Koncertanmeldelse: Amaranthe + Epica & Charlotte Wessels @ Poolen, København – 10.3.2026

Posted on | By BylineBrian Vegas

Koncertanmeldelse: Amaranthe + Epica & Charlotte Wessels @ Poolen, København – 10.3.2026

Af Christoffer Kofoed
Fotos: Christoffer Kofoed

FEMALE-FRONTED METAL FRA ØVERSTE HYLDE

Poolen er efterhånden blevet et fast stoppested for de større, europæiske metalturnéer, og tirsdag aften var hallen godt fyldt op uden at være proppet til bristepunktet. VIP-balkonen bagerst var dog fuldt besat, og publikum var en interessant blanding af sortklædte metalfans og mere farverige koncertgæster. Det var langt fra kun battle jackets, man så denne aften. Publikum spændte bredt – både i alder og stil, og kønsfordelingen var mere jævn end til mange andre metalshows.

Turnépakken var også en interessant geografisk cocktail; to hollandske acts og et svensk hovednavn. En sammensætning der både tiltrak de symfoniske metalpurister og fans af den mere moderne og elektronisk orienterede metal-variant.

CHARLOTTE WESSELS: EN SMUK LEVERANCE MED BUMP PÅ VEJENAftenens første navn, Charlotte Wessels, gik forrest på scenen klokken 18:40 med sit liveband bestående af Joey Marin de Boer på trommer helt til venstre, mens Timo Somers på guitar og Otto Schimmelpenninck van der Oije på bas stod på hver sin side af hende – alle kendt fra det forhenværende Delain-lineup. Bagerst til højre stod den lidt mere anonyme keyboardspiller og backing-vokalist, Nina van Beelen. Scenen var enkel; ingen egentlig backdrop – blot en forhøjning dækket af et blodrødt tæppe og et mikrofonstativ omgivet af blomsterbuketter, der gav hele opsætningen et næsten eventyrligt udtryk.Til åbningsnummeret ”Chasing Sunsets” stod jeg helt fremme til venstre for scenen og registrerede hurtigt nogle udfordringer i lydbilledet. Trommerne – og især lilletrommens og bækkenernes diskant – stod lidt for skarpt i mixet, mens guitaren og bassen havde svært ved at finde samme tyngde. Og så var Wessels’ vokal lagt ind i en markant rumklang, hvilket gav en smuk atmosfære, men samtidigt gjorde hende lidt for fjern i lydbilledet.

Det ændrede sig gradvist, efterhånden som man fandt den rigtige placering i salen. Først rykkede jeg hen midt for scenen til numrene ”Dophamine” og ”The Crying Room”, hvor stortrommen og bassen var toneangivende og gjorde lyden mere rungende, men på højre side af scenen faldt mixet langt bedre på plads. På dette tidspunkt havde Wessels og co. gang i ”Soft Revolution”, hvor backingvokalen og keyboardet stod tydeligere frem, og bandet begyndte for alvor at finde sit momentum.Guitarist Timo Somers leverede et solidt soloarbejde, der gav musikken mere kant. Trommeslager Joey Marin de Boer udviste samtidig en nærmest hyperaktiv energi bag sættet: Konstant i bevægelse og med en dynamik, der gav bandets atmosfæriske musik et ekstra løft.

Men midt i den nye single “After Us, The Flood” opstod aftenens mest akavede øjeblik. Et teknisk problem med keyboard-opsætningen fik nummeret til at bryde sammen, og bandet måtte trække sig tilbage fra scenen, mens teknikerne kæmpede med udstyret. Efter en længere pause vendte Wessels og bandet tilbage, droppede resten af sættet og rundede i stedet af med “The Exorcism”, hvor hendes unikke vokal og momentvise growls til gengæld sad perfekt i mixet. Alt i alt en smuk leverance af kvintetten, trods de lydmæssige bump på vejen.

CHARLOTTE WESSELS SETLIST:

  1. Chasing Sunsets
  2. Dopamine
  3. The Crying Room
  4. Soft Revolution
  5. Tempest
  6. After Us, The Flood (afbrudt)
  7. The Exorcism

 

EPICA: SYMFONISK MAGI MED SCENISK EXCELLENCE

 Efter pausen var det Epicas tur, og her – klokken lidt i otte – ændrede scenebilledet sig markant. Med et futuristisk video-backdrop blev vi inviteret ind i bandets fortællende univers, og frem trådte Simone Simons dækket til med et slør i midten på forhøjningen. Trommeslager Ariën van Weesenbeek sad til højre for hende – flankeret af Coen Janssen og hans keyboardrig, mens Mark Janssen, Isaac Delahaye og Rob van der Loo stod helt i front – og på denne måde fik hollænderne udnyttet scenens potentiale til fulde.

Introen blev afløst af første nummer; ”Apparition”, og backdroppet formede nu et stort, rødligt kryds. Fra venstre side af salen stod instrumenterne skarpest i mixet, og Simons’ vokal lød både kraftfuld og krystalklar. Allerede på andet nummer, “Cross the Divide”, begyndte bandet og publikum at finde hinanden, idet Epicas karakteristiske synkron-headbanging og skiftende positioner hurtigt fik gang i de ekstatiske fans. Den nye single; “Eye of the Storm”, og den mol-baserede ”Never Enough” blev fremført til perfektion med skiftende, multifarvede visuals, før Simons fik selskab af Charlotte Wessels og – noget overraskende – Myrkur på nummeret, ”Sirens – Of Blood And Water”. Aftenens mest magiske øjeblik fandt dog sted under balladen “Tides of Time”. Indhyllet i dunkel, blå belysning leverede Simons her en vokalpræstation, der nærmest fik tiden til at stå stille. Herefter opfordrede bandets frontfigur publikum til at starte moshpits til klassikeren ”Cry For The Moon”. Backdroppet forblev dynamisk med alt fra live-cam optagelser fra aftenens show til okkult Matrix-symbolik. Epicas show var i det hele taget et studie i æstetik og præcision. Mark Jansens growls sad stabilt gennem hele sættet, og bandets samspil fremstod både rutineret og intenst. Et par steder druknede keyboardets stryger-sektioner dog i trommernes kraftige mix, men i takt med at koncerten skred frem, fandt lydfolkene gradvist en bedre balance i mellemtonerne. Summa summarum gav Epica os en komplet indføring i symfonisk magi med scenisk excellence.
EPICA SETLIST:

  1. Apparition
  2. Cross The Divide
  3. Martyr Of The Free World
  4. Eye Of The Storm
  5. Unleashed
  6. Never Enough
  7. Sirens – Of Blood And Water
  8. Tides Of Time
  9. The Grand Saga Of Existence
  10. Cry For The Moon
  11. Fight To Survive
  12. The Last Crusade
  13. Beyond The Matrix

AMARANTHE: FANDENIVOLDSK POWER OG SMITTENDE ENERGI


Da Amaranthe endelig gik på scenen klokken 21:40, ændrede stemningen i salen sig øjeblikkeligt. Hvor Epica leverede et dramaturgisk show, kom svenskerne stormende ind med eksplosiv attitude.

Bandets tre mørkklædte vokalister; Elize Ryd, Nils Molin og Mikael Sehlin, stod centralt placeret på scenen fra start, mens den danske trommeslager, Morten Løwe Sørensen, sad lige bagved på stolen af et Yamaha-sæt indrammet af graffiti-inspireret scenografi. Backdroppet udgjorde et statisk Amaranthe-artwork – og mens multi-talentet og lead-guitaristen, Olof Mörck, befandt sig yderst til venstre, stod bassisten, Johan Andreassen, helt til højre. Allerede fra første nummer var publikum med, og de hurtige rytmer fik straks folk til at klappe, danse og hoppe i takt. Lyden fungerede generelt bedre end hos de to foregående acts. De karakteristiske electro-synths, som bandet bryster sig med på mange af deres numre, kunne dog næsten ikke høres. Vokalerne havde også lige fået en anelse for meget rumklang, men de tre stemmer komplementerede hinanden flot, og bandets dynamiske sceneoptræden gjorde resten. Med deres konstant skiftende positioner gjorde bandet scenen til en metallisk forlystelsespark. “Damnation Flame” og “Maximize” blev leveret med en vanvittig energi, og Elize Ryd viste endnu engang, hvorfor hun er en af genrens mest karismatiske frontfigurer. Publikum sang med på “The Catalyst”, mens moshpits og håndtegn bredte sig i salen til numre som ”Re-Vision” og ”Chaos Theory”. Herefter blev tempoet trukket ned under balladen, “Amaranthine”, og publikum begyndte at wave i takt med Mörcks elegante klaverspil og Ryds himmelske fraseringer, inden bandet igen skruede op for tempoet med ”The Nexus” og ”Call Out My Name”.
Efter et kortvarigt exit vendte sekstetten tilbage til ekstranumrene, “Archangel” og den ”We Will Rock You”-inspirerede ”That Song”, inden der blev rundet af med ”Drop Dead Cynical”, der bød på en fest af lasershow og fællessang. Simply put; Amaranthe kom, så og sejrede. En optræden med fandenivoldsk power og smittende energi.

AMARANTHE SETLIST:

  1. Intro
  2. Fearless
  3. Viral
  4. Digital World
  5. Damnation Flame
  6. Maximize
  7. Strong
  8. PvP (officiel hymne til det svenske E-Sports ’landshold’)
  9. Crystalline
  10. Boom!1
  11. The Catalyst
  12. Re-Vision
  13. Chaos Theory
  14. Amaranthine
  15. The Nexus
  16. Call Out My Name
  17. Archangel
  18. That Song
  19. Drop Dead Cynical

KONKLUSION

Tre bands, tre vidt forskellige udtryk og en koncert, der udgjorde selve fundamentet for moderne, female-fronted metal – indhyllet i alt fra atmosfæriske til symfoniske og elektroniske elementer. Charlotte Wessels leverede en stemningsfuld, men teknisk udfordret åbning. Epica stod herefter for aftenens smukkeste metal-harmonier og det stærkeste, visuelle show, mens Amaranthe tog fuld kontrol over publikum og forvandlede Poolen til en fest af elektronisk metalenergi. Poolens lydmænd har haft bedre dage på jobbet, men det ændrer ikke ved det faktum, at alle tre optrædener var af øverste skuffe. Simply put: The metal future is female.