svineblod bredte sig ud over scenekanten, da Lebenssucht gik på. For nogen bands er det bare ikke godt nok med teaterblod, og Lebenssucht er åbenbart et af de tilfælde. Alle var de smurt ind i den vamle klistrede væske, men bandets kvindelige forsanger S Caedes tiltrak sig alligevel al opmærksomheden. I en lang, iturevet, beskidt og blodig hvid kjole indtog hun scenen med stor patos. At man appellerer til publikums følelsesregister er dog ikke nødvendigvis en positiv ting, og da slet ikke når det gøres med så lidt sans detaljer og smag, som det med Lebenssucht er tilfældet. I blodig dans med en kæmpestor køkkenknivs-attrap skrålede S Caedes sig igennem det første nummer, ”Fucking My Knife”, imens hun i store karikerede drag jog kniven imod hendes egen skede. En symbolik og et sprog så himmelråbende fladtrådt og B-films karikeret at de fleste i salen måtte enten grine eller gå. Musikalsk var der et fint samspil imellem S Caedes skingre vokal og den dybe backing vokal. I længden var det samlede indtryk dog meget monotont. Lebenssucht forsøgte at skabe atmosfære, og i passager lykkes det. I længden fremstod det dog som en omgang helt igennem ordinær black metal uden særlig ambition eller nærvær. Deres bizarre forsøg på at skabe et skræmmende og medrivende live-show faldt ligeledes til jorden.
Lebenssucht er en gyserfilm, jeg håber aldrig at skulle gense.
Ne Obliviscaris – Kaotisk storhed
Til lyden af vinende violiner gik australske Ne Obliviscaris på scenen som festivalens tredjesidste band. De har med tiden opbygget et stærkt ry som både studie og liveorkester, og så vidt jeg kunne fornemme, var det et band, rigtig mange havde set frem til.
Hele seks mand var de på scenen. En trommeslager, en bassist, en forsanger, to guitarister og en violinist, som det meste af tiden agerede danser og til tider sanger. Ligesom musikken en visuelt ganske forvirrende oplevelse.
Som Allegaeon gjorde det tidligere på dagen, blandede Ne Obliviscaris det progressive og ekstreme med det memorable og storslåede. Modsat førstnævnte så lykkedes det bare for Ne Obliviscaris. Melodierne var stærke hele vejen igennem, og selvom det var kaotisk at se på, så var det en fornøjelse at betragte samspillet de seks musikere imellem. Ne Obliviscaris brillerede med deres alsidighed og deres enorme energi på scenen, og det smittede.
Violinen spillede en helt central rolle. Det kræver snilde at inkorporere den slags uden at det bliver enten kikset eller alt for cheesy. Ne Obliviscaris har fundet balancen, og derfor lykkes det dem at kombinere så mange forskellige elementer. Dejligt at se at det også fungerer live.
Ex Deo – Fin (men ikke fantastisk) afslutning på Atlas
Festivalens sidste koncert på den lille scene og også klart en af de største af slagsen. Ex Deo er praktisk talt et romersk inspireret sideprojekt til canadiske Kataklysm, og derfor et band der trækker en del interesse. Oven i købet er det ikke nogen hverdagsbegivenhed at opleve Ex Deo på de europæiske spillesteder, og det kunne tydeligt ses på Atlas, som var godt fyldt ud allerede inden koncerten.
Stilen er halvtung dødsmetal med en del tunge og relativt memorable riffs, som vi kender det fra Kataklysm. Den primære forskel er, at Ex Deo har valgt at satse hele butikken på en lyd og et tema, som henleder tankerne på det gamle Romerrige. Symfonisk og i nogen grad interessant men som Kataklysm med tendens til at blive en lille smule tungt i røven.
Live viste det sig a fungere fint. Det blev aldrig nogen kæmpe stor folkefest, men Ex Deos tunge rytmer og romerske gimmicks virkede til at fungere for de fleste. Musikken er som oftest nem at forstå og nem at lade sig medrive af. Foran et efterhånden udmattet publikum var det en klar fordel. Det er som skabt til tung headbanging og håndtegn kastet i langsom rytmisk takt. Ikke overvældende, men fint.
Udover bassist Dano Apekian består Ex Deo kun af medlemmer fra Kataklysm. Så der er generelt tale om musikere med stor liveerfaring, og det kan mærkes. Uden at blæse salen omkuld leverede alle mand på scenen således romersk folkedød med stor præcision.
Ensiferum – Storslået og festlig afrunding af årets festival
Metaltrætheden var umiskendeligt ved at indfinde sig på Royal Metal Fest. Hvem bedre til at løse det problem end folkemetallerne i Ensiferum. Det tog da heller ikke mange sekunder af åbningsnummeret, før de første havde kastet sig ud i en voldelig omgang kædedans på dansegulvet.
Lørdagens program havde budt på både opture, nedture og en del mellemting. Derfor var der brug for et band som Ensiferum. De skuffede da heller ikke, for selvom klokken var 00:30, da de gik på scenen, så var de veloplagte og klar på fest. Iført spraglede sorte gevandter og med sorte streger malet under øjnene indtog de Voxhall med stor spilleglæde og et velforberedt show. De havde endda medbragt en mand med cowboyhat til venligt at gelejde fulde folk ned fra scenen, når de ville forsøge sig med stage diving og spontan dans på den forkerte side af hegnet. Sådan løser man det problem.
Jeg er desværre ikke ekspert i genkendelse af Ensiferum numre, så i den sammenhæng må læseren af denne anmeldelse leve med visse mangler. Simpelthen fordi det, indrømmet, aldrig har interesseret mig at hverken kende eller forstå Ensiferums bagkatalog. Som det også var tilfældet med Wind Rose tidligere på dagen, så må jeg samtidig også bare indrømme, at det her fandme fungerer live.
Der var var ingen sløve numre på den sætliste. Intet overflødigt fyld. En storslået og festlig afslutning på en festival som, på trods af et par musikalske skuffelser, endnu engang levede op til sit fantastiske ry.