Koncertanmeldelse: SABATON + THE LEGENDARY ORCHESTRA @ ROYAL ARENA, KØBENHAVN – 09.12.2025

Af Johannes Vind
Foto: John-son

THE LEGANDRY ORCHESTER

Tirsdag aften stod Arenaen i Ørestaden klar til en aften, hvor regn og mørke ikke kunne holde metalfans hjemme. Allerede i M1 kunne man mærke lugten af sved og regn og gamle tourtrøjer, mens battleveste, patches og gamle trøjer fyldte metroen. Stemningen var elektrisk, før første riff blev slået an – Sabaton og deres opvarmning leverer ikke bare musik, de leverer oplevelser. Først var det dog husorkestret The Legendary Orchestra, som skulle varme op med orkestrale udgaver en række Sabaton-numre. Altså en slags Sabaton, som du aldrig har hørt det spillet før.
The Legendary Orchestra gik på scenen med en selvtillid, der sjældent ses hos et supportband. Allerede fra de første takter stod det klart, at de ikke blot var kommet for at varme publikum op – de var kommet for at gøre indtryk. Bandets sammensmeltning af symfoniske arrangementer, metallisk tyngde og teatralsk iscenesættelse fungerede overraskende godt i Royal Arenas store rum, hvor deres storladne lyd fik plads til at folde sig ud.
Frontkvindens vokal balancerede mellem operaens dramatik og klassisk power metal-frasering, hvilket gav bandet en distinkt identitet, selv når kompositionerne flirtede med velkendte symfoniske metalgreb. Strygersektionen – en sjælden luksus for et supportnavn – tilføjede både dybde og atmosfære, især i de mere episke passager, hvor orkestrale swells og trommernes marchrytmer løftede numrene mod en næsten filmisk intensitet. Publikum reagerede med begejstring, klapsalver og heppe-råb, som blev mere markante efterhånden som sættet skred frem.
Deres stærkeste øjeblik kom midt i sættet med et nyt nummer, der kombinerede melankolsk violinintro med et tungt, næsten doom-præget riff. Her stod det klart, at The Legendary Orchestra ikke kun satser på pomp, men også mestrer dynamik og mørke. Publikum – som på dette tidspunkt stadig var ved at fylde gulvet – lyttede intenst, og man mærkede en reel nysgerrighed brede sig i arenaen. De visuelle elementer, fra diskrete lysstriber til svage røg-effekter, bidrog til den filmiske oplevelse og gav numrene ekstra dybde.
Det var dog ikke alt, der sad helt skarpt. Enkelte overgange føltes lidt ujævne, og bandets forsøg på at kommunikere med publikum landede til tider fladt – muligvis fordi deres teatralske udtryk gør det svært at balancere mellem rolle og realitet. Men helhedsindtrykket var solidt, ambitiøst og energifyldt. Som opvarmning for et massivt navn som Sabaton kan mange bands drukne i ventetidens uro, men The Legendary Orchestra formåede at tiltrække publikums opmærksomhed og holde den. De leverede et sæt, der både imponerede visuelt og sonisk, og efterlod en klar fornemmelse af, at de har potentiale til langt større scener – også som hovednavn.

SABATON

Sabaton er efterhånden et fænomen, man kan mene meget om, men én ting er uomtvistelig: De leverer shows, der ikke ligner noget andet på den europæiske metalscene. I Royal Arena demonstrerede de endnu en gang, at de har forladt enhver idé om at være “bare et band”. De er et maskineri, en fortællefabrik, et teatralsk våben, der skyder lige så meget scenografi som riffs af sted.
Selvom koncerten ikke var udsolgt – gulvet havde luft bagerst – var det ikke noget, man mærkede på stemningen. Arrangøren havde taget et klogt valg: De øverste, ubrugte sektioner var skjult bag en massiv sort drapering, hvilket gav arenaen et mere kompakt og fokuseret udtryk. Lysdesignet vandrede ikke rundt i tomme rækker, men forblev koncentreret om publikum og scenen, hvilket gjorde koncerten intens og næsten teateragtig.
Aftenen begyndte med en af Sabatons mest særprægede åbninger til dato. Før bandet viste sig, trådte tre historiske figurer – Napoleon, Djengis Khan og Cæsar – ind som levende karakterer. Det kunne let være faldet til jorden som gimmick, men det fungerede overraskende godt. Napoleon struttede med selvtillid, Khan kom ind som et kaotisk kraftfelt, og Cæsar gav det hele pondus. Det var kitsch, ja, men Sabaton har for længst erkendt, at deres styrke ligger i at gå all-in på netop den slags. Denne lille prolog satte tonen: Publikum skulle ikke blot høre musik, men ind i et narrativt univers.

Da bandet endelig dukkede op, blev det hurtigt klart, at Sabaton stadig er et velsmurt liveorkester. Joakim Brodén var i bedre vokalform end flere tidligere turnéer, og hans blanding af entusiasme og deadpan-humor landede perfekt hos publikum. Tommy Johansson og Chris Rörland leverede de melodiske guitarlinjer med den præcision, man forventer, selvom Johansson som altid trak mere opmærksomhed med sin flamboyante energi og sit overlegne overskud.
Lyden var generelt solid – især i mellemfrekvenserne – men der var perioder, hvor trommerne druknede i arenaens rumklang. I de tungere passager virkede det hele en smule mudret, men Sabaton formåede heldigvis at kompensere med præcise riffs og tight sammenspil.

Bandet brugte så meget pyro og ild under koncerten, at når effekterne pludselig var fraværende i enkelte numre, blev det tydeligt for publikum, og manglen blev bemærket – et kritikpunkt, der viser, hvordan de visuelle elementer nogle gange kan overskygge musikken.

Setlistens højdepunkter var mange. “Soldier of Heaven” fik publikum til at brøle med, og “The Red Baron” fungerede endnu en gang som en af Sabatons mest live-venlige kompositioner: simpel, catchy og pakket med energi. Her fandt bandet en direkte forbindelse til publikum, som fik hele gulvet til at gynge.
Mere stille og stemningsfulde øjeblikke fik også lov at eksistere. “Christmas Truce” blev leveret med en uventet sårbarhed, og det sorte klæde rundt i arenaen gjorde virkelig en forskel. I stedet for at forsvinde op i et alt for stort rum, fik sangens atmosfære lov til at hænge i luften. Det var ét af de øjeblikke, hvor Sabaton viste, at de også mestrer dynamik – ikke kun bombast.
Ikke alt var dog lige vellykket. Enkelte numre, især mod slutningen, føltes forhastede. “Primo Victoria” – ellers et af bandets sikreste kort – blev kørt igennem i et tempo, der tog noget af tyngden og fællesskabsfølelsen ud af den. “To Hell and Back” led en smule under samme tendens: Den blev leveret professionelt, men uden den gnist og følelse af triumf, der normalt løfter den over det forventelige.
Alligevel var helhedsindtrykket stærkt. Sabaton er ikke længere et band, man måler på ren metalintegritet. De er et showorkester, et fortællerband, og deres koncert i Royal Arena leverede netop den form for totaloplevelse, som fans kommer efter. Man kan kritisere deres tilgang for at være overdrevet, glat eller for teatralsk – men man kan ikke anklage dem for at gøre tingene halvt.
Sabaton gav København en aften, der var både underholdende, visuelt enorm og musikalsk solid, omend med enkelte forhastede momenter og svingende lyd. Og i en tid hvor mange metalbands kæmper med at fylde de store haller, er det værd at bemærke, hvor ubesværet Sabaton – selv uden udsolgt hus – gjorde Royal Arena til deres egen.