I samme liga som Satan – og alle de andre store navne
Tekst: S.P.
Foto : John-son
Cronos – den legendariske frontfigur i Venom – er her ikke længere. Men selv de metalhoveder, der er for unge til at finde Venom relevante, har meget at takke den balstyriske englænder for.
Jeg havde ikke set den komme, og det havde du sikkert heller ikke, men lige pludselig er Cronos her ikke længere. Den energiske englænder, der har en stor andel i, at der overhovedet er noget, der hedder ekstremmetal – altså musik, man virkelig kan slås og partere ulve til.
”Opfandt” Venom genren black metal? Mnjaeeh… ikke helt, men uden den vildskab, den anarkisme og den skiden på konventionerne, som Cronos og hans medsammensvorne i Venom bragte med ind i metallen, så havde genren været noget kedeligere.
Siden Cronos som teenager i slutningen af 1970’erne blev ansat i et studie i hjembyen, Newcastle, har han haft flair for noget, som vi andre måske ikke har oplevet – men som gjorde, at de fleste Venom-skiver var spændende. Cronos gik meget op i detaljerne og i, at lyden skulle være helt rigtig; også selv om vores forældre mente, at Venom lød som ”hvid støj”. Og hvor vanvittigt, det end kan lyde, så er Cronos evne til at kontrollere musikken, så den lyder som autentisk og anarkistisk vildskab, noget af det sejeste ved ham.
Venom ramte ned i verdenshistorien i 1979. Et tidspunkt, hvor metal stadig hed ”heavy metal”, hvor cowboystøvler i slangeskind, bar mave, nitter og lædervest var acceptabel påklædning, og hvor Saxon lige havde smidt deres selvbetitlede debutalbum på gaden.
De første tre Venom-albums, Welcome to Hell, Black Metal og At War with Satan, regnes i dag for milepæle eller hjørnesten inden for ekstremmetal. Black Metal regnes af nogle for at være det første black metal-album i historien, og sidstnævnte skive er med sit tyve minutter lange titelnummer – der fylder den ene pladeside – en forsmag på, hvad senere kunstnere inden for den sorte metal gjorde til hverdagskost. Et langt nummer, der fortæller en samlet historie i vekslende musikalske klæder.
Debutsinglen, ”In League with Satan”, fortæller egentlig store dele af historien om Cronos. For Cronos brød sig ikke om heavy-musikere med højt hår, make-up og melodilinjer, som tøserne kunne synge med på. Han ville det vildere, og når Ozzy Osbourne sang om djævelen, så ville Cronos være djævelen.
Det lykkedes også – sådan målt i hele træskolængder. Nok er der svagere albums i Venom-diskografien og nok er der al balladen og uenighederne mellem Cronos og de tidligere medlemmer, Mantas og Abaddon, som heller ikke hjalp i det samlede billede.
Alligevel kommer du ikke uden om Venom, fordi alle de bands, du er fan af – de er inspireret af Venom. Når Tom G. Warrior fra Celtic Frost, Querthon fra Bathory og alle gutterne fra Mayhem, Possessed, Metallica og Megadeth har nævt Venom som inspirationskilde, så er det fordi, Venom ramte rigtigt – de fleste gange.
Venom regnes for et af de allerførste – om ikke det første – ekstremmetalband, og med deres andet album, Black Metal fra 1982, anses de som en art stamfader for genren af samme navn, uagtet at Venoms musik mere er en blanding af speed metal, heavy metal, proto thrash og det, der er værre. Sammen med navne som Bathory kan Venom nævnes som værende ”første generations black metal”. Og Cronos udtalte også flere gange, at han var stolt af, at andre tog Venoms lyd og trak den i nye og helt andre retninger. Det gælder blandt andet hele den norske black metal-scene, som Cronos selv var imponeret over.
Cronos var en katalysator. Han og Venom satte noget i gang, der blev bygget videre på, og som heldigvis ikke kan stoppes igen.
Cronos havde også fuld fart på gennem livet og måtte ty til andet end musikken for at få smør på brødet. Han har været fitness-instruktør og arbejdet med it og grafisk design – noget det måske er vanskeligt at forestille sig, når man ser ham stå i læderantræk med nitter.
”Jeg kan sove, når jeg er død”, sagde han til mig, da jeg interviewede ham for et halvt år siden. Her var han i et svært godt humør og talte både om fortiden og om fremtiden, og med den energi og det humør, han havde under interviewet, så tror jeg ikke, at han sover dér, hvor Herren eller Satan har ført ham hen efter det jordiske liv.
Jeg forestiller mig snarere, at han står på en scene i verdensaltets kælderetage og spytter galde ud, imens han spiller hele Venoms debutskive, Welcome to Hell, sammen med et par til lejligheden hyrede djævle.
