Koncertanmeldelse: LAMB OF GOD @ K.B. HALLEN, 11.08.2026
EN LAMMENDE ØRETÆVE… BLEV DET NÆSTEN
Tekst og foto: Thomsen

Sidst, jeg fik en gedigen lammende øretæve af Lamb of God, var på Copenhell i 2019.
Kort tid forinden havde danske Baest leveret en aldeles fremragende opvisning på Hades – en af festivalens bedste det år.
Men et tordenbrag – ikke det, som ramte lørdag aften i år på de samme lokaliteter – var, hvad der ramte Copenhell’s tørre kombination af beton, grus og støv en kort stund efter. På Helviti.
Godt syv år senere – med et par besøg i mellemtiden sammen med Slayer og Kreator – var Lamb of God tilbage. Denne gang i K.B. Hallen.
Det lovede da også godt efter de første fem numre, men så indtraf der en form for mystik.

Voldsom indledning
Men lad os lige dvæle lidt ved, hvad den håndfuld af numre, der blev serveret som en tidlig lammende lussing, resulterede i.
For der blev lagt i kakkelovnen, gjorde der.
For 15 år siden blev K.B. Hallen lagt i ruiner, da den brændte og efterfølgende blev revet ned og genopbygget igen.
Med det indledende nummer, “Ruin”, virkede det som om, at kvintetten fra Richmond, Verginia, ville udsætte K.B. Hallen for samme skæbne – dog uden ildspåsættelse.
De bragede gennem lydmuren med en – som sædvanligt – energisk frontmand i form af Randy Blythe, der gik forrest i aftenens attentatforsøg.
Med “Laid to Rest” var der ikke meget, der tydede på, at de ville slippe tøjlerne og hvile på laurbærrene.

Det til trods for, at resten af etablissementet nærmest stod som stenstøtter på en mørkt oplyst scene, hvor baggrundslyset kun lyste dem op som silhuetter.
Hvis de savnede skridt på skridttælleren, kunne de med sindsro låne af den gode Blythe, som farede rundt med fuldt kraft på batterierne. Og han ville stadig nå de berømte 10.000 skridt – på 90 minutter – trods udlånet.
Den sædvanlige hyldest til Christiania blev fejret med “Now You’ve Got Something to Die For”, inden titelnummeret, “Into Oblivion“, fra deres seneste udgivelse i foråret kom til sin ret.
Trods samfundets sorte tider var der en mening med det hele inden for i katedralen på Frederiksberg.
Der var lys for enden af tunellen og det, selv om “Resurrection Man” forsøgte at trække os ned i et deprimerende sort hul.
Den uforklarlige pause der smittede af
Men så skete der noget uforklarligt.
Bandet forsvandt, og der gik evigheder, før først Willie Adler og senere Mark Morton trådte ind på scenen og hev indledningen til “Grace” ud i en spændetrøje der var på bristepunktet.
Det var som om, luften stille og roligt fes ud af ballonen. De circlepits, der ellers havde triumferet, blev sat på midlertidig pause, og crowdsuferne faldt stille og roligt ned som et blikstille hav.
Havde koncerten stået over for en afbrydelse, eller hvad fanden skete der lige?
Inden da havde amerikanerne ellers sat fut i fejemøget. Med den sædvanlige vildskab, som satte sin afsmittende effekt på publikum.
I ved – publikum der susede rundt i en circlepit, som var var de på jagt efter billetter til et udsolgt show.
Publikum, der blev båret ind over jernrælingen én meters penge foran scenen i en lind strøm, som var det kasser med fisk, der blev langet over skibsrælingen på Hanstholm Havn på en god dag.
Fiskesnøren blev søsat på ny
Det tog sin tid før fiskesnøren endelig fik publikum på krogen igen.
“Blunt Force Blues” og “Desolation” var madningen, der virkede, før en fængslende udgave af “512” rammesatte tingene på behørig vis.
Publikum ruskede i tremmerne i håb om, at energien ville have sin gensidige afsmitning på dem og band.
I håbet fandt man lykken.
Med et triumftog båret af “Walk With Me in Hell”, “Parasocial Christ” og “Omerta” var det som om, at momentum blev genfundet.
I 11. time satte kvintetten slutspurten ind og leverede en hidsig udgave “11th Hour”.
Reddet på målstregen
Ekstranumrene, “Memento Mori” og “Redneck,” satte heldigvis tingene på plads og sluttede aftenen på mere end hæderlig vis.
Indspiskeren, Randy Blythe, adlyder man, når han kalder på respons. Men når manden mener, at svaret fra publikum lyder som folk der “want milk and cookies?” peger fingeren måske på et spejl.

Hvis den mærkværdige pause undervejs ikke havde indtruffet, havde vi fået en lammende lussing af dimensioner.
Måske var det, som en crowdsurfende publikummer prøvede at fortælle undervejs, da han tog turen fra baren bagerst i salen frem mod jernrælingen.
Det kunne have resulteret i en lammende lussing.
Vi måtte dog forlade Frederiksberg med lidt mindre.









