Koncertanmeldelse: EPIC FEST CHAPTER 4 – TALES OF MIGHT AND MAGIC @ ROSKILDE 10. – 11. 04.2026
DEN STØRSTE POWER METAL-FESTIVAL I DANMARK
BANDS PÅ EPIC FEST 2026
Ensiferum – Rhapsody Of Fire – Sirenia – Masterplan – Angus Mcsix – Fairyland – Mercenary – Dragony – Mob Rules – Trick or Treat – Ipomonia – Sonata Arctica – Roy Khan – Twilight Force – Dark Moor – Victorius – Hagane – Seven Spires – Innerwish – Moonlight Haze – Fury – Lost Dawning
Mægtige krigere fra hele verden! Årets udgave af Epic Fest cementerede endnu en gang festivalens position som Europas måske stærkeste samlingspunkt for power – og symfonisk metal. To dage med uendelig magi og styrke. Epic Fest vendte tilbage – stærkere end nogensinde før! Vi klæder dig derfor på med reviews fra Chapter 4: Tales of Might and Magic, hvor vi var til stede i Roskilde Kongrescenter og Gimle den 10. – 11. april 2026.
Selvom alle billetter var solgt, var fremmødet større om lørdagen end om fredagen. Publikum såvel som bands spændte bredere internationalt end tidligere, omend udklædningerne var en smule mere afdæmpede sammenlignet med sidste års udgave af festivalen. Til gengæld stod én ting krystalklart: Lyden var afgørende – og langt fra ensartet i den del af festivalen, der foregik i kongrescenteret. Hvor The Realm Of Might And Magic generelt leverede et langt mere balanceret og klart lydbillede, stod King Roar’s Hall mudret bund og upræcis separation ved næsten alle koncerterne. Det tilstødende intime spillested på Gimle, kaldet ”Vandgrotten” i festivalens anledning, havde som vanligt godt styr på lyd og et klart forbedret lysshow. Disse forskelle fik direkte indflydelse på koncertoplevelserne.
Når det så er sagt, bød festivalen stadig på store øjeblikke, hvor Stephen Rocky havde en fredagsfest i Angus McSix vanvittige laserunivers, hvor more-is-more, men også nærværende koncertoplevelser med italienske Moonlight Haze og hæsblæsende svedige Fury var fede. Ifølge Christoffer leverede Rhapsody Of
Fire og Sonata Arctica de stærkeste lydoplevelser. Rhapsody Of Fire blev dog kun overværet. Masterplan stod for den rå energi, mens Dark Moor leverede en overraskende clean og velbalanceret performance. Slutteligt satte Roy Khan et værdigt punktum med en storladen og emotionel afslutning.
Metalizeds udsendte power metal dragoner:
Magic skribenter: Christoffer Kofoed og Stephen Dragony Skriver
Mighty fotos: John-son og anmeldelse af Mob Rules
EPIC FEST FREDAG 10. APRIL
ANGUS MCSIX – THE REALM OF MIGHT AND MAGIC (15:00)
Hvis du er til overdreven power metal med melodi grand prix-feststemning, så var fredagens eftermiddags kickoff med Angus McSix et sandt festfyrværkeri af energi og eventyr på scenen. Publikum blev straks grebet af de smittende melodier og humoristiske, fantasifulde tekster, som skabte en atmosfære fuld af magi og power metal glæde i den store sal.
Angus McSix er opstået på resterne af det tidlige Gloryhammer, og stilen er derfor 1:1. Forsanger Sam Nyman aka Adam McSix (han erstattede Thomas Winkler i 2025) var iklædt vanvittig spacehero outfit sammen med de tre bandmedlemmer – dværgen og døden på guitarer og orken på trommer – var det op til publikum at følge trop og lege med i det vanvittige univers af ’all-seeing-astral-eye-laser-shooting-dinosaur’ verden. Det gjorde vi uden omsvøb med de første fadøl i hånden og oppustelige enhjørninger højt hævet, trods det ukristelige tidlige eftermiddagstidspunkt på en fredag. Scenen blev fyldt med stjernestøv (fyrværkeri) og tusindvis af farvestrålende sæbebobler, en dansende T-Rex-dinosaur og fællessang til den ’stinkende fisk’ – Angus McSix fans ved, hvad det betyder.
Undervejs kom gæstesangeren, Giacomo Voli fra Rhapsody of Fire, ind og sang med på ”I Am Adam McSix”. Cool duet. Det var ikke nødvendigt med en oppustelig hoppeborg for at fuldende festens gak-og-løjer, for den godt fyldte sal forvandlede hurtigt den store kongressal til et hoppende inferno af glade metalvenner, der ville have en episk fest. Det var helt befriende at komme væk fra verdens kaos og krig og ud i McSix’s humoristiske, selvironiske spacegalakse.
Stephen McRoxy
DRAGONY – KING ROAR’S HALL (16:05)
Straks efter Angus McSix havde lagt lyssværdet, tog det østrigske symfoniske metal band Dragony over i den mindre spillehal King Roar. Jeg havde glædet mig til at se det lidt ukendte band med de to forsangere, Sigfried Samer og Maria Nesh, da jeg havde lyttet til en del af deres sange for at tjekke dem ud forinden. Det syv personers store band, har siden 2007 udgivet seks album, så ukendte er de ikke i hjemlandet, men det var første gang, de spillede i Danmark. De to forsangere skiftedes til henholdsvis at synge sange alene, men der var også duetter og kor på andre sange. Det fungerede fint og gav sangene en god afveksling. Især Maria Nesh havde en fremragende stemme, da hun både mestrer flot ren sang, men også growl. Dragony var iklædt, kutter, kapper, bondetøj og brynjer, så dramatikken og iscenesættelsen var på plads til deres power metal. Det var lyden så til gengæld ikke, for stort set alle instrumenter var ikke særlig godt mixet. Øv. Det var en mudret lyd, og guitarsoloerne kunne ikke høres ordentligt. Bandet gjorde, hvad de kunne for at spille deres supergode sange, og salen var også med, for vi er tro mod ethvert band, der spiller og giver den max energi. Jeg kan kun håber, at Dragony kommer tilbage til Danmark igen og spiller en både længere koncert med et væsentligt bedre lydmix. Det fortjener de.
Stephen Dragony
FAIRYLAND – KING ROAR’S HALL (21:30)
Der var høje forventninger til franske Fairyland, men det blev desværre en koncert, hvor lyden kom til at spille en negativ hovedrolle for det symfoniske metalband. Jeg stod midtfor (en seks-syv meter fra scenen), og Willdric Lievins bas pumpede derudaf i en sådan grad, at jeg havde svært ved at høre Jean-Baptiste Pols trommer. Dobbeltpedalen var slap i lydbilledet og lød mere som tam-tammer. Forvrængningen fra twin-guitaristerne, Sylvain Cohen og Brieuc de Groof, var nogenlunde ‘present’, men stadig for langt nede i bas-frekvensen. Archie Caines vokal var nogenlunde klar og diskant, men druknede i guitarens “pøllede” lyd. Og så var det svært at høre keyboardspillet fra Gideon Ricardo, hvor man registrerede et “lag” i baggrunden, der var en smule diskant, uden at det blev klart.
Publikum blev aktiveret af skiftevis, flerfarvet og blinkende belysning fra scenen, der nærmest gav én epilepsi. Der var en stabil kerne foran scenen, men salen var ikke helt fyldt, og folk kom og gik. På ”Doryan The Enlightened” leverede Caine en fremragende vokalpræstation – især med det in mente, at den kvindelige ex-Dark Moor forsanger, Elisa C. Martin, stod bag original-indspilningen af dette ”high-pitch” nummer på bandets debutalbum, Of Wars In Osyrhia. Samlet set en koncert med en stærk kemi internt blandt bandets medlemmer, men hvor der, grundet den dårlige lyd, blev rodet lidt for meget ved forstærkerne.
Christoffer Kofoed
MOB RULES – GIMLE (21:45)
Gimle var godt pakket, dog ikke helt fyldt, men tyske Mob Rules er ikke så kendte her til lands (desværre). Med et nyt fremragende album ude i 2025, Rise of the Ruler, skulle de satme vise Epic FEst, hvad de er lavet af – nemlig stahl. Efter introen kom “Exiled” fra nyeste album. Og sikke en stemme Klaus Dirks stadig besidder. En lidt ældre sang, ”Black Rain”, satte godt gang i den med god lyd og masser af spielfreude (spilleglæde). Med 12 studiealbums og et hav a sange i bagagen er det svært at plukke til sætlisten. De har i min verden aldrig udgivet et dårligt album. Flere nye skæringer, men også en genial afslutter fra debutpladen, ”Savage land” fra 1999. Superfedt trods det, at det er kun er Klaus Dirks, der stadig er med fra dengang. Guitarist Sven Lücke var desudenpå barsel, så Michael Schiel-Squealer var en cool og kompetent standin. Og om muligt en fremtidig fast medspiller. Mob Rules var sygt tight og velspillende. Medlemmerne havde et Mad Max-look hentet i en fremtid efter verdenskrise og atomkrig. Det var både pompøst, melodisk, heavy og med sit egen let melankolske twist, som også rykker og henrykker – danke sehr.
John-son
MASTERPLAN – KING ROAR’S HALL (00:30)
Lidt over en halv time efter midnat indtog tyske Masterplan scenen – og grundet det sene tidspunkt dukkede flere af dem halv-snalrede op. Men her blev det hurtigt tydeligt, at det power metalliske energiniveau var i en helt anden liga. Jeg stod igen midtfor – en fire-fem meter fra scenen – og allerede fra den spæde intro, ”Per Aspera Ad Astra”, såvel som fra de første numre, ”Enlighten Me” og ”Spirit Never Die”, blev publikum trukket med ind i et intenst og pulserende univers. Her viste Roland Grapow især, hvorfor han stadig er en markant skikkelse i power metal-regi, mens Rick Altzi leverede en stærk præstation, selvom han til tider ramte lidt ved siden af i forhold til timingen.
Lyden var markant forbedret i forhold til tidligere på aftenen, primært fordi Jari Kainulainens bas var skruet ned, hvilket gav plads til både Kevin Kotts trommer såvel som førnævnte vokal og guitar. Axel Mackenrotts keyboard var dog lagt helt ud i det yderste, diskante frekvensområde og var det eneste, der ikke var i sync med de øvrige instrumenter.
Aftenens ekstraordinære indslag fandt sted i løbet af nummeret ”Crawling From Hell”, der skiftevis blev afløst af et cover af Deep Purples ”Smoke On The Water” – og så en solo-optræden per bandmedlem. Dog trak bandet tempoet lidt ud med interne jokes og dialoger, som ikke altid ramte plet, hvilket – i kombination med utilfredsheden over det sene koncerttidspunkt – påvirkede fremmødet. Alligevel stod Masterplan for en af de mest energiske optrædener i Epic Fest-sammenhæng nogensinde.
Christoffer Kofoed
EPIC FEST – LØRDAG 11. APRIL
LOST DAWNING – GIMLE (14:00)
Lørdagen åbnede tidligt på det mindre spillested Gimle med det nyere svenske symfoniske, fantasy power metalband Lost Dawning, hvor forsangerinden, Philippa Sztencel, kunne fejre fødselsdag på scenen – og bedre anledning til fest skal man lede længe efter. Med sit elverlignende lange hår og lyse, kraftfulde vokal ramte hun perfekt ind i bandets melodiske, keyboard-drevne power metal. Philippa virkede lidt usikker, måske på grund af nervøsitet eller manglende scenerutine, men Epic Fest publikum bakkede hende op med åbne arme. Selvom hun endnu skal finde sig helt til rette, lover live-energien og bandets harmoniske samspil godt for fremtiden. Lost Dawning har kun udgivet en ep i 2022 og to friske singler i år – senest “Little Eye”, der som duet med Jonas Heidgert fra Dragonland virkelig løfter deres lyd og gav solid smag på deres fantasy-univers. På plade lyder det godt, og det var det, der lokkede mig ind i Lost Dawnings fantasy verden.
Stephen Lost Rocky
FURY – GIMLE (15:45)
Næppe havde Lost Dawning forladt scenen før britiske Fury – der i den grad matcher sit bandnavn: ’Raseri’ – tog over. Fem højenergiske bandmedlemmer, der godt er klar over, at de er mere heavy metal end power metal. Med deres uimodståelige, energiske og kompromisløse rock’n’roll tilgang og forkærlighed for at den klassiske heavy metal smedet som et møde mellem Metallica og Iron Maiden, smadrede de Gimle efter få numre. Energien er på steroider fra alle medlemmer med forsanger og guitarist Julian Jenkins’ rige og sjælfulde vokal sammen med furien og ’vampyren’ Nyah Ifill, der med sine sorte læber nærmest åd os og spandt salen ind i hendes åndelige univers af skrig og sang. Har du ikke hørt Fury før så tjek liveversionen af ”Prince of Darkness”, der som anden sang på setlisten blæste os omkuld. Power metal-godkendelsen kommer i sangen ”Dragon’s Song”, der galoperer os festligt rundt i Gimle-tanken. På bas leverede Becky Baldwin (i øjeblikket bassist i Mercyful Fate) en stålsikker bund af en dunkende tyk basgang og ikke mindst var hun super cool på korsang og med til at løfte hele Fury paletten. Fury har nemlig hele paletten: Festlig energi, rasende heavy og et medrivende og passioneret dynamisk heavy metal show for ’full fury’. Den time gik rasende hurtigt.
Stephen Fury
TWILIGHT FORCE – THE REALM OF MIGHT AND MAGIC (17:00)
Lørdagens eventyr begyndte for alvor, da svenske Twilight Force trådte ind på scenen med deres gennemførte Legend Of Zelda-inspirerede fantasy-univers. Med kapper og teatralske elementer blev publikum draget ind i en metal-symfonisk live-fortælling, der blendede alt fra regnbuefarvede lysshows til mystik og sort humor.
Alessandro Conti var bandets musikalske dirigent, der leverede en imponerende high-pitch vokalpræstation, og som fik salen med på kor-svar til flere af hans fraseringer, mens den hætte-klædte keyboardspiller, Daniel Beckman, stod for at præsentere numrene med en dyster fortæller-stemme. Der blev gjort brug af rekvisitter, som blandt andet talte en fortryllet kartoffel og flere plastiksværd, der blev kastet ud til de fremmødte, hvilket kun forstærkede den legende stemning.
Lyden var desværre ujævn gennem hele koncertforløbet. Jeg stod til højre for scenen, og i perioder overdøvede guitarbunden fra Galen Stapley og Bradley Hall keyboardet, som ellers er essentielt for denne genre, mens Alex Miles’ bas mudrede midter-frekvenserne. Heldigvis blev det bedre undervejs, og især i de store omkvæd og ved numre som ”Flight Of The Sapphire Dragon” og ”To The Stars” trådte melodierne tydeligere frem. Lilletrommen hos Isak Olsson forblev dog alt for diskant igennem hele sættet. Dette til trods var showet ekstremt velkoreograferet – og sammenspillet med den fyldte hal gjorde koncerten til en entertainment-oplevelse ud over det sædvanlige.
Christoffer Kofoed
MOONLIGHT HAZE – GIMLE (18:30)
Med stor respekt for de lidt mere ukendte power metal bands, er jeres udsendte Rocky på jagt med skarpt sværd (læs: skrivepen) og åbne øjne og ører for at fange nye spændende artister. Italienske Moonlight Haze var en af dem. Jeg havde lyttet til sangen ”Tame The Storm”, siden Epic Fest annoncerede bandet kom på årets festival. Den var allerede sang nummer to på sætlisten, og hele salen gik amok, for den sang kendte alle Epic Fest-fans allerede. Moonlight Haze er godt sammenspillet og med den karismatiske forsangerinde, Chiara Tricarico, i front, spiller de noget helt igennem lækkert symfonisk, men samtidig bombastisk power metal på højeste niveau. Her er stort set alle sange et singlehit værdigt. Chiara bjergtog Epic Fest-publikummet med sin smukke operaklare stemme og helt igennem glade fremtoning, der smittede af på alle – både band og publikum. På smukkeste vis indtog hun rummet på den italiensksproget sang, ”Enigma”, der gav kuldegysninger i al sin storhed. Det er magisk. Jeg glemte omverdens kaos og indhylledes i Moonlight Hazes omfavnende progressive symfoniske toner. Vi blev pludselig en del af månelysets fællesskab. De to guitarister spillede fremragende og leverede de lækreste soloer, som vi bare stod og svævede ind i, mens vi håbede på, at det aldrig stoppede. Chiara fik os alle til at danse som hoppende kaniner i sangen ”The Rabbit of the Moon” til stor moro for alle. Festen ville ingen ende tage, så heldigvis fik det italienske band en hel time at spille sin sætliste på 13 sange, tak for det. Kom gerne tilbage som hovednavn i Danmark.
Stephen Hazy
SEVEN SPIRES – KING ROAR’S HALL (18:30)
Seven Spires måtte kæmpe med nogle af festivalens største lydmæssige udfordringer, hvilket satte sit præg på koncertoplevelsen. Allerede fra første nummer, ”Songs Upon Wine-Stained Tongues”, var det samlede lydbillede overdøvet af Dylan Gowans stortromme – og en bas hos Peter de Reyna, der brummede i en sådan grad, at man kun lige kunne ane Jack Kostos guitar og Adrienne Cowans vokal på grund af rumklangen. Jeg forsøgte både at stille mig til højre og venstre for scenen, men lige lidt hjalp det. Cowans ellers imponerende clean og growl fraseringer kunne derfor kun høres på deres mest melodiske numre som ”Almosttown” og ”Succumb”.
Publikum lod sig dog ikke slå ud og reagerede engageret med klap, hujen og et tydeligt kendskab til materialet. Bandets tekniske niveau fejlede intet, og der var tydelig energi på scenen, men det var svært at få det fulde udbytte, når lyden ikke fulgte med. En koncert, der viste potentiale, men som blev holdt tilbage af omgivelserne.
Christoffer Kofoed
SONATA ARCTICA – THE REALM OF MIGHT AND MAGIC (20:00)
Der var en helt særlig forventning i luften, da finske Sonata Arctica gik på scenen for at fejre deres 30-års jubilæum – og her gik alt op i en højere enhed.
Fra første akkord stod det klart, at lydbilledet var markant bedre end ved mange af de øvrige, symfoniske metalkoncerter. Jeg stod igen til højre for scenen, og alle instrumenterne var velbalancerede (mest af alt fordi, Pasi Kauppinens bas var afdæmpet) i et bredt sceneshow, hvor vokalist Tony Kakko stod forrest og skar klart igennem med både styrke og finesse. En proppet hal kvitterede med højlydt respons og sang med på næsten samtlige af numrene. Især skal fremhæves nummeret ”Victoria’s Secret”, der fik publikum til at danse med på omkvædet, imens ”Don’t Say A Word” repræsenterede det vildeste øjeblik i min tid på Epic Fest, hvor folk enten hoppede rundt, crowdsurfede eller headbangede løs til det hårdtslående nummer.
Koncerten bevægede sig elegant mellem de mere afdæmpede og tempofyldte numre, der skabte liv foran scenen fra start til slut. Kakko var kommandøren, og publikum var i bandets hule hånd. Der var en tydelig følelse af fællesskab, og med alt fra smukke twin-soli leveret af Henrik Klingenberg på keyboard og Elias Vilianen på guitar til fede rundgange af Tommy Portimo var slutproduktet en yderst tight og iskold performance. Jubilæet blev fejret med stil, og det var uden tvivl en af de mest vellykkede koncerter i festivalens historie.
Christoffer Kofoed
DARK MOOR – KING ROAR’S HALL (21:30)
Efter flere koncerter med udfordret lyd blev spanske Dark Moor en positiv overraskelse i King Roar’s Hall. Her var lydbilledet pludselig langt mere rent og balanceret, hvilket gav musikken plads til at ånde. Faktisk var det så clean en lyd, at den samlede performance hældte væsentligt mere imod symfonisk rock end metal.
En velfriseret Alfred Romero leverede en stærk vokal med et sikkert pitch, mens Enrik Garcia stod skarpt med fængende temaer på guitaren, der dog godt kunne have fået mere skrald på sin distortion – især på numre som ”Before The Duel” og ”The Chariot”. Gæste-violinisten, Óscar Calvo, gav harmonierne ekstra dybde og løftede de symfoniske elementer, mens Carlos Delgado rent rytmisk lagde den rette bund. Det eneste ’men’ var Dani Fernandez, hvis bas der var skruet helt ned for, indtil han undervejs gestikulerede sin manglende tilfredshed overfor lydmændene.
Publikum lod sig rive med – og især lige foran scenen, hvor jeg stod. Der blev sunget med på de fleste passager, og en tydelig kerne af fans holdt energien oppe.
Koncerten var desværre lidt for kort, men efterlod et solidt indtryk af et band, der med stor spilleglæde kunne fejre deres 25-års jubilæum på Epic Fest. Summa summarum: En af de mest velafbalancerede, melodiske oplevelser ved dette års festival.
Christoffer Kofoed
ROY KHAN PERFORMS KAMELOT – THE REALM OF MIGHT AND MAGIC (23:00)
Festivalens helt store finale blev leveret af norske Roy Khan, der med sit gamle Kamelot-materiale trak publikum ind i et mørkt og dramatisk univers. Med et symfonisk setup bestående af Roskilde Katedrals pigekor på scenen til venstre, Tore Østby og Arve Heimdal fra Conception bagerst på henholdsvis keyboard og trommer – og så de tre Seven Spires medlemmer: Jack Kosto på guitar, Peter de Rayna på bas og Adrienne Cowan som gæste-vokalist, var der lagt op til et show af øverste hylde.
Pigekoret forsvandt efter en storladen intro og overlod scenen til bandet, der satte gang i hårdtslående klassikere som ”When The Lights Are Down” og ”Moonlight”. Til at begynde med var lyden en smule ujævn, og guitaren manglede punch grundet det store fokus på stryger-elementerne, men da ”Soul Society” blev sat i gang, faldt det hele på plads. Khans karakteristiske, vokale vibrationer bar de fremmødte med autoritet gennem hele koncerten, og det eneste minus tilbage var Cowans gæsteoptrædener, hvor man slet ikke kunne høre hendes anden-stemme på noget som helst tidspunkt.
Jeg stod til højre for scenen og overværede en meget solid performance, hvor både tyngde og detaljer fungerede ned til mindste detalje på alle instrumenter. Det var næsten som at høre Kamelot performe selv. Publikum reagerede med intens indlevelse og tydeligt kendskab til lyrikken. Højdepunktet var – som sædvanlig – ”Forever”. Her vendte pigekoret retur, hvorefter Khan til sidst fik publikum med på de karakteristiske korsvar ind over trackets opløftende tema.
Koncerten kulminerede i en stærk afslutning: ”March Of Mephisto. Nummeret bød på en værdig finale, hvor man undtagelsesvist kunne høre Cowans momentære growls, og hvor Roy Khan beviste, at hans stemme stadig er blandt genrens mest ikoniske. En fantastisk afslutning på en Epic Fest, der huserede festivalens hidtil stærkeste line-up.
Christoffer Kofoed
EPIC FEST 2027 CHAPTER 5 – WITH POWER AND RAGE
Fra fjerne riger og stormomsuste bjerge samles helte og krigere til et tordnende sammenstød af lyd ved næste års Epic Fest Chapter 5 i Roskilde den 9.-10. april 2027.
Første hær til næste års power metal-kæmpere har meldt deres ankomst til ridderborgen i Roskilde: HammerFall – Power Quest – Hulkoff – Tungsten – Power Paladin – Dreamtale – Heimdall – Tower Hill – Owlbear – The 7th Guild – SkeleToon og flere episke bands er på vej.
