Koncertanmeldelse: KREATOR/CARCASS/EXODUS/NAILS @ Poolen, København 25.04.26
Af: Nolder
Foto: John-son
VETERANERNE KAN ENDNU – SÅDAN DA
Der har ikke været mange større thrash metal koncerter i Københavnsområdet de senere år, men denne gang var der stablet en solid line-up på benene, og så var det bare afsted. Også selvom de seneste skiver fra både Kreator og Exodus er pænt skuffende i min bog.
NAILS
Vi indfandt os i Poolen nogle numre inde i amerikanske Nails’ sæt og nåede kun at overvære de sidste par sange eller tre. Lidt ærgerligt for bandet præsenterede sgu deres dødsgrind ganske godt og sluttede fedt af med en rigtig tramper i form at titelnummeret, ”Unsilent Death”, fra deres 16 år gamle debutalbum. Bandet var godt hjulpet af fin lyd i den store, gamle B&W-hal på Reffen, som holder 2.500 publikummer, som er udmærket proportioneret til koncerter og var ganske fint fyldt op denne aften.
Nails er ikke et band, jeg nogensinde har dyrket, men baseret på de par numre, jeg hørte, så er jeg nødt til at tjekke dem ud ved førstkommende lejlighed.
EXODUS
Exodus hører til blandt mine gamle thrash favoritter, og den klassiske debut, Bonded By Blood, holder en klar plads i min top 10 ever. Derop kommer gutternes nye skive, Goliath, bestemt ikke, for den er i mine ører en kæmpe skuffelse og vel bandets næstdårligste skive nogensinde (efter Force of Habit), men det aldrende ensemble skulle selvfølgelig tjekkes ud på dansk jord, og jeg synes faktisk, Exodus gjorde det overbevisende i det store hele.
Først og fremmest så sang tilbagevendte Rob Dukes ganske glimrende, og det var jeg ikke sikker ville være tilfældet, for han lyder godt nok slidt på Goliath! Det var sgu lidt ligesom ved Dark Angel på Alcatraz i sommers, hvor Ron Rinehart også sang bedre live, end han gør på englenes seneste og ligeledes småskuffende album, Extinction Level Event. En lidt pudsig ting, at man kan synge bedre live end på plade, hvor man jo kan fifle til døde med teknikken! De øvrige musikere gjorde det mindst lige så fint, og jeg vil især fremhæve Tom Huntings brillante trommespil og d’herrer Holt og Altus’ leadarbejde. Jeg ville gerne rose samme herrers rytmearbejde, men faktum er, at jeg kun kunne høre Garys. Når han spillede solo, så var der stort set ingen rytmeguitar at høre, hvor man sagtens kunne høre Garys rytmespade, når Lee fyrede soli af. Ikke det bedste arbejde fra mixerpulten på dét punkt. Men når det er sagt, så var resten af lydbilledet ganske udmærket og afbalanceret.
Sætlisten var helt cool. Kun to nye numre, hvoraf åbneren ”3111” er pladens bedste og også holdt fint live, hvorimod titelnummeret var lige så gabende kedeligt live, som det er på skiven. At sidstnævnte skulle følge ”Blacklist”, som er gået hen og blevet mainstay i Exodus’ sæt, men aldrig har tiltalt mig synderligt, gjorde selvfølgelig ikke koncertens midtersektion bedre, men det hele blev reddet af en fin start med blandt andre ”Bonded By Blood” og ”Deathamphetamine” og en decideret fremragende afslutning med ”A Lesson in Violence”, ”The Toxic Waltz” og den obligatoriske afslutter, ”Strike of the Beast” med den lige så obligatoriske wall of death indlagt.
En godkendt optræden fra Exodus, som blev godt bakket op af fedt lys i hallen, et flot nyt backdrop samt – som allerede nævnt – en hæderlig lyd.
CARCASS
Carcass har gennemgået en større forandring end de fleste fra gore masters med fedtede dreadlocks på de første albums til nu at optræde i pæne skjorter og med (mestendels) kort manke! Men fuck det, de holder stadig max musikalsk, og det beviste de også denne aften, hvor sætlisten var en ren hitparade af numre fra deres to bedste albums i min bog, Necroticism og Heartwork, pyntet med både nyere og helt gamle sange fra dengang, morfar var ung. Pretty much samme fine sætliste som på Copenhell i sommers, og det skal de ikke høre nogen klager over fra min side. Højdepunkter for mig var som vanligt numre som ”Buried Dreams”, ”No Love Lost”, ”Incarnated Solvent Abuse” samt den afsluttende salve med ”Corporal Jigsore Quandary” og ”Heartwork”, hvoraf sidstnævnte var ekstra passende denne aften, da omkvædet jo… ahem… er stærkt inspireret af omkvædet i Kreators ”People of the Lie”, som blev spillet lidt senere på aftenen.
Men én ting er en fin sætliste, noget andet er Carcass’ altid ubesværede og supertighte optræden, som meget få indenfor den melodiske dødsmetal kan matche. Jeff Walkers dejligt snerrende vokal og Bill Steers riffs og soli sad også lige i skabet. Og når både lyd og lys – for slet ikke at nævne det fede backdrop, som var 100 procent i Carcass’ ånd – også var med de britiske drenge med den fine humor og en befriende mangel på selvhøjtidelighed, så kunne det ikke blive andet end fedt. Uden diskussion aftenens højdepunkt, og det kommer fra en inkarneret thrasher, som vel på papiret burde hælde mere til Exodus og Kreator.
KREATOR
Jeg så Kreator første gang i 1986 med danske Samhain (senere DesExult), før de udgav kongeskiven Pleasure to Kill. Dengang var Kreator the shit, og de forblev på en piedestal for mig hele vejen op gennem firserne og starthalvfemserne, før der gik grus i maskineriet. Siden har bandet haft sine ups and downs, men har bestemt udgivet fede skiver her i det nye årtusinde, hvor især Violent Revolution (2001), Enemy of God (2005), Hordes of Chaos (2009) og Phantom Antichrist (2012) tager kegler. Herefter besluttede gutterne desværre at morfe til en blanding af sig selv og Arch Enemy med store melodiske omkvæd i snart sagt hver eneste sang. Ikke en udvikling som huer en gammel thrasher som undertegnede, og bandet formåede da heller ikke at slå benene væk under mig til nogen af de to koncerter, jeg så med dem sidste år (Copenhell og Alcatraz).
Siden har Kreator udgivet endnu en middelmådig skive i form af Krushers of the World, som desværre fortsætter den kedelige tendens fra den fire år gamle og lige så middelmådige Hate Über Alles, så forventningerne var til at overse, da jeg trådte ind i salen til tonerne af åbneren ”Seven Serpents” fra det nye album. Ikke det værste nummer fra Krushers, og lyden var da også glimrende, hvor vi fandt os til rette helt oppe foran til venstre for scenen, så en udmærket start. Man bemærkede straks det flotte scene-set up med Kreators maskot-monster i begge sider af scenen og det fede, fede lysshow, som igennem sættet hyppigt blev suppleret af fontæner på scenen og guirlander i massevis ud over publikum. Jo, Kreator er sgu rykket op blandt de store drenge, og det er jo nok dér, vi har svaret, når folk spørger, hvorfor i alverden drengene har forladt den basale thrash til fordel for de store, moderne omkvæd.
Kreator fortsatte med den ganske udmærkede og Thin Lizzy-inspirerede ”Hail to the Hordes” fra Gods of Violence, før de til min store glæde slog over i den fede intro til en af mine all-time favoritter ”Coma of Souls” fra det klassiske album af samme navn. Ligesom ved koncerterne sidste år viste det sig dog at være ren narrefisse, for sangen stoppede efter introen og blev erstattet af ”Enemy of God”. Et fint nummer, men ikke et match for ”Coma of Souls”, så mine rynker blev lidt dybere allerede fra starten af koncerten.
Ret skal dog være ret. Kreator leverede faktisk et udmærket halvanden times sæt, hvor vi ganske vist skulle trækkes med adskillige sange fra det nye album, men hvor der også blev plads til såvel gamle vindere som ”Betrayer”, ”People of the Lie”, ”Endless Pain” og ”Pleasure to Kill” og nyklassikere som ”Hordes of Chaos”, ”Phantom Antichrist” og første ekstranummer, ”Violent Revolution”. Alle sammen spillet tight og fnugfrit og med masser af energi og vilje. Dog lidt ærgerligt, at Kreator ikke kunne fravige eller supplere den fastlagte sætliste med et ekstra nummer, når nu alle i min nærhed gennem samtlige ekstranumre råbte og skreg på ”Extreme Aggressions” og tydeligt påkaldte sig frontmand Milles opmærksomhed. Manden vidste, hvad vi ville have, men valgte tydeligvis at ignorere det. Det havde ellers været det kirsebær øverst på kagen, som ville sende alle lykkelige ud i natten, men sådan skulle det ikke være denne aften. Det til trods stadig et helt ok show, som klart overgik de to nævnte 2025-koncerter, men som stadig havde et stykke vej op til Kreators allerbedste optrædener på dansk jord – herunder Copenhell 2015, Pumpehuset 1989 og 1990, Roskilde 1991 og den indledningsvis nævnte koncertdebut på dansk jord i Carlton Rock Paladz i 1986.