Koncertanmeldelse: KATATONIA + EVERGREY @ AMAGER BIO, KØBENHAVN – 18.12.2025
I mørket er proggen sort
I hver sin ende af melankoliens spektrum befinder Katatonia og Evergrey sig og vækkede de store følelser på en kedelig og ikke alt for kold decemberaften. Midt i julestress og halvdårlige julefrokoster var de begge lidt som en sort stjerne til at opsluge al vor jagen og minde os om, at i mørket er al prog sort. I hvert fald denne aften!
Teks & foto: Lennart Bach
Amager Bio, d. 18. dec. 2025
Mens de fleste i min gymnasietid sad på teenagehummeret med Det Elektriske Barometer eller OK Computer med Radiohead på anlægget og delte Thom Yorkes store følelser, sad jeg anderledes foran min computer og lyttede til nogle skramlede mp3’er med Katatonia og Evergrey. Vi delte alle teenagerens møde med nogle af livets store følelser.
Paradoksalt, i netop denne uge, var Radiohead kommet til det københavnske, og jeg var det samme, og vi havde en skøn aften i hinandens selskab i Royal Arena. Det var fabelagtigt, men jeg må dog indrømme, at jeg nok ikke har hørt lige så meget Radiohead, som jeg har hørt de to bands, der besøgte Amager Bio denne decemberaften.
En sjov lille anekdote er, at jeg sammen med min foretrukne koncertledsager var draget til Tilburg i 2023 og så Ayreons stort anlagte “Live Beneath The Waves”, hvor både Tom Englund og Jonas Renkse fra henholdsvis Evergrey og Katatonia var med på rollelisten. Et helt tilfælde gjorde, at vi var gået bagom det mytiske spillested 013 og kom forbi porten til bagindgangen. Der stod to langhårde gutter med solbriller og i hawaiiskjorter og ventede på at blive lukket ind. Som to gæster til en fest, der skulle sniges ind ad bagindgangen. De smilede og vi hilste på hinanden.
Senere medvirkede Jonas på Evergreys seneste album, og nu har de taget skridtet og stablet den her tour på benene. Katatonia med det nye Nightmares as Extensions of the Waking State-album Evergrey med efterdønningerne af Theories of Emptiness og singleforløberen til den kommende plade med sig. Men ingen Henrik Danhage, som i stilhed tilsyneladende er blevet erstattet af en for mig ukendt lejesvend. Man tænker da straks på Anders Nyström.
Det var i sandhed en aften, hvor vi skulle en tur rundt i det mørke følelsesregister. Hvor Katatonia er det mere indadvendte og poetiske, kom Evergrey med de store armbevægelser. Ja, man kan vel nærmest sammenligne Katatonia med de lange, eftertænksomme gåture en vinteraften, og Evergrey er teenageren, der stormer ud af rummet med følelserne ud over det hele. Fælles for begge bands er, at der blev besunget megen smerte – lidt som da Thom Yorke stod i Royal Arena to dage før.. Bare på en anden måde. Men til fælles har alle tre bands en noget mere progressiv tilgang til sangskrivningen og sangenes kompositioner.
KLOGR
Inden Evergrey gav os et lige lovlig kort sæt, kunne vi stifte bekendtskab med italiensk-amerikanske Klogr, som spiller en variant af progget metal og alternativ rock. Bandet bød på masser af melodiske omkvæd ikke helt ulig de italienske prog-power bands, der af og til titter op på disse breddegrader. I bandets mindre eksperimenterende afdeling kunne man nemt komme til at tænke på Alice in Chains. Klogr var et rigtig godt bekendtskab og var uden tvivl klar på at vise publikum, hvad de havde at byde på, og bandets visuals komplimenterede stemningerne i de for mig ret ukendte numre, de havde med. Skal jeg nu lægge hånden på kogepladen, kunne jeg snildt have bruge en halv time mere med Evergrey, end den jeg fik med Klogr.
EVERGREY
Gennem Evergreys sæt kæmpede band og lydmand med nogle udfordringer med lyden. Af og til virkede det som om, at Tom Englund ikke rigtig kunne høre, hvad der kom ud af hans guitar, og på et tidspunkt var der en inde og vrikke med nogle kabler i hans pedalboard. Det resulterede så i, at guitaren da for alvor kom i centrum, inden den atter forsvandt bagud i lydbilledet.
Bandet kan dog roligt siges at være gevaldigt spilleglade, og selvom Tom Englund synger om en hel del weltschmerz, så var det med det helt store smil på. Sætlisten var primært hentet fra nordmændenes seneste album og med fokus på nogle af de store ørehængere. Det var dog lidt spøjst at høre “Cold Dreams” fra den seneste plade, hvor Jonas Renske er med på vokal, og så se ham stå på sidelinjen og se vældig fornøjet ud – men ikke dukke op på scenen og lige give et brøl eller to.
Toms datter, Salina Englund, lagde også noget vokal på, men det var denne aften også båndet. Jeg kunne nemt have valgt en håndfuld andre sange, de kunne have spillet i stedet, og da jeg hørte bandet for første gang, for over 20 år siden, savnede jeg da også lidt af høre “Ambassador” eller “A Touch of Blessin.”
Men de øvrige, og ganske ivrige publikummer har måske set bandet flere gange end jeg – i aften var min tredje gang på 20 år, så har de nok hørt de to sange et væld af gange. Det nye nummer, “Oxygen” rundede sættet af, der blev klappet, hujet og taget fællesbillede til SoMe, og så kunne vi gøre os klar til at få pulsen lidt ned til Katatonia.
KATATONIA
Aftenens hovednavn var i sandhed Katatonia, et band der hele tiden er på vej et eller andet sted ind i mørket. Jeg har også fulgt det band i over 20 år, og dem har jeg også kun set tre gange.
En gang på Roskilde, så den mytiske koncert på Copenhell, hvor de spillede hele Night is the New Day – og som måske var en af de sidste koncerter med Anders Nyström. Og ja, indrømmet, jeg savner hans særegne guitarspil på den nye plade.
En plade jeg synes er god, og som skal have lov til at vokse. Ingen tvivl om det. Men også en plade, som viser, at bandet nok bevæger sig i en ny retning i fremtiden. Det har de nu altid gjorde, og lytter man til den purunge Jonas Renske på eksempelvis Dance of December Souls, til vårharen på Last Fair Deal Gone Down og den noget mere modne herre på City Burials, er det meget tydeligt, at Jonas og bandets udvikling også er noget unikt. Hvilket også var til at føle på publikum, der nok mestendels var kommet for at se hovednavnet. Jeg var positivt overrasket over, hvor mange der var at finde på gulvet i Amager Bio en torsdag aften, tæt på jul og midt i julefrokostræset.
På scenen i den københavnske decemberaften var det et toptunet band, som har spillet sig godt sammen på de seneste tours og meget tydeligt er glade for at stå på scenen sammen. De to andre gange jeg har set Katatonia, har Jonas virket meget anonym, nærmest gemt sig bag håret ved mikrofonen og kun lige er gået hen til trommesættet for at tage sig en tår at drikke, inden han vender tilbage til mikrofonen og synger næste linje og blot siger et kort tak mellem hvert nummer.
Så var det en noget mere energisk Jonas vi mødte denne aften. Stadig mest gemt i mørket, som det jo bør være i netop Katatonias univers, men meget mere udadvendt end før. På et tidspunkt var det endda som om, han jokede lidt. Stemmen fejlede intet og det blev da også til et lille growl hist og her.
Setlisten var stykket sammen af de mere sikre valg, krydret med nogle fra bandets nye plade Nightmares as Extensions of the Waking State. Om de numre kan det siges at de folder sig flot ud på scenen, særligt “Wings fo no change” med det messende ‘Hail Satan’ badet i det ildevarslende, røde skær fra de medbragte skærme. “Nephilim” badede publikum i tunge doom-skyts og blev præsenteret som aftenens bibelske sektion. Den blev også vel modtaget af publikum.
Denne aften var lyden dog ikke rigtig med Amager Bio, hvor jeg gennem tiden har oplevet mange fortræffelige koncerter med fantastisk lyd. Det virkede bare ikke rigtig som om, anlægget ville samarbejde med lydmanden denne aften, og hele lydbilledet forandrede sig igen og igen. Nogle gange var det som om, Jonas blev mixet for langt ned, og andre gange skar guitarene faretruende gennem salen. Værst var det dog i “Dead Letters”, hvor en ustemt guitar og lidt forvirring på scenen ødelagde nummeret en smule. En skam. Men også lidt befriende at man på den måde også kan mærke, at det er mennesker, der står på scenen og spiller musikken for os.
I virkeligheden kunne jeg godt have ønsket mig at bandet med så stærkt et bagkatalog havde besøgt for eksempel “Sweet Nurse,” “Teargas” eller “Had to (Leave).” Måske fordi det var nogle af de første sange, jeg hørte med Katatonia i hine tider. Omvendt er jeg også klar over at, det var et af stridspunkterne mellem Jonas og Anders. At de ville noget forskelligt med Katatonias musik, og nu er musikken atter på vej ind i en ny æra. Det skal nok blive spændende, og med det band, der er med nu, skal det nok blive godt. Særligt vil jeg da lige fremhæve bandets mangeårige trommeslager, Daniel Moilanen. Sjældent har jeg oplevet en trommeslager ligge så langt tilbage på groovet, at han nærmest falder ned af sin stol – men stadig spiller så stramt at du kan justere et ur efter det. Lækkert!