Koncertanmeldelse: MORBIDFEST @ Richter, Gladsaxe 27.11.2025

Af Nolder
Fotos: Kristian Mølgaard

Morbidt på den fede måde

Richter i Gladsaxe er – i hvert fald for mig – et forholdsvis nyt spillested, som er pissebesværligt at komme til med offentlig transport, men som er ret godt dimensioneret og oftest byder på god akustik. Jeg har været der et par gange før og oplevet både dødsmetal (Lik, Six String Slaughter) og punkrock (Teenage Bottlerocket), og denne aften skulle spillestedet så stå sin thrash-prøve med de gamle løver i Possessed og græske Suicidal Angels dog kombineret med klassisk døds-grind fra Terrorizer.

Javel, der var et par yderligere supportbands før den nævnte trio, men dem springer vi let og elegant hen over, for de er ikke værd at skrive hjem om.

SUICIDAL ANGELS

Første seriøse bud på musikalsk tilfredsstillelse var Suicidal Angels, som er et af de første og største new wave thrash-bands. Jeg har efterhånden set de græske gutter mere end et halvt dusin gange i både Tyskland, Belgien og lille Dannevang, og de skuffer sjældent.

Således heller ikke denne gang, hvor de efter lidt indledende lydproblemer fik spillet sig fint ind i kampen med en god energi, en rutineret sceneoptræden og en ganske fin sætliste. Sidst jeg oplevede dem – i Beta med Fusion Bomb for et par år siden – syntes jeg, at der var lige rigeligt med fokus på den dengang helt nye og den dag i dag stadig seneste studieskive, Profane Prayer, og det var heller ikke fordi, der manglede numre herfra denne gang – men spilletiden var kortere, og der blev heldigvis tid til fede, gamle kendinge som ”Bloodbath” og afsluttende ”Apokalithosis”, så balancen var bedre.

Fair skal da også være fair: nye numre som ”Purified by Fire” og ”The Return of the Reaper” lød sgu også fedt i den københavnske forstad. Suicidal Angels kom på plakaten i 11. time, da Massacre måtte bakke ud, og man kan diskutere, om et nyere thrash band var den rette erstatning for Floridas dødsmestre, men man kan ikke tage fra englene, at de gav den fuld gas og gjorde en god figur på Richter.

Heller ikke selvom jeg som sædvanlig måtte kigge langt efter mine personlige favoritter fra bagkataloget: ”The Pestilence of Saints” og ”Moshing Crew”.

TERRORIZER

Next up var LA’s egne Terrorizer, som jo debuterede med, hvad mange vil kalde verdens første grindcore-album, World Downfall, i 1989. Ikke et album, som skabte jordskælv i min verden, men dog en fin udgivelse, som naturligvis står i samlingen, og samtidig en skive, som flere i min omgangskreds dåner pænt meget over.

Og pladen er jo ikke blevet mindre kult af, at line-up’en dengang som i dag blandt andet talte Morbid Angel-ikonerne Dave Vincent på bas og Pete ”Commando” Sandoval på trommer. Et faktum, som da også blev fremhævet fra scenen denne aften, hvor det dog havde klædt bandet også at sende en hilsen til afdøde Jesse Pintado, som måske er bedst kendt for sine år i Napalm Death, men som jo også var en del af Terrorizer i begyndelsen, og som spillede guitar på World Downfall.

Jeg hørte Terrorizer fremføre hele World Downfall (plus det løse) på Alcatraz i Belgien sidste år, og det var sgu en ganske cool oplevelse – især hvad angår sceneshowet med kadavere på mikrofonstativerne og en blodbestænkt forsanger, som netop leverede det meste af sin bjæffen bag et af kadavrene – så man næsten fik skabt en illusion af, at det var kadaveret, der sang.

Samme scene set-up blev benyttet på Richter, og effekten var faktisk endnu federe, når man stod tættere på i den tætpakkede sal. Sættet var også det samme som på Alcatraz, men lydmæssigt var der bedre styr på tingene på Richter, og det er og bliver bare en federe og mere intim oplevelse på et mindre spillested fremfor på en stor festival.

Terrorizer var på fra første fløjt, men hvor jeg nød de tunge passager, så er jeg nok mere forbeholden overfor de mange grind-stykker, som i mine ører indimellem svingede en smule op og ned i tempo. Måske er jeg ved at blive smådøv, eller også er den efterhånden over 60 år gamle Sandoval alligevel bare et menneske og ikke en maskine. Det var dog en skønhedsfejl, som ikke for alvor trak ned på en ganske ferm koncert fra de aldrende herrer.

POSSESSED

Aftenens hovednavn var navnkundige Possessed, som fejrede 40-året for deres ikoniske debut, Seven Churches. En plade, som jeg købte på vinyl i 1985 og senere har investeret i et hav af cd-versioner af – og en plade, som jeg har knuselsket i 40 år! Nogle vil kalde den verdens første death metal album (ikke mindst bandets forsanger, Jeff Becerra, som jeg gennemførte et langt interview med for en håndfuld år siden), mens andre vil beskrive den som brutal thrash eller death/thrash (undertegnede inklusive), men f**k nu sub-genrebetegnelserne og bare nyd den fede, aggressive musik.

Jeff har som bekendt været bundet til sin kørestol, siden han brutalt blev skudt ned for en halv menneskealder siden, men det forhindrer ham ikke i fortsat at fronte Possessed, som han selv genoplivede i midten af 00’erne. Dette var min femte live-date med Possessed, og det er altid en fornøjelse at se manden trodse sine betingelser og give den fuld smadder på scenen – hvad enten det er på Wackens eller Alcatraz’ store scener eller på lille Richter.

Og det bliver ikke mindre godt, når manden omgiver sig med dygtige musikere (dog ingen andre originale) – herunder Pete Sandoval, som er på lån på denne tour, og som dermed har dobbeltjobbet gennem hele turneen. Måske var det derfor, at han heller ikke under Possessed-koncerten holdt tempoet heeelt konsekvent på trommerne – eller også var det den originale tøndebanker, Mike Sus, der ikke var helt tight på pladen, som jeg jo sammenligner med og forventer gengivet live. Indrømmet, trommerne på Seven Churches var noget helt specielt, og der er sikkert stadig folk, der vil mene, at Mike slog musikken i stykker med sine ofte skæve trommestykker – eller som jeg hørte én sige: Hans egne små melodier, som spiller hen over riffene snarere end sammen med dem.

Uanset hvad så er trommeløbene et særkende ved netop Possessed – og især Seven Churches – så man forventer jo, at de lyder som på pladen, og det gjorde de ”kun” 90 procent af tiden. Det var også svært ikke at bemærke, at Jeff ikke helt kunne holde den brutale vokal kørende under hele sættet og måtte slå over i sin ”normale” stemme fra tid til anden (på samme måde som Max Cavalera er begyndt at gøre her på sine ældre dage), men disse petitesser ødelagde på ingen måde en feeed koncert fra Possessed.

Jeg føler mig privilegeret over nu også at have hørt hele Seven Churches fremført live (ligesom jeg tidligere har haft fornøjelsen af at opleve andre klassikere så som Darkness Descends, Bonded By Blood, Hell Awaits og Reign in Blood spillet live fra ende til anden), og jeg var helt i syvende (pun intended!) himmel under klare vindere som ”The Exorcist”, ”Satan’s Curse”, ”Fallen Angel” og ”Twisted Minds”.

At der også blev tid til andre kendinge såsom ”The Eyes of Horror”, ”Tribulation”, ”Swing of the Axe” og den nyere, men lige så fede ”Demon” var bare ekstra knas i juletiden, og jeg stod og fik helt ondt af alle dem, som var gået tidligt denne aften (der var væsentlig bedre albuerum under Possessed end under Suicidal Angels og Terrorizer). De gik glip af en klassekoncert, som vil leve længe i min erindring!