Koncertanmeldelse: DIRKSCHNEIDER + EVIL INVADERS @ AMAGER BIO, KØBENHAVN – 16.01.2026
Tekst: Stephen Rocky Skriver
Foto: John-son
Der var stopfyldt til fredagsmetal med den tyske legende Udo Dirkschneider, der huskes som den originale raspende og hæse stemme i Accept op gennem heavy-80’erne. Udo kan nu også selv og har et mægtigt bagkatalog af stærke soloalbum, når han tager på tur under bandnavnet U.D.O. Men når Udo flasher sit efternavn ’DIRKSCHNEIDER’ alene, så er det indforstået med, at der kun er Accept-sange på sætlisten. Særligt til denne tour var milepælen albummet Balls to the Wall fra Accept fundet frem for at blive spillet i sin helhed, som om du satte den på pladespilleren tilbage i 1983.
Der var god stemning fra starten i Amager Bio denne råkolde januar aften. Man var dårligt nået forbi garderoben og hen til baren, før man mødte alle mulige gamle metalvenner, man skulle hilse på. Det var hyggeligt, for det var det ’grå guld’, der var mødt op – fans der var unge i Accept 80’erne – men stadig er ’hot rockin forever’.
EVIL INVADERS
Tyskerne havde taget det belgiske speed metal band Evil Invaders med på tur, som fik lov at skrue op for en heftig omgang hurtig metal. Evil Invaders har eksisteret i næsten 20 år og snuppede i sin tid bandnavnet fra titlen på det andet album med det canadiske thrashmetal band Razor fra 1985. Stilen minder meget om Razor, som jeg godt husker fra midt 80’ernes tsunami af amerikanske/canadiske thrash- og speedmetal-bands, der væltede ind over Europa.
Evil Invader lagde hårdt ud med ”Feed Me Violence”. Som titlen antyder, var det voldsomt rasende speed metal i overhalingsbanen med den højt syngende forsanger Johannes van Audenhove i front, der også spiller en god rytmeguitar. Det var til gengæld megasvært at høre, hvad han sang, for det gik både for hurtigt, og sangstemmen var skrigende høj for det meste. Men Evil Invaders budskaber med sangtitler som ”Sledgehammer Justice”, ”Raising Hell” og ”Die for Me” skulle ud for fuld smadder, mens de havde en fest på scenen.
Leadguitarist Max Mayhem var fremragende spillende og leverede nogle stærke guitarsoloer undervejs, der var værd at lytte til, så numrene fik melodi og ikke bare endte i et inferno af jappet thrash metal, der til tider i mine old-school ører lød som et løbsk lyntog, der var tæt på at blive afsporet. Når Evil Invaders satte tempoet lidt ned, fungerede det bedre. Selvom det til dels stadig gik hurtigt, så blev det mere tungt og evil i ”Broken Dreams In Isolation” og ”In Deepest Black”. Her kunne jeg høre, hvad van Audenhove sang, og instrumenterne spillede bedre sammen. Nuvel er thrash/speed metal ikke min foretrukne metalgenre, og det virkede lidt rodet, men de fire gutter gik all in og fik sat salen i kog.
Evil Invaders sætliste
Feed Me Violence
As Life Slowly Fades
Broken Dreams in Isolation
Hissing in Crescendo
In Deepest Black
Sledgehammer Justice
Die for Me
Raising Hell
DIRKSCHNEIDER
Udo Dirkschneider var den originale sanger i Accept i deres storhedstid fra slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne. Når Udo kun bruger sit efternavn – Dirkschneider – som bandnavn, så er det eksklusivt kun Accept-sange, han tager på tur med. Udo er om noget en veteran inden for tysk heavy metal og fylder 74 år til april, men stemmen er i behold med hans karakteristiske raspende vokal og altid store nærvær og langsomt marcherende gang på scenen.
Vi var inviteret til fejring af det legendariske og succesfulde Accept-album, Balls to the Wall, der udkom på vinyl-lp tilbage i 1983. Dirkschneider har indspillet en opdateret version af pladen sidste år med titlen Balls to the Wall Re-loaded sammen med sit U.D.O. band. Det var også titlen på Dirkschneider-turnéen: “Balls to the Wall 40th Anniversary Tour” som vi denne aften – sammen med trofaste Accept og Udo fans i den stopfyldte udsolgte Amager Bio – var klar til at blive rystet sammen om. Vi kunne alle sangene, og forventningerne var store.
Vi var klar til at hylde Dirkschneider og den kompromisløse tunge 80’er heavy metal lyd sammen. Første mand på scenen til lyden af en ridset lp-plade og til skrattende fællessang: ”Heidi, Hei..do, hei..da…” var Udo’s egen søn, trommeslageren Sven Dirkschneider. Hele salen sang med på indledningen til det, vi alle vidste var ”Fast As A Shark” fra 1982-albummet Restless and Wild. Sikke en start for fuld smadder med datidens speedmetal i Accept-udgave. Udos stemme var rå og skarp som et rivejern, der nemt kunne raspe 3 kilo gulerødder på rekordtid. Med sig i bandet har Udo sin gamle bandmate fra Accept-dagene, Peter Baltes på bas. De to gamle drenge hyggede sig gevaldigt undervejs, som var de tilbage i det gamle Accept sammen.
Dirkschneider har også sine to yngre guitarister – Dee Dammers og Alen Brentini – med, der sørger for, at riffene og soloerne sidder i skabet. Sidstnævnte er nyeste i Udo-flokken og afløste Andrey Smirnov sidste år, der ellers har været fast leadguitarist hos Udo i mange år. Nuvel, jeg savnede Smirnov, der havde mere charme og et personligt og fedt melodisk guitarspil.
Salen var med fra start til slut i de heftige to timers heavy metal classic-show i Accepts ånd. Udo Dirkschneider indfriede alle forventninger, for Accept-klassikerne blev leveret med intensitet og respekt for originalerne. Udo’s stemme er unik og i mine ører lig med Accepts lyd, der har gjort ham og Accept til en legende inden for tysk heavy metal.
Efter fuld pedal på den tyske motorvej med den ’hurtige haj’ dryssede det ene hit efter det andet ud over den udsolgte sal. “Living for Tonite”, ”Midtnight Mover”, ”Breaker” og ”Metal Heart”. Sidstnævnte har den velkendte klassiskinspireret guitarsolo over temaet fra Beethoven’s “Für Elise”. Sikke en hyldest til gamle Ludwig van Beethoven, der skrev denne melodi i 1810. Jeg tænker, Beethoven har rocket glad med i sin grav med respekt til de 1400 danske fans, der sang ’ooh…ooohh’ kor med på melodien. Det blev en hyldest til alle os med et metal-hjerte og en rocksjæl.
Så gik alarmen på scenen. Et kraftigt hvidt lys blinkede, som en fabrikshal der kaldte sine medarbejdere tilbage på arbejdet igen. De tyske metalhåndværkere gjorde nu klar til at afspille og hylde det fænomenale album Balls to the Wall i sin helhed. Vi var i hvert fald klar i salen, for selvom den plade er langt over 40 år gammel, så holder sangene stadig den dag i dag. Dirkschneider leverede pladens ti sange med en overbevisning, som om numrene var nyskrevne. Selvfølgelig var der fællessang i titelsangen ”Balls to the Wall” og den stærkt rockende “London Leatherboys”, der handler om biker-kulturen, hvor gutterne iført læder kører på deres motorcykler og repræsenterer en outsider-gruppe i samfundet og bare gerne vil have deres frihed. Det fortsatte med fede versioner af “Head Over Heels”, “Love Child”, “Losers and Winners”. Fedt også at høre “Guardian of the Night” og den smukke “Winterdreams”. Det var som om sneen dalede sagte ned i Amager Bio.
Dirkschneider showet var mere end bare nostalgi; det var en fejring af metallens sjæl og styrke, leveret af en old-school sanger, der stadig ejer genren. Bandet havde en fest på scenen, og det smittede – energien var intens, og lyden var både tung og klar. Jeg nød flere gange undervejs at holde øje med Sven D. på trommerne, der slår så taktfast og hårdt, mens han ubesværet, både synger kor og jonglerer med sine stikker.
De to timers koncert føltes som et overflødighedshorn af klassiske riffs, vilde soloer og uforlignelig spilleglæde. Og vi blev ikke snydt for endnu en stor fællessang i metallens navn med ”Princess of the Dawn” plus to ekstra-ekstra numre med ”Up to the Limit” og ”Burning” fra 1981’s Breaker plade. Tjae, sidstnævnte tekst er jo ikke ingeniørvidenskab, men keep it simple: ’I say, hey rock’n’roller, power in your hands. You and your music, make me rockin’ mad. Burning, burning, burning just like fire….’ Jo, men det virker, når 1400 svedige fans skråler med, som var den til en fodboldkamp, hvor kun ét hold spiller og vinder.
Team Dirkschneider leverede et show, en koncert, en metalhyldest, der både ærede Accepts arv og viste, at Udo stadig er troldmanden af tysk heavy metal. Jeg ser allerede frem til Udo’s 75 års jubilæums-tour næste år, hvor han gerne må høvle nogle af sine egne stærke solonumre af med bandet U.D.O. Eller hvad med, at fejre den fødselsdag med en europatur sammen med hans tredje band, der hedder Dirkschneider and the Old Gang? Igen tog det evigheder at komme ud af Amager Bio, men det skyldes mest af alt, vi lige skulle snakke med de mange begejstrede Udo- og Accept-fans, der sammen med os – Johnson min superfotograf og jeg – old-school Rocky – var fyldt op af svedig metal fra Dirkschneider-fabrikken. Udo er ustoppelig und vielen Dank dafür.
Dirkschneider Balls to the Wall 40th Anniversary tour
Fast as a Shark
Living for Tonite
Midnight Mover
Breaker
Flash Rockin’ Man
Metal Heart
Breaking Up Again
………………………..
Balls to the Wall
London Leatherboys
Fight It Back
Head Over Heels
Losing More Than You’ve Ever Had
Love Child
Turn Me On
Losers and Winners
Guardian of the Night
Winterdreams
………………………..
Princess of the Dawn
Up to the Limit
Burning
