Koncertanmeldelse: A COLOSSAL WEEKEND @ VEGA, 08.05 2026
Tekst: Hesselager
Kolossalt og mangfoldigt
A Colossal weekend bød på et overflødighedshorn af metalliske tilbud i løbet af fredagen. Vores anmelder, Simon Hesselager, var med stort set hele vejen og havde en glimrende aften. Det var ikke hovednavnet, Cult of Luna, der imponerede mest, men derimod Truckfighters, der var både komplekse, hurtige og ekvilibristiske i deres blanding af ørkenrock og mere progressive toner.
BLACKWATER HOLYLIGHT
STORE VEGA 19.00
Undertegnede havde desværre ikke tid til at se så mange af de musikere, som spillede på året Colossal Weekend i år, som håbet, men jeg så især frem til Blackwater Holylight. Denne trio spillede psykedelisk doom metal med mere fokus på spacy elverfolks-heksekults-stemning end på tyngde, men de havde også nogle hurtige aggressive numre med punknerve og tunge bluesede numre senere i sætlisten. En klar inspiration fra post-punk og gotisk rock kunne tilmed høres i basspillet og vokalerne. I det hele taget havde deres sangskrivning en masse dynamik og variation, som gjorde oplevelsen dejlig uforudsigelig og sørgede for, at den undgik at blive for monoton.
Blackwater Holylight var virkelig gode til at transportere publikum til en anden dimension, noget som den dæmpede røde belysning på scenen hjalp med til ved at give den rigtig stemning – dyster og elegant samtidig. De var helt klart et band, der fortjener al den hype de har fået, og som kan blive virkelig store.
BACKENGRILLEN
LILLE VEGA 20.00
Næste band på programmet var Backengrillen, der spillede en excentrisk krydsning mellem sludge og jazz med harske vokaler, tunge bluesede riffs og en virkelig groovy trommeslager. Jeg forstod godt, hvad de sigtede efter, og hvorfor folk fandt dem interessante, men jeg syntes bare ikke helt det altid virkede.
Når Backengrillen tog hele den blues-inspirerede doomy side af sludge og skubbede det over i jazz-territoriet – komplet med fløjte og saxofon – så virkede det virkelig godt, men når de gik over i mere avantgarde-lydlandskabs-territorie passede det ikke rigtig sammen med metal-siden af deres lyd. I hvert fald ikke for mig.
TRUCKFIGHTERS
STORE VEGA 21.00
Truckfighters var det band, jeg mere end noget andet var der for at se, og de levede ikke alene op til forventningerne men overgik dem. Deres krydsning af ørkenrock a la Fu Manchu og Kyuss med elementer af progressiv rock, der har inspireret så fremragende et band som Elder (et af højdepunkterne på sidste års Colossal Weekend), kom virkelig i sit rette element live: Deres tunge riffs føltes som varm sommerbrise i lydform, svøbt ind i en masse lag af spacy elektroniske effekter og toppet af med lange indviklede instrumentale passager, der fik mig til at tænke på farverige skumringshimle med fjerne galakser og stjernehobe, der passerede forbi ovenover. Jeg har sjældent set så kompleks musik spillet live på så højt niveau af hyperaktiv energi – både guitaristen Dango og bassist Ozo hoppede rundt på scenen hele tiden, med undtagelse af når Dango enten løb rundt blandt publikum eller stod i besværlige akrobatiske positioner, som han gjorde under hver eneste guitarsolo! Det eneste band, jeg har set, som kan konkurrere med Truckfighters i den henseende, er vel det finske progressive rockband Kaleidobolt?
Skal jeg nævne tre højdepunkter i Truckfighters’ sætliste, må det have været: ”Carver”, en syv minutter lang episk sang på deres nye album Masterflow om George Washington Carver: En tidligere slave, der blev en af de mest indflydelsesrige agronomer i landbrugshistorien. Her kombinerer Truckfighters fint spaghettiwestern-soundtrack-agtige melodier med nogle af de hårdeste riffs i deres repertoire. Et andet højdepunkt var ”The Chairman” fra Universe, der udkom i 2015, og er et af gruppens mere progressive numre, og hertil kommer Truckfighters signatursang, ”Desert Cruiser”, fra debutalbummet, Gravity-X, der udkom helt tilbage i 2003 og er noget af den bedste riffrock, de har skrevet, og hvor anden halvdel stadig indeholder et langt stræk af kosmisk guitar-jamming.
EYES
LILLE VEGA 22.00
Danske Eyes har jeg stiftet bekendtskab med før. Deres lyd kan bedst beskrives som hardcorepunk med black metal-inspiration, hovedsageligt i de høje skrigevokaler og ved brugen af tremolo-riffs i de hurtigere sektioner. Når de sætter farten ned, går de til gengæld over i nogle virkelig sludgy riffs, som føles ekstra groovy live. Selvom Eyes aldrig har fænget mig 100 procent på plade, fordi deres lyd er noget mere moderne end jeg foretrækker i hardcore, var de fantastisk intense og energiske live og et af de mest underholdende bands den aften.
CULT OF LUNA
STORE VEGA 23.00
Et af aftenens hovednavne var svenske Cult of Luna, der er verdenskendte for deres stemningsfulde men nådesløst aggressive tag på sludge metal. De gik på i dæmpet hvid belysning med en uhyggelig elektronisk ambient baggrundsmusik og spillede et halvanden time langt sæt, der vekslede mellem mere atmosfæriske post-punkede passager og virkelig tunge riffs – og selv i de mere metalliske dele kunne jeg høre en inspiration fra Killing Jokes Big Paul Ferguson og Siouxsie and the Banshees’ Budgie i de to trommeslageres spil. (jeps – Cult of Luna har to trommeslagere samtidig, som Hawkwind og Frank Zappa havde i midten af 1970’erne)
Jeg må sige, at jeg havde delte meninger om Cult of Luna. På den ene side var det imponerende, at de kunne skabe en så kold og nådesløs, men samtidig overjordisk og åndelig stemning (hvilket deres navn netop hentyder til) og spille så intens musik igennem halvanden time. På den anden side blev det noget monotont i længden, fordi de holdt sig til samme tempo og nøjagtig samme stemning hele vejen igennem. Jeg forestiller mig, at det helt klart var en fantastisk oplevelse for en bestemt del af publikum.
THROWE
BASEMENT 02.00
Efter Cult of Luna følte jeg mig nærmest helt hensat i en trancetilstand og skulle lige kvikkes op igen med noget hurtigt og aggressivt musik fra aftenens sidste band, som spillede nedenunder: Throwe, der ligesom Eyes specialiserede sig i en krydsning mellem black metal og hardcore punk – bare med mere fokus på metal-siden og mindre på punk-siden. Faktisk kom jeg til at tænke på Mantars hurtigere numre, hvilket var et enormt plus i min bog.
Throwes musik var virkelig ond og dyster med hadefulde umenneskelige skrigevokaler, ekstremt intense og hurtige tremolo-melodier, og de langsommere riffs havde noget mere af et traditionelt doom metal-præg end Eyes’ – komplet med tydeligere blues-inspiration i guitarspillet. Bonuspoint for det psykedeliske syretrips-mareridt-lysshow, de havde projiceret ud i salen bag sig under koncerten!