Koncertanmeldelse: BAEST @ VEGA, 24.04.2026
DET AARHUSIANSKE BAEST, ÅD VEGA RÅT
Tekst og foto: Thomsen
Vi har indtaget LILLE Vega. Sidste gang var det STORE Vega. I aften er det MEGA Vega. Næste gang bliver det GIGA Vega.
Sådan lød det fra forsanger Simon Olsen hen mod slutningen af den frådende og bestialske buffet af en opvisning, som kvintetten fra Smilets By serverede foran et fyldt og sultent Vega. Publikum gik mætte hjem, men absolut med sult efter mere. Næste gang.
Selv ikke lidt mindre tekniske udfordringer undervejs med vokalen kunne bringe dem ud af kurs mod det, som endnu engang blev en stor aften i selskab med aarhusianerne.
Nogle får gummiben, når det ikke kører efter planen. Det gjorde Baest ikke. De har ben – og nerver – af stål.
Hvis bare bysbørnene AGF kan mande sig op på samme vis og nappe det danske mesterskab foran FC Muhjylland, så er alt godt. Fredag aften var der ingen ko på isen.
Det kommer fra en FCK’er som i denne sæson må nøjes med deltagelse i nedrykningsspillet.
I musikkens verden er Baest langt fra at deltage i noget, der ligner et nedrykningsspil. De er mestrene og er mere end klar til at indtage den internationale scene. På større vis end hidtil.
Fra første anslag stod det klart, at det her ikke bare var en koncert – det var en fysisk oplevelse.
Allerede under de første numre fløj crowdsurfere hen over hovederne på publikum som bølger i et oprørt hav.
Da Megadeth spillede i Vega tilbage i 2022 hang der sedler rundt på væggene med teksten “INGEN CROWDSURFING. TAK. CROWDSURFERS VIL BLIVE BORTVIST”.
Hvis de samme sedler havde hængt der fredag aften, havde Vegas security-folk været på overarbejde med at føre publikum ud af døren.
Folk blev båret ind over rælingen ved scenekanten og afleveret foran bandet i en lind strøm, som om scenen var et samlingspunkt for al den energi, der blev kastet rundt i salen.
Nede på gulvet moshede publikum rundt, som var det myldretid, hvor DSB havde meldt flere aflyste tog. Der var dømt trængselstider på perronen.
Kroppe stødte sammen i et kaotisk, men fælles sprog, hvor alle vidste præcis, hvad de var en del af.
Det var voldsomt. Men det var voldsom kærlighed.
Det hele blev akkompagneret af brede smil – både i salen og på scenen. Der var ingen distance mellem kvintetten og publikum. Alle gik hånd i hånd med et mål for øje. Det skulle sparke røv. Og røven fik et ordentligt los – bagi.
Baest spillede ikke bare for publikum, de spillede med dem. 
Spilleglæden var smittende; de sugede publikums reaktioner til sig og betalte tilbage med fornyet kraft i hvert riff, hvert breakdown og hver brølende vokal. Tilsat syngende og iørefaldende harmonier der ramte som nænsomme lussinger.
MEGA VEGA blev forvandlet til en trykkoger af energi, hvor sveden drev, og hvor intensiteten kun steg, jo længere vi kom ind i sættet. Det var beskidt, intenst og fuldstændig uimodståeligt.
Baest beviste endnu en gang, at de ikke bare er et band, man lytter til – de er et band, man overgiver sig til.
Baest var ikke bare på besøg i hovedstaden. De ejede den.
