Koncertanmeldelse: AVATAR, AGABAS & ALIEN WEAPONRY @ VEGA 10.02.2026
A-KÆDEN INDTOG VEGA
Svenske Avatar havde trukket to andre bands, der begynder med A, indenfor i Store Vega, og der var smæk for skillingen fra start til slut.
Tekst: Mike Gehrcke
Foto: John-son
Avatar har været et af de navne, jeg har glædet mig mest til at opleve i 2026, og et band, jeg religiøst har fulgt det sidste års tid. Så jeg skulle da bare af sted, når chancen bød sig. Og lad mig sige det med det samme, det er bestemt ikke noget, jeg fortrød.
Da jeg havde fundet mig en plads næsten helt foran scenen, var der tid til lige at snuppe en sludder med sidemanden, der var mindst lige så spændt på aftenens hovednavn som mig.
Langsomt slukkede lyset, og pludselig kom medlemmerne af første support-band, Agabas, gående op gennem salen. Som om de ejede stedet, hoppede de over hegnet, der normalt skiller os og dem. Men da vi troede, første sang skulle til at starte, hoppede forsanger Sondre Sørensen Brønstad ned fra scenen og hen over hegnet igen, kiggede os dybt i øjnene, og det føltes som om tiden stod stille. Jeg er ret sikker på, man kunne høre en nål ramme gulvet, hvis man prøvede.
Og så skete det. Forsangeren brød ud i det største krigsskrig, idet han løb direkte ind i publikum til et kæmpe moshpit. Det er i hvert fald første gang, jeg har oplevet en koncert begynde med et moshpit, men det virkede, for publikum var ellevilde, og sang efter sang hoppede vi, smed djævlehorn og kastede os ud i moshpit efter moshpit. Og selvfølgelig, som vi troede det var slut, hoppede hele bandet ned til publikum igen og spillede sidste sang i en cirkel midt i salen, mens de dansede rundt mellem os. Helt forpustede og med det største smil på ansigtet takkede bandet os for at være så vilde, som vi var denne aften, og forlod scenen.
Vi skulle dog ikke vente længe, før næste band igen fyldte scenen. Ud kom Alien Weaponry, et band som mange ifølge deres T-shirts var mødt op for at opleve. Selvom jeg ikke havde hørt meget om Alien Weaponry før den aften, gik der ikke længe, før man var fascineret – ikke kun af musikken, men også af den måde, de formåede at blande deres maorikultur ind i sange og sceneshow. Da medlemmerne en for en trådte ud på scenen, begyndte de deres ”haka”, som brød ud i første sang, da det sidste medlem, forsanger Lewis de Jong, begyndte at synge. Med en åbning som den er der ikke meget, der kan gå galt, og det var der bestemt heller intet, der gjorde. Hver sang lød bedre end den forrige, og det hele spillede præcis, som det skulle.
Og til sidst på aftenen – det, vi alle havde ventet på – var det tid til Avatar. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen, svenskerne forstår virkelig at lave musik og scenekunst, der vil noget. Langsomt og næsten umærkeligt blev den jazzmusik, der havde spillet mellem bands hele aftenen, langsommere og langsommere, mens den falmede ud i lyden af stormlignende regn og torden. Og netop som man mindst ventede det, blev et lille skib rullet frem på scenen med bandets medlemmer i, og så begyndte de med “Captain Goat”. Man kunne tydeligt mærke i salen, at jeg ikke var den eneste, der syntes, det var en genial idé at smelte pausen og begyndelsen af koncerten sammen på den måde.
Sang efter sang blev det større, vildere og mere intenst. De spillede flere af deres populære numre, som indimellem blev afbrudt af forsanger Johannes Eckerström, der talte til publikum for at introducere næste sang eller give plads til, at scenen kunne skifte udtryk og tema. 
Avatar leverede ikke bare en koncert, de leverede en fortælling. Hvert kostumeskift, hver rekvisit og hver lille teatralsk detalje føltes gennemtænkt og vigtig. Da bandet havde spillet, hvad vi troede var sidste sang, stod publikum som altid og ventede på ekstranumrene. Og endnu en gang viste Avatar deres sans for dramatik. Lige som vi var ved at tro, at der ikke kom mere, svævede en lille rød ballon hen over scenen. Stemningen skiftede på et splitsekund, og kort efter kom bandet tilbage i deres ikoniske klovnemakeup og spillede “Dont Go In The Forest” og “Hail The Apocalypse”.
Selvom jeg allerede var kæmpe fan af Avatar inden koncerten, har denne aften kun overbevist mig endnu mere om, at de er et navn, der fortjener at blive langt større, end de er nu. Det her var ikke bare en koncert, det var en oplevelse, der balancerede perfekt mellem kaos og kontrol, mellem humor og alvor, mellem teater og rå metalenergi. Man gik derfra med ømme ben, hæs stemme og et smil, der nægtede at forsvinde. Helt igennem en fantastisk oplevelse fra start til slut.
Da lyset endeligt blev tændt, og virkeligheden så småt begyndte at vende tilbage, stod man tilbage med fornemmelsen af at have været vidne til noget særligt. Noget, man kommer til at tale om længe efter, og som sætter en ny standard for, hvad en liveoplevelse kan og bør være. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så beviste denne aften, at Avatar ikke bare er et band, man lytter til, men et band, man oplever.
