Koncertanmeldelse: DEATHBYROMY, JAYDEN HAMMER & KING MALA @ VEGA 02.02.2026
ARBEJDSSEJR
TRODS TEKNISKE PROBLEMER OG ET SVAGT FREMMØDE KÆMPEDE DEATHBYROMY EN BRAV KAMP FOR AT SKABE NÆRVÆR UNDER MANDAGENS KONCERT PÅ VEGA I KØBENHAVN. OG TIL SIDST LYKKEDES DET.
Af Mike Gehrcke
At træde ud ad døren på, hvad der føltes som årets koldeste dag var bestemt ikke en sjov oplevelse, men det var 100 procent det værd, fordi en af mine venner et par dage før havde ringet og spurgt, om jeg ikke skulle med ind og høre DeathbyRomy.
Et navn, jeg havde hørt florere rundt som lidt af en overraskelse på Copenhell i 2024, så derfor skulle jeg selvfølgelig af sted. Så ind i bussen, op til stationen og derefter afsted med toget til København, hvor jeg skulle mødes med mine venner, og så var det ellers afsted mod Vega.
Før koncerten begyndte, skulle jeg lige i baren og have en Red Bull og så en omgang øl til vennerne, og timingen var perfekt, for da vi havde bestilt og fundet en god plads midt i rummet, gik det første band, Jayden Hammer, på.
Så var der ellers dømt god musik, da hun spillede sange som “Hate Yourself” og “Obedience”, og selvom Jayden Hammer ikke er et verdenskendt navn, og Lille Vega ikke har plads til flere tusinde mennesker, er det synligt, at Jayden Hammer gav sig 100 procent og leverede et show, der virkelig fik gang i publikum. Efter hendes sæt takkede hun publikum, før næste band gik på – et band ved navn King Mala, som jeg aldrig havde hørt om før mandag aften, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde.
For King Mala gik på og spillede et sæt, der var lidt langt for et opvarmningsband, men det kan man virkelig ikke klage over, for hver eneste sang, hun spillede, var ren magi i ørerne. Sang efter sang holdt hun publikum tryllebundet, og måden, hun fangede publikum på, ved at snakke lidt efter hver sang, der på en underlig måde, jeg aldrig har set før, ledte direkte ind i næste sang som en flydende overgang, gjorde, at man følte, at hver sang og hvert sekund i hendes sæt var en lang sammenhængende rejse frem for sang, pause, sang, pause, som jeg ellers er vant til.
En ting, jeg faktisk ville ønske, flere musikere begyndte på, da det overbeviste mig om, at King Mala er et band, som leverer et helt fantastisk liveshow, der ikke er langt fra at rivalisere de store navne i industrien, og når hun er tilbage i Danmark, vil jeg i hvert fald ikke misse chancen for at se hende igen.
Nu hvor publikum var brandvarme og klar til en fest af en helt anden verden, var der lige tid til, at man kunne nå i baren og fylde glasset, før aftens hovednavn indtog scenen – den længe ventede DeathbyRomy. Og da man mindst ventede det, trådte bassisten, guitaristen og trommeslageren ud på scenen, og bagvæggen lyste op i forskellige billeder.
Det var her, rummet blev fyldt med en dyb, lækker bas, som kunne mærkes i benene såvel som i brystet og gav den følelse, enhver koncertgænger elsker. Så kom Romy gående ud med et rødt bind for øjnene og begyndte at synge første sang, hvilket selvfølgelig fik os til at gå helt amok.
Efter første nummer tog hun bindet af øjnene og takkede publikum på den næsten flirtende måde, Romy er så fantastisk til at udstråle, og begyndte på sin næste sang, stadig med publikums varme fra King Mala.
Men det varede ikke mere end to eller tre sange, før det første problem opstod. Guitaristen pegede mod sit øre, da der var knas med teknikken, og det kunne desværre høres. Herfra begyndte en ond spiral, og den energi, publikum mødte op med, forsvandt. Romy og resten af bandet prøvede virkelig hårdt på at vinde publikum tilbage.
Alt fra et fantastisk sceneshow, hvor hun gik ned på et knæ for at synge ansigt til ansigt med publikum, til at udpege folk i mængden under sangene, gav desværre ikke til meget mere end et par nik med hovedet hist og her. Og jeg tror ikke, det hjalp, at hun efter hver sang skulle ned på knæ ved scenen for at se, hvilken sang hun skulle spille næste gang.
Hun sagde endda på et tidspunkt, grinende og uskyldigt, at hun ikke vidste, hvad hun havde på sætlisten den aften, og Romy havde meget lidt mimik i den del af koncerten. Da jeg nåede at tænke, om King Mala måske var aftens hovednavn, spillede DeathByRomy en af deres mere kendte numre, “XXXHIBITIONIST”, og så begyndte det, vi kaldte anden halvdel.
Den sang fik gang i publikum igen, og det virkede, som om en sten faldt fra bandmedlemmernes skuldre. De følte sig pludselig mere frie i kroppen, og publikum begyndte at forme moshpits til nogle af sangene, der fulgte, samtidig med, at hænderne kom i vejret, og vi hoppede med på beatet, som om der var tændt en helt ny ild i os. Da sidste sang var færdig, blev bandet stående på scenen, og en robotstemme fortalte os, at vi nu var en del af Team Death.
Selvom der var tekniske problemer undervejs, som gjorde, at det hele hang på et hængende hår, spillede Romy en meget intim koncert, som faktisk blev hjulpet på vej af, at vi var så få inde at opleve hende. Undervejs fortalte hun, hvordan hun på det sidste havde følt sig meget romantisk, og hvordan en af sangene var dedikeret til hendes idiotiske ekskæreste. Hun spurgte, om vi var her med vores bedste ven, for det var hun i hvert fald, før hun med et ægte smil kiggede mod de to kvinder på bas og guitar. Derudover sørgede hun for, at alle i publikum blev set. Det var tydeligt, at for Romy er disse sange ikke bare opdigtet vrøvl, men en del af hende selv, som om vi lige havde slået op på en tilfældig side i hendes dagbog.
Det gjorde, at man efter koncerten stod med følelsen af, at man ikke kun var en del af Team Death, men også en del af hendes liv.